Dæmningen ved Embalse de Salime blev bygget i 1954 og søen oversvømmede hele dalen med landsbyer

Jeg tager mig god tid til at nyde den smukkeste udsigt og solstrejf, indtil idyllen pludselig bliver afbrudt af silende regn. Dagen slutter i godt selskab på et nyere herberg med gode fælleslokaler.

Mandag den 4. maj 2015

Det er mandag, og det spanske par skal tilbage til arbejdslivet. Tidligt om morgenen har de taget bussen tilbage til Oviedo og dagligdagen. Vi andre tager det roligt. Jeg sætter en gryde vand over for at lave te. Puf! Så ryger strømmen. Jose kravler op til relæet og trykker på knapperne, indtil der igen er strøm i herberget. Strømmen er kun på i kort tid, da der er tændt for varmeovne for at tørre tøj, mobiltelefoner er sat til opladning og en vandvarmer til det varme vand i brusebadet. Så en tændt kogeplade belaster systemet.

Vi fjerner nogle af strøm-slugerne, men igen ryger strømmen. Markeringen på relæet er ikke særlig præcis, så endnu en gang trykker Jose i blinde, indtil der igen er strøm. Nu har vi fjernet næsten alt. Jeg satte en stor gryde vand over for at lave te til alle. Men de har mistet tålmodigheden og er gået. Så nu er der kun Jose og jeg. Vi har samlet vores pålæg til en morgenmad.

Jose begyndte sin vandring med 20 kilo bagage. Noget har han allerede foræret væk, resten ligger i et kaos fordelt på to køjesenge. Der er klatresko, hvis han skulle komme forbi et bjerg, han fik lyst til at bestige. Der er også en yogamåtte og et sæt køkkenudstyr. I virkeligheden er rygsækken alt for stor til hans spinke krop, og han kan næsten ikke stramme bærebæltet nok omkring de smalle hofter.

Jeg får en muslingeskal foræret, som viser, at jeg er pilgrim. Normalt ville jeg aldrig selv købe sådan en, men det er noget andet at få den foræret.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring:

Vi begynder vandreturen og når til cafeen. Her stopper vi og drikker kaffe og kakao. Her er også en købmandsafdeling, hvor jeg fylder energidepotet op med mere chokolade og flere mandler. Så klokken er ti, inden vi kommer af sted.

På en mark leder en nyfødt kalv efter yveret. Dens lille mule søger forgæves mellem koens forben, mens koen puffer til den. Endelig finder den vej, og vi kan fortsætte. Da vi passerer en lokal indbygger, fortæller Jose begejstret om den nyfødte kalv.

Vi går hurtigt, meget hurtigt. Jose fortæller, at jeg kan spørge efter vandrestokke på en cafe. Sådan har han selv fået sine. Han holder højt på dem og forklarer, at han nu er mindre øm i benene, men til gengæld er øm i armene. Den energiske måde han bruger dem på og hans tempo, får ham til at ligne en tegneseriefigur.

Efter knap fem kilometer stopper jeg ved herberget i La Mesa for at fylde mine vandflasker. Herberget er ligesom det i Berducedo etableret i den tidligere skole. Et lille toetagers byggeri med små lokaler til få elever. Derfra går det op ad bakke. I dalene ligger hvide skyer som totter af vat mellem mørke bjerge. Jose bander over den megen asfalt, vi skal gå på. Jeg glæder mig også til, at vi skal dreje fra til mindre stier. Indtil jeg ser stien af løst skiffer. Heldigvis er den kun belagt med skiffer et kort stykke.

Jeg holder en lille pause under halvtaget ved et kapel for at tage noget af tøjet af. Et opslag fortæller om en konkurrence for Camino Primitivo om bedste dagbog og foto. Man skal sende originaler ind. Undrer mig i disse digitale tider. Dagbogen skal nemlig være skrevet i Times New Roman med halvanden linjeafstand. Hvordan skriver man en original på computer?

Under mig ligger den opdæmmede sø Embalse de Salime. Den skal jeg ned til og op på den anden side til byen Grandas de Salime. Der er 800 højdemeter ned til søen, så jeg går langsomt og holder pause for at skåne knæene. Solen er brudt gennem skyerne og varmer bjergskråningen. Dagens etape er kun 20 kilometer, så jeg har god tid til at nyde den smukke natur.

Pludselig får voldsomme vindstød nåletræerne til at veje. Jeg er kommet ned i skoven og bliver svimmel, når jeg ser stammerne bevæge sig over mit hoved. Også en anelse nervøs, for vinden er voldsom, og der ligger allerede væltede træer.

Vinden lægger sig lige så hurtigt, som den begyndte, og bliver afløst af regn, silende regn. På et øjeblik må jeg finde jakke og regnslag frem og fortsætte indhyllet, som jeg har prøvet før. Farvel til idylliske udsigter og pauser mellem duftende blomster. Nu skal turen bare overstås. Højt oppe passerer jeg dæmningen, men stien fortsætter videre i bjergene. Skrænten er meget stejl her og med regnen, gruer jeg for, hvordan jeg kommer ned ad det sidste stykke.

Det går heldigvis. Nede på asfaltvejen er der adgang til en udsigtsplads, hvor jeg kan finde ly for regnen. Men jeg beslutter at fortsætte. Lidt længere fremme ligger der en restaurant. Mens jeg går, forbereder jeg mig på, at den kan være lukket, som jeg har mødt andre lukkede cafeer på min vandring.

Heldigvis er restaurant og cafe åben. Af med regntøj. I cafeen sidder en gruppe pilgrimme allerede og spiser sandwich. Men jeg vil have varm mad og spørger efter en menu. Jeg bliver vist ind i restauranten som eneste gæst. Tjeneren er fantastisk venlig og viser mig dagens retter. Jeg får en stor skål bønner med muslinger, der smager så godt, at jeg tømmer fadet. Tjeneren tilbyder at hente mere, men jeg afslår. Der skal også være plads til fisken og desserten. Regnen er stoppet. Desværre kun for en kort periode, så vælter det ned igen. Jeg bliver siddende, mens personalet spiser deres meget sene frokost. Til sidst beslutter jeg, at jeg må fortsætte, regn eller ej.

Den første del går på landevejen, som snor sig på bjergsiden. Heldigvis er der ikke meget trafik, for bilerne har svært ved at se mig, når de drejer om de skarpe sving.

Solen afløser regnen, og jeg finder en sti op i skoven. På en våd sten glider jeg for første gang. Normalt har stenene været med ru overflade, så det overrasker mig, at der pludselig er en, som er galt. Faldet foregår i slow motion, og jeg slår mig ikke. Da jeg senere når frem, hører jeg, at andre også er faldet i dag på glatte sten.

I Grandas finder jeg en hæveautomat i sidste øjeblik. Jeg har ikke flere kontanter. Det er ved en lokal landbrugsbank og den langsommste automat, jeg nogensinde har prøvet. Jeg når at overveje en konfrontation med banken næste dag, hvor jeg skal brokke mig over, at maskinen har slugt mit kort og ikke givet mig penge.

Da det er ved at være aftenmad-tid på herberget, begynder det at blæse op igen. Jeg finder en gammeldags købmandsbutik, hvor man skal spørge om alt. Jeg køber vin, grønt og pålæg. Ved bordet deler vi hinandens lækkerier. Det amerikanske trekløver er igen dukket op. De fandt ikke en forbindelse til Portugal fra de små flækker, vi har passeret. I stedet havde de taget bus noget af vejen og vil fortsætte lidt endnu.

