En gang var Tirana grå og kedelig. Men da en kunstner blev borgmester, kom der kulør på husene. Nogle bygninger er udsmykket af kunstnere, andre af forstørrede børnetegninger.
Hvordan skaber man et nyt udtryk i en by, som er hastigt genopbygget efter en ødelæggende verdenskrig i Europas fattigste land? Af et kommunistisk diktatur uden sans for kvalitet og hvor der blev sparet på mørtel mellem murstenene og pudsning af facaderne.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse
Nogle af bygningerne er udsmykkede efter børnetegninger.
I 2003 husede Tirana er kunstbiennale, hvor kunstnere udsmykkede hver sin bygning. En af de deltagende kunstnere var dansk-islandske Olafur Eliasson
I foråret 2023 fandt jeg huset, som er smukt vedligeholdt. Træerne er vokset, siden dengang huset blev malet første gang.
Sminket lig eller kunst?
Da kunstner og borgmester Edi Rama i 2000 satte gang i kunstprojekter i Albaniens hovedstad Tirana, beskyldte nogle af landets borgere ham for at udstille et sminket lig uden at gøre noget ved byens på det tidspunkt grundlæggende problemer som elektricitet og vand. Infrastrukturen er der heldigvis kommet styr på sidenhen.
I dag er nogle af de farverige huse falmede, andre blev malet over, fordi beboerne ikke brød sig om de vilde farver. Heldigvis er der også huse, som siden er blevet renoverede og har beholdt deres flotte mønstre og farver.
I Tirana skal man også kigge efter elskabene på gaden. De er udsmykkede. Ofte med karikaturer og tegneseriefigurer.
Der er ikke så meget egentlig street art og grafitti. Men mange murmalerier.
Mother Theresa pladsen for enden af boulevarden var i foråret 2023 udsmykket med dette værk af røde sko. Det var en manifestation fra kvindernes internationale kampdag den 8. marts.
Albanien er stadig et mysterium for de fleste i Danmark. Du kan enten rejse til det smukke gæstfrie land eller opleve mennesker og historie på film
Jeg har netop været Albanien og denne gang var min guide Elio Kromidha ud over at være en rigtig god guide også en filmnørd.
Elio har sendt mig links til en række albanske spillefilm, som alle ligger på Youtube med engelske undertekster. Du kan finde ikonet og få filmene vist på stor skærm.
Tomka dhe Shokët e Tij – Tomka and His Friends
Den første film hedder Tomka dhe Shokët e Tij på albansk og Tomka and His Friends på engelsk. Filmen følger en gruppe drenge under 2. verdenskrig. Den er optaget i min albanske yndlingsby Berat og blandt andet i den fantastiske Gladiolas familiehus indenfor borgens mure.
Tomka og hans venner får en ubehagelig overraskelse, så den tyske hær rykker ind i Berat efter at de italienske fascister har kapituleret. Tyskerne laver nemlig deres lejr på drengenes fodboldbane. Det skal hævnes!
Du skal være logget ind på Youtube for at se denne film.
I Dashur Armik – Dear Enemy
Næste film hedder I Dashur Armik på albansk og Dear Enemy på engelsk. Filmen er optaget i Shkodra i det nordlige Albanien. Den fortæller en sand historie fra 1943 om filminstruktørens bedstefar. Filmen foregår, da Tyskland besatte Albanien efter den Italienske kapitulation.
Bedstefaderen bliver gode venner med en tysk officer, men samtidig skjuler han en partisan, en italiensk soldat og en jødisk urmager i kælderen under sit hus. En historie, som mange albanere genkender, fordi de på samme måde skjulte partisaner og flygtninge for tyskerne.
Skenderbeu – Skanderbeg
Skenderbeu på albansk og Skanderbeg på engelsk er filmen om albanernes største helt. Skanderbeg samlede albanerne, så de kunne modstå invasionen fra det osmanniske rige for 500 år siden. Faktisk er Skanderbeg så stor en helt, at Holberg skrev om ham.
