Landene Albanien og Kosovo har været gennem enorme forandringer. Befolkningen har gennem de seneste hundrede år genopfundet sig selv og sin nationale identitet i flere omgange. Og så er de åbne og gæstfrie. Her er indtryk fra mine rejser på Balkan
En gang var Tirana grå og kedelig. Men da en kunstner blev borgmester, kom der kulør på husene. Nogle bygninger er udsmykket af kunstnere, andre af forstørrede børnetegninger.
Hvordan skaber man et nyt udtryk i en by, som er hastigt genopbygget efter en ødelæggende verdenskrig i Europas fattigste land? Af et kommunistisk diktatur uden sans for kvalitet og hvor der blev sparet på mørtel mellem murstenene og pudsning af facaderne.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Nogle af bygningerne er udsmykkede efter børnetegninger.
I 2003 husede Tirana er kunstbiennale, hvor kunstnere udsmykkede hver sin bygning. En af de deltagende kunstnere var dansk-islandske Olafur Eliasson
I foråret 2023 fandt jeg huset, som er smukt vedligeholdt. Træerne er vokset, siden dengang huset blev malet første gang.
Sminket lig eller kunst?
Da kunstner og borgmester Edi Rama i 2000 satte gang i kunstprojekter i Albaniens hovedstad Tirana, beskyldte nogle af landets borgere ham for at udstille et sminket lig uden at gøre noget ved byens på det tidspunkt grundlæggende problemer som elektricitet og vand. Infrastrukturen er der heldigvis kommet styr på sidenhen.
I dag er nogle af de farverige huse falmede, andre blev malet over, fordi beboerne ikke brød sig om de vilde farver. Heldigvis er der også huse, som siden er blevet renoverede og har beholdt deres flotte mønstre og farver.
I Tirana skal man også kigge efter elskabene på gaden. De er udsmykkede. Ofte med karikaturer og tegneseriefigurer.
Der er ikke så meget egentlig street art og grafitti. Men mange murmalerier.
Mother Theresa pladsen for enden af boulevarden var i foråret 2023 udsmykket med dette værk af røde sko. Det var en manifestation fra kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
Mellem Mostars ruiner og strømlinede boligblokke blomstrer kreativiteten. Her bliver samfundets udfordringer og historiske personligheder fortolket i rå street art og spændende gavlmalerier af lokale og internationale kunstnere.
Skal jeg flygte eller sejrer mig nysgerrighed? Mellem prægtige ruiner så jeg to mænd bevæge sig i en tæt omfavnelse. Det kunne være en langsom koreograferet dans, men i hænderne holdt de begge en drabelig lang kniv.
Engang et bibliotek, forvandlet af krigen til en smuk ruin
Langs ruinens ydermur stod en række af mænd og kvinder, gamle og unge. De kommenterede de to mænds bevægelser. Selv om jeg stod lidt væk, kunne jeg høre en lidt ældre mand tale på flydende amerikansk. Tankerne fløj gennem mit hoved: Er jeg vidne til træningen af en paramilitær gruppe? Indrømmet, jeg kan have en vildtvoksende fantasi, som bliver næret af små tegn. Alligevel nærmede jeg mig ruinen bag Mostars smukke nyistandsate rådhus.
Mine to gæster var gået endnu tættere på. Ruinen bød nemlig på fed grafitti og street art. Vi fotograferede.
Et øjeblik efter kom nogle unge mænd hen til os og spurgte fredeligt, hvad vi lavede. Vi forklarerede, at vi ledte efter street art. De bød os velkommen og fortalte os, hvad de havde gang i.
Det viste sig, at det var en gruppe af lokale og amerikanske teaterfolk, som arbejdede med Shakespeares stykke Macbeth. Der er premiere i august 2023 i de selvsamme ruiner bag rådhuset i Mostar. De søde mennesker fortalte os, at den smukke ruin tidligere havde været et bibliotek, inden krigen ødelagde den i 1990’erne. De kom også med forslag til, hvor vi kunne finde endnu mere street art i området omkring et ungdomskulturhus.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Ungdomskulturhuset blev næste stop på udforskningen af Mostar. Der var lydprøver på en udendørs koncert, så vi kunne ikke komme ind i gården.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
I ruinerne gemt bag buskePå fængselsmuren
Men gaden bød mere. En lang og høj mur med pigtråd ovenpå lignede en fængselsmur. Den var overmalet og politiet havde sat rød-hvid afspærringstape foran.
