Barndommen i Albaniens bjerge var præget af afsavn og udsigten til et job i minen. Samir ser tilbage på livet som barn og ung før og efter kommunismens fald.

Når Samir husker på sin barndom i Albaniens bjerge, er det første han tænker på en lyd, som siger ”svup, svup, svup”. Det er lyden af et par hullede gummistøvler, hvor vandet svupper mellem tæerne for hvert skridt. Som barn havde Samir kun et par gummistøvler og hverken sko eller almindelige støvler. Selv om gummistøvlerne fik huller, var der ikke penge til at købe et nyt par til ham. Derfor måtte han leve med vabler og kolde våde fødder hver dag i skolen.

Samir boede på landet i det nordlige Albanien tæt ved en mine. Alle i området arbejdede i minen, og Samir havde også udsigt til et job i minen. Da Albanien var kommunistisk, måtte folk ikke flytte et andet sted hen. Staten bestemte, hvor befolkningen skulle bo og arbejde. Folk, der boede i byerne, havde flere muligheder og deres børn kunne være så heldige, at de fik lov til at gå i en særlig eliteskole, hvis de havde særlige talenter eller forældrene havde gode forbindelser. Men for Samir og hans klassekammerater på landet var der ingen vej uden om minearbejdet.

Minen var også skyld i, at skolevejen var så mudret. Ingen privatpersoner uden for partiet ejede en bil, og de færreste veje var asfalteret. Derfor blev jordvejen til og fra minen kørt i stykker af de tunge lastbiler, der kørte til og fra minen.

Lastbilerne var populære blandt skolebørnene. Hvis de var heldige, kom der en forbi, så de kunne få et lift på ladet og slippe for den timelange mudrede gåtur til og fra skolen.

Barndommens andre minder handler om sult og de sjældne og festlige gange, hvor han og familien kunne komme til at spise kød. Da kommunismen endelig faldt, og restriktioner og rationeringer forsvandt, begyndte Samir og familien at spise kød. Flere af familiens medlemmer rejste til udlandet for at arbejde og for lønnen, blev der spist kød. Perioden efter kommunismens fald bliver på landet kaldt for ”året hvor vi spiste kød”.

Samir fik med kommunismens fald mulighed for at vælge en anden fremtid. Først rejste han til Italien for at arbejde, og siden uddannede han sig til mekaniker og chauffør. Når han i dag ser de albanske bjergveje, er de nu asfalterede, og han sidder lunt i førersædet fjernt fra sjap og mudder.