Filmen fra 1953 vandt en pris ved Cannes Festivalen. Hovedrollen som Skanderbeg blev spillet af en russisk skuespiller og oversat til albansk. De kunne åbenbart ikke finde en albansk skuespiller med nok pondus til rollen som deres nationalhelt.
Nëntori i Dytë – The Second November
Nëntori i Dytë på albansk og The Second November på engelsk fra 1982 handler om Albaniens kamp for selvstændighed. Det tyrkiske Osmannerrige havde besat Albanien i 500 år. I filmen rejser Ismail Qemali gennem et kaotisk Albanien, hvor osmannerne forsøger at bevare magten, indtil han endelig kan hejse det albanske flag i Vlora i 1912.
Skanderbegpladsen i Tirana har ændret udseende flere gange for at afspejle skiftende magthaveres menneskesyn. Jeg har mødt pladsen og fået hele dens historie
Som plads blev jeg grundlagt i 1928. I midten var et springvand, og jeg var omgivet af prangende paladser i italiensk neo-renæssance. De nye bygninger var malet i glødende røde og gule farver og meget højere end Tiranas gamle huse. De lokale bønder måbede ved synet, når de kom til byens bazar. Initiativtager til projektet var den selvudråbte albanske kong Zog. Hans mål var at modernisere Albanien, og han investerede i italienske arkitekter og byplanlæggere.
Albaniens nationalhelt Skanderbeg erstattede Stalin i 1968
Pladsen skulle være symbol på det nye Albanien og fik navnet Skanderbeg efter Albaniens nationalhelt, som kæmpede mod det osmanske rige i det femtende århundrede. En bred boulevard blev bygget som en akse gennem byen. Midt på aksen lå Skanderbegpladsen. I kan forestille jer, hvor stolt jeg blev. Jeg var centrum. Det vigtigste sted i hovedstaden Tirana og i hele Albanien.
Plads til militærparader
Støvletramp overdøvede snart lyden af pladsens rislende springvand. For italienerne ville ikke nøjes med at være arkitekter og entreprenører. I 1939 invaderede Mussolini Albanien. Nu skulle albanerne lære at heile og hylde den fascistiske ideologi. Italienerne viste os boulevardens virkelige funktion. Den var ikke til landets 200 biler. Nej, boulevarden og Skanderbegpladsen skulle bruges til militærparader.
Bag statuen af Skanderbeg ses de gule og røde administrationsbygninger bygget af italienerne
Rå bygninger i sten. Facader med høje søjler og lange trapper. Nu var det slut med charmerende varme farver. Arkitekturen skulle skabe respekt og vise statens styrke. I dag kan det måske lyde pinligt. Men dengang var jeg stolt over at være magtens centrum og omgivet af de statelige bygninger.
Mennesker som små brikker
Modstandskampen begyndte. Den kommunistiske modstandsgruppe kæmpede hårdt og effektivt. Udsigten til at blive regereret af mænd i lurvede uniformer skræmte mig. Men først kapitulerede italienerne i 1943 og tyskerne med de elegante uniformer gav op i 1944. Jeg frygtede de nye magthavere. Tænk hvis den mægtige Skanderbegplads kom til at ligne en kedelig proletarplads!
Et udsnit af mosaikken på det nationalhistoriske museum viser Albaniens historie. Bemærk de bevæbnede kvinder, typisk for tiden med kommunisme
Men jeg havde intet at frygte.
Kommunisternes byggestil var også monumental. Søjler og trapper blev endnu højere. Mest overvældende i Kulturpaladset, der erstattede den gamle bazar.
Mennesker på pladsen var som små myrer mellem de monumentale bygninger. Arkitekturen tvang deres blikke opad. Op ad trapperne, op til indgangen. Filosofien var, at de som borgere skulle føle sig små og ubetydelige. Som små brikker i en magtfuld stat.
Kulturpaladset i Tirana. I dag er pladsen hævet, så man som borger er i øjenhøjde med statens institutioner
Midt på pladsen stod en statue af Sovjets hersker Stalin, verdens mægtigste mand i vores øjne. Indtil 1968. Da blev Stalin fjernet og erstattet af Skanderbeg. Statuen af vores egen nationalhelt viste, at vi nu lukkede os om os selv som nation. Sovjet var ikke længere vores kammerat. Internationalt fik vi færre og færre venner. Efter nogle år med Kina, sluttede det samarbejde også.