I selskabet viser det sig, at der er flere læger. En lidt ældre mand fra Schweiz spørger til bivirkningerne for den medicin mod maniodepression. Medicinen har han nemlig droppet og mener, at det holder ham rask at vandre på caminoen. Han har vandret til Santiago og er nu på vej tilbage.

I overkøjen vender og drejer Jose sig, indtil han går nedenunder og finder en sofa. Døgnrytmen på caminoen passer slet ikke til hans døgnrytme og heller ikke til min. Jeg kan ikke falde tidligt i søvn og sover rigtigt godt, når de første forlader herberget ved syvtiden om morgenen. Heldigvis står folk ikke op før klokken seks om morgenen, som de erfarne pilgrimme fortæller skrækhistorier om på den franske camino.

Den galiciske nationalret pulpo

Næsten desperat og med gennemblødt tøj og støvler beder jeg om hjælp og får den. Så en massiv regnvejrsdag bliver vendt til solskin, glæde og taknemme-lighed for, at der findes omsorgsfulde mennesker.

Tirsdag den 5. maj 2015

Natten igennem har det stormet, og affaldscontainere er væltet ind i biler. Himlen er grå, da jeg spiser morgenmad og langsomt, meget langsomt pakker mine ting. Man skal være ude af herberget klokken ni, og det tidspunkt er passeret, da jeg er ved at snøre mine støvler. En politibil stopper ud for herberget, kan jeg se gennem glasdøren. Først fortsætter den en smule og bakker så tilbage. Politimanden kikker på mig, og jeg tænker, at de tager tidspunkterne meget nøje i Grandas de Salime, hvis politiet reagerer på sløve pilgrimme som mig. Ovenpå er Jose og schweizeren stadig ved at tale og pakke.

Politimanden er stået ud af bilen og kommer nu ind i herberget. Han spørger, om der er andre end mig. Da jeg bekræfter, spørger han, hvem de er. Han viser mig samtidigt et ID-kort og spørger, om jeg har set personen.

Det er en yngre spansk mand, som er læge. Jeg fortæller politimanden, at jeg ikke kan huske, om han har overnattet der, da jeg ikke har set alle folk. Jeg kalder på Jose og schweizeren, som også er usikre på, om spanieren har overnattet i herberget. ID-kortet er fundet i en bus, og betjenten forsøger at opspore manden for at give ham det igen. Vi ånder lettet op, da vi finder ud af, at betjente ikke er kommet for at håndhæve herbergets regler, men bare vil hjælpe en mand, som har mistet sin ID.

Schweizeren vil blive på herberget, da han ikke tør gå over bjerget i det dårlige vejr. Jeg begynder dagens tur med våde støvler igen. Jeg springer første kombinerede købmand og cafe over, da der skal være endnu en cafe i Castro efter fem kilometer. Her ligger også et vandrehjem, men jeg får ikke øje på cafeen, der ligger i forbindelse med vandrehjemmet og opdager først fejlen, da jeg er kommet hele vejen gennem landsbyen. I stedet får jeg øje på et museum og tænker, at der må være en cafe. Det er Chao de San Martin. Museet åbner klokken 11, så jeg venter. Imens snakker jeg med hestene, som er kommet for at hilse. Schweizeren har besøgt museet dagen før og fortalte begejstret om udstillingen. Det er et arkæologisk museum, der fortæller hvordan her engang lå en velhavende jernalderby grundlagt 800 år BC, som blev endnu mere imponerende, da romerne flyttede ind.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Desværre kan den enelige ansatte i museet berette, at der ingen cafe er. Men jeg kan besøge udstillingen gratis. Jeg tager støvlerne af og nyder de opvarmede lokaler. Udstillingen er ganske rigtigt fin og forklarer på fremragende vis levevilkår, erhverv og arkitektur. Men den kan ikke svare på, hvorfor byen blev forladt og glemt, indtil udgravninger igen hentede den op af mulden.

På toilettet er der varme i gulvet, og jeg får lyst til at lægge mig. Denne dag føles som en drøm. Som om jeg kunne tage en lille lur og vågne op til en meget bedre dag. Sådan har jeg det flere gange i løbet af dagen. Jeg spørger museumsmanden, om der går busser. Men nej, ingen busser mod A Fonsagrada. I stedet printer han en vejrudsigt, der lover opklaring hen ad eftermiddagen.

Jeg morer mig, da jeg møder caminoklippere, der med en traktor og støjende værktøj klipper det vildtvoksende græs på stien. Men smilet over begrebet caminoklipperne forsvinder, da jeg ser de enorme vandpytter, jeg skal gennem. Denne gang er der intet mudder kun græs og vand. Jeg prøver at gå en omvej gennem en mark, men vandet går alligevel op ad støvlen.

En pause holder jeg under halvtaget ved et kapel og en senere i et overdækket busstoppested. Der er ingen køreplan for bussen, men ved hjælp af Google finder jeg det lokale trafikselskab. Stadig ingen udsigt til en bus.

Jeg er blevet en anelse mere desperat, da jeg har set et vandreskilt, hvor der står, at jeg mangler 25 kilometer til A Fonsagrada. Det var der også, da jeg begyndte vandringen, men nu skulle jeg have gået 10 kilometer. For at afreagere klager jeg min nød på Facebook i forventning om opmuntrende ord fra venner og bekendte, så jeg lettere kan gå min tunge våde gang og pleje min selvmedlidenhed. Lige nu er mit lyspunkt, at der er udsigt til en bar efter tre kilometer. Ganske vist en bar uden noget at spise. Men bare at kunne sidde indenfor og drikke noget varmt. Jeg glæder mig allerede.

Først skal jeg op over et lille bjerg, hvor jeg kan høre vindmøllerne piske luften. Men jeg kan ikke se vingerne i de skyer, der igen har sænket sig over min vandretur. På den anden side af bjerget er der et pas, som danner grænsen mellem Asturias og Galicien. Bag asfaltvejen og en parkeringsplads ligger baren. Men ak. Den er lukket, og der står en ulæselig besked på glasdøren. Jeg kikker målløs, som om det tager tid, før jeg registrerer, at der ikke er udsigt til varme og en stol. I stedet er der 12 kilometer til A Fonsagrada og muligvis en bar undervejs på den lange tur.

Som en trøst klarer det en smule op, og jeg sætter mig på en sten. Måske er den lovede opklaring på vej og alt ikke så slemt, som det umiddelbart virker. Jeg har trods alt chokolade, og jeg åbner Facebook. De trøstende kommentarer glæder mig. Men en foreslår, at jeg blaffer. Ideen afviser jeg blank. Hvem vil tage en våd og mudret person op?

Opklaringen var en overordentlig lille parentes. Snart pisker nye skyer og regn ind over mig, så jeg fortsætter. Da regnen øjeblikke senere forvandler sig til hagl, er jeg lige ved at tude. Iskuglerne prikker ubehageligt i hovedbunden, som ellers er beskyttet af hætter fra både regnjakke og regnslag. Det føles absurd, og jeg ønsker mig langt væk. Hvad fanden laver jeg på en grusvej i udkants-Spanien?

I støvlen er sokkerne og lilletåen kommet i karambolage. Der er en vabel, og den er pakket ind i Compeed. Men tåen vender nu forkert, så jeg kommer til at gå akavet. Da støvlen er våd, hænger sokken fast, og jeg kan ikke flytte tåen tilbage til normal stilling.

Grusvejen løber parallelt med asfaltvejen, men der er en bred grøft og tæt buskads imellem. Tanken om at blaffe vokser i mit hoved. Da en sidevej skaffer mig adgang til hovedvejen, beslutter jeg at tage chancen.