Overfor var boligblokkene prydet af de smukkeste gavlmalerier.
Klik på billederne for at se de smukke murmalerier i stor størrelse
En lille have var fyldt med finurlige hjemmelavede havefigurer, så det er vel også en form for street art?
Læs mere om street art i Mostar, se billederne og find link til den årlige festival for street art.
Sarajevo huser både imponerende murmalerier og mere rå ekspressiv street art. Det meste finder du uden for centrum af byen.
I området omkring det alternative kulturhus Kino Bosna blomstrer kreativiteten. Her fandt jeg både politiske statements og humor.
Et af motiverne er Vučko, en ulv, som var maskot for de olympiske vinterlege i Sarajevo i 1984. Vučko er sjovt nok den eneste bamse jeg ejer og den har et fedt udtryk.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Lidt længere ude af byen var der udsigt til en bydel på en stejl skrænt. Her var trappen smukt udsmykket.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Omkring kunstakademiet svæver tre gyldne figurer over floden Miljacka. I baggården hersker et mere råt udtryk.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
UnInvolved in Peace er Sarajevos bitre kommentar til verdenssamfundet, som svigtede dem under den næste fire år lange belejring af byen.
Jeg spurgte mig frem efter Street Art og brugte en App Street Art i gratis funktion. Men appen var ikke særlig præcis. Måske var noget malet over? Et sted ledte jeg længe. Jeg havde en adresse, men uden spor af street art. En lokal kvinde kendte ikke det ønskede billede og sagde at hun havde boet der i flere år.
Albanien er stadig et mysterium for de fleste i Danmark. Du kan enten rejse til det smukke gæstfrie land eller opleve mennesker og historie på film
Jeg har netop været Albanien og denne gang var min guide Elio Kromidha ud over at være en rigtig god guide også en filmnørd.
Elio har sendt mig links til en række albanske spillefilm, som alle ligger på Youtube med engelske undertekster. Du kan finde ikonet og få filmene vist på stor skærm.
Tomka dhe Shokët e Tij – Tomka and His Friends
Den første film hedder Tomka dhe Shokët e Tij på albansk og Tomka and His Friends på engelsk. Filmen følger en gruppe drenge under 2. verdenskrig. Den er optaget i min albanske yndlingsby Berat og blandt andet i den fantastiske Gladiolas familiehus indenfor borgens mure.
Tomka og hans venner får en ubehagelig overraskelse, så den tyske hær rykker ind i Berat efter at de italienske fascister har kapituleret. Tyskerne laver nemlig deres lejr på drengenes fodboldbane. Det skal hævnes!
Du skal være logget ind på Youtube for at se denne film.
I Dashur Armik – Dear Enemy
Næste film hedder I Dashur Armik på albansk og Dear Enemy på engelsk. Filmen er optaget i Shkodra i det nordlige Albanien. Den fortæller en sand historie fra 1943 om filminstruktørens bedstefar. Filmen foregår, da Tyskland besatte Albanien efter den Italienske kapitulation.
Bedstefaderen bliver gode venner med en tysk officer, men samtidig skjuler han en partisan, en italiensk soldat og en jødisk urmager i kælderen under sit hus. En historie, som mange albanere genkender, fordi de på samme måde skjulte partisaner og flygtninge for tyskerne.
Skenderbeu – Skanderbeg
Skenderbeu på albansk og Skanderbeg på engelsk er filmen om albanernes største helt. Skanderbeg samlede albanerne, så de kunne modstå invasionen fra det osmanniske rige for 500 år siden. Faktisk er Skanderbeg så stor en helt, at Holberg skrev om ham.
Filmen fra 1953 vandt en pris ved Cannes Festivalen. Hovedrollen som Skanderbeg blev spillet af en russisk skuespiller og oversat til albansk. De kunne åbenbart ikke finde en albansk skuespiller med nok pondus til rollen som deres nationalhelt.
