Biscayabugten. Alene ordet smager af skibsforlis, storm og katastrofe. Hver dag tjekker jeg langtidsvejrudsigten og jubler hver anden dag over udsigt til mild forårssol. De andre dage frygter jeg dage med syndflod.

Regnslaget er pakket. Selv om det vejer og fylder i min rygsæk, slæber jeg det med glæde. Men jeg har bestemt ikke lyst til at få behov for det.

Torsdag står jeg klar i Irun. Den spanske grænseby inderst i Biscayabugten. Derfra har jeg udsigt til omkring 800 kilometer med minimal oppakning, nogenlunde fornuftigt tøj og nye vandrestøvler. En tur, hvor jeg vil glæde mig, hver gang jeg trykker på tandpastatuben, for så er der lidt mindre at bære på.

Samme dag får jeg en ny identitet. I løbet af årene har jeg haft mange identiteter og kasketter. Det er første gang, jeg kan betegne mig som pilgrim med eget pilgrimspas. Men jeg ser nu mig selv som en vandrer, denne gang er det bare en lidt længere tur, jeg skal ud på. Identiteten som vandrer forsøger jeg også at bryde lidt og har iklædt mig et par røde bukser af hør og silketrøjer. Jeg har ikke lyst til at ligne et katalog fra en friluftsbutik med praktiske lommer overalt.

Identiteten er heller ikke fulgt helt med i forberedelserne til turen. Jeg besluttede det hurtigt, men jeg har ikke fået trænet til turen. Jeg starter derfor helt flad og næsten uden kondi. Jeg sætter min lid til min grundstyrke og den begejstring, jeg bliver grebet af, når jeg skal op på en bakke eller et bjerg. Træning er kedeligt, og Søndermarken og Frederiksberg Have er også triste i vintergråt, selv om der er udsigt til zebraer, giraffer og en sjælden gang en elefant, der monotomt rokker fra side til side.

De første etaper bliver korte. Både som en opvarmning og for at give mig tid til at opleve de smukke steder langs kysten. Jeg glæder mig til San Sebastian, tapas og byens smukke promenade langs havet.

Jeg har valgt den mest anstrengende rute, men også den smukkeste og der, hvor der går forholdsvis færrest pilgrimme. Min ambition er at opleve byerne San Sebastian, Bilbao og Santander, der længe har stået på min ønskeliste. Samtidig kommer jeg lige forbi grotterne Altamira og Tito Bustillo med de smukkeste hulemalerier. Det er helt i orden at se dem i en kopihule.