Næste udfordring er at få en bil til at stoppe og tilbyde et lift til våde og snavsede mig. Men først skal der komme en bil. Vejen ligger øde hen uden trafik.

Endelig kommer en bil. Jeg kan se to ældre kvinder køre forbi. Ikke typen der stopper for en blaffer, siger min blaffererfaring mig. Men da de er kommet forbi, kan jeg høre bilen sagtne farten og stoppe. Og der holder den. Bilen.

Kvinden står ud af bilen og kæmper med at flytte en lille tæppetisser-hund fra det sæde, hun vil tilbyde mig. Huden ryster af skræk, da den ser mig. Den skal sidde på det andet bagsæde, hvor den under hele turen glor på mig, uden at stoppe de angste rystelser.

Da jeg vurderede mit mudrede look og sandsynligheden for at blive samlet op, havde jeg glemt, at jeg er pilgrim. Ganske vist betragter jeg mig som vandrer og har intet religiøst sigte med min tur. Nu prøver jeg både at se ud som og lyde som en from pilgrim. De to damer er tydeligvis stolte af caminoen og ved præcis, hvor herbergerne ligger. Jeg kan komme med helt til storbyen Lugo, men det afslår jeg i forventning om en snarlig opklaring i vejret.

Mens jeg gik i regnen, havde jeg trøstet mig selv og lovet at indlogere mig på et varmt hotel for natten. De to kvinder foreslår dog at sætte mig af ved herberget i Padron. Det ligger en smule længere væk end A Fonsagrada, og i guidebogen står der, at de laver god mad. Så den løsning passer mig fint.

Da vi nærmer os byen ser jeg pilgrimmene med flagrende regnslag og i selve byen står det kriseramte amerikanske trekløver og peger i hver sin retning. Det er sidste gang, jeg ser dem, så jeg formoder, at de har fundet en busafgang.

Herberget i Padron ligger i et gammelt hus, og de andre pilgrimme viser mig til rette. Jeg finder et lille værelse for mig selv på første sal med varme på radiatoren. Der er et køkken. Den gode mad beskrevet i guidebogen skal man selv lave, viser det sig. En automat sælger varme drikke, mens et andet brummende monstrum indeholder kiks, fisk på dåse og chokolade. Padron har ingen butikker, og der er to kilometer op ad bakke til udkanten af A Fonsagrada. Jeg finder dog en et opslag fra en restaurant, som tilbyder at hente en, hvis man vil spise der. Det tilbud overvejer jeg, mens jeg drikke den kedelig automatkakao og taler med de andre pilgrimme.

En spanier har gået i tre måneder fra Barcelona. En hollandsk kvinde lyder en smule som team Easy-on. I starten tror jeg, at spanieren taler hollandsk, da hun tiltaler ham på det sprog. Men det viser sig, at hun taler en blanding af hollandsk og engelsk til alle og derfor er en anelse svær at kommunikere med.

Herberget er udsmykket med malerier og tegninger, og kunstneren hedder Victor, som samtidig er vært. Henunder aften kommer han for at registrere os. Jeg spørger ham, om han kan anbefale et spisested. De magiske ord! Han tilbyder at køre mig til byen og vise mig byens bedste pulperia. I Galicien spiser man store blæksprutter kaldet pulpo, og dem spiser man på et pulperia. Når jeg er færdig med at spise, skal jeg bede restauranten om at køre mig tilbage til herberget.

Victor er ikke bare vært og kunstner, han er også i civilgarden. Så jeg får plads i et udrykningskøretøj. Jeg bliver sat af ved kirken i A Fonsagrada og får forklaret vejen. På restauranten tager jeg en pilgrimsmenu med typisk galicisk mad: grønkålssuppe først, pulpo med kartofler og paprika og en tallerken med pimientos de Padron, der er små grillede grønne pebre med salt. De fleste smager uskyldigt, men en enkelt er brændende stærk chili. Det får jeg først forklaret senere og slipper heldigvis fra mit første møde med pimientos de Padron uden at få mine smagsløg bedøvet ved denne første introduktion.

Det galiciske sprog er dels spansk, men har også sine egne ord og en udbredt brug af bogstavet X. Portugisisk har sneget sig ind med mange ord, jeg kan genkende fra mine rejser i Portugal og forsøg på at tale portugisisk. Så nu får jeg endnu flere muligheder for at blande sprog.

Der er selvfølgelig fodboldkamp i tv, men så snart jeg beder om at blive kørt tilbage, har de fundet en chauffør til mig. Han vil ingen penge have. Det er en del af deres service inkluderet i en tre retters menu til 10 euro.

Værelset deler jeg nu med en spansk mand. Han bliver ringet op om natten og er en type, der brokker sig over alle andre.

Det er bare for sjov skyld, at jeg mimer, at jeg falder bagover i bækken

Naturen er meget smukkere i solskin. I dag går turen gennem et varieret landskab med flotte udsigter og skove. Undervejs frister flere cafeer med friskpresset juice og andet godt.

Onsdag den 6. maj 2015

Jeg tager mig god tid med morgenmaden og kommer sidst af sted klokken ni, da værten Viktor kommer. Med sig har han en buket af morgenfruer, som han udsmykker stuen i herberget med. Jeg roser hans anbefaling af restaurant.

Morgenen er kølig, men det regner ikke. I begyndelsen truer mørke skyer. Oppe på en bakke er der en vandre-rasteplads med borde og bænke, hvor jeg spiser yoghurt og en appelsin. Caminoen virker mere organiseret i Galicien, når det handler om praktiske tilbud til pilgrimme.

Turen går meget op og ned. Oppe er foråret stadig i gang, mens træer og buske er sprunget helt ud i dalene. I et pas ligger et gammelt pilgrimshospital, som er restaureret og giver et bedre indtryk end Hospitales ruiner i bjergene, som var indtaget af dyr.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Første cafe ligger i et stenhus i en dal. Solen er kommet frem nu, så det er varmere udenfor end inde. Her er overraskende mange pilgrimme, og den ene vært springer fra bord til bord. Jeg bestiller en stor og god sandwich. Mine støvler er våde, så jeg skifter sokker tre gange undervejs. Et sted er stien forvandlet til et lille vandfald og et andet sted, er det heldigt, at man kan kravle op på en stenmur, da stien er forvandlet til en sø.

Mit tempo er sat ned, da jeg stadig har ondt i foden. Jeg holder ofte pause og går langsommere og langsommere. Annedorte er læge, og hun har rykket og trykket på foden for at se, om den er brækket. Ens knogler kan godt brække ved langvarig belastning, og det sker både for soldater og på caminoen. Heldigvis er min fod ikke brækket. Smerten skyldes, at den ene fod går på kanten af støvlen. Min støvle er for lille. Inden afgang havde jeg læst, at støvlerne skulle være to numre større end normalt, fordi ens fod vokser. Jeg nøjedes med et enkelt nummer større. Og nu kan min fod ikke længere være i støvlen og brokker sig over den manglende plads.

Herberget i Cadavo Baleira er rungende nyt. Jeg havde set et foto af herberget på nettet og regnede med, at det var en ombygget benzintank. Det viser sig bare at være en kreativ arkitekt. Jeg finder plads på en af de to sovesale, som er næsten fyldte. Der mangler plads til vores rygsække. Her er det en skranke med glasrude foran til værten, som registrerer en. Hun er der dog ikke, og da jeg forsøger at ringe, strejker telefonen – måske på grund af den meget beton.

