Baobab – Afrikas potente kæmpe

På Afrikas savanne bliver baobabtræet betragtet som nærmest magisk. Planterigets venlige kæmpe kan bringe os skønhedsserum og superfoods og være med til at beskytte os mod kroppens forfald.

Du kan sikkert se et baobabtræ for dig, uanset om du har været i Afrika eller ej: en kolossal knudret stamme med et virvar af krogede nøgne grene, et silhuet mod himmel som et gigantisk spindelvæv. Et baobabtræ ser ganske enkelt eventyrligt ud. Det er derfor et ikonisk foto for alle, der har besøgt den afrikanske savanne.

Men for mennesker og dyr i Afrika er baobabtræet meget mere end et smukt motiv. Træet er deres bedste ven på savannen. Til daglig er et baobabtræ lig med mad og medicin. Og i nødens stund kan baobabtræet betyde forskellen mellem liv og død. Ved baobabtræet er der nemlig altid skygge, et sted at søge ly og så er der vand.

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

For baobabtræet er slet ikke et rigtigt træ. Det er verdens største sukkulent. Sukkulent betyder ’fuld af vand’, og baobabtræets stamme, grene og stængler består af omkring 80 procent vand. Så har man som dyr eller menneske et ordentligt tandsæt, kan man bide i en baobab og suge vand ud af plantedelene.

Det forklarer baobabbens knudrede udseende. Gennem århundreder har dyr bidt i og drukket af dets safter. Samtidig er der hulrum i stammen på gamle træer, som i regntiden bliver fyldt med vand. Det er normalt disse hulrum, tørstige mennesker vil drikke fra, hvis de er løbet tør for vand.

 

Stokrosens fjerne fætter

I planteriget er en baobab del af katost-familien og dermed en meget fjern slægtning til vores stokroser. Men i en hel anden aldersklasse. Der er eksempler på baobabber på op til 6000 år. Nogle steder har folk grundlagt landsbyer omkring et gammelt baobabtræ, som de tillægger en mytologisk og magisk betydning. Det vil være ved baobabtræet, at landsbyrådet mødes og diskuterer vigtige emner. Og i de traditionelle landsbyer vil det også være her, at historiefortælleren indvier børnene i deres folks historie og fortæller eventyr, der lærer dem at skelne mellem god og dårlig moral.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten i en lobi-landsby i Burkina Faso

Den afrikanske savanne har hvert år lange perioder uden regn, så det er umuligt at dyrke frisk frugt og grønt. Derfor er baobab en uundværlig del af kosten. Den pulveriserede baobabfrugt bliver brugt til at blande i drikke, som sødestof i grøden og som en blanding af slik og vitaminpille til børnene. Baobabfrugten bliver også kaldt abefrugt, fordi aber elsker den søde smag. Baobabræets blade er den vigtigste ingrediens i den daglige sovs i det indre af Vestafrika. Man laver også naturmedicin af blade, frugt, frugtens kerner, træets bark og rødder. Til gengæld kan et baobabtræ hverken bruges som brænde eller til byggemateriale på grund af det høje indhold af vand.

Fra myter til videnskab

Baobabtræet kunne have fortsat som dyrenes og landbefolkningens anonyme fødevare, hvis ikke afrikanske og internationale videnskabsfolk var blevet nysgerrige på de mange fortællinger om baobabtræets mirakuløse egenskaber.

Der er især kommet gang i forskningen i forbindelse med, at baobab er blevet godkendt som fødevare og kosttilskud i både EU og USA. Men allerede i 1904 blev der udviklet et plastisk materiale med indhold af baobabfrugt, der kunne bruges til at støbe redskaber af. Trods et patent kom produktionen heldigvis aldrig i gang. For nu om dage har man fundet meget bedre anvendelsesmuligheder for baobab.

