Sangstjernen Oumou Sangaré stjæler billedet ved mindehøjtidelighed for tidligere premiereminister Mandé Sidibé
Af freelancejournalist Lise BlomDa en sølvfarvet Hummer svinger ind på festpladsen, mister den traditionelle sangerinde, trommegruppen og danserne publikums opmærksomhed på den store festplads. Omkring 20.000 festklædte fremmødte følger bilen og jubler, da de kvindelige passagerer stiger ud. Oumou Sangaré står der skrevet med store bogstaver på den grå Hummer. Navnet fortæller, at det er områdets stolthed og en af Malis internationalt kendte musikere, der er ankommet. Vi er i den lille by Yanfolila i Wassoulou i det sydligste Mali nær grænsen til Elfenbenskysten.
Egentlig er vi til en mindehøjtidelighed for den tidligere premiereminister Mande Sidibe. Han er ligeledes fra området og døde i august 2009. På en tribune sidder hans efterladte kone, og hidtil har alle optrædener og taler været dedikeret hans minde. Men med et er situationen ændret. Alt fokus er rettet mod stjernen Oumou Sangaré.
Hendes gyldne håndtaske er fyldt med tykke bundter af nye pengesedler i værdien 1.000 og 2.000 cfa-franc ( 11 og 22 kroner). Pludselig optræder Oumou Sangarés navn i alle sange. Hver sangerinde priser hende. Oumou Sangaré rejser sig fra sin stol og træder hen til sangerinden. I sin taske finder hun en pengeseddel som hun i en stor gestus klister fast i sveden på sangerindens pande. Senere følger flere sedler, som hun lader regne ned over de optrædende. De traditionelle dansere kommer helt tæt på og bliver belønnet. Det samme gør de publikummer, der benytter chancen for at danse til musikken og samtidig hilse på stjernen. Jeg er i tvivl, om begejstringen gælder hendes person eller den prangende rigdom, hun er indbegrebet af.
Solen forsvinder bag træerne, og festen er ved at være forbi. Det lokale jægersamfund har spillet traditionel begravelsesmusik på store blæseinstrumenter af træ. Brag ryster os, hver gang jægerne overrasker ved at affyre geværer ladet med løst krudt. Da griber Oumou Sangaré mikrofonen og synger de hits, som hele publikum kan synge med på. Efter et par numre kører den sølvgrå Hummer ind på pladsen.
En traditionel sangerinde overtager mikrofonen efter Oumou Sangaré, men endnu en gang er publikums opmærksomhed rettet mod den sølvgrå Hummer, der i disse omgivelser ser ligeså fremmed ud, som havde det været et rumskib.