Da de sidste pilgrimme kommer, er sovesalene fyldte, og de får i stedet et handicapværelse. Herberget gør meget ud af, at det er handicapvenligt med rampe til kørestole. Men selve handicapværelset indeholder en helt almindelig køjeseng. Hvordan de vil få en kørestolsbruger i seng, er en gåde.

Vi går en flok på restaurant. Jeg kommer til at sidde overfor den hollandsk-talende kvinde, så en del af konversationen er sort snak. Vi taler om, hvor smukt foråret er, nu hvor solen endelig skinner. Landskabet er et studie grønne nuancer. Annedorte siger, at navnet på hendes bog om turen på Primitivo ville være “50 shades of green”. Jeg svarer, at min bog skulle hedde “50 shades of mud” efter mine studier af mudder og konsistens. Lige fra det helt sjappede til det faste, som føjer sig efter foden uden at dække den. En helt særlig variant er mudder blandet med kolort. Mange steder deler pilgrimme vej med køer på vej til græs. Det nye forårsgræs får køernes maver til at skide som små eksplosioner af tynd afføring og minde om den måde, en flodhest markerer sit domæne ved at fordele lortet med en roterende halepropel.

De tre tyske veninder er i godt humør og skåler i barens hjemmebrændte sprut. Men så bliver jeg kaldt tilbage til herberget, hvor værten er dukket op for at indskrive mig. På herberget er koreanske Young kommet under vingerne hos nogle spanske herrer, der laver mad til hende.

På sovesalen ligger den samme spanske mand, jeg delte værelse med dagen inden. Midt om natten flipper han ud og råber op, fordi en anden pilgrim snorker. Derefter skælder Jose ud på ham, fordi han nu har vækket alle. Jeg finder aldrig ud af, hvad manden hedder. Han kommer til at gå under navnet: manden med den røde trøje.

Emil er rykket fra Lønneberg til Vilabade i Galicien og skærer stadig figurer i træ

Har du undret dig over, hvad der blev af Emil fra Lønneberg? Han snitter såmænd stadig træfigurer. Jeg møder ham i en landsby i Galicien. Der får jeg rejsens mest spøjse souvenir.

Torsdag den 7. maj 2015

Det regner både om natten og om morgenen. Jeg sov ikke meget om natten og føler mig sløj. Min fod gør nu endnu mere ondt, når jeg går i støvler, så jeg beslutter at gå en kort tur i dag. Der er ti kilometer til Castro Verde, og det meste af turen er på grusveje og stier, som er bedst for fødderne.

Da jeg både er træt og sløj, er jeg også irritabel. Jose laver morgenmad og insisterer på, at vi skal smage al hans mad. Jeg har mit eget og er ikke med på at grine denne morgen. Så jeg skynder mig at spise og begynde turen. Heldigvis er regnen holdt op.

Midt på en skovvej står et toilet som en kommentar til de trængende pilgrimme. Caminoen mangler i høj grad toiletter, og på både Camino de Norte og Primitivo er der ofte langt mellem cafeer. Det kunne bare være et das, som der findes ved shelters i mange lande. Vandposter er der til gengæld mange af.

I dag står toilettet som en vittighed og giver næring til mit humør. Det samme gør naturen. Bjergene er ved at flade ud. Da jeg er kommet gennem skoven, har jeg udsigt over et forholdsvis fladt land med byen Lugo som en hvid klat 20 kilometer fremme.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring

På vej ned ad bakke passerer jeg en enlig kirke med en stor have. Her finder jeg en kilde og holder pause til lyden af rislende vand. Jeg fortsætter ind i landsbyen Vilabade, og her stopper en ældre mand mig pludseligt.

– Vil du se mit museum, spørger han. Han peger på en lade uden skilte eller andet, der afslører, at vi står overfor et museum.

Jeg accepterer, og han trækker porten fra til laden. Indenfor står tusindvis af snittede træfigurer på vakkelvorne borde og hylder. I det øjeblik kunne jeg se det drilske blik i hans øjne og se, at han i virkeligheden er Emil fra Lønneberg. Drengen, der blev straffet ved at blive spærret inde og der snittede sine fantastiske figurer. De snittede figurer er han fortsat med, kan jeg se.

– De koster en euro stykket, oplyser manden.

Sådan en må jeg have. Men jeg skal finde den flotteste, som samtidig ikke er for tung og skrøbelig. Den skal holde til en tur i rygsækken.

Jeg studerer figurerne. Mange har øjne og ansigtstræk. Manden har udnyttet træstykkernes naturlige former og suppleret med små søm og mærker. Mange snit er ikke skåret hele vejen igennem og sidder stadig som krøllede træspåner i forskellig tykkelse. Det er godt tænkt og en god måde at udnytte materialet. Jeg har selv snittet i træ som barn. Min far var sløjdlærer, og jeg har været drengespejder. Da jeg var i tyverne, tilbragte jeg endda en vinter på et aftenskolehold i træskæring blandt ældre mænd, der skar skilte med svungne bogstaver.

Da jeg ser den figur, som tiltaler mig, tager jeg den ikke med det samme. Først må jeg se alle figurerne. Jeg kan høre Jose og manden i den røde trøje passerer udenfor, men de er ikke interesserede i træfigurer. Da jeg har set alle figurerne, vil jeg gå tilbage til den udvalgte figur. Men nu kan jeg ikke få øje på den igen. Mine øjne søger og søger, og da jeg opgiver at finde den udvalgte, må jeg finde en ny. Jeg står bøjet over bordene og mærker pludselig en krampe begynde i ryggen. Det sker en sjælden gang for mig, når jeg har siddet for længe ved computeren. Smerten lammer næsten min krop og kalder kvalme frem. Normalt virker det at lægge mig på ryggen på gulvet. Det har jeg dog ikke lyst til og tror ikke, jeg kan forklare manden, hvad der sker.

I stedet sætter jeg mig på hans hvide plastikhavestol, efter at jeg har fjernet en bakke med halvfærdige figurer. Jeg trækker vejret dybt og strækker ryggen, så godt jeg kan. I mens vælger jeg hurtigt en figur og giver manden en fem-euro seddel.

Manden har ingen byttepenge, og jeg har ikke mindre. Men jeg bliver siddende. Han krydser gårdspladsen, og jeg kan høre ham diskutere med en kvinde inde i huset. Hun skælder ham ud, og det ville ikke undre mig, hvis hun udbrød Emiiiiiiil.

Det tager sin tid og lavmælte argumenter fra hans side, før han kommer med byttepenge i mange små og tunge mønter. Samtidig forærer han mig endnu en figur, så jeg nu har to.

Ryggen er nogenlunde på plads, da jeg går videre. Kirken står åben, og jeg beslutter mig for et besøg. Jose og manden i den røde trøje er her allerede sammen med en lokal kvinde, som fortæller om kirken og de overdådigt svulstige dekorationer. Jeg viser mine træfigurer, og hun griner. Mange besøgende i kirken kommer med små træfigurer efter et besøg i museet. Udtrykket i kirkens skulpturer er anderledes bastant. Heste i næsten fuld størrelse er på spring ud af altertavle.

I næste by Castro Verde vil jeg overnatte på herberget. Men det åbner først klokken 13. Herberget er en ny bygning omgivet af en uklippet græsmark i udkanten af byen. Jeg fortsætter ind i byen for at finde en cafe at vente på. Jose springer ud af en cafe og hiver mig indenfor. Han og den røde mand forærer mig drikkevarer og har nok fornemmet mit dårlige humør tidligere. Jeg er dog blevet i godt humør af vandreturen og besøget hos Emil. Da jeg fortæller, at jeg vil blive i Castro Verde, protesterer de.

