Allerede klokken otte om aftenen er Lamenata faldet i søvn. Hun er udmattet. For anden gang i hendes liv er hun på rejse, denne gang til det sted hun kommer fra. Det er et kulturchok, fordi hun rejser med en toubabou som mig, og fordi hun møder det land, hun lever i

”Binke transport – afstanden bliver en fornøjelse”. Det motto og rosende ord får mig til at prøve et nyt busselskab i Mali. Men hvilken fornøjelse? Det viser sig desværre, at mottoet er lige så ulykkeligt paradoksalt som sangen ”hvis tårer var guld”.

Lamenata vil gerne besøge Biry – den landsby hun forlod som lille pige, da hendes mor døde. Dengang var hun tre år og flyttede med en nygift niece til Malis hovedstad Bamako. Her har hun boet siden i et lille gårdhus. Familie og naboer har altid levet tæt sammen. Ud over på toilettet har hun aldrig været alene – og ikke engang der – for toiletterne er en række små aflukker uden tag. Selv om hun bor i hovedstaden, er det lokale miljø som en landsby, og beboerne kommer sjældent særligt langt udenfor kvarteret.

Gennem årene har Lamenata mødt mange fra Biry, som er i hovedstaden for at arbejde. Og nu har hun besluttet, at hun gerne vil se, hvor hun kommer fra. Derfor spørger hun, om hun må komme med mig, da jeg skal samme vej.

Vi mødes på Binkes busstation tidligt om morgenen. Det er altid morgenens første bus, som er selskabets flotteste bus, og den som kører mest direkte uden hele tiden at samle passagerer op. Men den tidligere bus ender med at kører senere end dagens anden bus. Bussen nægter nemlig at starte, da chaufføren drejer nøglen. Vi er mindre end halvanden time forsinket, da bussen endelig starter, men da bussen alligevel er forsinket, er bussen blevet degraderet til en af dem, der scanner vejkanten for mulige rejsende.

Undervejs går bussen i stå flere gange, og den medbragte mekaniker roder ved motoren, indtil den igen går i gang. Allerede da vi venter, har vi lært en ældre kvinde fra Mopti at kende. Hun er rejsevant og kender navnet på hver en landsby, vi passerer.

Helt galt går det, da vi midt i eftermiddagsheden stopper, fordi hjulene skal skiftes. Da mekaniker, hjælpere og chauffør har forladt bussen, lukker de dørene, så vi ikke kan komme ud. Det bliver hurtigt ulideligt varmt og indelukket.  De to skråtstillede loftvinduer giver ikke tilstrækkeligt med ilt. Passagererne hamrer på vinduerne, indtil dørene endelig bliver åbnet efter en halv time. Tidligere kunne man spore en vis tolerance overfor bussens personale. Nu er holdningen fnysende sarkastisk, som i et DSB-tog en dårlig dag.

Det er blevet mørkt, da bussen stopper, og en gendarm vil kontrollere papirer. Egentlig er det hærens dag – en fest- og fridag i Mali, men der findes åbenbart mange måder at fejre det på. Det er første gang, jeg oplever ID-kontrol på en bus. Min rejsekammerat har som mange fattige fra landet ingen ID-kort. I bussen er hun den eneste uden papirer. Hun stikker gendarmen er falsk navn og en lille mønt og slipper overraskende for mere. Værre er det for dem, der har papirer, som ikke er blevet fornyede. De kommer med indenfor hos gendarmerne.

Vi er næsten fremme, da bussen drejer den forkerte vej mod nord og Timbuktu. Ingen i bussen siger noget, men der er en anspændt opmærksomhed. Hvor skal vi nu hen? Vi drejer ind på en tankstation for at tanke op og reparere bussen en sidste gang. Derfor når bussen at blive 21:30, inden den parkerer ved sidste stoppested med en flok passagerer, der regnede med at være fremme klokken 16 om eftermiddagen. Lamenata synes, at turen var meget lang og går direkte i seng – for første gang i sit liv helt alene i egen seng.

Næste morgen forsøger jeg at forklare hende, hvordan vandhanen og bruseren fungerer med det varme og kolde vand. Men hun foretrækker at fylde den lille plastikkedel, selv når hun skal vaske hænder og børste tænder. Da vi går ud, beder jeg hende låse døren, da jeg selv har hænderne fulde. Det viser sig, at hun har låst døren men ladet nøglen sidde i døren. Tænk at leve et sted, hvor en låst dør er nok til at markere, at man ikke skal gå ind.

Morgenmaden er hun ikke meget for og nøjes med en kop kaffe og en bid brød. Frokost består af en halv sodavand. Vi taler kun få ord af hinandens sprog, så jeg ved ikke, hvad hun ønsker. Når jeg får nogen til at spørge, siger hun, at hun allerede har spist. Det går op for mig, at hun er nervøs på grund af rejsen og besøget hos familien.

Vi skal på markedet i Mopti og tager en taxa. Vi bliver stoppet, da vejen er spærret af fredagsbønnen, der fylder den eneste vej, der forbinder beboelseskvarteret med markedskvarteret. Med os er en kvinde med en masse bagage, som skal nå en bus. Men der er ingen hjælp at hente, mens mændene beder. Vi får lov at sidde i skyggen og vente i en halv time.

Da vi endelig når markedet, køber Lamenata nogle tekstiler til at forære kvinderne i familien. Næste morgen er vi klar til den videre tur ud i bushen. Jeg gruer for det udfordrende bjerglandskab, hun skal vandre i. Som en rigtig byboer slentrer hun af sted i sneglefart i badesandalerne.