Medarbejderindflydelse – når ledelsen lytter

På mejeriet Naturmælk er ledelsen åben over for ideer og forslag og tager medarbejderne med på råd om blandt andet indretningen af produktionen

Af freelancejournalist Lise Blom

– Det er dumt, hvis man opdager, at en maskine er forkert placeret, når et byggeri er færdigt, siger Anne Lund Jensen.
Hun er nyudnævnt kvalitetsleder på mejeriet Naturmælk i Tinglev. Tidligere var hun tillidsrepræsentant på virksomheden, men da der endnu ikke er fundet en afløser, er det stadig hende, kollegerne henvender sig til.
Mejeriet udvider med nye bygninger til administration og produktion, fordi pladsen er blevet for trang i det oprindelige mejeri. Men i stedet for udelukkende at overlade indretningen til arkitekter og teknikere lytter mejeriet til de medarbejdere, som skal arbejde i lokalerne.
– Medarbejderne ved bedst, hvordan maskinerne fungerer, og hvad man skal være opmærksom på i forhold til placeringen. Samtidig giver det en følelse af ejerskab, når medarbejderne er med i processen, siger Anne Lund Jensen.

Arbejder selvstændigt

Men det er ikke bare i forbindelse med indretningen, at medarbejderne har indflydelse. Alle medarbejderne har et ansvarsområde, og de er selv med til at planlægge produktionen. Det gælder også Glenn Poulsen, som har ansvar for produktionen i skummesalen. Han er uddannet mejerist og har arbejdet i fire år på mejeriet.
– Ledelsen er positiv og åben over for alle forslag – så længe det ikke koster penge, mener Glenn Poulsen.
Den nyudlærte mejerist Allan Pedersen er tilfreds med, at han får lov til at arbejde selvstændigt og vise, hvad han kan.
– I relevante sager lytter ledelsen. Men man skal tænke over, hvad man siger, og hvornår man brokker sig. Det er vi blevet bedre til, siger han.
– Indflydelsen skaber større forståelse, og det er sværere at brokke sig bagefter, når man selv har været med til at bestemme. Det giver også indsigt i, hvor svært det er at blive enige, når der skal introduceres noget nyt, siger Anne Lund Jensen.

Trivsel giver godt arbejdsmiljø

En virksomhed kan forebygge mange problemer, når medarbejderne er med til at bestemme. Det skaber trivsel på arbejdspladsen og et godt arbejdsmiljø. Men det kræver, at ledelsen prioriterer indsatsen

Hvad har et godt arbejdsmiljø at gøre med faglig stolthed, virksomhedens økonomi og medarbejdernes trivsel? Alt, viser et projekt i strategisk arbejdsmiljø på tre mejerier. Her handler arbejdsmiljø om mere end røg, støj og ulykker. Målet er nemlig at inddrage medarbejderne i at udvikle virksomhederne.
– Det er vores erfaring, at når man giver medarbejderne mulighed for at få reel medindflydelse, tager de den til sig. Det giver mening i arbejdet, siger seniorkonsulent Birgit Lübker fra Teknologisk Institut.
– Det skaber energi, når man er med til at udvikle sin arbejdsplads. Men for at man kan træffe et valg, skal man have forudsætning for at se, at der er andre muligheder, supplerer hendes kollega, seniorkonsulent Charlotte Lotz.
Konsulenterne har været med til at skabe udvikling på en række mindre mejerier. Fælles for mejerierne er, at de har udvidet produktionen de seneste år. Og netop mange nyansatte kolleger og travlhed kan give problemer med både det psykiske og fysiske arbejdsmiljø.

Gik i stå

– Da jeg hørte om projektet, syntes jeg, at det var en rigtig god ide. Vi besluttede i fællesskab, hvilke punkter vi skulle arbejde med. Derefter fandt vi ud af, hvordan vi skulle gribe det an for at få arbejdet til at glide bedre i hverdagen, forklarer Morten Holme Jensen.
Som tillidsrepræsentant for chaufførerne på Hirtshals Mejeri deltog han i projektgruppen sammen med blandt andre tillidsrepræsentanten i produktionen, Bent Christensen.
Bent Christensen var tilfreds med, at et af punkterne var trivsel på arbejdspladsen.
Men efter noget tid gik projektet i stå. Der var ikke længere tid til, at alle i projektgruppen kunne deltage i møderne, fordi ledelsen prioriterede en udvidelse af mejeriet højere.
– Det var ærgerligt, at projektet ikke kom videre, for det lagde op til en øget dialog med ledelsen. På den måde ville vi kunne have taget problemer i opløbet, siger Bent Christensen.
For nylig har mejeriet fået ny ledelse, og tillidsrepræsentanterne håber, at projektet kan komme i gang igen.
Birgit Lübker forklarer, at en virksomhed reelt skal være villig til at skabe forandringer. Gevinsten er engagerede medarbejdere.
– Virksomheden får medarbejderne til at slå hjernen til, når de går på arbejde. Det giver bedre trivsel på arbejdspladsen og en mere sikker produktion. Det gavner virksomhedens konkurrenceevne og dermed medarbejdernes jobsituation. Samtidig er det sjovere for medarbejderne at gå på arbejde, siger hun.

Mere fokus på arbejdsmiljø

På Naturmælk kom projektet blandt andet til at handle om at blive bedre til at introducere nye medarbejdere. Problemet var, at de nye medarbejdere hurtigt fik vist en bestemt funktion, men at der ikke blev brugt tid på at sætte dem ind i, hvad der ellers skete på mejeriet.
– Vi har meget kemi på virksomheden, som nye medarbejdere er usikre på, siger Benno Giese, der er daglig sikkerhedsleder på Naturmælk.
Nye medarbejdere bliver derfor tilbudt et halvdagskursus om virksomhedens sikkerhed og kvalitetsstyringssystem. De introduceres til basal kemi og de kemikalier, der arbejdes med, samt brug af personlige værnemidler. Og generelt har alle på mejeriet fået mere fokus på arbejdsmiljøet efter projektet.
– Medarbejderne kontakter mig eller arbejdslederen, hvis der er noget galt, i stedet for at brokke sig. De ved, at henvendelserne bliver taget seriøst, og at der bliver gjort noget ved problemerne, siger Benno Giese.

Fakta

Projektet i Strategisk Arbejdsmiljø blev udviklet af Center for Arbejdsliv på Teknologisk Institut og gennemført på Naturmælk, Hirtshals og Borup Mejeri. Det blev sat i gang af BAR Jord til Bord. Formålet var at udvikle en værktøjskasse for andre virksomheder.

Artiklen indgår i et tema om medarbejderindflydelse bragt i Fagbladet for NNFere 03/08 side 10 – 14 og Fagbladet for NNFere 04/08 side 14 – 16.
Temaet er udviklet og udarbejdet i samarbejde med journalist Helle-Karin Helstrand.