Hvorfor finder jeg ikke en bus til Lugo, foreslår de. Hvor jeg tidligere har haft et presset program, har jeg nu bedre tid og tænkt, at jeg ville vandre resten af turen. Men samtidig har jeg også lyst til at se de mennesker, jeg har fulgtes med hidtil.

Jose har allerede været oppe ved bardisken og spurgt efter bustider. De henviser til en anden cafe længere nede af gaden. Jose tilbyder at gå med og hjælpe. Jeg overbeviser ham om, at jeg selv kan finde ud af det.

I den næste cafe får jeg at vide, at bussen lige er kørt, og at næste bus kører om to timer. De to timer overbeviser mig om, at Castro Verde er en kedelig by. Jeg finder ingen restaurant med menu til frokost og vælger derfor en bar. Her får jeg en gigantisk tortilla, som jeg slet ikke kan spise. Prisen for den og drikkevarer bliver 12 euro. Ensformig mad i forhold til en varieret menu.

Busturen tager 30 minutter, og der er allerede fem pilgrimme i bussen, da jeg stiger på. Busstationen i Lugo ligger tæt ved bymurene, og jeg finder et billigt hotel Espana lige ved muren.

Jeg har eget bad med badekar og går i gang med tøjvask, da jeg tager to overnatninger i byen og formoder, at tøjet kan nå at tørre. Håndbruseren taber jeg, og den fiser rundt i badekarret og sprøjter mig og alting til. Så er jeg vågen – og våd. Derefter tager jeg en lang lur og sender sms til Annedorte, der lidt senere ankommer og får værelset ved siden af.

Lugo har en stor plads med cafeer. Der køber vi kage og nyder det gode vejr og hilser på folk, vi kender. I nærheden ligger katedralen. Young støder til os og går med i kirke, selv om hun oplyser, at hun er buddhist og ikke kristen.

Der er messe klokken otte, og Annedorte spørger, om jeg vil med. Hidtil har jeg undgået katolske messer og har næsten traumer efter et år som udvekslingsstudent i USA, hvor jeg noget af tiden boede hos en stærkt religiøs familie, som tvang mig i kirke.

Annedorte lover, at en aftenmesse kun varer omkring en halv time. Så jeg siger ja. En kvinde griber fat i os og genner os ind i det inderste kirkeskib, hvor de lokale sidder. Her er mange mennesker og smuk sang. Stemningen er højtidelig, og alteret lyser overvældende. Flere lokale kvinder og mænd er oppe at tale for forsamlingen. Men så kommer talen om culpa – skylden – og derefter nadveren. For mig er det tyngende og vækker min modvilje. Jeg mindes Patti Smiths vise ord: “Jesus died for somebody’s sins – but not mine.”

Der er et særligt helligt relikvie i en bowle ved en af helgenfigurerne i alteret. Bowlen får en tur rundt i kirken under en baldakin og en procession af alle kirkegæsterne. Heftig lugt af røgelse giver mig kvalme, og jeg bliver ude på kirkegangen og sniger mig ud af kirken efter processionen. Det viser sig, at der er en særlig messe hver torsdag, og den varer længere tid.

Om aftenen spiser vi på restaurant Manger tæt ved hotellet og lige udenfor muren. Vi spurgte på hotellet, og de anbefalede dette sted. Her er en god aftenmenu, stemning og lokale gæster.

Katedralen set fra bymuren i Lugo

En fridag i forunderlige Lugo, hvor historien ligger lige under fortovets fliser og i husenes kældre. Bymurene er otte en halv meter høje, og de omkranser hele den gamle by. Det er de største intakte romerske bymure i verden.

Fredag den 8. maj 2015

Først var kelterne her, så romerne, goterne, mauerne og nu er jeg her og tager mig god tid på en fridag. God tid til at sove længe, vågne langsomt og dvæle ved hotellets morgenmad. Heldigvis har jeg sovet godt og har det meget bedre. Sammen med Annedorte møder jeg Young og går to kilometer rundt om bykernen på den romerske mur. Der er udsigt over huse og haver, og et sted taler vi med en PSOD-politiker på kampagne op til det snarlige lokalvalg.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Vi møder Jose og manden i den røde trøje udenfor et hus dekoreret med figurer af hekse. Gallicien er kendt som mystikkens hjemland med et mylder af ånder og hokus pokus. Selv i Huelva er det galliske navn for hekse kendt: meiga.

Annedorte tager endnu en messe, mens jeg forkæler mig selv med en jordbærkage på pladsen. Jeg opsporer byens store marked, hvor der er masser af planter til udplantning, som jeg godt kunne bruge i min have. Blandt andet caldo, som er en glattere version af grønkål, der bliver meget høj og giver kålblade næsten hele året.

Flere steder er der gravet ned til byens romerske fortid med smukke mosaikgulve. Et sted er i en kælder. Nogle gange om dagen viser et multimedieshow, hvordan det har set ud. Desværre er showet slut, da vi kommer, så jeg oplever det ikke.

Byens museum er enormt og kaotisk indrettet. Sjovt at se malerier med billeder af pilgrimme gennem tiderne. I denne del af Spanien er de en del af den lokale bevidsthed. Der er også dystre religiøse billeder. Godt gemt er smykkerne. Nogle er sorte og fremstillet af et kulstof.Særligt godt beskyttet er en samling af antikke guldsmykker. Filigran så fint, at der skal et forstørrelsesglas til at se detaljerne.

Lugo må være Spaniens mekka for glamourøse selskaber. Aldrig har jeg set så mange forretninger med selskabskjoler. I en helt anden stil sælger en butik primitivt lædertøj, flagrende middelalderkjoler og bue og pil. Kunderne er børn med forældre, og jeg formoder, de spiller rollespil og måske er så heldige, at mor og far leger med.

Derefter er der tid til endnu en kage og senere endnu en aftenmenu. I løbet af dagen har vi mødt flere af de kendte ansigter, og de fleste holder hviledag i Lugo.

Så smukt et landskab, at man kun kan blive i godt humør

I dag føler jeg mig langt ude på landet, selv om turen begynder i en by. Endelig skinner solen igen og får blomsternes farver til at stråle. Ruten ender i et overor-dentligt venligt herberg.

Lørdag den 9. maj 2015

Jeg kan høre Annedorte gå tidligt om morgenen, mens jeg endnu en gang tager mig god tid. På vej ud af byen køber jeg et brød hos en bager. Lugo har det bedste brød, jeg endnu har smagt i Spanien. På restauranterne har der været forskellige brødtyper på bordet, flere mørke fiberrige brød og alle velsmagene. Brødet er en lille tung kugle og stadig varmt fra ovnen. Derfor holder jeg mange små pauser og spiser af det lune brød.

Først går det ned ad bakke. Solen skinner oppe i Lugo, men vejen fører ned i tåge og over en smukt istandsat romersk bro. Men derefter tager det lang tid at komme ud af byen. Og selv om jeg er ude af byen, går en stor del af turen langs kedelige asfaltveje. Heldigvis er der plads til en lille sti i rabatten, så jeg slipper for asfalten. Meget af turen går jeg uden støvler for at skåne fødderne. I stedet bærer jeg støvlerne i hænderne. Mine sandaler er ikke rigtige vandresandaler, og jeg føler, at jeg sjosker i dem. Som om jeg var kommet udenfor med tøfler på. Min fart er nu blevet endnu langsommere.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Enkelte steder drejer ruten fra asfaltvejen ad korte stykker jordvej. Første sted er svært at få øje på, så jeg må gennem buskads for at komme ned på stien. Selv om en del af strækningerne er mudrede, er det stadig en fornøjelse, og jeg jubler hver gang. Mudderet er begyndt at tørre, så det truer ikke støvlerne, der endelig er tørre igen.