Superfrugt med potentiale

En lidt yngre baobab

Et mytologisk træ som baobabtræet kan naturligvis ikke nøjes med den sædvanlige måde at formere sig på med blomster og bier. Så når baobabtræet blomstrer med store hvide laterne-lignende blomster, bliver det befrugtet af flagermus. Ud af det natlige møde vokser aflange frugter i en hård skal dækket af korte lysegrønne fibre, der ligner velour.

Og hvad møder dig, når du får åbnet frugtens skal? Forestil dig en blanding af en flamingokasse og et stykke kridt. Det er konsistensen af en baobabfrugt. Modsat så mange andre frugter er den helt tør. Det hvide frugtkød er gennemtrevlet af rødlige fibre og fyldt med små hårde kerner. Så det er lidt af et arbejde at spise en baobabfrugt.

Den letteste måde er at banke frugten i lang tid, så det tørre frugtkød bliver pulveriseret og kan hældes ud af et lille hul i skallen. Pulveret kan man blande med vand eller juice og det giver en delikat baobab-smoothie.

For heldigvis bliver man belønnet for arbejdet med en enestående smag: den er syrlig-sød og citrusagtig og minder om et bolsje. Og når det handler om vores sundhed, er belønningen endnu større. For en baobab-frugt er en ægte super-food – en fødevare med et exceptionelt højt sundhedsfremmende næringsindhold. Videnskabens analyser får helsekostindustrien til at juble, og i Danmark er der allerede produkter baseret på baobabfrugt på markedet.

Antioxidant og fibre

Faktisk har baobab det højeste naturligt forekommende indhold af vitamin C og andre næringsstoffer. Andre vigtige næringsstoffer er kalk, magnesium og kalium. Indholdet af c-vitamin er syv til ti gange højere i baobab-frugt end i en appelsin. Det høje indhold af blandt andet vitamin C fungerer som antioxidant, som er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder kroppens celler. Mest antioxidant er der i det rødlige fibervæv i frugten. Flere undersøgelser viser, at når man spiser naturlige antioxidanter, kan det forebygge sygdomme forårsaget af en oxidativ stress påvirkning, som hjerte-kar sygdomme og kræft.

Det samlede fiberindhold i frugtkødet er på mindst 44 procent, så det har også en god virkning på vores fordøjelse og følelse af mæthed.

Baobabfrugten er anti-inflammatorisk. Inflammation er en betændelsestilstand i vores krop, som kan skyldes vores livstil og vores kostvaner. Inflammation kan medføre træthed og utilpashed og i sidste ende alvorlige livsstilsygdomme. Anti-inflammatorisk kost er en af vejene til en sundere livstil med bedre fysisk velvære.

Der findes en række andre super-foods med lignende egenskaber, men de skal spises helt friske, for at deres høje næringsindhold er intakt. Fordelen ved baobab er, at frugten i forvejen er tør, når den er moden, og derfor bevarer den næringsindholdet uden problemer.

Godt nyt for vegetarer

Professor emeritus Mogens Jakobsen fra Institut fra Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har i mere end 20 år vejledt forskere i Burkina Faso i deres undersøgelser af baobabs egenskaber. Det gælder især den traditionelle behandling ved fermentering. Han fremhæver særlig to fordele ved baobabfrugten.

– Der er en perfekt sammensætning af de essentielle aminosyrer i fermenteret baobabfrugt. Det betyder, at de aminosyrer, man normalt kun kan få i en kost med animalske produkter som kød og mælk, findes naturligt i baobab-frugt, forklarer Mogens Jakobsen.

Profilen af essentielle aminosyrer er bred, så kroppen får det, den har behov for at kunne fungere. Vores krop har behov for at få 8-9 essentielle aminosyrer for at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Normalt indeholder en plantebaseret kost kun en begrænset mængde af disse essentielle aminosyrer. Derfor er baobabfrugten især relevant for vegetarer og veganere.

– Men det kan også blive en vigtig fødevare i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på, at vi skal skære ned på vores forbrug af kød og andre animalske produkter, påpeger Mogens Jakobsen.

