I baggrunden grænsen mellem Spanien og Frankrig og byen Irun, hvor jeg begyndte min vandring

Dagens optur! Lidt stejl, og bagefter nyder jeg de smukkeste udsigter over kysten, havet, bjergene og lavlandet mellem Frankrig og Spanien. Den bedste begyndelse på en fantastisk vandretur.

Torsdag den 9. april 2015

Min første vandredag foregik i en osteklokke af træthed. Ærgerligt for det er beskrevet som den smukkeste vandredag på hele turen.

Jeg kom hurtigt ud af byen og fandt et minimalt supermarked at købe vand og lidt frokost i. Da jeg er landet om formiddagen, kommer jeg først i gang ved middagstid. Først gik turen gennem et beskyttet vådområde, hvor tidevandet skyller ind, og der er flydt med fugle og padder. Så begyndte opstigningen.

Ved et kapel kunne jeg vælge den almindelige camino eller en alpin camino. Jeg tog den sidste. I begyndelsen var den så stejl, at jeg nogle steder måtte støtte med hænderne. Til gengæld kom jeg hurtigt op på bjergkammen med udsigt over havet, Pyrenæerne og det smalle lavland.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring

Der gik køer og heste på bjerget, og midt i al naturen lyste et pink badekar op i det grønne. En let vind blæser fra land, og jeg tænker, at jeg er heldig, at det ikke er en storm fra Biscayabugten, der ruskede i mig.

Allerøverst er bjergkammen smal, og pludselig er vinden voldsom. Mit hår pisker mod ansigtet, og jeg skal balancere på ujævne klipper. Jeg fortryder, at jeg ikke har vandrestave med til at give støtte. Et sted må jeg tage rygsækken af, fordi jeg ikke tør balancere ned fra en høj sten.

Jeg skal gennem flere hegn med pigtråd og frygter for min nye dyre dunjakke. Heldigvis går det, og jeg kommer igen til lettere terræn uden vind.

Et enkelt sted er jeg i tvivl om ruten, for flere afmærkninger peger i forskellige retninger på andre vandreruter. Men jeg kan ikke se min gule pil. Mens jeg overvejer vejen, kommer en mand løbende, og han forklarer mig vejen, som ikke er ordentligt afmærket lige der. Da det allerede er sent på dagen, møder jeg kun få personer, men når man har brug for at være heldig, så er man heldig. I hvert fald denne dag!

Nedturen er begyndt. Da jeg kommer ud på en asfaltvej, passerer jeg et cafeteria. Der skal man spise, hvis man bliver udmattet af at gå ned ad bakke. For det går nedad. Nedad på en måde, som ikke eksisterer i Danmark. Et sted træder jeg forkert, og min hofte begynder at smerte for hvert et skridt.

Jeg er sidste vandrer, som ankommer til herberget i Pasajes. Et lille hyggeligt sted bygget sammen med en lille kirke. Der er syv kvinder og en mand. Der er en overkøje til mig. Efter et bad forklarer hospitalleroen mig vejen til en restaurant. Der går igen stejlt nedad på trapper.

På spisekortet vælger jeg tre ting. Den søde tjener forklarer mig, at det er meget mad og foreslår, at jeg begynder med to ting. Hvis jeg stadig er sulten, kan hun lave lidt mere.

Tjeneren har ret. Salaten med grillet gedeost er genial og derefter en stor portion blæksprutte, som jeg ikke kan spise op.

Da jeg er tilbage på herberget klokken 21:30, sover alle. Det er første vandredag, så folk er trætte. Selv om jeg kun har sovet få timer de seneste døgn, kan jeg ikke falde i søvn. Klokken syv vækker hospitalleroen os.