Jeg besøger nogle meget landlige cafeer undervejs. Et sted meddeler et opslag, at det ikke er tilladt at tage støvlerne af i cafeen. Heldigvis har jeg sandaler på og kan stille støvlerne ved siden af rygsækken.

I San Roman de Retorta ligger to herberger lige ved siden af hinanden og ser hyggelige ud. En del stopper der, men jeg har aftalt med Annedorte at fortsætte til Ferreira, hvor hun reserverer en seng til mig. På vej ud ad landsbyen ringer hun, da værten er bekymret for mig, der endnu ikke er ankommet. Jeg fortæller, at der ikke er problemer, at jeg bare tager mig god tid i den smukke natur.

Jeg vælger en romervej gennem nogle smukke bakker. Landsbyerne virker flere steder affolkede med ældre beboere. Selv bilerne på vejene er fra forrige årtusinde. Jeg ligger mærker til fem røde biler i træk, som netop er en bilfarve fra en anden æra end i dag, hvor biler er sorte eller grå.

Annedorte ringer igen, for værten har en kammerat, der kører fra Lugo og kan samle mig op på vejen. Jeg afslår og kan se på et vejskilt, at jeg snart er fremme.

Ruten er to – tre kilometer længere end angivet i guidebogen. Flere skilte har vist vej til den romerske bro i Ferreira, så jeg er spændt på at se den. I Lugo gik jeg jo over en stor flot romersk bro. Så da jeg endelig når broen, overrasker den mig med sin størrelse. Bækken er ikke bredere, end man kan skræve over, og broen er et lille bump. Aldrig har jeg set en mindre bro, som rent faktisk kalder sig en bro. Stien efter broen er ligeså våd som bækken under broen, så sokkerne bliver våde i sandalerne.

I herbergets gård finder jeg Annedorte under en parasol i selskab med Svend, som også er dansker og trænger til at tale dansk. Herberget er smukt indrettet, der er god plads i sovesalen og brede køjer med en god madras. En ligger allerede og forsøger at sove. Ude i gården hygger folk, og familiens børn leger med en stor godmodig hund.

Aftensmaden består af paella serveret i et imponerende rum. Der er udsigt til tagkonstruktionen, som består af hele træstammer. Hvordan har de fået dem op i det århundrede, da huset er bygget? Jeg forstår det stadig ikke. Alle spærene har en naturlig bue, og det hele er sat sammen uden søm og skruer. En konstruktion, hvor spær og brædder hviler på hinanden.

Her møder jeg igen det franske par, som jeg først mødte i Markina i begyndelsen af min tur. Aftenen er magisk og lun. Selskabet er behageligt, godt støttet af de smukke rammer og venlige værtspar.

Gyvel og lyng i bakkerne inden Melide

I dag er dagen, hvor Camino Primitivo løber sammen med hoved-caminoen Frances. Men først skal jeg gennem de smukkeste bakker med lyng og gyvel og møde en kvinde, der bygger et nyt liv efter en caminovandring.

Søndag den 10. maj 2015

De erfarne pilgrimme advarer om det chok, der venter i Melide med et menneskemylder af personer på vej til Santiago. Der er rygter om fyldte herberg. En spanier har hørt, at der denne weekend er fest i Melide, så vi ringer og bestiller en seng i et herberg, Svend har fået anbefalet.

Vores søde værtspar serverer en stor og god morgenmad, hvor man selv kan riste brød. Jeg tager kiks, juice og kage med til mine mange formiddagspauser. Juicen er blandet med mælk, som jeg også har oplevet i Ghana og Marokko, som eksempel på superfood med flere vitaminer og mineraler.

Efter seks kilometer holder jeg en pause i baren ved et privat herberg i As Seixas. Landsbyen er en flække, hvor et ungt par har indrettet herberg og bar i en gammel gård. Når man kikker sig om i landsbyen, ser man ikke anden målgruppe for baren end pilgrimme. Jeg får friskpresset juice og bruger toilet og trådløst netværk.

Da vejen igen er mudret, tænker jeg, at det måske er det sidste mudder, jeg skal gennem på turen og bliver en anelse vemodig. Tænk at komme til at holde af mudder! Mudderet tørrer i disse dage, hvor det er blevet varmt og solrigt. Og når jeg først kommer til den franske camino, er forholdene langt mere ordnede end her på primitivoen.

Jeg er på vej gennem endnu en landsby, da jeg hører mit navn. Umiddelbart regner jeg med at møde en jeg kender, men råbet kom fra en kvinde i lang nederdel, som står på verandaen til et hus under evig renovering med regnbueflag og logrende hund og kælen kat.

Kvinden byder mig indenfor og fortæller, at hun skal hilse fra Annedorte, som allerede har været forbi. Jeg får udpeget en stol og bliver tilbudt te. I baggrunden kan jeg se et bord med lædersmykker og har en fornemmelse for, hvad dette besøg i virkeligheden handler om.

Men kvinden har ikke travlt med at sælge noget og har en ualmindelig god stemning omkring sig. Hun har boet her i ni år, efter at hun gik caminoen og besluttede, at hun ville bo i Galicien. Samme ambition har Jose, og det kan undre, hvilken tiltrækning det landlige regnfulde område af Spanien har på folk, der er vant til at leve i sydens sol og luksus.

Huset har fået fjernet en del indmad og er ved at blive sat i stand. Øverst er tag og vægge sodet ind i sort fra brændeovnen. For mig ser de rå stenvægge kolde ud, men kvinden fortæller, at huset er nemt at varme op. Bagved huset har hun en ombygget skurvogn, hun sover i.

Det ender med, at jeg selv rejser mig for at kikke på hendes smykker. Det er håndlavede lædersmykker og ikke min stil. Faktisk er jeg næsten holdt op med at bruge smykker. Kvinden laver også selv cremer. Jeg vælger en læbepomade i en valnøddeskal med en fin lille lukkemekanisme af læder. Prisen diskuterer jeg ikke og betaler 10 euro.

Uden at være en traditionel sælger skaber hun så god en atmosfære, så man får lyst til at tage lidt af hende med. Hun bruger dagen på at arbejde på huset, lave smykker og tale med pilgrimme, som passerer. Da jeg går, kommer værten fra nattens herberg med sin hund for at gå tur i de smukke bakker. Han tager også kvindens hund med.

Klik på billederne for at se fotos uden beskæring

Meget af turen går jeg i sandaler. I stedet for at bære støvlerne i hænderne har jeg bundet snørebåndene sammen og hængt dem over rygsækken. Det skaber lidt ubalance, og de dunker ind mod kroppen, som om de sparker mig fremad.

Ind mod Melide går jeg alene på asfaltvej og tænker, hvor underligt det er, at parallelt løber en anden camino, som er fyldt med mennesker. På en bar spiser jeg en is og bliver endnu en gang begloet af en ældre fuld mand. Det virker hver gang komisk, som om de aldrig har set en kvinde. Gårdene langs vejen er blevet større, men her må køerne blive indendørs, så det er slut med bjældeklang fra fritgående køer.

I Melide ligger herbergerne side om side. Jeg finder det bestilte herberg, min seng og derefter Annedorte og Svend i haven. For sidste gang vil jeg vaske tøj. Den udendørs vask skal først gøres rent, og overfladen er meget ru, så den kan flå stoffet i stykker. Det tager ekstremt langt tid at fylde og tømme vasken for vand, så jeg fortryder, at jeg gik i gang med projektet.

