Visite au Mali
På udstillingen Visite au Mali af Jeanette Land Schou kan du møde smedene på Medinamarkedet. Her er affald en ressource, som bliver til nye produkter
Af Lise BlomSuleiman Traore er mindst 70 år. Børn blev ikke registreret, dengang han blev født, derfor ved han ikke, hvor gammel han er. Han arbejder alene og har specialiseret sig i at banke metalstumper om til kroge, som han monterer på knagerækker.
– Arbejde er nødvendigt for at holde mig i gang. Det gør, at jeg føler, at jeg lever, siger han. På markedet går de fleste smede tidligere på pension efter et slidsomt arbejdsliv. Men som familieoverhoved er det vigtigt for Suleiman at bidrage til at forsørge familien.
– Jeg kan ikke længere arbejde så meget, derfor er mit bidrag ikke så stort nu,
konstaterer Suleiman.
I et lille skur banker Siaka Alama gamle konservesdåser i nye former. I dag er det sparebøsser. Han og de to kolleger har ingen chef. Hver producerer omkring 100 dåser om dagen, som de sælger for cirka 50 øre stykket.
Trods åbne esser, tungt værktøj og mangel på sikkerhedsudstyr er der sjældent ulykker på markedet. Sidste halvår af 2008 bød dog på tre alvorlige ulykker med øjenskader. Det sker typisk, når en metalplint rammer et øje og ødelægger det.
Besøg udstillingen
Oplev hvordan kunstner Jeanette Land Schou tolker sit møde med Mali i foto og video på www.jeanettelandschou.dk
Ud over genbrugssmedene samarbejder hun med unge fotografer fra Mali, bliver fascineret af det anderledes landskab, studerer kulturmødet mellem Saharas ørkennomader og vestlige turister til Festival au Desert og deltager i en traditionel fest.