Nëntori i Dytë – The Second November
Nëntori i Dytë på albansk og The Second November på engelsk fra 1982 handler om Albaniens kamp for selvstændighed. Det tyrkiske Osmannerrige havde besat Albanien i 500 år. I filmen rejser Ismail Qemali gennem et kaotisk Albanien, hvor osmannerne forsøger at bevare magten, indtil han endelig kan hejse det albanske flag i Vlora i 1912.
Gå på opdagelse i Mostar. Her finder du fantastisk Street Art. Fred og forsoning er et emne, men Mostar byder også på det absurde, det skræmmende og poetisk skønhed mellem ruinerne.
Mine fotos af Street Art i Mostar er fra efteråret 2019 og foråret 2022. Noget street art findes ikke længere, da det er malet over – måske med ny street art eller muren er revet ned.
Hvert år er Mostar vært for en Street Art Festival, hvor lokale og internationale kunstnere sætter kulør på Mostar. Hovedværket for Street Art i Mostar er en ruin i flere etager. Bygningen husede oprindeligt en bank, indtil den under 1990’ernes krig i Bosnien Hercegovina blev forvandlet til et snigskyttetårn tæt ved frontlinjen gennem byen Mostar.
Overfor ”Tårnet” ligger Mostars bypark. På begge sider af parkens mure finder du Street Art. I parken finder du også statuen af Bruce Lee.
Der er Street Art på en byggeplads nær ”Tårnet”, men det er et spørgsmål, hvor længe de små bygninger på byggepladsen får lov at blive liggende?
Men hav øjnene med dig. Noget Street Art er pæne dekorationsopgaver, mens andet er ironiske kommentarer til vores liv.
I Mostars bypark står en statue af Bruce Lee. Hvorfor står han der? Og hvordan hænger en statue af Bruce Lee sammen med 90’ernes krig i Bosnien Hercegovina?
Mostar. En smuk by kendt for sin imponerende bro. En bro, som dagligt tiltrækker tusinde turister. Turister, der beundrer broens skønhed og samtidig gyser over broens destruktion under 1990’ernes nådesløse krige i det tidligere Jugoslavien.
Broen i Mostar. Før masseturismen igen kom tilbage til Mostar efter corona
Men Mostar er meget mere end en bro og et turistmekka. Mostar er et samfund, som krigen splittede, og som forsøger at hele sine 30 år gamle sår.
Før krigen gik byens unge i skole sammen. De spillede fodbold, festede og mødtes på byens cafeer. Og de så slidte piratkopierede videoer med underholdningsfilm fra Vesten. Blandt drengene og de unge mænd var kampsportsfilm et hit. Og Bruce Lee var den absolutte stjerne.
En dag var det slut med fællesskabet. Krigen betød, at alle byens indbyggere måtte vælge side og definere sig som enten bosniak, som kroat eller som serber. Kampene blev rykket fra koreograferet underholdning på TV-skærmen til virkelig død og lemlæstelse. TV’ets fjernbetjening blev udskiftet med et gevær.
Forsoning og fælles minder
Frontlinjen gik langs en trafikeret vej i Mostar – tæt ved byparken. Indtil en fredsaftale officielt afsluttede krigen. Nu skulle de tidligere skolekammerater og fjender igen leve og arbejde sammen. Det internationale samfund og organisationer arbejdede med forsoning. Men der var også lokale initiativer. Et af dem var ”Urbani pokret” – en ungdomsgruppe i Mostar ledet af Nino Raspudić og Veselin Gatalo.
Som symbol på deres fælles ungdom før krigen valgte de kampsportsfilmene med Bruce Lee. Før de blev fjender, var videofilmene noget, alle de unge mænd havde til fælles. Filmene handlede om konflikter fjernt fra deres egen historie og samfund. Og så handlede filmene om retfærdighed og at genoprette ordenen.
”Urbani pokret” fik støtte fra Tyskland og kunstneren Ivan Fijolić stod for at udforme statuen af Bruce Lee. Statuen er 168 centimeter høj – en anelse lavere end Bruce Lees 172 centimeter.
Statuen af Bruce Lee blev indviet den 26. november 2005, og det var verdens første statue af skuespilleren.
