Forfatterarkiv: Lise Blom

Et par fridage i Santiago

Traditionel musik i Galicien med sækkepiber

Traditionel musik i Galicien med sækkepiber. Bemærk mændenes flotte hatte

Rugbrød i Santiago! Smagen virker bekendt, men det går et stykke tid, før jeg finder ud af, at der er drysset ristet rugbrød hen over havtasken. Jeg er selvfølgelig på restaurant, da jeg slapper af i Santiago.

Torsdag den 14. og fredag den 15. maj 2015

Torsdag er Kristihimmelfartdag, og det meste af byen er lukket. Det passer mig fint, da jeg har behov for at slappe af efter en nat uden meget søvn. Rengøringen når at banke på tre gange, inden jeg fortæller dem, at de ikke behøver gøre rent i dag.

Jeg finder igen en bager med cafe, som serverer kagetapas sammen med morgenmaden. Bagefter går jeg rundt i byens gader og besøger katedralen. Storslået vil jeg kalde katedralen, men ikke smuk, efter min smag.

Køen ved pilgrimskontoret går langt ud på gaden i dagtimerne, så jeg vil foreslå pilgrimme at vente til om aftenen, hvor man slipper for køen.

Kunsthalle hedder en cafe og et udstillingssted tæt ved katedralen. En af retterne på dagens menu er kanin. Min erfaring siger mig, at utraditionelle ingredienser på spisekortet viser, at kokken er ambitiøs med smagen. Derfor besøger jeg Kunsthalle og spiser menuen til 9,50 euro. Først får jeg en appelsin og spinat salat med sprødt krydret nøddedrys. Derefter kaninen og til sidst en krydret kage. Cafeen rummer en udstilling af moderne kunst, og de spiller god musik. Så anbefaling herfra!

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Traditionel galicisk musik og dans er på programmet ved dagens byfest. Smukt klædte grupper af dansere og musikere turnerer mellem byens pladser og viser, hvad de kan. Der er fællesdans og pardans. Jeg konstaterer, at det også her er kvindens lod at gå baglæns i pardans.

Gaderne er proppede af mennesker, så vi går i kø. Jeg møder igen de tre tyske veninder, som har gået til Finistere. Den langsommste er fulgt med hele vejen. Enten kan hun ikke finde ud af at være alene, eller også har hun endelig fundet styrke til at klare de lange strækninger.

Om aftenen er det igen stor koncert ved katedralen. Denne aften bestyrer en lokal radiostation arrangementet, og en DJ taler uafbrudt på anstrengende hitradio-maner og får publikum til at lave bevægelser og lyde. Publikum er yngre denne aften, og der er ikke den samme anarkistisk umiddelbare glæde og spontanitet over publikum. Da bandet endelig går på, spiller de sentimental teenage-softrock.

Jeg går tilbage til hotellet, for jeg skal have læst ”Bunny Munros død” færdig, så jeg kan sende bogen tilbage til David på herberget i Bodenaya. Det lykkedes fredag, hvor jeg putter den i en kuvert på posthuset. Den unge mand, som ekspederer mig kikker på bogen og spørger, hvad jeg synes om den. Loco, kalder han den og har helt ret. Vi veksler et par ord om filmen ”20.000 days on earth”, der følger Nick Cave. Vi er enige om, at filmen er fantastisk og kunne have fortsat samtalen, hvis ikke en ny kunde stod klar i det blikkende nummersystem.

Næste morgen når rengøringen at banke på to gange, før jeg er ude af døren, og de kan gøre rent. Fredag er en almindelig dag, og jeg besøger det smukke marked. Fantastiske fisk, som altid i Spanien. Desværre er der ikke så mange udplantningsplanter, så jeg finder ingen caldo-planter til at tage med hjem og plante i min have. I nærheden af markedet ligger et folkekøkken, hvor byens mange fattige spiser.

Jeg møder igen tjekken med fløjten. Det viser sig, at han kun har spillet i to måneder. Inden pilgrimsrejsen besøgte han en fløjtemager i Tjekkiet og fik skåret fløjten af hyldetræ. Han lærte grundlydende og improviserer blandt andet ved at kombinere stemme og fløjte. Rytmen banker han med en vandrestok af træ. Fløjten giver ham mulighed for at tjene penge og møde mennesker. Han bor i Berlin og arbejder som kunstner og assistent for andre kunstnere. I Danmark har han som assistent været med til at skabe en skulptur i nærheden af Nørreport, men jeg har desværre glemt præcis hvor.

På Kunsthalle spiser jeg dagens menu med linsesalat komponeret af linser, vindrue, tomat, kartofler og krydderrier i små stykker. Fantastisk delikat. Hovedretten er et spyd med kylling og grøntsager og desserten igen krydderkage. I avisen ser jeg fotos fra et hesteshow, som jeg ikke nåede dagen inden, fordi jeg sov længe. Smukke billeder.

På vej til hotellet har jeg langt mærke til en fiskerestaurant i udkanten af den gamle by – Mama Peixe, Calle Algalia de Arriba 45. Den besøger jeg om aftenen.

Menukortet frister med lækkerier, så det er svært at vælge. Til forret vælger jeg hummus med strimler af rå og syltede gulerødder, appelsin, chilipulver og firkanter af en kokosgele. Overordentligt lækkert! Hovedretten er havtaskekæber med gnocchi, pure og drys af ristet rugbrød og små stykker seranoskinke. Det tager et stykke tid, før jeg genkender smagen af rugbrød. Smagen er bekendt, men jeg spiser sjældent rugbrød og forventer den ikke som del af tilbehøret til en spansk fiskeret. Fantastisk smagssammensætning! Anbefaling til Mama Peixe, som ikke har hjemmeside, men kan findes på Facebook.

Tips til pilgrimsrejse på Camino del Norte og Camino Primitivo

Jeg brugte så meget som muligt af mine egne ting. Jeg endte alligevel med at bruge omkring 6.000 kroner til blandt andet ny rygsæk, støvler, sandaler og regntøj. I frilufts-butikkerne er der et hav af specialprodukter, de er meget ivrige efter at sælge dig.