Fra arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere
Bilos, larm og trafikkaos. Intet varer evigt – heller ikke den albanske kommunisme. I 1990’erne invaderer den vilde kapitalisme vores samfund. Den albanske stat ønskede ikke længere en imponerende plads i centrum af byen. Og albanerne blev forvandlede fra små arbejdsmyrer til anarkistiske bilejere. Min smukke plads blev skåret i stadig mindre stykker af veje og parkeringspladser. Statuen af Skanderbeg klamrede sig til sin lille plæne, så isoleret som en isbjørn på Nordpolens sidste isflage.
Og pludselig: duftende oregano, jernurts højt vajende violette blomster, en lysegrøn fennikel i stok, summende insekter og en kvinde, der samler en håndfuld vilde urter. Jeg lover dig, at der ikke findes en plads som denne andre steder i verden.
Naturen er rykket ind i centrum af Tirana med vilde planter og træer fra hele Albanien
Natursten i grønne, røde, grå og gyldne nuancer fra alle egne af Albanien udgør belægningen. I pladsens haver står træer, krydderurter og vilde planter, man normalt kun finder i naturen. På en varm sommerdag bliver en del af pladsen oversvømmet med kølende vand og indbyder legebørn i alle aldre. Det samme gør rækker af rytmisk pulsende springvand.
I øjenhøjde med institutionerne
Den mest bemærkelsesværdige detalje ser man først, når man får den forklaret. Pladsen er nemlig bygget som en lav pyramide. Det er myndighedernes forsøg på at vise borgerne, at man ikke længere betragter dem som små og ubetydelige. For når man i dag står midt på pladsen, opdager man, at man nu er i øjenhøjde med indgangene til statens institutioner som kulturpaladset og det Nationalhistoriske Museum.
Det er aldrig for sent at blive klogere. Og jeg må indrømme, at jeg først som 90-årig er blevet en god plads for mennesker. I dag kan jeg endda kalde mig selv international prisvinder. I 2018 vandt Skanderbegpladsen European Prize for Urban Public Space.
Skanderbegpladsen er stor og veksler mellem åben plads og skyggefuld skov, hvor man kan tage en lur
Med inspiration fra Albanien. En pastaret er altid hurtig at lave og lækker at spise. Men har du nogensinde smagt pasta med birkes? Få albansk inspiration til at overraske dine gæster. Jeg inviterer dig også med på en lille fantasirejse til Albanien.
Det albanske køkken er rigt, fantasifuldt og varieret. Der er stor forskel på den mad, du får serveret ved kysten, i bjergene og i forskellige egne af landet. Men fælles for maden er albanernes evne til at lade sig inspirere af køkkenet i nabolande og fra invasionsmagter og gøre retterne til deres helt egne.
Tak til Susanne Blom som tilberedte pasta med laks og birkes
Nu har jeg også ladet mig inspirere. Retten stammer fra en restaurant i kystbyen Durres. Her er køkkenet meget influeret af det italienske. Egentlig er det en forret i vanlig italiensk stil. Men vi kan sagtens spise den som et hovedmåltid.
Denne ret kan tilberedes på en Trangia. Brug frisk pasta, der kun skal koge i kort tid, så du ikke bruge for meget gas eller brændstof. Er det sommer, kan du tage frossen laks med, så den langsomt tør op. Den kan samtidig fungere som køleblok for den kolde rosevin!
Albanien er stadig berygtet for grå betonkommunisme. Men den albanske nutid er farverig, hjertevarm og fyldt med gode smagsoplevelser. Her er vi i Tirana med nationalhelten Skanderbeg til hest.
Du skal bruge:
Den mængde pasta, der gør dig mæt
Olivenolie til at dække bunden af en gryde
1 løg
2 fed hvidløg
Nogle skefulde birkes
1 tomat eller 1/4 dåse hakkede flåede tomater pr person
1 stk frossen laksefilet pr person
Evt friske krydderurter – fx fransk estragon
Smag til med salt og peber
Evt parmesan
Vil du servere til flere personer, må du bruge mere olie og skrue op for løg og hvidløg.