Statuen af Bruce Lee i Mostar. I baggrunden ruinen af en bank, der under krigen blev brugt af snigskytter, fordi bygningen lå ved frontlinjen gennem Mostar
Men kort tid efter indvielsen blev statuen udsat for hærværk. Nogle af Mostars indbyggere mente, at statuen var vendt, så den symbolsk truede deres kvarter.
Et kompromis vendte statuen, så den nu ikke længere poserer truende overfor nogen af Mostars befolkningsgrupper.
Oplev Mostar
Mostars gamle centrum er smukt istandsat på begge sider af den gamle bro. Turisterne går i gåsegang hen over broen. Men sidst på eftermiddagen kører alle turistbusserne, og man kan nyde de smukke gamle huse og udsigten over den turkise Neretva-flod.
Mostar er også en by med synlige ar efter krigen. Især langs den tidligere frontlinje ligger bygninger i ruiner. Men ruinerne er nu opslugt af vilde planter, som giver ruinerne et nyt liv.
Skanderbegpladsen i Tirana har ændret udseende flere gange for at afspejle skiftende magthaveres menneskesyn. Jeg har mødt pladsen og fået hele dens historie
Som plads blev jeg grundlagt i 1928. I midten var et springvand, og jeg var omgivet af prangende paladser i italiensk neo-renæssance. De nye bygninger var malet i glødende røde og gule farver og meget højere end Tiranas gamle huse. De lokale bønder måbede ved synet, når de kom til byens bazar. Initiativtager til projektet var den selvudråbte albanske kong Zog. Hans mål var at modernisere Albanien, og han investerede i italienske arkitekter og byplanlæggere.
Albaniens nationalhelt Skanderbeg erstattede Stalin i 1968
Pladsen skulle være symbol på det nye Albanien og fik navnet Skanderbeg efter Albaniens nationalhelt, som kæmpede mod det osmanske rige i det femtende århundrede. En bred boulevard blev bygget som en akse gennem byen. Midt på aksen lå Skanderbegpladsen. I kan forestille jer, hvor stolt jeg blev. Jeg var centrum. Det vigtigste sted i hovedstaden Tirana og i hele Albanien.
Plads til militærparader
Støvletramp overdøvede snart lyden af pladsens rislende springvand. For italienerne ville ikke nøjes med at være arkitekter og entreprenører. I 1939 invaderede Mussolini Albanien. Nu skulle albanerne lære at heile og hylde den fascistiske ideologi. Italienerne viste os boulevardens virkelige funktion. Den var ikke til landets 200 biler. Nej, boulevarden og Skanderbegpladsen skulle bruges til militærparader.
Bag statuen af Skanderbeg ses de gule og røde administrationsbygninger bygget af italienerne
Rå bygninger i sten. Facader med høje søjler og lange trapper. Nu var det slut med charmerende varme farver. Arkitekturen skulle skabe respekt og vise statens styrke. I dag kan det måske lyde pinligt. Men dengang var jeg stolt over at være magtens centrum og omgivet af de statelige bygninger.
Mennesker som små brikker
Modstandskampen begyndte. Den kommunistiske modstandsgruppe kæmpede hårdt og effektivt. Udsigten til at blive regereret af mænd i lurvede uniformer skræmte mig. Men først kapitulerede italienerne i 1943 og tyskerne med de elegante uniformer gav op i 1944. Jeg frygtede de nye magthavere. Tænk hvis den mægtige Skanderbegplads kom til at ligne en kedelig proletarplads!
Et udsnit af mosaikken på det nationalhistoriske museum viser Albaniens historie. Bemærk de bevæbnede kvinder, typisk for tiden med kommunisme
Men jeg havde intet at frygte.
Kommunisternes byggestil var også monumental. Søjler og trapper blev endnu højere. Mest overvældende i Kulturpaladset, der erstattede den gamle bazar.
Mennesker på pladsen var som små myrer mellem de monumentale bygninger. Arkitekturen tvang deres blikke opad. Op ad trapperne, op til indgangen. Filosofien var, at de som borgere skulle føle sig små og ubetydelige. Som små brikker i en magtfuld stat.
