Mauretanske slavehyrder hakker skoven i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule ned for at fodre store fåreflokke

Spor i sandet afslører, at enten er vilde dyr i Mali forsynet med hjul, eller også bliver Nationalparken Boucle de Baoule besøgt af lokale på knallert og motorcykel. Store røde aber flygter, når de ser os, og de mindre grønne aber svinger sig i træerne. Biler kommer der til gengæld ikke, så vores chauffør må kører slalom mellem træerne. Egentlig skal vi kun 12 kilometer ind i parken, men turen tager over en time, inden de lave klipper, som er vores mål, dukker op.

Bønderne må ikke dyrke jorden, nomader ikke lade deres dyr græsse, og jægerne skal gå på jagt andre steder end i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule. I slutningen af december 2009 besøger vi nationalparken og Mingari cirka 200 kilometer nordvest for Malis hovedstad Bamako. Nationalparken Boucle de Baoule består af fem beskyttede områder.

Nationalparken er ikke anlagt for turister, så der er ingen udsigtssteder eller andre turistfaciliteter. Vores formål er ikke at se vilde dyr, selv om bagdelene, der er ansvarlige for løve- og antilopelortene, gerne måtte promenere i passende afstand.

Vi skal se huler med 4000 år gamle hulemalerier og efterladenskaber fra en for længst forsvundet kultur. Men inden vi kommer til hulerne, bemærker vi et område med fældede træer, hvis stammer ligger spredt som et opgivet mikadospil.

– Det er nomadernes gerning, fnyser kommandanten. Den sætning har vi hørt utallige gange de seneste dage i selskab med kommandanten. Men i dag er det noget særligt. For det første er vi nu inden for nationalparkens mest beskyttede område og omfanget af ødelæggelserne er samtidig mere omfattende end normalt. Mindst 50 træer er det gået ud over.

Nomaderne hakker grene af træerne for, at dyrene kan spise træernes blade. Normalt nøjes de med at tage nogle grene, men her er det selve stammerne, som er blevet fældet. Og selv om de derefter har sat ild til området, kan man se, at der er fældet så mange træer, at fårene ikke har kunnet spise op.

Da vi to timer senere kører tilbage, er kommandanten ekstra opmærksom. Og snart får han øje på synderne.

– Jeg vidste, at det var mauretaniere, konstaterer han, da han ser de kofteklædte mænd med fåreflokken. Det bygger han på måden, træerne er fældet på og omfanget af ødelæggelserne. Mauretanierne kommer langvejs fra med deres dyr, og da de sandsynligvis ikke kommer tilbage til samme sted, har de ingen interesse i at bevare naturen.

Kommandanten får fat i den ældste af hyrderne og udspørger ham om dyrenes ejer. Ejeren er ligeledes mauretanier og bor for tiden i en landsby i området, mens de tre hyrder har ansvaret for dyrene. Den ældste hyrde får en indkaldelse til et retsmøde som han skal overbringe til dyrenes ejer. Her vil ejeren blive stillet til ansvar for ødelæggelserne. Samtidig bliver en vædder konfiskeret.

Vædderne havner mellem kommandantens ben på forsædet af bilen. Som alle dyr i Mali falder den forbavsende hurtigt til og begynder at undersøge, hvad der kan spises i bilen, mens den ser nysgerrigt på os.

Kommandanten forklarer, at problemerne med hyrderne fra Mauretanien er vokset efterhånden, som der ikke længere er føde til dyrene i Mauretanien. Senegal har ophævet en gammel aftale, som giver fri passage for dyr fra nabolandene. I Mali gælder aftalen stadig. Derfor kommer alle hyrder nu til Mali, og presset på naturen bliver øget.

Det gør historien endnu mest tragisk, at hyrderne er tvunget til at passe dyrene. Selv om slaveriet blev ophævet i 1984 i Mauretanien, lever mange stadig som slaver, og det gælder især hyrderne.