Støvler

Jeg gik i april og maj måned. På det tidspunkt vil jeg anbefale et par støvler, da der var våde og mudrede veje. Jeg valgte et par støvler i læder og fravalgte goretex, fordi goretex er varmt. Til gengæld blev mine støvler gennemblødt to gange, og hver gang tog det tre dage, før de igen var tørre.

Sokker

Jeg havde vandresokker i uld og bambus med og enkelt par uldstrømper med. Jeg fik kløende rødt udslæt af uldsokkerne, som en kaldte sokkepest. En anden gang vil jeg tage tynde bomuldsstrømper med. Bomuld er udskældt blandt vandrere, men jeg har altid tidligere gået med bomuldsstrømper under hjemmestrikkede uldsokker uden problemer – også i meget varmt klima i Afrika. Jeg endte med kun at gå i de tynde uldstrømper i enten støvler eller sandaler. Hold mange pauser, tag støvlerne af og skift sokker i løbet af dagen.

Tøj

Jeg brugte mit almindelige tøj, da jeg ikke bryder mig om uld og kunststoffer. Mine bukser er af hør og bomuld. Hør er let og tørrer hurtigt, et vidunderligt materiale. Mine t-shirts og tynde trøjer var af silke og ret gamle. Silke består ligesom uld af proteinstof, og jeg tænkte, at silke ville have samme egenskaber som uld. Men silkejersey er forholdsvis tungt og tørrer ikke specielt hurtigt. Silke varmer, når det er koldt og er svalt i varme og holder sig pænt. Men en anden gang ville jeg tage almindelige t-shirts i bomuld med. I sidste øjeblik tog jeg en tynd bomuldstunika med. Det var et hit. Den var mønstret og holder sig pæn, meget let, og så stoppede den vind. Den gik jeg med hver dag og vaskede kun få gange. Jeg havde også købt en tynd dunjakke til indendørs brug. Den var dejlig og virkede ligesom at have en lun sovepose på. Jeg frøs ikke en eneste gang – og jeg er kuldskær.
Hvis man bruger uld, er det vigtigt at bruge uldvaskemiddel i maskinen eller almindelig håndsæbe og vaske i hånden. I vaskepulver er der enzymer, som opløser proteinstoffer, og uld er opbygget af protein. Så vask med enzymer nedbryder uldens egenskaber med det samme.

Overtøj

Jeg havde et regnslag med og fik brug for det. jeg havde købt et i Spejdersport, men det viste sig, at der ikke var ærmer i det. Så jeg måtte gå med både regnjakke og regnslag. Regnjakken skulle være åndbar, men den virkede som en plasticpose. Så jeg kunne ikke bruge den, når det ikke regnede. Det kan ikke betale sig at give 1.000 kroner for en særlig regnjakke, når man alligevel skal bruge regnslag til at dække rygsækken også.

Bagage

Jeg brugte en rygsæk på 38 liter med stativ. Der var rigeligt plads, men den vejede 8 kilo plus vand og mad og nogle gange vådt tøj. Bagagen var tung, fordi jeg medbragte en almindelig bog, guidebog og en ret stor Mayland kalender til notater. Derudover var min toilettaske omfattende med blandt andet fem forskellige slags creme.

Guide

Jeg brugte The Northern Caminos fra forlaget Cicerone. Bogen er på engelsk og udgaven er opdateret i 2015. Men opdateringerne er få, og guiden er ikke særlig præcis. For eksempel var etaperne længere end beskrevet i bogen. Kan du læse tysk, er der bedre guider på tysk. Her er flere alternative ruter beskrevet, så du undgår flere asfaltveje.
Jeg meldte mig i Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og købte pilgrimspas til turen. På hjemmesiden er der masser af gode råd.
På Facebook er der en gruppe for Santiagopilgrimme, hvor mere end 3.000 medlemmer er klar med gode råd, vejledning og inspiration.
Jeg fandt desuden blogs med rejsebeskrivelser på nettet, som beskriver Camino del Norte og Camino Primitivo. Links følger en regnvejrsdag med god tid.

Kryb

Væggelus eller bedbugs er blodsugende bæster, der suger ens blod om natten. De flytter ind i ens bagage, så du bringer dem med fra herberg til herberg. Hvis du får kløende bid, skal du med det samme fortælle det til herbergets værter. Du skal vasket dit tøj og desinficeret alt. Herbergerne sprøjter jævnligt for væggelus.
Et andet kryb er edderkopper. Der findes en husedderkop i blandt andet Spanien, der bider og giver et voldsomt inficeret sår 14 dage efter bidet. Derfor skal du holde øje med alle insektbid. Udvikler de sig, skal du gå til læge. Edderkoppen er beslægtet med danske husedderkopper. De kravler på os om natten og bider, hvis de føler sig truede. Derfor opdager du sjældent edderkoppen, når den bidder. På den kunstige ø Peberholm er de spanske edderkopper observeret. Godt de ikke kan svømme! Jeg har min information om edderkopper fra min læge, som i sin fritid er edderkoppeekspert.

To ting, som gjorde rejsen mere behagelig

Karite-smør også kaldet sheabutter på engelsk. En fed creme, som er ingrediens i mange cremer. Jeg bruger ren karite-smør købt i Vestafrika. Cremen er især god til fødderne. I Europa skal man normalt varme cremen i hænderne, inden man bruger den. Brug den på fødderne om natten, så den har god tid til at trænge ind i huden. Ens lagenpose bliver en anelse snasket af cremen. Til gengæld får du blød og stærk hus på fødderne. Cremen heler huden og er let antibakteriel. Den er også god til massage. I badet kan du lettere gnubbe hård hud væk. Du kan blandt andet købe Karite-creme her
Et tyndt hør-håndklæde. Blandt arvestykker har jeg en bunke hør-håndklæder. De er lette, suger rigtig godt og tørrer hurtigt. Selv håret blev nogenlunde tørt. Jeg tog et med i stedet for de syntetiske letvægtshåndklæder, som ikke suger godt.