Den anden fordel ved baobabfrugt er, at den er præbiotisk. Det vil sige, at frugten indeholder fibre, som vi ikke kan fordøje, men som kan stimulere de gavnlige bakterier i vores fordøjelsessystem og dermed forbedrer vores sundhed.

Den præbiotiske effekt ved baobabfrugt har et stort potentiale for at udvikle endnu mere specialiserede kosttilskud. Det kan især ske ved at fermentere baobabfrugt. Og netop fermentering er professor Mogens Jakobsens speciale.

Forskere på fødevareinstituttet på Teknologisk Institut i Burkina Faso har fundet en række naturlige bakterier med hver sin specifikke egenskab. Ved at fermentere baobabfrugten med en af disse bakterier bliver de gunstige bakterier bragt videre ind i vores tarme og fordøjelsessystem, hvor de kan fremme vores sundhed.

Metoden er testet ved forsøg i laboratoriet, og forskerne arbejder videre med at udvikle og afprøve mulighederne, inden der bliver udviklet deciderede helsekostprodukter, som kan blive solgt på det internationale marked.

Smuk med baobab

Fra vores tarme går vi direkte til vores hud og ydre skønhed. Nu skal vi have fat i baobabfrugtens mange kerner og se, hvilken gavn vi kan få af dem. I første omgang mente man, at kernerne kunne bruges til biobrændsel, men heldigvis valgte forskere at undersøge næringsindholdet og den olie, der kan presses af kernerne. Måske lyttede de til den tradition, der er for at bruge kernerne til naturmedicin. Forskellige steder i Afrika bliver fermenterede kerner brugt til at kurere lidelser som forhøjet blodtryk, diarre og som lindring ved røde hunde. Andre steder bruger man omslag af knuste kerner til at behandle hævelser på kroppen.

I vores del af verden bliver baobabolien i første omgang brugt til hudpleje. Og hudplejespecialister kan kun juble over resultatet af analyserne af baobabkerneolien.

Som jomfruolie kan der kun presses omkring syv procent olie ud af hver lille kerne. Derfor skal der mange kerner til en flaske olie, og det gør olien forholdsvis dyr. Baobabolien bliver brugt til ren hudolie eller som ingrediens i cremer.

Knap en tredjedel af olien består af mættede fedtsyrer, lidt mere end en tredjedel er monoumættede, mens lidt under en tredjedel er polyumættede fedtsyrer, og der er et rigt indhold af omega 6 og 9. I olien finder man vitaminerne A, D, E and K. Vitamin A og K styrker opbygningen af cellerne, mens Vitamin E er en kraftig antioxidant. Den er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder cellerne i vores hud og sikrer samtidig olien en lang holdbarhed på op til fem år, hvor den ikke bliver harsk.

Som hudplejeprodukt får man glæde af oliens indehold af forskellige steroler som især phytosterol. Phytosterol har en antiinflammatorisk effekt og er både med til at mindske nedbrydningen af collagen og stimulerer samtidig dannelsen af nyt collagen.

Som hudplejemiddel er den umiddelbare fornemmelse af olien velbehag. Ens tørre og irriterede vinterhud føles med det samme blød og fugtmættet. Olien trænger hurtigt og let ind i huden, uden at man føler sig fedtet. Da der ikke er nogen allergener i olien, kan den anvendes af allergikere og ved eksem. Den lindrer og er med til at hele skader på huden.

Den daglige sovs

De friske lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet i april. Årets tørreste og varmeste måned.

Nu skal vi se nærmere på baobabtræets blade. For spørger du til menuen i en landsby i det indre Vestafrika, vil svaret fem ud af syv dage være grød med sovs af baobabblade. Baobabtræet har grønne blade før, under og efter den årlige regntid. Men en stor del af bladene bliver høstede, inden de falder af træet. Det sker, når kvinder bevæbnet med knive monteret på meterlange bambusstokke skærer de friske blade ned for at tørre bladene og gemme dem til resten af året.