Byfesten er i fuld gang, og vi kan høre både trommer og sækkepiber. Da vi går ud for at spise, slår vi først et smut omkring en lille plads med koncert. Sækkepibemusikken er overraskende god og rytmisk. Både mænd og kvinder spiller instrumentet. Vi er i tvivl om harmonikaspillerens køn. Er det en mand eller en kvinde? Og er personen i familie med lydmanden, hvis enorme skæg afslører, at han helt sikkert er mand.

Sultne løsriver vi os fra koncerten. Manden i den røde trøje har anbefalet Pulperia Ezequiel, som er kendt som det bedste sted at spise blæksprutte i Galicien. Maden bliver serveret ved lange borde med bænke. Jeg skal selvfølgelig have blæksprutte, men da jeg ikke har fået ordentlig frokost vil jeg også have grøntsager og bestiller derfor både salat og suppe med grøntkålen caldo. Tjeneren går med det samme, da hun tror, at jeg har bestilt for alle. Så de kalder hende tilbage og bestiller hver en pilgrimsmenu. Hverken Annedorte eller Svend ønsker pulpo. Min mad kommer i tilfældig rækkefølge i store portioner, som jeg selvfølgelig ikke kan spise op.

Vi morer os med historier fra vores ture. Særligt Svends historie vækker begejstring. Han gik til frisør for at blive plysset, og frisøren insisterede på at føntørre hans nu en centimeter korte hår.

Tjeneren har set sig sur på os og begynder at ignorere os. Vi vil nemlig også have dessert. Vi forsøger med de andre tjenere, men vi hører under en bestemt – og af ukendt årsag – sur tjener. Efter en krig lykkedes det os at få en dessert. Men da vi skal betale, er det helt umuligt. Vi ender oppe ved udgangen, hvor vi insisterer på at få en regning. Tjeneren får ingen drikkepenge, og selv om maden var udmærket, var oplevelsen både ærgerlig og komisk. Velkommen til den franske camino!

Et iskoldt fodbad

Dagens tur bliver kort, da jeg finder et idyllisk beliggende herberg. Jeg føler mig som en ny elev i skolen, der kommer til klassen lige inden sommer-ferien. Der er et mylder af mennesker, og de er allerede delt op i grupper, som kender hinanden.

Mandag den 11. maj 2015

Jeg vågner i tæt tåge, så mit tøj er selvfølgelig ikke tørt. Som sædvanlig er jeg den sidste på vej ud af døren. Men hvor jeg tidligere har kunnet tage den med ro i herberger uden medarbejdere, beder herberget mig om at komme ud af døren.

Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Vi går nærmest i kø ud ad byen, og jeg hører amerikansk, tysk og spansk. Nu kan jeg igen overhale folk, selv om jeg sjosker af sted i mine sandaler. Mange pilgrimme er nemlig rigtig dårligt gående. En asiat trækker sig forpint frem med en stok, mens ældre mennesker humper med stive ben og rygsæk uden bærebælte, som slet ikke er beregnet til vandring. Jeg føler mig helt fit, selv om min fod stadig gør ondt, og jeg må holde mange pauser.

Ved en lille bæk smider jeg sko og strømper og stikke fødderne i det iskolde vand. Antallet af cafebesøg sænker også min fart, så jeg igen og igen kan passere de samme personer, som ikke holder så mange pauser. Mine oplevelser med lukkede cafeer betyder, at jeg må udnytte enhver chance for at holde pause. Men de ligger tæt cafeerne, så det bliver dyrt med al den friskpressede juice.

Min frokost er en gang kedelig empanada og tortilla, velkommen til fastfood-verden. Umiddelbart efter kommer jeg ned ad en bakke og over en stenbro. Her ligger et fint herberg med udsigt til den lille flod. Så idyllisk, at jeg beslutter at blive.

Ved floden kan man sidde på en trappe med fødderne i det iskolde vand. Her møder jeg en dansk kvinde, en spanier, en fra Finland og England. Den sidste kvinde har store bid fra væggelus. De ser modbydelige ud. Hun beroliger os med, at al hendes bagage er sprøjtet med gift mod væggelus, så der ikke er flere.

Jeg havde hørt om væggelus inden, men ikke mødt nogen, der var angrebet på min vandring. Nu ser jeg på menneskemængden og kan se, hvordan de små bæster kan spredes med så mange mennesker.

Jeg nyder eftermiddagen. Noget af tiden i selskab med andre ved vandet, resten af tiden i græsset med min bog. Det er dejligt at kunne veksle mellem selskab og hvile. En næsten absurd samtale med en spansk mand tager udgangspunkt i kunstneren Goya. Jeg ved ikke, hvordan den ret hurtigt havnede hos Goya, som jeg beundrer, især for hans portrætter af den spanske kongefamilie, der er udstillet som indavlede og pompøst degenererede. Manden er meget begejstret for poesi og reciterer med blød stemme. For mig hedder han Fernando. Egentlig hedder han noget andet, men min bevidsthed havde allerede navngivet ham, inden han præsenterede sig.

Da jeg spiser aftensmad udenfor, er folk delt i deres gruppe, efter hvilket sprog de taler. En stor gruppe er spanier, en mindre er brasiliansk, så er der tyskerne og alle dem, som taler engelsk. Et helt nyt fænomen for mig er, at kvinderne er klædt om til aftensmaden i fine kjoler og med masser af sminke. Endnu et fænomen er camino-kærester. De nye par består typisk af en mand i fyrrerne, sådan en med lækkert tilbagestrøget hår, sammen med en yngre kvinde med langt hår. Fortroligheden er ved at blive bygget op med masser af vin og tæt samtale. Da jeg senere skal på toilettet, kan jeg høre et par have sex i de små bruseaflukker med iskolde fliser. Godt der ikke er nogen, jeg har lyst til at kaste mig over.

Efter aftensmaden nyder jeg den stille aften på en bænk ved herberget. Folk er enten på restauranten eller allerede gået i seng, så jeg er alene, indtil Fernando kommer og fortsætter samtalen. Måske samtalen bevæger sig mod en tur i brusekabinerne, da han fortæller mig, at mit smil ligner Mona Lisas. Han gør det selvfølgelig på en poetisk måde. Jeg drejer samtalen tilbage til Goyas absurde billeder, inden jeg siger godnat. Og opdager, at min køje står ved siden af den engelske væggelus-ramte kvinde. Det begynder at krible og krable i hele kroppen, bare ved tanken, og jeg mister lysten til flere sovesale.

Køer kommer forbi cafeen

Den sidste del af caminoen føles som Roskilde-festival, bare uden musik. Vi går tæt, og kun få gange kan jeg gå alene og høre naturens lyde. Vejret er flot, og stierne gode, der meste af vejen.

Tirsdag den 12. maj 2015

Nu er det min tur til at besøge baderummet – uden nogen form for partner. Det er koldt om morgenen, for der er åbent mellem bygningen og taget. Bruserne har en trykknap uden mulighed for at regulere temperaturen på vandet. I starten er det frysende, men ender som kogende, så morgenbadet er ikke en god start på dagen. Ved spejlet er kvinder i gang med at lægge make-up inden dagens vandring.