Kulturpaladset i Tirana. I dag er pladsen hævet, så man som borger er i øjenhøjde med statens institutioner
Midt på pladsen stod en statue af Sovjets hersker Stalin, verdens mægtigste mand i vores øjne. Indtil 1968. Da blev Stalin fjernet og erstattet af Skanderbeg. Statuen af vores egen nationalhelt viste, at vi nu lukkede os om os selv som nation. Sovjet var ikke længere vores kammerat. Internationalt fik vi færre og færre venner. Efter nogle år med Kina, sluttede det samarbejde også.
Fra arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere
Bilos, larm og trafikkaos. Intet varer evigt – heller ikke den albanske kommunisme. I 1990’erne invaderer den vilde kapitalisme vores samfund. Den albanske stat ønskede ikke længere en imponerende plads i centrum af byen. Og albanerne blev forvandlede fra små arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere. Min smukke plads blev skåret i stadig mindre stykker af veje og parkeringspladser. Statuen af Skanderbeg klamrede sig til sin lille plæne, så isoleret som en isbjørn på Nordpolens sidste isflage.
Og pludselig: duftende oregano, jernurts højt vajende violette blomster, en lysegrøn fennikel i stok, summende insekter og en kvinde, der samler en håndfuld vilde urter. Jeg lover dig, at der ikke findes en plads som denne andre steder i verden.
Naturen er rykket ind i centrum af Tirana med vilde planter og træer fra hele Albanien
Natursten i grønne, røde, grå og gyldne nuancer fra alle egne af Albanien udgør belægningen. I pladsens haver står træer, krydderurter og vilde planter, man normalt kun finder i naturen. På en varm sommerdag bliver en del af pladsen oversvømmet med kølende vand og indbyder legebørn i alle aldre. Det samme gør rækker af rytmisk pulsende springvand.
I øjenhøjde med institutionerne
Den mest bemærkelsesværdige detalje ser man først, når man får den forklaret. Pladsen er nemlig bygget som en lav pyramide. Det er myndighedernes forsøg på at vise borgerne, at man ikke længere betragter dem som små og ubetydelige. For når man i dag står midt på pladsen, opdager man, at man nu er i øjenhøjde med indgangene til statens institutioner som kulturpaladset og det Nationalhistoriske Museum.
Det er aldrig for sent at blive klogere. Og jeg må indrømme, at jeg først som 90-årig er blevet en god plads for mennesker. I dag kan jeg endda kalde mig selv international prisvinder. I 2018 vandt Skanderbegpladsen European Prize for Urban Public Space.
Skanderbegpladsen er stor og veksler mellem åben plads og skyggefuld skov, hvor man kan tage en lur
At sejle giver ro i sjælen og et anderledes syn på seværdighederne. Især når det foregår i turkisblåt vand omgivet af imponerende bjerge. Det oplever du på Mosaik af Balkan: en ni dages tur gennem Nordmakedonien, Albanien og Montenegro.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.
Kaneo kirken set fra Ohrid søen
Kaneo kirken set fra land
Klassisk arkitektur i Ohrid by
I Ohridsøen ser vi den smukt beliggende Ohrid by placeret under en mægtig borg, mens vi sejler på søens krystalklare vand. Senere samme dag bringer en robåd os ind til Ohridsøens kilder. En tur i en robåd lyder måske ikke specielt eksotisk, men du slipper heldigvis for at ro og kan koncentrere dig om at nyde Balkans version af en mangroveskov. Det mest forunderlige er selve kilderne, der er et geologisk fænomen. I luftlinje er der kun ti kilometer til Prespa-søen bag bjergene. Men Prespa ligger 150 højdemeter over Ohridsøen. Og som fra et utæt badekar siver vandet fra Prespa gennem kalkstensbjergene til Ohridsøens kilder. Og der er tryk på, når vi ser vandet i de undersøiske kilder boble op gennem sandet.
