En lækker suppe, som er hurtig at lave. Citron løfter smagen til det geniale. Hæld suppen på termokande og nyd den ude i naturen på en kølig vinterdag.
Denne suppe har jeg smagt i Istanbul. Jeg elsker suppe, så da jeg kom hjem, ledte jeg efter opskrifter. Denne opskrift har jeg selv udviklet på baggrund af opskrifter og mine egne ideer. Du kan selv improvisere med de krydderier, du holder af. Du bestemmer også selv, hvor tyk eller tynd du ønsker suppen.
Du skal bruge:
- Gavmild mængde af olivenolie
- 1 hakket løg
- 2 fed hvidløg
- 1 1/2 dl røde linser
- 8 dl kogende vand
- Lidt bouillon
- Evt 6 stk kardemomme
- Frisk citronsaft
- Evt persille og andre friske krydderurter
Der er forskel på røde linser. Nogle koger lettere ud end andre. Jeg har oplevet røde linser, der ikke kogte ordentlig ud.
Jeg tilbereder ofte suppen med hele kviste af timian fra haven.
Sådan gør du:
En skvat olivenolie i en gryde. Olien er det eneste fedtstof til at give suppen en rund smag.
Put de hakkede løg og hvidløg i olien med det samme. Løggene skal ikke brune, så de bliver bitre. De skal stege ved lav varme, så de bevarer deres sødme.
Hvis dine linser ser snavsede ud, skal du skylle dem i en si. Ellers smider du dem direkte i den varme olie til løgene.
Vandet er kogt i en kogekedel, så det er varmt. Hæld vandet i, så det med det samme koger.
Knus kardemommefrøene i en morter og bland dem i suppen. Du kan også koge skallerne med, så de giver ekstra smag til suppen. Når suppen er færdig, kan du fjerne skallerne. Eller spytte skallerne ud, når du spiser.
Put lidt bouillon i. Jeg bruger en flydende bouillon, så det er let smage suppen til sammen med salt.
Lad suppen koge stille og roligt i ca 30 minutter. Synes du, at suppen er for tynd, så kog den ind. Er den for tyk, så hæld mere vand i.
Når du skal spise, presser du en gavmild mængde frisk citron i suppen. Drys hakket persille eller andre krydderurter over og nyd!
I disse corona-tider mødes jeg med folk udendørs. Her januar er det bidende koldt, så vi skal have så meget som muligt at varme os på. I dag kom denne suppe med på tur. Jeg tilberedte suppen og hældte den på en termoflaske (en supergod termoflaske jeg købte for kun 30 kr i Kvickly, som er let at gøre ren).
Jeg pressede citron og hældte det i et lille bæger sammen med de hakkede krydderurter.
Det bedste er, at der også er suppe til min tur i morgen!