Det er lettest at bruge frosne stykker laksefilet i portionsstørrelse, så slipper du for skind og ben. Du har tøet fisken op og kan klippe den med en saks i små stykker direkte ned i gryden med løg og tomat.
Sådan gør du:
Kog en portion pasta, som du plejer. Det må gerne være fettuccine.
Steg løg og hvidløg i olivenolie ved lav varme. Løgene skal være klare, så de bevarer deres sødme.
Drys birkes i og steg en smule.
Tilsæt tomat. Hvis tomatterne er friske, skal de skæres i små stykker. Du har måske flået dem.
Efter 5 – 10 minutter har du en tomatsovs. Du klipper laksen i små stykker direkte i gryden og rører rundt. Når laksen skifter farve, er den klar. Det går hurtigt!
Bland den afdryppede pasta sammen med tomatsovsen. Drys eventuel krydderurter over. Jeg synes ikke, retten behøver parmesan.
Server med det samme og nyd!
En fantasirejse til Albanien
Og nu fantasirejsen … I disse vinterklamme indelukkede corona-måneder har vi behov for at drømme os væk ….
Vi befinder os i havnebyen Durres, på en restaurant med udsigt til det blå Adriaterhav. I Durres er maden meget italiensk ligesom de færger, der sejler til Italien fra netop Durres.
Romersk magi i Apollonia
Efter morgenmaden forlod du den smukke by Berat og kørte via Apollonia til Durres. Apollonia er magisk. For et par tusinde år siden var det en græsk og siden romersk by bygget på en høj i et fladt område. Et jordskælv fik floden til at flytte sig og omgivelserne forvandlede sig fra landbrugsland til sumpe. Befolkningen flyttede og byen forfaldt. Der gik 1600 år, før arkæologer begyndte at udgrave byens gamle byrum og skatte. Du får et historisk vingesus og nyder udsigten over de smukkeste områder. Derefter fortsætter køreturen mod Durres. Heldigvis er frokosten klar.
Vi får serveret denne ret. I første omgang kan vi ikke helt gennemskue smagen og den sprøde konsistens af birkes. Næste servering er forskellige sprøde salater med valnødder og den lækreste balsamico. Du har lyst til at slikke tallerkenen, men det er en af disse overdimensionerede tallerkener, så du kan ikke gøre det diskret. Der er mange årvågne tjenere i restauranten og de vil sikkert undre sig, hvis du pludselig har hele ansigtet presset ned i en dyb tallerken.
Næste servering er en fisk. På tallerkenen ligger en hel grillet dorade. Den er tilberedt perfekt, så kødet er saftigt.
Til sidst nyder du en dessertkage bagt på hasselnød med lidt creme og friske frugter.
Du er mæt, men ikke kvalmende proppet, når du efter frokost besøger et romersk amfiteater. Amfiteatret har været fuldstændig dækket med jord og udgravningerne er stadig i gang.
Promenade med tivoli og partisaner
Vi går ned på promenaden langs det smukke hav. Her støder vi også på lidt søjler fra romertiden. Vi møder også nogle kommunistiske monumenter med partisaner i overstørrelser. Selv om Albanien ikke længere er kommunistisk, er albanerne stolte af, at deres partisanhær på egen hånd fik nedkæmpet den tyske besættelsesmagt.
Promenaden byder også på tivoli-forlystelser til de mindste og en lang række cafeer og restauranter. Næsten ved enden af promenaden ligger den offentlige strand. I fantasien er det selvfølgelig sommer og vandet har en dejlig temperatur. Du benytter muligheden for en lille svømmetur i de blide bølger.
Du er jo ikke overmæt efter frokosten, så derfor skal du selvfølgelig smage noget af verdens bedste is! Den finder du nemlig i Durres, butikken hedder Cela Udover alle de italienske klassikere finder du også baobab is (som faktisk smager af baobabfrugt) og en heftig ingefær. De kan lide at eksperimentere med smage, så du kan få anderledes is.