Det gamle fængsel i Skadar-søen
Udsigt over Skadar søen
Pelikanerne holder nu til ved det gamle fængsel i Skadar søen
Senere på turen sejler vi på Balkans største sø Skadar i den sene eftermiddags disede lys. Som et kinesisk tuschmaleri udtoner et silhuet af bjergspidser sig rundt om søen. Og hvis udsigten ikke er nok, er søen et af Europas vigtigste områder for trækfugle i forår og efterår. Men en fugl bor her hele året, nemlig pelikanen. Tidligere boede pelikanen kun i den albanske del af søen, men nu har Montenegro lokket pelikanen til ved at etablere områder med redepladser til den enorme fugl. Hvis turistbådene ikke får skræmt pelikanerne væk igen, kan vi opleve dem ved ruinerne af en tidligere fængselsø.
Den imponerende Kotor bugt i Montenegro
En lille optur over Kotor by bringer dig sved på panden og denne udsigt
Kotor by
Den kunstige ø i Kotorbugten med kirken for Vor Frue på Klippen
Udsigt over en rigtig ø i Kotorbugten
Rejsens sidste sejltur foregår på Kotor-bugten i Montenegro. Den dybe bugt ligner fuldstændig en norsk fjord omgivet af høje bjerge. Efter næsten en times sejllads ankommer vi til rejsens måske mest magiske sted: den kunstige ø Vor frue på Klippen. Øen vidner om en utrolig dedikation til tro og til det risikable erhverv søfart.
For snart 600 år siden fandt nogle lokale søfolk et ikon af jomfru Maria med Jesusbarnet på en klippeskær i bugten. Søfolkene begyndte at bygge en kunstig ø ved at smide sten og sænke skibsvrag omkring klippeskæret. Efter to hundrede års arbejde var den kunstige ø så stor, at de kunne bygge en kirke på den kunstige ø. I en smal gang bag kirkens marmoralter er der et hul i væggen, hvor man stadig kan mærke spidsen af det oprindelige klippeskær. Kirken og museet modtager stadig gaver i form af kunst med hver sin spektakulære historie. Men som en ægte cliffhanger vil jeg gemme de historier til gæster, som besøger dette helt specielle sted.
Moskeen i Tetovo bliver kaldt den bemalede moske
Den er opført af to søstre
Inspirationen fra barok er tydelig
30.000 æg er brugt på bindemiddel i de flotte væg og loftmalerier
Turen Mosaik af Balkan giver dig selvfølgelig også oplevelser på land. Jeg vil fremhæve to, som er specielle for netop denne rejse. Moskeen i Tetovo i Nordmakedonien ligner ikke andre moskeer, og det er nok den smukkest og mest specielt udsmykkede moske i Europa. Bigorski-klostret lokker med utroligt træskærearbejde og en smuk arkitektur midt i bjergene.
Bigorskiklostret i Nordmakedonien
Klostret er smukt placeret i bjergene
Klostret er genopbygget efter en brand
Skt Naum klostret ved Ohrid-søen
Antallet af kirker kan måske skræmme nogle fra denne rejse. Men vi vælger at se kirkerne, fordi de har en særlig historie eller er særligt smukke.
Udsigt over Berat fra borgen beliggende over byen
Berat kaldes de tusind vinduers by. Tæl selv!
Udsigt fra Rozafa-borgen i Shkoder med forårs oversvømmelser
Fra Rozafa-borgen. Floden Buna
Budva i Montenegro er også befæstet
Borge ser vi også. Ikke nødvendigvis for at se selve borgene. Nej hovedattraktionen ved en borg er ofte dens beliggenhed. Vi besøger borge for at nyde udsigterne! Og samtidig får vi indblik i hvorfor borgene ligger, hvor de gør. Hvorfor har det været nødvendigt at bosætte sig upraktisk øverst på et bjerg?
Køreturene er spektakulære, og en køretur overgår dem alle: vejen fra Montenegros gamle hovedstad Cetinje via Njegusi til Kotor. Det sidste stykke af vejen bringer dig fra omkring 800 meters højde nedad en næsten lodret klippevæg til byen Kotor inderst i Kotor-bugten. Østrig-Ungarn byggede den smalle vej og de 25 hårnålesving. Kotor by og landskabet i Kotor-bugten er udnævnt af Unesco som både verdens kultur arv og verdens natur arv.
