I det nordlige Mali regner franske bomber ned over islamisternes lejre og depoter. På den østlige front jubler befolkningen over at slippe for sharialov, mens islamisterne har indtaget en ny by på den vestlige front

Da først franskmændene gik på vingerne for at støtte Malis hær i at generobre det nordlige Mali, kunne det se ud som en hurtigt afslutning på den snart ti måneder lange konflikt. Islamisterne, der havde besat Konna, flygtede. Men franskmændene har allerede erkendt, at islamisterne er bedre trænede og har mere avanceret udstyr end forventet. Og islamisterne har lagt en militær strategi med ind til videre to fronter. I øst er det lykkedes franskmændene og Malis hær at slå oprørerne tilbage. Udfordringen er på den vestlige front. En militærlejr ved Leré blev bombarderet søndag, men oprørerne havde gemt sig i Mauretanien. Og mandag rykkede de ind i Mali og besatte byen Diabali kun 400 kilometer nord for hovedstaden Bamako.

Youssouf i Dogonbjergene øst for Konna. Bjergene er gennemskåret af stejle kløfter. Her har forskellige etniske grupper gennem tusind år søgt til for beskyttelse og for kunne bevare deres kultur

Trods de nye angreb jubler befolkningen i de tæt beboede områder ved Sevaré og Mopti umiddelbart syd for Konna. Det samme gør folk i dogonområdet øst for Konna.

Mandag morgen blev jeg vækket af Youssouf fra landsbyen Biry, som i flere dage havde forsøgt at komme gennem på det overbelastede telefonnet. Han var begejstret over, at der endelig skete noget, og at det var lykkedes at stoppe islamisternes fremmarch.

I Mali har folk gennem det meste af konflikten satset på en forhandlingsløsning med de islamistiske oprørere. Ved alle tidligere konflikter er det nemlig lykkedes at forhandle en fredsløsning uden omfattende kampe mellem parterne. Gang på gang har jeg hørt folk i Mali sige, at de ikke er et krigerisk folk, og at de kan finde ud af at tale om tingene og finde løsninger.

Men situationen ændrede sig, da islamisterne begyndte deres fremmarch for en uge siden på trods af nærtstående fredsforhandlinger. I en landsby som Biry bredte desperationen sig. Ingen i landsbyen har lyst til at leve under streng sharialov. Her var de unge mænd og kvinder parate til at flygte til hovedstaden. Mændene for at undgå rekruttering til islamisternes hær og kvinderne i frygt for voldtægt og tvangsægteskab med islamistiske krigere. De ældre i familierne ville blive og passe marker og dyr, for at sikre familiens ejendele.

Det var derfor med glæde i stemmen, at Youssouf fortalte, hvordan de i Biry kunne høre bombardementet af Konna. Hverken Youssouf eller jeg kender begreberne for de forskellige bomber, så Youssouf gengav de lyde, han havde hørt. For et år siden ville det være utænkeligt, at Youssouf ville være glad for bomber og ødelæggelse. Særligt da Konna er markedsby for Biry, og mange i landsbyen har familie der.

Der var også glæde i Dogonlandets hovedby Bandiagara. Her talte jeg med en anden Youssouf, som var ligeså begejstret som hans navnebror i Biry.

– Jeg havde pakket min bagage, og jeg var klar til at rejse til Bamako, fortæller han.

Youssouf er i begyndelsen af 30’erne og endnu ugift. Han arbejder som metalarbejder og er engageret i fagforeningsarbejde. Indtjeningen er OK, så han har eget hus med have, tv og motorcykel. Hvis han var flygtet, måtte han efterlade det hele. Men han og hans venner var alle klar til at tage af sted og miste alt, hvad de ejede.

– Vi er meget tilfredse med hjælpen fra Frankrig. Vi bliver også glade, hvis Danmark vil deltage i kampen, for Malis hær kan ikke selv vinde over islamisterne.

Danmark bidrager med et Herkules transportfly, og det er der hårdt brug for i det uvejsomme land. En hindring for landtropperne er Nigerfloden. Trods 1.800 kilometer gennem Mali er der kun fem broer, som krydser floden, og de tre ligger i hovedstaden Bamako. Omkring kampzonen er der en bro ved den besatte by Gao. Den største færge ved Timbuktu kan kun tage 11 biler, og overfarten tager en time.