Næsten alle dyrene synger med på paradisets soundtrack på det økologiske feriecenter Teriya Bugu i Mali

I paradis synger selv flagermusene. Sangen fra en enkelt flagermus lyder, som når man træder på et pibedyr. Tusinde flagermus giver en skurrende lyd som en gynge, der trænger til at blive smurt. Om dagen sover flagermusene. De lægger vingerne beskyttende om hinanden, så de former gråbrune kugler i træerne. Af og til ramler parringslystne duer sanseløst ind i de sovende flagermus. De søvnige flagermus flakser rundt, ind til de falder til ro i en ny kugle.

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Paradisets stjerne er den truttende trane. Dens elegance er tilsat en mimik, der er en tegneseriefigur værdig. Det ser en anelse komisk ud, når den kalder med sit trut og udfører sin tranedans – måske fordi den er alene.

Første dag i paradis hørte jeg, at en pillede ved låsen og frygtede, at en ansat var ved at låse mig inde på værelset. Men det var tranen, som legede med min nøgle, der sad udenfor i låsen. Den hviler sig udenfor mit værelse. Siestaen foregår under et træ, og om natten balancerer den ovenpå en lille høj.

Ved solnedgang sidder den på en træstub og spejder længselsfuldt ud over floden. Men ak – der er ingen mage i udsigt. Tranens mage er død. En gang var her masser af traner langs Banifloden i Mali, men nu er fuglen en sjælden gæst. Denne trane er kommet til skade, og dens brækkede vinge hænger let akavet. Som en anden Speedo må den nøjes med at løbe hurtigt.

Tusinde fugle står for underholdningen om dagen. Bunden bliver lagt af duernes klassiske kurren. Af og til samler duerne sig til et gigantisk baggrundskor. Hvis det var et soundtrack til en film, ville musikken signalere en dramatisk udvikling af historien. Men her er lyden bare en fejring af øjeblikket. De største duer kan også dutte. Det lyder, som om de trækker vejret ind, når deres dut-dut-dut-dut-dut-dut fortoner sig.

Skadernes skingre skræppen kan næsten tilgives, fordi fuglene er så smukke. Fjerdragten changerer mellem grøn, turkis, blå og violet, når de elegant glider gennem luften. De har lange vippende haler og skinnende gule øjne. De lysegrønne papegøjer kvidrer, isfuglene lyder som et elektronisk spil, når de fejer tæt henover flodens overflade på udkik efter fisk. Påfuglenes sang kan forveksles med grædende babyer, og fuglen udmærker sig ud over den smukke fjerpragt ved at spise slanger.

Kun et dyr i paradis er helt og aldeles tavst. Umiddelbart savner man ikke myggenes irriterende summen. Men myggene er der. Det er de lavbenede myg, som sniger sig lydløst ind på en og stikker. Og desværre også netop den art myg, som kan være bærer af malariaparasitter.

Teriya Bugu er Malis bud på et paradis. En rig fransk præst investerede i 70’erne i området langs Banifloden og skabte i samarbejde med de lokale et landbrugsprojekt og udviklede alternativ energi. Teriya Bugu er nu ud over et landbrugsprojekt også et smukt beliggende økologisk feriecenter. Maden er formidabel med specialiteter som honningmarineret gris og kanin i sennep og hjemmefremstillet marmelade og honning.