Albaniens nationalhelt Skanderbeg
Skanderbegpladsen er centrum i Tirana og nyrenoveret. Naturen er budt indenfor
Springvand pl Skanderbegpladsen afkøler og giver mulighed for leg
Gågade i Tirana
De er glade for farver i Tirana
Endnu et farvestrålende hus i Tirana
Den sidste fordel ved denne rejse er nogle af måltiderne. De er i topklasse og giver dig lyst til at slikke tallerkenen – hvis ikke du var så mæt allerede.
Allerede første aften får vi serveret det traditionelle nordmakedonske festmåltid, hvor hele bordet er fyldt med alle retter – fra forretter til dessert og frugt. De nordmakedonske kogekoner fremtryller mad med især peberfrugt, aubergine og bønner, som du må smage for at forestille dig den rige smag. Næste højdepunkt kommer allerede dagen efter til frokost, hvor munkene i Bigorski-klostret har etableret den smukkest byggede traditionelle restaurant med lokale specialiteter. Her drømmer jeg især om desserten af fløjlsblød yoghurt med bjerghonning og sprøde valnødder.
I Albanien besøger vi en familierestaurant. Fra hovedvejen ser den uendelig kedelig ud og dekorationerne er temmelig kitschede. Men mutter i køkkenet kan fremtrylle det ene mesterværk efter det andet. Vi får omkring ti forskellige retter og alle er tilberedt af hjemmedyrkede råvarer. Efter måltidet går vi en tur gennem haverne, vinmarken, olivenlunden og ser de kyllingerne, der har overlevet vores besøg. I stalden står koen Lola med de store sørgmodige øjne og gederne vimser rundt.
De sneklædte bjerge rejser sig som silhuetter mod en dybblå himmel. Frugttræerne blomstrer i hvidt, rosa og gyldent. Men et frugttræ skiller sig ud; de vilde mirabeller. Mirabelletræerne blomstrer i dyb violet som den perfekte kontrast til de spæde lysegrønne planter, der er begyndt at dække jorden. Sådan ser der ud i det tidlige forår i slutningen af marts og begyndelsen af april.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse. Alle fotos er fra Ohrid søen i Nordmakedonien
Vi går på promenaden langs Ohridsøen
Udsigt over Ohridsøen og bjergene
En sejltur med robåd til Ohridsøens kilder
Udsigt fra Skt Naum
Der er flere påfugle end munke i Skt Naum klostret
Sommer ved Ohrid søen
Foråret bryder for alvor igennem i april og i maj. Trænernes blade folder sig lysegrønt ud. Nogle af dem genkender vi som for eksempel det lysegrønne ny udsprungne bøgetræ. Men her på Balkan er bøgetræet et trægrænsetræ, der vokser højt i bjergene.
Det er sjovt at køre gennem det bjergrige landskab. I de dybe dale står foråret i fuldt flor og det virker som om årstiden bliver spolet tilbage efterhånden som vejen stiger op over et bjergpas for så igen at folde sig ud, når vi kører ned i næste dal. I maj bliver bjergenes toppe stadig pudret af kridhvid nyfalden sne i koldt vejr. Alting blomstrer. Både i haver og i naturen. De vilde krydderurter dufter intenst og tiltrækker opmærksom fra udsigten, når vi holder et fotostop for at beundre udsigten over bjerge og dale.
Sent forår og tidlig sommer på Balkan
Det albanske landskab ved Apolonia
Udsigt fra Rozafaborgen i Shkoder. Fra borgen kan man se hele tre floder,
Berat i morgenlys
Perast i kotorbugten, Montenegro
En sejltur på Skadarsøen til den forladte fængselsø, der nu er overtaget af pelikaner, måger og skarver
Forsøg på at fotografere pelikaner med en telefon
Udsigt over Kosovo
Prevalla-passet i Kosovo
Duftene tager til i juni. Som en fortryllende parfume indhyller duften fra blomstrende lindetræer gader og pladser i mange af Balkans byer. En duft du kan møde i helsebringende urtete, sæbe og hudpleje. Og en duft så magisk at den overvinder udstødningen fra selv den mest nedslidte jugoslaviske bil. Det er også i juni, at granatæbletræerne blomstrer i intens rød.
Senere på sommeren er frugttræer og planter tyngede af frugt og grønt, som vi får lov til at smage. Og lade os overraske over at en agurk kan smage så godt.