Rejse og pris

Jeg fløj med Iberia fra København til San Sebastian (lufthavnen ligger i Irun) og hjem fra Santiago. Begge rejser via Madrid. Først bagefter opdagede jeg, at jeg kunne have købt en returbillet med forskellige lufthavne til en billigere pris. Jeg betalte lidt over 3.000 kroner for rejsen, da jeg ville rejse på bestemte datoer. Desværre fløj flyet så tidligt fra Santiago, at det var nødvendigt med en taxa til lufthavnen. Den kostede 21 euro, som er fast pris fra hotellerne. Jeg brugte omkring 15.000 kroner på hele rejsen. Med overnatninger, mad, entreer til museer og gaver. Jeg sparede ikke på noget og havde 16 overnatninger på hotel eller pensionat. På donativo-herberger med aftensmad og morgenmad betalte jeg 20 euro. Camino del Norte har generelt dyrere herberger, og der var ikke særlige pilgrimsmenuer på restauranterne om aftenen.

Dødens triumf i Ghana

I Ghana deltager du ikke selv i den største fest, der bliver holdt for dig. Den foregår nemlig først efter din død. Få steder i verden fylder døden så meget som i Ghana. I weekenden går folk oftere til begravelse, end de går til bryllup.

Det er lørdag i en provinsby i Ghana. Gaden er spærret af et optog, og alle deltagerne bærer smukt tøj mønstret i sort og orange-røde nuancer. På pladsen midt i den lille by står baldakinerne med række af stole, mens et band står klar ved instrumenterne. Hele dagen skal der sørges og festes. Måske foregår selve begravelsen i dag? Men det kan lige så vel være en mindeceremoni et år efter døden. Ghaneserne nøjes ikke med en enkel ceremoni for den afdøde. De afdøde bliver mindet igen og igen. På gaderne hænger plakater, der roser den afdøde, så man skulle tro, der var valg til folketinget. Rige familier investerer i kæmpe billboards med portrætter af deres kære.

I fjerne landsbyer hænger en liste med planlagte begravelsesdage, hvor alle indbyggere forventes at deltage – også selv om de bor i en fjern storby for at arbejde. Så ligger man for døden, ved man, hvilken dag man bliver begravet.

Begravelsesfesterne kræver særlige dragter til de levende, og de døde skal naturligvis også begraves i en flot kiste. I Ghanas hovedstad Accra er det muligt at bestille en helt særlig kiste, der fortæller noget om dig og dine drømme eller dit erhverv.

Med ”Viktors Farmor” besøger vi kistesnedkeren Eric Adjeley. Hans far var den første, der begyndte at fremstille personlige kister. Kisterne bliver også udstillet, og han har blandt andet udstillet kister i Danmark. En kiste koster 1.500 dollars plus fragt, så her er det mulighed for at erhverve sig en helt særlig souvenir.

Enkelte kister bliver brugt til reklame, og det er da også svært at forestille sig at en familie vil begrave bedstefar i en flaske sprut, selv om han døde af druk.

Den mest populære kiste er en bibel eller en bog. En del præster har været imod de flotte kister, fordi de fjerner fokus fra de kristne ritualer. Men nu kan præster blive begravet i en bibel.

Kistesamlingen rummer også en edderkop-kiste.  Vi forestiller os noget skummelt, når vi ser en edderkop. Men i Ghana er en edderkop et positivt symbol. Det vil normalt være et gammelt familieoverhoved, der bliver begravet i sådan en kiste. Edderkoppen bliver betragtet som vis og klog.

Moderne medicinmand i Burkina Faso

Naturmedicin i Burkina Faso involverer normalt ofring af dyr og kontakt med forfædrenes ånder. Mød Lassina Diallo, som fremstiller moderne naturmedicin uden hokus pokus.

”Du kan slå folk ihjel med den uddannelse”. Så benhårde er kammeraternes kommentarer, da Lassina Diallo fortæller, at han vil uddanne sig til behandler i naturmedicin. Nogle driller ham med, at naturmedicin er et fag for gamle mænd. Andre betragter behandlere som heksedoktorer, der bruger magi og kaster forbandelser over folk.  Efter deres mening er det ikke et fag for en moderne ung mand som ham.

Lassinas butik ligger på hovedgaden i Ouo

Vi er i det sydvestlige Burkina Faso. En 192 kilometer lang hullet grusvej går gennem skov og bomulds-marker. Næsten midtvejs ligger Ouo, en lille by af boder og traditionelle huse af ler. En sjælden bil, minibus og lastbil ankommer i en sky af rødbrunt afrikansk støv, men kun få stopper længe nok til, at støvet når at lægge sig.

I en lillebitte butik og konsultation fremstiller og sælger den 22-årige Lassina naturmedicin. Siden 2013 har han skrevet 55 kvitteringer for salg af naturmedicin. Lassina har tillid til, at antallet af kunder vil vokse, for med sin uddannelse kan han hjælpe folk til et bedre helbred.

”Jeg har uddannet mig, og jeg er kommet ud af mørket. Nu har jeg viden om et fag, så jeg er forberedt på fremtiden”, siger Lassina.

Lassinas mest populære medicin virker mod forstoppelse, hæmorider og malaria

Det kan lyde som en kliche, når Lassina beskriver det liv, han levede for få år siden som mørke og nu betegner sig selv som oplyst. Men i Ouo foregår livet, som det har gjort i århundreder. På overfladen kan Lassinas kammerater se moderne ud med mobiltelefon, tv og måske en motorcykel. Men kun få har gået i skole, og endnu færre har uddannet sig. Nogle få huse har et solpanel, men ellers er her ingen elektricitet, og vandet kommer fra en fælles vandpumpe. Landmændene dyrker jorden på samme måde som deres bedsteforældre. Køer, geder og høns løber frit rundt og forvilder sig nogle gange ind i huse og på marker. En lille motorcykel koster 3.000 kroner og for at få råd til sådan en, er de unge tvunget til at rejse til storbyerne eller udlandet og arbejde. Når de ingen uddannelse har, kan de kun finde ufaglært arbejde og tjene omkring 300 kroner om måneden.