Nu er der kun en kort køretur til Albaniens hovedstad Tirana. På grund af trafikken kan den dog tage et stykke tid. Men i den albanske hovedstads trafik er du altid underholdt og lykkelig over, at du ikke sidder bag rattet.
Sjovt hotel
Når du kommer frem, bliver du indkvarteret i et lidt spøjst luksushotel. Den mandlige ejer har bundesligahår fra 1970’erne og konen har håret hastigt opsat. De ser meget afslappede ud, mens personalet ser mere stilligt ud. Jeg tænker, at ejerne selv har stået for indretningen. Den er gennemført, en anelse kitsch. Ikke billigt, bare anderledes.
I restauranten kvidrer talrige kanariefugle, maden er udsøgt og tjenerne er vakse. Både menuen og vandet er italiensk, ligesom husets vin.
Tæt ved hotellet ligger Tiranas største park, der i virkeligheden er en hel skov. Der ligger også en større sø, der fungerer som vandreservoir for byen. Du går selvfølgelig en aftentur i parken. I Albaniens byer promenerer man nemlig. Med et italiensk udtryk er man på giro. Med corona-øjne ligner det folkevandringerne i københavnske parker i en tid, hvor alt andet er lukket. I Albanien har det altid været sådan. Man mødes på gaden og på cafeen. I forhold til indbyggertal er Albanien i øvrigt det land i verden med flest cafeer.
Aftentur i parken i Tirana mens solen går ned.
Har du fået ligeså meget lyst til at rejse, som jeg har? Så kan du nyde denne dejlige dag i selskab med mig, når verden forhåbentlig snart åbner igen. Tag med mig til Balkan og Albanien på denne tur.
At sejle giver ro i sjælen og et anderledes syn på seværdighederne. Især når det foregår i turkisblåt vand omgivet af imponerende bjerge. Det oplever du på Mosaik af Balkan: en ni dages tur gennem Nordmakedonien, Albanien og Montenegro.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse.
Kaneo kirken set fra Ohrid søen
Kaneo kirken set fra land
Klassisk arkitektur i Ohrid by
I Ohridsøen ser vi den smukt beliggende Ohrid by placeret under en mægtig borg, mens vi sejler på søens krystalklare vand. Senere samme dag bringer en robåd os ind til Ohridsøens kilder. En tur i en robåd lyder måske ikke specielt eksotisk, men du slipper heldigvis for at ro og kan koncentrere dig om at nyde Balkans version af en mangroveskov. Det mest forunderlige er selve kilderne, der er et geologisk fænomen. I luftlinje er der kun ti kilometer til Prespa-søen bag bjergene. Men Prespa ligger 150 højdemeter over Ohridsøen. Og som fra et utæt badekar siver vandet fra Prespa gennem kalkstensbjergene til Ohridsøens kilder. Og der er tryk på, når vi ser vandet i de undersøiske kilder boble op gennem sandet.
Det gamle fængsel i Skadar-søen
Udsigt over Skadar søen
Pelikanerne holder nu til ved det gamle fængsel i Skadar søen
Senere på turen sejler vi på Balkans største sø Skadar i den sene eftermiddags disede lys. Som et kinesisk tuschmaleri udtoner et silhuet af bjergspidser sig rundt om søen. Og hvis udsigten ikke er nok, er søen et af Europas vigtigste områder for trækfugle i forår og efterår. Men en fugl bor her hele året, nemlig pelikanen. Tidligere boede pelikanen kun i den albanske del af søen, men nu har Montenegro lokket pelikanen til ved at etablere områder med redepladser til den enorme fugl. Hvis turistbådene ikke får skræmt pelikanerne væk igen, kan vi opleve dem ved ruinerne af en tidligere fængselsø.
Den imponerende Kotor bugt i Montenegro
En lille optur over Kotor by bringer dig sved på panden og denne udsigt
Kotor by
Den kunstige ø i Kotorbugten med kirken for Vor Frue på Klippen
Udsigt over en rigtig ø i Kotorbugten
Rejsens sidste sejltur foregår på Kotor-bugten i Montenegro. Den dybe bugt ligner fuldstændig en norsk fjord omgivet af høje bjerge. Efter næsten en times sejllads ankommer vi til rejsens måske mest magiske sted: den kunstige ø Vor frue på Klippen. Øen vidner om en utrolig dedikation til tro og til det risikable erhverv søfart.