Efter knap tre kilometer kommer jeg gennem byen Arzua og vil finde morgenmad. Jeg kommer forbi masser af cafeer med morgenmadsmenuer. Men det ser så fabriksfremstillet ud. På denne del af caminoen kommer råvarerne tydeligvis fra en fryser, uanset om det er brød eller pommes frites. Jeg søger en rigtig bager. På et tidspunkt frygter jeg, at jeg kommer hele vejen gennem byen uden at få morgenmad og forbander min insisteren. Alligevel afviser jeg kritisk cafe efter cafe, og til sidst har jeg heldet med mig. En cafe ligner en rigtig bager, og der er lokale indenfor, altid et godt tegn. Jeg bestiller morgenmad og får samtidig en gratis tapas. Ikke dårligt. Da det er en bager, får jeg et stykke kage med creme og frugt på toppen som tapas. Jeg drikker flere kopper te og ender med tre små stykker gratis kage.

Et håndværkertilbud – en overgroet ruin til salg

Meget af turen går langs veje, men heldigvis er der anlagt stier med underlag af grus. Cyklisterne forbander jeg endnu en gang. Der er mange af dem, og de suser forbi, så jeg er glad for, at jeg ikke har taget et umotiveret skridt til siden i stedet for frem. Nogle har go-pro-kameraer på cykelhjelmen, og de filmer ved at kikke ligefrem, kikke til højre og kikke til venstre. Hvem orker at se timevis af rystet optagelse af landskaber, der suser forbi? En del cyklister har sponsortrøjer og får måske betalt turen og skal dokumentere den?

Da jeg sidder ved en cafe, ser jeg i øjenkrogen en massiv flok komme af stien. Da de kommer tættere på, opdager jeg, at det er køer og ikke pilgrimme. Maden ser virkelig trist ud, så jeg er på udkik efter en rigtig restaurant. Endelig lover et skilt, at der er 200 meter til en restaurant. Da jeg krydser hovedvejen, hører jeg en råbe efter mig. En kvinde tror, jeg er gået forkert, og vil hjælpe. Helt rørende. Restauranten er selvfølgelig meget længere væk end 200 meter. På nær en enkelt gæst er her helt tomt, og jeg finder først personalet inde på en sovesal.

De er overraskede over, at jeg vil have rigtig mad og fortæller, hvad de kan lave til mig. Modsat resten af Spanien er der først menu om aftenen, men jeg får en fin tallerken med torsk, kartoffelpure, små blæksprutter og salat.

Restaurantens vægge er udsmykket med mønter

Jeg har besluttet, at jeg ikke vil sove på herberg og har reserveret et værelse på et casa rural, som er en art bed and breakfast. Jeg får et smalt værelse med eget bad for 25 euro. Alt er stilfuldt indrettet, og der er en dejlig have med liggestole. Heldigvis er der ikke vand i poolen, ellers ville jeg have ærgret mig over ikke at have en badedragt med. Men det ville være rart at dyppe sig i varmen.

Hovedretten er havtaske med lækre grillede grøntsager

Aftens-menuen er delikat og hjemmelavet. En gruppe danskere kan ikke finde ud af spisekortet og diskuterer utallige kombi-nationer med tjeneren, inden de ender med at vælge menuen. Og så spørger de gudhjælpemig efter pommesfrites! Et sted med lækre grøntsager og salater. Jeg føler luksus og rigtig god kvalitet for første gang, siden jeg forlod Camino del Norte ved kysten i Ribadesella.

Endelig fremme ved 0-stenen ved katedralen i Santiago

Kan man hoppe og danse efter en camino? Ja, når musikken er god! Det er en byfest og koncert, som gør min sidste dag på caminoen til en festdag. Og selvfølgelig lækker mad i godt selskab.

Onsdag den 13. maj 2015

Jeg trykker på snooze på telefonens alarm i en hel time, inden jeg er rigtig vågen og kan stå op. I restauranten afslører en fyldt disk med brugt service, at alle andre har spist morgenmad, og jeg må lede efter en tjener, så jeg også kan få lidt at spise.

Stadig lang vej endnu efter første indgangssten til Santiago

Denne morgenmad er turens absolut bedste med blandt andet røræg, bacon af rigtigt kød, friskpresset juice og frugt. Jeg har udsigt til strømmen af pilgrimme, der vandrer forbi på vejen. En enkelt cyklist stopper og drikker kaffe. Min anbefaling til Casa Rural O Acivro.

Ved indgangen står store kufferter klar til af gang mod Santiago, så det er ikke så sært, at andre pilgrimme kan klæde om til middagen.

Dagens belønning: Kage på cafe i Santiago

På den sidste del af caminoen tæller stenstøtter ned for cirka hver halve kilometer. Fra A Rua viser stenen 19 kilometer. Det er motiverende, når den kort derefter siger 18 kilometer. Men da jeg nærmer mig Santiago forsvinder stenene, og det går op for mig, at ruten er lagt om siden stenenes tid og derfor er længere.

I begyndelsen går turen gennem små stykker af skov, men jo nærmere byen, jo mere bebyggelse og stien bliver afløst af en vejkant. På en cafe møder jeg igen de to hollandske kvinder fra Cornellana. De gik langsommere i begyndelsen af turen og har taget længere stræk på den sidste del.

Og selvfølgelig pulpo

Ved frokosttid ser jeg et skilt med en restaurant, men beslutter at fortsætte lidt endnu. Desværre kommer der ikke flere rigtige restauranter, og jeg ender på en bar ved en campingplads med en burger. Sådan en har jeg ikke smagt i årevis. Brødet klistrer til ganen, kødet er noget fedtet smulder. Eneste positive er rigtig salat og en god skive tomat. Fornemmelsen af burgeren bliver i munden helt til, jeg spiser et stykke kage om aftenen.

Jeg har forventet at blive ramt af eufori, da jeg går ind i Santiago. At jeg kan svæve hen over fortovet og mærke glæden boble indeni på samme måde, som når jeg afleverer en stor opgave. Glad er jeg selvfølgelig, men også lidt ligeglad. Det kunne være hvilken som helst by, jeg gik ind i under turen. Den eneste gang, jeg bliver lidt rystet, er på en bro over jernbanen og en stor vej. Brædderne gynger, nogle er knækkede og andre heldigvis erstattet af nye brædder.

Tidligere har jeg hørt, at der også er byfest i Santiago, og en spanier har anbefalet mig at bestille overnatning. I Facebookgruppen for Santiagopilgrimme har jeg bedt om anbefalinger af hoteller og har valgt Hostal la Salle lidt uden for det gamle centrum. Derfor går jeg direkte til hotellet, tager bad og skifter tøj, inden jeg mødes med Annedorte.

På en smuk cafe i gammel fransk stil spiser vi delikate kager og taler og griner. Tidligt på aftenen er der ingen kø ved pilgrimskontoret, så jeg får hurtigt mit pilgrimsbevis. Derefter går vi til pladsen foran katedralen med 0-stenen. Her møder vi tyskerne Peter og Lisa. Da det er spisetid, finder vi de hollandske kvinder, men der er ikke plads ved bordet eller på restauranten, så vi finder et andet sted at spise.

La Pegatina spiller bold med publikum, som til sidst scorer i et basketball-net på scenen

Efter rejer og champignon med dejligt meget hvidløg går vi til koncert på pladsen bag katedralen. Her spiller La Pegatina, et band fra Barcelona. Fantastisk energisk og da alle hopper, hopper jeg med på mine trætte ben. Endelig er jeg for alvor høj af glæde og taknemmelig for, at netop denne nat byder på et inspirerende band, jeg kan danse til.

Efter en bar er jeg tilbage på hotellet omkring klokken to om natten, men så høj af adrenalin og lyttende til nattens pumpende musik, at jeg ikke kan falde i søvn, før det igen er lyst.