De fleste fra vores del af verden vil finde den grønne baobab-sovs – og især dens slimede konsistens – uappetitlig. Sovsen ligner og er et fattigmandsmåltid. Smagen af de knuste og kogte baobabblade er let bitter, og den slimede konsistens svarer til den smag og konsistens, man får fra grønsagen okra, også kendt som gumbo.

Videnskabsfolket har naturligvis også analyseret næringsindholdet i baobabablade. Og ligesom alt andet på baobabtræet med et godt resultat. Bladene indeholder proteiner og indholdet af kalk er tre til fem gange højere end i mælk. Der er desuden magnesium, potassium, zink og jern, samt et højt indhold af vitaminerne A, B1, B2, and C.

Hverken fødevarer eller kosttilskud baseret på baobab-blade er til salg i Danmark endnu.

Baobab med ekstra god samvittighed

Smedens kone foran en baobab udenfor Biry i Mali. Bemærk hendes t-shirt: ingen adgang for geder

Når du køber og bruger produkter fra baobabtræet, er det ikke kun dig selv, du gør noget godt for. Du er også med til at skabe en indtægt for verdens allerfattigste, nemlig afrikanske kvinder, som lever på landet. Baobab vokser vildt på savannen, og traditionelt er det kvinder, der har ansvaret for at samle og forarbejde frugt fra vildtvoksende træer og buske. Det er dermed dem, som tjener penge på at sælge frugt, blade og kerner fra baobab. I forbindelse med forskning i baobabtræer er man nu også begyndt at plante og forædle baobabtræer. På den måde kan man udvikle træer med de bedst mulige ernæringsmæssige egenskaber eller den bedste smag. På sigt bliver produkterne derfor endnu bedre, ligesom der bliver skabt nye arbejdspladser og indtægter til lokalbefolkningen i Afrika.

Så forskning i og udvikling af baobabprodukter fortsætter. Det gælder også for baobabs medicinske virkning. Der er tegn på, at baobab kan nedsætte høj feber, kan hjælpe på diarre og kan påvirke kroppens naturlige produktion af insulin. Man kan også bruge baobabblade til en naturlig insektgift. Røgen fra bladene kan dræbe både fluer og myg, men desværre ikke kakerlakker.

Fakta: Kosmetisk baobab-olie

  • Nærer, plejer og blødgør huden
  • Er non comedogen, dvs den tilstopper ikke hudens porer
  • Højt indhold af antioxidanten E-vitamin
  • Hjælper på ubalancer i huden
  • Reducerer rødmen
  • Gør huden mere elastisk
  • Styrker hudens barrierefunktion
  • Styrker kollagenet
  • Irriterer ikke huden og kan bruges af allergikere
  • Kan bruges i behandling af eksem og psoriasis

Fakta: Baobab-frugt som kosttilskud

  • Virkningen af baobab er antioxidant og anti-inflammatorisk. Aktivstoffer hjælper med at stoppe alderens nedbrydning af vores krop og vores helbred.
  • Højt indhold af kostfibre, der hjælper på fordøjelsen
  • Perfekt sammensætning af essentielle aminosyre, der kan erstatte animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter
  • Præbiotisk, indeholder ufordøjelige fibre, der stimulerer vores fordøjelse

Fakta: Hvor gror baobab?

  • Der findes otte forskellige sorter af baobab. Denne artikel handler om den sort, som vokser i Afrika. En anden sort hører til i Australien, mens Madagaskar er hjem for hele seks forskellige sorter.
  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og dermed et af verdens ældste træer. Omkredsen på er 47 meter og det er 22 meter højt. Det hule træ huser en bar med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Kilder:

Videnskaben i denne artikel stammer især fra to videnskabelige gennemgange af forskning relateret til baobab. Den ene gennemgang er udført af forskere fra Fødevareteknologisk Institut på Teknologisk Institut i det vestafrikanske land Burkina Faso og fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, mens den anden er udført af forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet på det sydafrikanske universitet Tshwane University of Technology.

Denne artikel har været bragt i Ugebladet Søndag/4 2019

Læs mere om baobab: