Den lokale helbreder bliver foretrukket frem for hospitalet, når folk i Mali kommer galt af sted. Selv om det oftest går godt, er der risiko for infektioner og koldbrand
Af freelancejournalist Lise BlomHamidou halter, og bulen over ankelen ligner en knogle, der stikker ud af underbenet. Men det er svært at se for sårskorpen, og væsken som løber ud af såret.
– Få ham på hospitalet, siger jeg til storebror Ounde, der er den eneste i familien, som taler fransk.
Familien vil lige se tiden an. Vi er i februar, og Hamidou brækker benet i juni 2009, da han bliver sparket af en ko. Bag på en motorcykel bliver han kørt til en traditionel helbreder i en landsby15 kilometer væk i det uvejsomme landskab. Her tilbringer han de næste måneder, mens knoglen vokser sammen. Men selvom knoglen nu er vokset sammen, er det ikke i den helt rette vinkel, og Hamidou går med besvær. Hvert skridt gør ondt.
To uger senere er smerterne forværret. Der bliver sendt bud efter en apoteker med medicin. Meldingerne lyder, at Hamidou får det værre og værre. Og der bliver talt om at fjerne det stykke knogle, som stikker ud.
Jeg håber, at det går bedre for den otteårige dreng, der enten brækkede eller forstuvede sit ben en uge senere.
Jeg har taget fodbolde med til børnene. De små børn får lette plastikbolde, de større børn får kraftigere bolde, og de unge mænd får læderbolde.
Straks de får boldene, går drengene i gang med at spille. I Biry har de unge allerede ryddet en fodboldbane, hvor de mødes hver dag inden solnedgang til et spil. I Hore Haïre, den anden landsby jeg besøger en uge senere, spiller børnene for første gang på den knoldede stubmark.
Det går galt, og den otteårige Adama bliver tacklet af en af de større. Bag på en motorcykel bliver han fragtet til helbrederen. Her skal han blive nogle dage. Han får en skinne på af træstykker bundet sammen med reb. Jeg får at vide, at benet kun er lidt brækket.
– Vi stoler mere på de traditionelle helbredere end på hospitalet, fortæller Abdoulaye.
– På hospitalet kan de ikke gøre noget alligevel, og det ligge langt væk.
Abdoulaye er selv blevet lappet sammen af en helbreder, da han brækker armen og benet. Vi er i landsbyen Anga i dogonområdet og står ved den afgrund, han er styrtet ned fra. Det kildrer i maven, når jeg kikker ned. Dybt under os ligger en sø, og kraftigere vindstød presser på bagfra.
– Tidligere dyrkede vi jorden i dalen. Den er indesluttet af lodrette klippevægge, så vi klatrede ned, siger Abdoulaye og peger på en klippevæg.
Da den er lodret, kan man kun se det øverste stykke. Enkelte steder kan man finde fodfæste på klipperne.
Abdoulaye styrter, fordi han vil vise nogle besøgende, hvordan han og de andre landsbyboere tidligere er klatret ned ad klippevæggen. Men efter at en vandboring har givet dem mulighed for at dyrke jorden ovenfor kløften, benytter de ikke længere klatrestien. Ude af træning mister Abdoulaye grebet og styrter ned i det dybe mørke vand. Han redder sig op på en klippeø, hvor han selv kan konstatere, at både arm og ben er brækkede.
Nogle kolleger kommer ham til undsætning. Med et reb bundet om sig bliver han trukket op af det svimlende dyb. Helbrederen får sat ham sammen, så han i dag kun halter en anelse og har bevaret tiltroen til de traditionelle helbredere.
Og for mange er det intet alternativ. Tidligere har jeg betalt til en ung mand, der ville få amputeret begge arme efter et trafikuheld i Bamako, hvis der ikke blev betalt for at få ham behandlet på et bedre hospital. I dag har han begge arme.
Det kan også være en udfordring at komme til skade, selv om man har en forsikring. Det oplever vi i rejsegruppen fra Viktors Farmor. Med om bord på den tidligste færge fra Timbuktu er en ambulance på vej til Malis hovedstad Bamako. I ambulancen er en militærmand, der er kvæstet ved en bilulykke samme nat. Han skal lappes sammen af den nærmeste ortopædkirurg. Og den nærmeste – og eneste findes på universitetshospitalet i Bamako. En tur på omrking1.300 kilometer delvist på hærgede grusveje.