Malis hektiske havneby Mopti er gået i dvale. Dvalen skyldes fraværet af besøgende med penge. Man ser det på markedet og i byens tomme cafeer

Tidligere skulle man komme i god tid til Bar Bozo for at få en plads med udsigt til den forunderlige solnedgang over Niger- og Bani floderne med fiskere og tungtlastede både med mennesker, dyr og varer. Nu dingler en enkelt kulørt pære mellem tomme fatninger over ensomme stole og borde. Enkelte personer spiser frokost her, resten af tiden er her kun firben, som piler mellem bordene og under loftet af flettede stråmåtter.

Den enlige tjener spørger, om jeg ønsker noget. Spørgsmålet viser, at langtfra alle gæster køber noget. Nogle gange sidder folk bare og venter.

Nogle venter på deres båd. Bådene sejler omkring solnedgang til fjerntliggende landsbyen langs floden. Folk sidder ovenpå lasten og på det buede tag af stråmåtter i stillinger, som må føles uudholdelige allerede efter et kvarter. Om natten må de passe på, at de ikke falder i søvn, for der er intet mellem dem og floden. En smule overbalance, og kroppen forsvinder i det mørke vand.

– Folk i Mali kan lide at tage chancer, siger tjeneren på Bar Bozo ved synet af den overfyldte båd, hvor rælingen ligger i vandoverfladen.

– Men de har jo ikke andre muligheder, hvis de vil rejse, svarer jeg.

Tjeneren mener dog, at passagererne burde nægte at gå om bord, når båden er overfyldt. Det ville tvinge bådejerne til at sende flere både og laste dem mindre.

Forrige uge sank en stor båd med mindst 300 passagerer. 77 lig er fundet, og myndighederne varsler regler for bådfarten. Bådene skal kontrolleres, og der må være et maksimum for antallet af passagerer og mængden af gods. Bådene skal have lys på om natten, og der skal være redningsveste.

Indtil videre stævner bådene ud hver aften, enkelte med en lygte i flagstangen, andre helt uden lys. Der er fast beskæftigelse for et par personer, som konstant øser det vand ud, som pibler op mellem plankerne, der kun er tætnet med stofrester. Der er også et bål i bunden af båden, så der kan blive lavet mad. Nogle både rejser en enkelt nat, andre fem til syv døgn.

Inde på land trykker heden. Heldigvis er temperaturen faldet til omkring 35 grader mod 38 grader for få dage siden. Varmen trykker ekstra, fordi elektriciteten i Mopti bliver lukket hver dag ved solopgang og først kommer igen sidst på eftermiddagen. Kun få bygninger i byen har en brølende generator, så banker og kontorer stadig kan fungere. Resten af byens boliger og arbejdspladser må klare sig uden strøm. Nogle gange drømmer jeg om en elektrisk vifte til at skabe en smule luft i heden. Måske er det på grund af varmen og den manglende elektricitet, at jeg også bliver grebet af følelsen af at vente. Byen venter på, at der igen kommer gang i økonomien, så besøgende igen strømmer til markedet og køber stort ind. Men til daglig venter man bare på, at strømmen kommer igen.

En del af markedet ligger i ruiner og venter på, at investorer skal bygge nye betonbygninger i stedet for de traditionelle lerhuse.  På et tidspunkt har her været et byggeboom af moderne bygninger. Men det gik i stå ligeså pludseligt, som det begyndte. Heldigvis har byggestoppet også ramt en vanvittig plan om at fylde byens indsø for at bygge boliger. Opfyldningen er begyndt i et hjørne og har heldigvis ikke bredt sig hen foran den ældste bydel, hvor den karakteristiske moske spejler sig i vandet.