I Ouo er Lassina en sjælden fugl. Han er ung og ambitiøs, og han er blevet i Ouo. Han kan takke sin uddannelse for, at han har fået den nødvendige viden til at udvikle noget nyt og etablere sin egen forretning her. Han deler sin viden med familien, og de lytter. Lassina er i gang med at undervise sin storebror i moderne landbrugsteknik, der kan forbedre familiens udbytte. Det har han også lært på uddannelsen.

Lassina familie er flyttet fra landsbyen og bygget nye huse langs grusvejen, der forbunder de største byer i området. Lassinas bror sælger benzin i flasker, Deres lille tankstation hedder Total ligesom det største franske benzinselskab i Vestafrika. Ingen tvivl om deres ambition

Lassina er den midterste af fem børn. Den ældste søn skal overtage familiens landbrug, og pigerne skal lære at passe hus. Lassina er den første i familien, som kommer i skole. Men undervisningen i skolen foregår på fransk. I hans familie og i landsbyen taler alle sproget dioula, så Lassina lærer et sprog, han ikke kan bruge i hverdagen. Da han er færdig med skolen, ønsker han sig en uddannelse. Men det er svært, når alle uddannelserne foregår på fransk. Efter 10 års undervisning på fransk kan Lassina læse og skrive nogenlunde på fransk, men han taler ikke sproget.

I 2011 er Lassina 17 år. Han hører om en ny erhvervsskole, hvor uddannelserne foregår på de lokale sprog dioula og djerma. Det er den perfekte løsning for ham. Han kan få en uddannelse på sit eget sprog, uden at han skal frygte ikke at forstå undervisningen.
Uddannelsescentret Koutoura ligger 170 kilometer fra familiens hjem. Hans familie betaler et indmeldelsesgebyr, der svarer til 172 kroner, samt en sæk med 100 kilo majs til skolens kantine, så Lassina kan spise gratis på skolen.

Da Lassina og de andre 308 nye elever ankommer til erhvervsskolen, er han ikke klar over, hvilken uddannelse han skal i gang med. Det vigtigste for ham er at få en uddannelse. Det viser sig, at den nye erhvervsskole kun tilbyder to uddannelser. Den ene er indenfor landbrug og skovbrug, den anden er indenfor naturmedicin.

Filosofien bag uddannelsen er, at eleverne skal lære at udnytte og udvikle de lokale ressourcer. Landbruget og skovbruget kan blive mere effektivt, når de lokale bønder lærer om nye landsbrugsteknikker. Og naturen gemmer på en guldgrube af planter, som kan bruges til naturmedicin. Men mange af de nye elever bliver skuffede. De drømmer om uddannelser som mekaniker, syerske, frisør eller snedker, og over halvdelen rejser, da de finder ud af, at erhvervsskolen ikke vil ændre de tilbudte fag.

Lassina bliver. Han synes, at en uddannelse i naturmedicin lyder spændende, og det tiltaler ham at få en viden, hvor han kan hjælpe folk til at blive sundere. Naturmedicin er ikke et oplagt valg for Lassina. Hans viden om botanik rækker til at pege på karite- og mangotræer. Ingen i familien har tidligere beskæftiget sig med medicin.

Læs hele artiklen på U-Web.dk – Danidas portal om udvikling for børn og unge.
Der er magi i luften og frisk blod på feticherne, når man besøger en traditionel helbreder i Burkina Faso.

En skole i Mali bliver til

Historien om hvordan en gruppe danske turister samarbejder med en isoleret landsby i Mali om at etablere en skole.

Indbyggerne i Biry har bygget en midlertidig skole, så eleverne i 1., 2. og 3. klasse lærer at læse

Der er spørgsmål, som kan bringe en ud af fatning. Sådan et oplevede jeg i slutningen af april 2014. På en gang kæmpede jeg med gråd og vrede. En blanding af afmagt, desperation og raseri. Spørgsmålet var enkelt, og i andre sammenhænge helt naturligt.
”Hvad med betalingen?” Den unge mand kikkede forventningsfuldt på mig. Jeg havde lige bedt ham om at arbejde i tre måneder på årets varmeste årstid med at bryde sten med håndkraft.

Jeg er i landsbyen Biry og i gang med det sidste møde med landsbyrådet og landsbyens unge. Vi skal have alle aftaler på plads, for dagen efter ankommer en entreprenør for at underskrive en samarbejdsaftale med landsbyen om at bygge en skole.

Borgmesten Hamidou Yalcoré taler ved mødet med indbyggerne i Biry

Det er en gruppe danske turister, som satte gang i skole-byggeriet, efter et besøg i Biry i november 2011. ”Hvor svært kan det være at få bygget en skole”, spurgte en af deltagerne. Siden dengang har vi dannet en forening i Danmark, samlet næsten 200.000 kroner ind og holdt mange møder med mere og mindre seriøse entreprenøren og vurderet dyre tilbud. Vi er blevet bygherrer, og jeg er repræsentant for bygherren på mine rejser i Mali.

Helt fra begyndelsen har jeg holdt møder med Birys indbyggere om skoleprojektet. Og helt fra begyndelsen har vi aftalt, at landsbyens indbyggere arbejder gratis med byggeriet for at gøre det billigere, så vi hurtigere kan komme i gang med byggeriet.

Derfor chokerede spørgsmålet mig. Heldigvis nåede jeg hverken at give tårerne frit løb eller blive gal. Det lykkedes mig at bevare roen og sige de ord, der tog brodden af en diskussion, som kunne sende hele vores projekt i vasken. Spørgsmålet om betaling.
Jeg mindede landsbyrådet og de unge mænd om, at de tidligere havde accepteret at arbejde gratis og forklarede, at hvis de skal have betaling for arbejdet, måtte vi udskyde byggeriet, indtil vi havde samlet flere penge ind.

Heldigvis er der ingen problemer. Den unge mand stillede spørgsmålet for at få et svar, så alle er klar over rammerne.

