Mennesket og dets historie er i fokus, når Malis fotografer tager billeder. Fotograferne tjener penge på at fotografere en drømmeverden, men de brænder for at formidle virkeligheden – på godt og ondt. Heldigvis finder deres billeder af og til vej til udstillinger og reportager i vores del af verden.
Mød fotografen Salif Traore fra Mali. Han fortæller historier om menneskers håb, drømme og relationer. Når han fotograferer, går han grundigt til værks for at formidle mennesket bag. Nogle motiver er skæve, andre er humoristiske og nogle viser desperation. Tilsammen viser Salifs billeder storbyen Bamako og mennesker på vej.
I 2009 vandt Salif Traore prisen ”Lauréat du prix Élan de l’Agence Française de Développement” ved Fotobiennalen i Bamako for en serie om afrikanske migranter, der er strandet i Bamako.
Der er nu udkommet en bog med fotografier af Salif Traore. Klik på billedet af bogen i linket og se hans værker. Læg mærke til detaljerne og baggrunden i hans fotos. De viser, den virkelighed personerne lever i. Hans reportager har været vist på udstillinger og i franske medier. Desværre er hans skæve portrætter af Malis forhenværende præsident ATT ikke med. Det er reportagen om en migrant, der vender hjem fra Frankrig heller ikke. Migranten har en masse udstyr med til at sætte gang i projekter i Mali. Billederne viser blandt andet migrantens møde med toldere og embedspersoner.
Jeg mødte Salif første gang i 2009, da jeg skulle finde unge fotokunstnere til en udstilling i Danmark med billedkunstner Jeanette Land Schou. Det franske kulturinstitut i Bamako udstiller ofte fotokunst, så der fik jeg en liste med navne. Jeg valgte Salif og Fatoumata Diabate ud af de spændende kunstnere. Ud over udstillingen interviewede Jeanette Salif og Fatoumata om deres baggrund og kunstneriske overvejelser.
Salif har jeg siden arbejdet med på portrætter af kvindelige politikere i Mali. Vi har set på billeder, diskuteret og så har han været så sød at reparere mit kamera, da jeg havde tabt det.
Fatoumata har jeg siden arbejdet med, da hun var tilknyttet som fotograf på Moussa Diallos projekt for skolebørn Regnbuen. Det er hendes fotos som illustrerer reportagen. Hendes fotos findes på enorme billboards i Mali som reklamer. Det er energiske billeder frem for glansbilleder. Hun har også stået for gribende reportager for blandt andet internationale organisationer. Og så kan man finde hendes billeder på udstillinger i især Schweiz, Frankrig og Spanien.
I Mali står fotografiet stærkt som kunst og reportage. Mest kendt er Malick Sidibe, som blandt andet har vundet Hasselblad prisen i 2003 og Guldløven ved Venedigs Biennale i 2007. Andre internationalt kendte fotografer fra Mali er Allioune Bah, Harandane Dicko og Aboubacar Traore.
Sidstnævnte kom i danske medier, efter at det dansk malinesiske samarbejdsprojekt Commerce and Culture skaffede ham en indtægt på 22.000 kroner. Det var et højdepunkt ifølge danske medier. Projektet går ud på at producere opstillede polerede, smilende stockfotos.
Aboubacar Traore har arbejdet internationalt med kunstfoto og reportage, og vi har diskuteret den nye strategi med stock-fotos. Jeg håber, at han også får tid til at tage billeder, der viser ægte mennesker og liv og ikke bare frosne smil.
At være fotograf i Mali er en blandet forretning. Der er rigeligt med motiver, og fotograferne bruger deres kamera til at fortælle historier om mennesker og en kultur i rivende udvikling, når det er muligt. Så motiverne veksler mellem æstetik, social indignation – og glamour.
En vigtig kunde i Mali er nemlig brudepar og bryllupsgæster. Til den store fest bliver der ikke sparet. Fotografier og video er minder, som gæsterne køber med hjem. Ved bryllupper bliver der arbejdet hurtigt. Assistenter sørger for, at fotografierne bliver printet på papir med blomsterranker og brudeparrets monogrammer, mens fotograferne knipser løs.
Selv om mobiltelefoner med kamera har vundet frem i Mali og bliver brugt flittigt, går folk stadig til fotograf for at få taget et portræt. Et portræt i Mali er en alvorlig sag, og ligesom på gamle billeder i Danmark er der ingen grund til at smile til fotografen.
Man går til fotografen for at markere særlige begivenheder. Mange unge er taget til byen for at arbejde, og de sender et billede hjem til familien på landet, så familien kan se, at det går dem godt – uanset hvordan de har det.
Billedet skal vise den person, som dem portrætterede gerne vil have, at omverdenen ser. Derfor skal der nogle gange rekvisitter til.
En mobiltelefon er uundværlig, og på billedet viser den, hvilken model man har, og at man er i gang med en vigtig samtale. I Mali skal man selvfølgelig have to telefoner med SIM kort fra forskellige selskaber, så der altid er dækning på ens telefon.
En motorcykel signalerer, at man dels har råd til den, og dels at man er uafhængig og ikke gider at spilde sin tid på sammenmast offentlig transport.
Et par briller signalerer intellekt, at man har en offentlig stilling – eller gerne vil se ud, som om man arbejder bag et skrivebord. En radio kan fortælle om to former for identitet. Enten er man en seriøs type, der altid følger debatprogrammer på radioen og nyheder. Eller også er man en hip partyløve, der kan sætte gang i festen med ny musik. Når unge mænd flytter hjemmefra, køber de et musikanlæg for at tiltrække unge kvinder med musik og sød te. Plastikblomster er dekoration, og en af de få ting i det traditionelle Mali folk kan investere i, som ingen funktion har ud over at pynte.
Svend Erik Sokkelund har samarbejdet med fotografer fra Mali om at restaurere og fremkalde negativer fra gamle fotografer i Mali. Der er fantastiske fotos.
Der er utallige fotostudier i Mali, og hovedparten af fotograferne koncentrerer sig om portrætter og bryllupsbilleder. Men også de fotografer rummer meget mere. Jeg har set en udstilling i Bamako, hvor de glittede fotografer arbejdede med emner som psykisk sygdom og døden, og de havde ingen problemer med at gå tæt på virkeligheden og finde tankevækkende motiver på ellers tabubelagte emner.