Fotos fra Valbona-dalen i Albanien
Valbonadalen i sommersol
På albansk kaldes bjergene for de forheksede bjerge.
Vandmølle i Valbona
Krydderurter og vilde blomster
Heste i dalen
Dyrene går løst i bjergene
I september begynder efteråret
Vi er i 1200 meters højde i en lille sidedal til Valbonadalen
Den smalle indgang til Valbonadalen er kun for fisk
Valbonafloden er også kendt for sit krystalklare vand
Vi går ovenpå en underjordisk flod
Fuldmåne over bjergene
De højeste bjerge gemmer stadig på sne i skyggefulde sprækker. Vi vandrer i bjergene og hvert et skridt udløser nye dufte fra de mange krydderurter, vi slet ikke kan undgå at træde på. Her i bjergene lever køer, heste, får og geder af krydderurter, og det kan smages på den friskmalkede mælk, yoghurten og den hjemmelavede ost. Sommerfugle flagrer omkring og minder os om, hvad vi har mistet i den ensartede danske natur.
I sensommeren er der endnu mere frugt. Vi får lov at smage saftige søde vindruer, mens hovedparten af druerne gærer til den hjemmebryggede vin og raki. De højest liggende skove i bjergene begynder at få et orangefarvet skær. Det er efteråret, som nærmer sig.
Efterår på Balkan
Broen over floden Drin i Visegrad i Bosnien
En cafe i Serbien på vej til Bosnien
Montenegros bjerge
Landskab i Hercegovina
Nordmakedonien i efterårsfarver
Prevalla-passet i Kosovo
Den helt store farve palette kommer i spil, når efteråret endelig rammer i oktober. De vildtvoksende skove har en blanding af træer med hver sin nuance af gyldent og rød. Og ingen skovrider har tvunget træerne ind på snorlige rækker. Igen oplever vi hvordan, det er sommer i dalen og efteråret bliver mere og mere gyldent, mens vejen snor sig op mod et bjergpas. Og bagefter spiller vi filmen baglæns fra bjergenes efterår til dalens lune grønne sensommer.
Jeg har rejst på Balkan forår, sommer og efterår og oplevet, at hver årstid har hver sin egen magi. Nu tænker du, om det aldrig regner og er gråt på Balkan? Og ja, selvfølgelig regner det! Til tider regner det endda rigtigt meget og skyerne ligger tungt over landsskabet og slører de imponerende udsigter. Men regnen varer heldigvis ikke evigt og den betyder, at landskabet især i Albanien og Makedonien er frodigt, også i de varme sommermåneder.
Ud over dejlige gæstfri mennesker er Albanien også fyldt med smukke landskaber og charmerende bygninger. Nyd billederne.
Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.
I gamle dage lå byerne inde i borge bag høje beskyttende mure. Balkan har nemlig været et omstridt område, som mange krigsherrer og imperier gerne ville have kontrol over. De massive borge ligger der stadig, og enkelte huser stadig bydele. Det gælder blandt andet Berat.
Klik på billederne for at se dem i større størrelse.
I Balkans byer har det tidligere været normalt med 365 kirker – en til hver dag og viet til hver sin helgen. Alle kirker er ikke lige store, og i dag er de fleste forfaldne. Denne ligger dog stadig i Berats borg.
Et nærbillede af Berats kvarter Gorica og den eneste fungerende ortodokse kirke i byen.
Traditionelt hus i Berat. Det er nu indrettet som museum, hvor man kan se, hvordan livet foregik før landet blev kommunistisk.
Borgen i Kruja huser også en lille bydel og et museum for Albaniens nationalhelt Skanderbeg.
Borgen Rozafa er ikke længere beboet. Herfra kan man følge de tre floder, som mødes ved byen og som i tidligere tider gjorde den strategisk vigtig. Hele området bliver ofte oversvømmet. Nederst til venstre en moske, der var oversvømmet ved mit første besøg i foråret 2013.
Når vi besøger borge, er det ligeså meget for at nyde udsigten og få overblik over omgivelserne. Vi får samtidig en ide om, hvorfor det i tidligere tider var nødvendigt med borgene.