Mændene skiftes til det tunge arbejde med at kløve sten

Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Andre landsbyer får bygget skoler, uden at indbyggerne får sved på panden. I Biry kommer de til at hugge hver enkel sten ud af klipperne. Kvinderne skal hver dag fylde en container med vand til at blande mørtel, og en gruppe kvinder bliver ansvarlige for at lave mad til håndværkerne.

Dagen efter skal entreprenøren komme sammen med borgmesteren for kommunen. Allerede tidligt om morgenen er Birys indbyggere utålmodige. Mændene bruger ventetiden på at hugge sten. Der er langt over 40 grader i skyggen. Men de arbejder i solen. Varmen er så voldsom, at jeg brænder mig på mit kamera, da jeg tager billeder.

Ved middagstid bliver jeg urolig. Hvor bliver de af? Jeg har ringet flere gange uden at få forbindelse. Endelig er der hul igennem. Men det er svært at høre, hvad entreprenøren siger i den anden ende af røret. Telefonen hænger i en snor oppe i et træ, og han står neden for og råber for at overdøve vindens rumlen i telefonen.

Det viser sig, at entreprenørens bil er brudt sammen i et ødeland. Han har fundet telefonforbindelse i træet, mens borgmesteren er vandret til den nærmeste landsby for at sende besked til byen om at sende en mekaniker.

I løbet af eftermiddagen bliver jeg mere og mere urolig for vores aftale. Hvornår dukker entreprenøren og borgmesteren op? Kommer de overhovedet denne dag? Min uro bliver forstærket af, at jeg skal køre tilbage til byen med dem og derfra videre til Burkina Faso, hvor jeg har en opgave tre dage senere. Nærmeste vej med en smule trafik ligger seks timers stejl bjergvandring borte, og årstidens hede gør det umuligt at vandre om dagen. Så jeg ville skulle gå om natten i det uvejsomme klippelandskab.

Da solen går ned i Biry, hører vi pludselig brølet fra en motor. Entreprenøren og borgmesteren er endelig ankommet. Vi gennemgår aftalerne og skriver under. Alle er glade, og i nattemørket kører vi retur til byen. Jeg får plads på forsædet, og borgmesteren er henvist til bilens lad sammen med en papkasse med to papegøjeunger. Oprindelig en gave til mig. Men da jeg ikke kan tage fugle med på min videre rejse til Burkina Faso, tilbage til Mali og Danmark, får entreprenøren dem.

Skolen i Biry juli 2014 er klar til at få tag på

Nu er arbejdet i fuld gang. Jeg får meldinger fra de stolte indbyggere i Biry og ser de fotos, som entreprenøren sender fra byggeriet. Jeg glæder mig til den dag, børnene i Biry kan begynde i den nye skole. Og så glæder jeg mig til at komme tilbage og se byggeriet.

Læs mere om Skolen i Biry og giv et bidrag til indsamlingen

Kvindelig politiker kæmper for udvikling i Mali

Vælgerne i Tessalit i det nordlige Mali viste ved seneste valg til Malis Nationalforsamling i november 2013, at de bakker op om demokrati og endda en kvindelig kandidat. Mød Aïcha Belco Maïga, den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali.

Den lille kvinde ligner en rar bedstemor, der hygger om sin familie ligesom hovedparten af Malis kvinder i hendes alder. Men hendes telefoner ringer konstant, og hendes stab af mandlige hjælpere bringer stakke af dokumenter. Det afslører, at hun er en kvinde med indflydelse. Aïcha Belco Maïga er en af Malis få kvindelige politikere og medlem af partiet Rassemblement pour le Mali RPM (Samling for Mali). Ved seneste valg i 2013 blev kun 14 kvinder valgt til Nationalforsamlingens 147 pladser. Med et overbevisende valgresultat og en stærk politisk profil er Belco den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali. Hun er femte vicepræsident i den nuværende Nationalforsamling.

Kun et år forinden var Aïcha Belco helt uden politisk indflydelse i Kidal-regionen, hvor hun stammer fra. Dengang var hele det nordlige Mali nemlig besat af islamistiske oprørere. Islamisterne forbød kvinder at arbejde, og de skulle være helt tildækkede. Musik, cigaretter og sport blev også forbudt. Straffene var hårde. Folk blev piskede, fik hænder og fødder skåret af og et ungt par blev stenet til døde, fordi de ikke var gift. En franskledet international styrke jog islamisterne på flugt i begyndelsen af 2013, og da der senere på året skulle være valg til Nationalforsamlingen, stillede Aïcha Belco.

Det er den 7. april 2014, og denne dag begynder den årlige samling i Malis Nationalforsamling. Det svarer til Folketingets åbning i oktober. Men selv om det er en vigtig dag i en af Malis mest betydningsfulde bygninger, er her hverken lys eller aircondition. Bygningen er ligesom det meste af hovedstaden ramt af daglige strømsvigt. Temperaturen er langt over 40 grader, så Belco sveder i sit elegante tøj, som gerne skal holde sig pænt til åbningen senere på eftermiddagen.

Belcos historie begynder i 1962. Begge hendes forældre er analfabeter og har aldrig gået i skole. Faderen arbejdede som bager, og moderen passede huset. Belco voksede op i en typisk polygam storfamilie med flere koner og mange søskende. Men på ét punkt skilte hendes barndom sig ud fra de fleste børn i området. Belco kom i skole. Hun og hendes søskende blev den første generation i familien, som lærte at læse og skrive.

Den lille by Tessalit ligger midt i Sahara. Der er lige langt til Middelhavet, Atlanterhavet og Guineabugten syd for Vestafrika. Området er med 39.000 kvadratkilometer næsten ligeså stort som Danmark, men der er kun 16.289 indbyggere. Byen Tessalit har blot 3.600 indbyggere. Alle andre steder ville man kalde Tessalit for en landsby. Men her i den tyndtbefolkede ørken er byen en af de større, og Belco gør en del ud af, at Tessalit er en stor by, og at hendes familie er byboere.

Efter skolen blev Belco gift med en tolder. Hun fik seks børn, mens hun var ung. Senere uddannede hun sig til organisator inden for socialområdet. I 1997 blev hun leder af forvaltningen for børn, unge og familie i Kidal-regionen. Hun arbejdede med administration, men hun begyndte også at engagere sig i politisk arbejde.

– Jeg har været politiker lige så lang tid, jeg kan huske. Politik foregår ikke kun i politiske partier. Alle dine handlinger er politiske: Når du informerer og prøver på at overbevise andre, er det politik. Nogle gange er det nødvendigt at tage en politisk post, men for mig handler det ikke kun om poster og om at få magt. Politik handler om at bruge sin indflydelse, siger Belco.

Læs hele historien om Aïcha Belco Maïga på U-WEB.dk. Danidas hjemmeside for Børn og unge om u-lande.

I Mali bestemmer storebror

Et imiteret plastik-kamera, hvor man kan se arabiske seværdigheder, når man holder det op mod lyset. En spraydåse med parfumeret ”frisk luft”. Og et Palæstina-tørklæde, som i Mali er symbol på, at man har været på pilgrimsrejse til Mekka.  Det er de mest iøjnefaldende souvenirs fra Amadou store rejse.

Amadou gør klar til en tår Nescafe

I 1980’erne begav Amadou sig ud på en lang rejse fra de isolerede Dogon-bjerge i Mali, gennem Burkina Faso, Togo, Benin til Nigeria. Fra den kaotiske millionby Lagos fløj han til Saudi-Arabien. Det var før motorcyklernes tid, dengang, da første del af rejsen foregik til fods eller hest. De færreste indbyggere i Biry havde været længere væk fra landsbyen end få hundrede kilometer.

Jeg forestiller mig, hvor udfordrende rejsen var for Amadou. Han kunne hverken læse eller skrive. Det lokale sprog doureli bliver kun talt af få tusind mennesker i nærheden af Biry. Derudover talte han fulani, et nomadesprog, som han kunne bruge i begyndelsen af rejsen. Derefter rejste han ind i områder med helt andre sprog og officielle sprog som fransk, engelsk og arabisk.

Amadou er stadig en af de meget få personer i Biry, som har fløjet. Han underholder med flyveturen og mimer stewardessernes sikkerhedsinstruktioner, hvor de peger på nødudgangene og tager redningsveste på. Amadou viser, hvordan han kunne klappe et lille bord ud og fik mad på en pakke. En anderledes spisesituation end i Biry, hvor familien er samlet på små skamler rundt om en skål med mad, og alle spiser med fingrene. Men den dag i dag undrer Amadou sig over, hvad det var, stewardesserne forklarede med deres indstuderede koreografi.

I Saudi-Arabien arbejdede Amadou i et stenbrud for at tjene penge. Han benyttede samtidig muligheden til at besøge Mekka som pilgrim. Amadou er første generation i familien, der er opdraget som muslim. Hans forældre blev omvendt til islam efter århundredes angreb fra muslimer.

I Biry kalder folk Amadou for El Hadj. Den titel får man efter en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg er nok den eneste, som bruger hans navn Amadou.

Amadou er overhoved for den afrikanske familie, jeg har været giftet ind i. Han er et sted i tresserne, men jeg kan ikke huske hans præcise alder. Alle familier har et familiekort, hvor fødselsåret er noteret for familiens medlemmer. Amadou blev født under den franske kolonitid.  Dengang blev man først registreret, når en embedsmand fra den franske koloniadministration ankom til landsbyen.

I landsbyen i Mali tager familiens overhoved alle beslutninger i familien. Jeg tvivler ikke på, at Amadou bestemmer og regerer i familien. Umiddelbart kan Amadou virke som en blød mand, for han bliver let rørt til tårer. Når jeg tager afsked med familien, triller tårerne ned af kinderne på ham. Men han kan også tage beslutninger, som ikke altid er de mest fornuftige. I hvert fald, hvis man skal tro hans lidt yngre bror. Lillebroren er ofte frustreret over ikke at have sin storebrors magt.

De to papegøjeunger nusser hinanden

Ved mit seneste besøg havde Amadou anskaffet sig to papegøje-unger. Amadou viste mig, hvordan han gav papegøjerne vand med en sprøjte. Papegøjerne boede i en åben kurv oppe under taget og betragtede os, når vi sad nedenfor. Men vi skulle ikke komme for tæt på.
Jeg fortalte, at papegøjerne kan lære at tale. Jeg boede i Bandiagara nogle dage, inden jeg kom til Biry. På hotellet havde de en talende papegøje. Den kunne også imitere telefonens ringetone. Papegøjen nægtede at tale, når man henvendte sig til. Men når den sad alene i et træ, sludrede den på fransk og legede telefonen-ringer-leg med de ansatte. Ved morgenmad forskrækkede den gæsterne ved at snige sig ind under bordet og trække i deres bukser eller kilde dem under tæerne. Når folk reagerede, kikkede den forventningsfuld op på dem for at få en godbid. Men det viste sig, at papegøjen kun ville spise kød og søde sager. Smed man brød ned til den, gloede den fornærmet på en, hvis der ikke var honning på brødet.

papegøjerne drak vand af en sprøjte

I Biry fortalte jeg om papegøjen i Bandiagara. Men det virkede ikke, som om de troede på mig.

Da jeg skulle hjem, forærede Amadou mig de to papegøjer. Jeg måtte skuffe ham, da jeg ikke havde mulighed for at tage dem med. Så Amadou forærede papegøjerne til den entreprenør, som bygger skolen i Biry. De blev fragtet til Bandiagara i en papkasse på det skumplende lad af bilen. Om morgenen var de paralyserede af skræk og nægtede at drikke vand. Måske fordi deres kasse stod på jorden, og de var omgivet af høns, som ikke ville tøve med at hakke dem i stykker, hvis de kom tættere på. Så jeg håber, at Amadous papegøjer har fået en tryg kurv hos entreprenøren.

Når papegøjerne følte sig trygge kravlede de op på hånden. Men forsøgte man, at fange dem bed de, og de bed hårdt

Malis baobabtræer springer ud

April er årets varmeste måned i Mali. Da springer baobab-træerne ud. Andre planter og træer står helt nøgne, for det er over seks måneder siden seneste regn.

De lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet

Samtidig med at de spæde danske bøgeblade folder sig ud, bliver Mali en smule grønnere. Det er nemlig i slutningen af april, at baobab-træerne springer ud. Nogle af bladene får træet lov til at beholde, mens andre bliver skåret ned, tørret og pulveriseret.

Baobab-blade er en vigtig ingrediens i den sovs, der ledsager tot. På landet i en landsby som Biry spiser man tot med baobab-blade hver dag. I stedet for baobab-blade kan man bruge okra. Den let bitre smag og slimede konsistens er den samme. Tot er en stiv hirsegrød, og sovsen indeholder ud over baobab-blade også tørret løg og nogle gange røget fisk. Når man dypper sin klump af tot i sovsen, trækker den en slimet tråd.

Der er folk fra Europa, som påstår, at baobab træer ikke har blade. Det er en typisk konklusion fra folk, som ikke har set et baobab-træ med blade. Men et baobab-træ er løvfældende, så det taber bladene i vintermånederne.

Drengene er med ude at gå tur, og de samler baobab-frugter til mig.

I juni blomstrer baobab-træerne. Desværre har jeg endnu ikke oplevet de store hvide blomster, som folder sig ud netop nu. Børnene samler blomsterne op og leger, at de er lygter.

Blomsterne bliver bestøvet af flagermus, og ud af blomsterne vokser baobab-frugter. Dem kalder man også for abe-brød, fordi aber elsker det syrligt-søde frugtkød.

Jeg har taget et par baobab-frugter med hjem. For tiden eksperimenterer jeg med at bage brød med mel af baobab-frugt. Baobab-frugt indeholder vitaminer og mineraler og er i virkeligheden en kolossal vitaminpille. Jeg bruger hvedemel, som ikke er tilsat ascorbinsyre, så baobab-melet kan erstatte ascorbin-syren og give syrlighed til brødet.

Jeg forsøger også at få baobab-frø til at spire, så jeg kan få et lille baobab-træ i vindueskarmen. Baobabtræer vokser ekstremt langsomt, så der er ingen fare for, at det kommer til at fylde hele stuen.

En gang skulle jeg skrive en artikel til Børnefondens medlemsblad om baobab-træer og baobab-frugter. Fra Børnefonden hovedkontor i Bamako havde vi ringet til forskellige af Børnefondens lokale centre for at spørge, om de havde baobab-træer i nærheden.

Et center fortalte, at de havde baobab-træer i landsbyen. Vi kørte over 100 kilometer for at nå landsbyen. Da vi ankom, så vi to spinkle træer kun omkring 100 år gamle. De bar ingen frugt, og de får først den karakteristiske baobab-form efter 700 år. Så vi skulle være ualmindeligt tålmodige for at få et foto af et typisk baobab-træ. Kom igen om 600 år!

Læs mere om det fantastiske baobab-træ.

Varme dage i Mali

Aldrig har jeg svedt så meget. Og det på trods af at luften var knastør og ikke rummede den mindste smule fugtighed. Jeg var i Mali i april i år. Allerede i 1992 konstaterede jeg, at den voldsomme varme lammer kroppen. I 1992 havde jeg haft seks måneder til at vænne mig til varmen. I år landede jeg en hed nat og svedte stadig efter to ugers akklimatisering.

Seneste regn faldt et halvt år tidligere, så træerne har mistet bladene. Eneste afveksling er støvskyerne, når en bus passerer den vejarbejderamte hovedvej mellem Bamako og Segou.

Hvis nogen tror, at afrikanere aldrig taler om vejret, tager de fejl. I april bliver vejret diskuteret intenst. Selv små nuancer tæller. En dag kan man spore en anelse frisk luft tidligt om morgenen, andre dage er luften bare tung. Når temperaturen er over 40 grader, tæller de enkelte grader. Og af en eller anden grund brænder solen endnu kraftigere på dette tidspunkt af året. Den intense varme fylder alle sanser og lammer enhver form for initiativ. Men varmen er også fascinerende. Så her nogle af mine tanker omkring varme.

Da jeg først ankommer, lever jeg i aircondition. Jeg hader aircondition og bruger den normalt kun om natten i værelser, hvor der ikke er myggenet, så jeg må sove med lukket vindue. I april har jeg aircondition kørende døgnet rundt. Når jeg går udenfor, føles varmen som kærtegn, der omfavner min krop. Et stort hedt knus. Umiddelbart behageligt. Men øjeblikke efter tynger varmen kroppen og lægger en dæmper på bevægelserne. Min normalt hurtige gang bliver forvandlet til slowmotion.

Luften er tyk, og det føles som om, min næse er fyldt med vat, så det bliver sværere at trække vejret.

Når jeg går fra mit bjerg oppe ved universitetet, stopper motorcyklister og tilbyder mig et lift. Det gør de ikke normalt. Enten ligner jeg en, som er ved at segne, eller også er det bare respekt for de høje temperaturer.

Det føles, som om min hud græder. Sveden pibler ud af huden, ligesom tårer kan presse sig på i øjnene. Langsomt triller sveddråberne ned af kroppen, indtil væsken fordamper og efterlader huden salt. Jeg drikker tre halvanden liters vand om dagen, alligevel tisser jeg næsten ikke.

Da jeg kører mod nord, er landskaber svedent. De nøgne træer står metallisk hvide, som var de brændt til aske og ville forsvinde med et vindpust.

Jeg skal til landsbyen Biry, og der er ingen elektricitet. Klipperne suger varmen til sig og frigiver den, så snart solen går ned. Biry er en sauna i april. Men uden mulighed for et køligt bad.

Inden jeg skal af sted, må jeg akklimatisere mig helt. Så jeg lejer et værelse i Bandiagara uden aircondition. Der er dog en vifte i loftet, og den kører som en helikopters propel. Vinduerne er åbne på begge sider af værelset og badeværelset, så der i princippet burde være gennemtræk.

Men jeg sveder. Især om natten. Jeg opdager, at jeg sveder mindst, når jeg ligger på ryggen og mest, når jeg ligger på siden. Men min krop insisterer på at ligge på siden. Jeg vågner flere gange om natten og går direkte ud under bruseren og tænder det – i princippet – kolde vand. Når kroppen er gennemblødt, lægger jeg mig i sengen og bliver gennemkold af vinden fra viften på den våde hud. Hvert et kuldegys føles som en fryd, og jeg er ellers ekstremt kuldskær og hader at fryse.

I Biry er timerne midt på dagen vanskelige. Jeg flytter en stråmåtte fra skygge til skygge. Den lille plastikvandkande, man bruger til at vaske hænder, står i skyggen. Alligevel er vandet så skoldende hedt, at man brænder sig på det. Jeg hælder vandet ud over det tøj, jeg har på. Først gør det ondt, men stoffet bliver køligt, når fordampningen går i gang.
Børnene samles om mig. En dag er en lille dreng faldet i søvn i min favn. De andre børn sidder helt tæt op af mig. Vi deler kropsvarmen. Udenpå ringen af siddende børn har vi en kødrand af stående børn. De mange børn forhindrer selv den mindste brise i at nå mig. Jeg gisper, men vil ikke jage børnene væk.

Forrige gang havde jeg et spil ludo med. Dengang spillede vi ludo med globus og stjerne, og jeg læste reglerne for en gang skyld. Jeg har overladt spillet til en tiårig nevø, og jeg kan se, at børnene spiller meget. En dag kommer nogle piger for at spille. Jeg tror, de vil spille med mig. Men nej. Ludo er blevet omdøbt til Asgar. Både globus og stjerne er blevet til ballon (bold), og de har opfundet nogle regler, så enkelte spillere kan skøjte hen over spillepladen. Pigerne snyder, og spillet bliver endnu mere kaotisk af en udviklingshæmmet pige, som konstant fjerner brikkerne og tager terningen.

Om natten sover alle ude i gården. Jeg elsker at sove så mange mennesker sammen. Vi ligger omkring 20 voksne og børn på stråmåtter i gården. Der er ikke behov for lagner eller tæpper, så vi sover i let tøj. Men jeg føler mig sårbar uden at dække mig til. Som om et uhyre ville kunne komme og spise mig. Det er vist mest mentalt, at et lagen eller et tæppe kan beskytte ens krop.

En måned efter min hjemkomst klør min ryg stadig efter den varmeeksem, som fyldte min røde ryg med kløende knopper.

En festlig dag i paskontrollen

At krydse afrikanske grænser er aldrig en neutral aktivitet. Enten bliver man budt hjerteligt velkommen, eller man møder bureaukrater, som foragter de mennesker, der vover at krydse deres grænse.

En nomadefamilie bor i denne hytte nær grænseovergangen mellem Mali og Burkina Faso. Det er inden det øde område ved selve grænsen og der er lidt skygge fra træer.

Chaufføren er forberedt, tænkte jeg, da jeg så en stor kølebeholder på bagsædet. Hvis bilen skulle bryde sammen undervejs, ville han have rigeligt med drikkevand. Det er nødvendigt, har de seneste afrikanske køreture vist mig.

En bil var løbet tør for benzin, selv om måleren viste, at der stadig var benzin i tanken, to punkteringer og en bil, som brød helt sammen, så det var nødvendigt at hente reservedele og en mekaniker i den nærmeste by mere en 50 kilometer væk.

Denne dag skulle jeg køre fire en halv time ad grusveje og krydse grænsen mellem Mali og Burkina Faso. Det er ikke den mest benyttede grænseovergang, og nogle steder er der meget øde. Især da vi kom til Malis paskontrol. En flad slette næsten uden bevoksning og dermed skygge og læ. Her stormer det ofte, og det røde støv dækker alt. Betjentene i paskontrollen havde ikke engang et hus. De sover i telt, og der er ingen elektricitet, vandforsyning eller mobildækning. Deres kontor var et skur og et halvtag af flettede stråmåtter. Klokken var kun ti om formiddagen, så der var stadig en smule skygge udenfor skuret. Jeg så, at chaufføren havde taget kølebeholderen med ud af bilen.

I skyggen stod et par havestole klar, og på jorden stod et par glas og en flaske whisky. Der findes mange måder at smøre ordensmagten, og denne chauffør vidste, hvad betjentene savnede i ødemarken. Der skulle skåles i Whisky on the rocks. Beholderen var fyldt med is, og senere på dagen ville chaufføren komme tilbage samme vej og hente sin tomme beholder.

Betjentene var meget venlige og ønskede os god rejse til Burkina Faso! På den anden side af det vidtstrakte ingenmandsland havde betjentene i Burkina Fasos paskontrol fået et kontor, vand og elektricitet, så de blev ikke forkælet på samme måde. Velkomsten var lige venlig. Pasbetjenten spurgte, om han måtte tage en nye side i brug til indrejsestemplet. Da jeg svarede helst ikke, fandt han plads i passet og sigtede meget omhyggeligt, for at få placeret stemplet korrekt uden at det dækkede andre stempler.

Omvendt da jeg rejste ud af Burkina Faso ved en mere brugt grænseovergang med en fyldt rutebil. Den burkinske pasbetjent kylede passet i bordet og udspurgte mig om, hvad jeg skulle i Mali. Han placerede sit stempel på en ren side.

Heldigvis var paskontrollen venlig i Mali.

– Hvor kommer du fra?

Da jeg svarede Danmark, blev betjenten meget tilfreds.

– Danmark har givet hele denne region rent drikkevand, svarede han. Det er mere end tyve år siden, at Danida installerede vandforsyninger og vandpumper i Sikassoområdet, og befolkningen husker det stadig. Så for en gang skyld er Danmark kendt for andet end fodboldspillere.