For snart 600 år siden fandt nogle lokale søfolk et ikon af jomfru Maria med Jesusbarnet på en klippeskær i bugten. Søfolkene begyndte at bygge en kunstig ø ved at smide sten og sænke skibsvrag omkring klippeskæret. Efter to hundrede års arbejde var den kunstige ø så stor, at de kunne bygge en kirke på den kunstige ø. I en smal gang bag kirkens marmoralter er der et hul i væggen, hvor man stadig kan mærke spidsen af det oprindelige klippeskær. Kirken og museet modtager stadig gaver i form af kunst med hver sin spektakulære historie. Men som en ægte cliffhanger vil jeg gemme de historier til gæster, som besøger dette helt specielle sted.
Moskeen i Tetovo bliver kaldt den bemalede moske
Den er opført af to søstre
Inspirationen fra barok er tydelig
30.000 æg er brugt på bindemiddel i de flotte væg og loftmalerier
Turen Mosaik af Balkan giver dig selvfølgelig også oplevelser på land. Jeg vil fremhæve to, som er specielle for netop denne rejse. Moskeen i Tetovo i Nordmakedonien ligner ikke andre moskeer, og det er nok den smukkest og mest specielt udsmykkede moske i Europa. Bigorski-klostret lokker med utroligt træskærearbejde og en smuk arkitektur midt i bjergene.
Bigorskiklostret i Nordmakedonien
Klostret er smukt placeret i bjergene
Klostret er genopbygget efter en brand
Skt Naum klostret ved Ohrid-søen
Antallet af kirker kan måske skræmme nogle fra denne rejse. Men vi vælger at se kirkerne, fordi de har en særlig historie eller er særligt smukke.
Udsigt over Berat fra borgen beliggende over byen
Berat kaldes de tusind vinduers by. Tæl selv!
Udsigt fra Rozafa-borgen i Shkoder med forårs oversvømmelser
Fra Rozafa-borgen. Floden Buna
Budva i Montenegro er også befæstet
Borge ser vi også. Ikke nødvendigvis for at se selve borgene. Nej hovedattraktionen ved en borg er ofte dens beliggenhed. Vi besøger borge for at nyde udsigterne! Og samtidig får vi indblik i hvorfor borgene ligger, hvor de gør. Hvorfor har det været nødvendigt at bosætte sig upraktisk øverst på et bjerg?
Køreturene er spektakulære, og en køretur overgår dem alle: vejen fra Montenegros gamle hovedstad Cetinje via Njegusi til Kotor. Det sidste stykke af vejen bringer dig fra omkring 800 meters højde nedad en næsten lodret klippevæg til byen Kotor inderst i Kotor-bugten. Østrig-Ungarn byggede den smalle vej og de 25 hårnålesving. Kotor by og landskabet i Kotor-bugten er udnævnt af Unesco som både verdens kultur arv og verdens natur arv.
Albaniens nationalhelt Skanderbeg
Skanderbegpladsen er centrum i Tirana og nyrenoveret. Naturen er budt indenfor
Springvand pl Skanderbegpladsen afkøler og giver mulighed for leg
Gågade i Tirana
De er glade for farver i Tirana
Endnu et farvestrålende hus i Tirana
Den sidste fordel ved denne rejse er nogle af måltiderne. De er i topklasse og giver dig lyst til at slikke tallerkenen – hvis ikke du var så mæt allerede.
Allerede første aften får vi serveret det traditionelle nordmakedonske festmåltid, hvor hele bordet er fyldt med alle retter – fra forretter til dessert og frugt. De nordmakedonske kogekoner fremtryller mad med især peberfrugt, aubergine og bønner, som du må smage for at forestille dig den rige smag. Næste højdepunkt kommer allerede dagen efter til frokost, hvor munkene i Bigorski-klostret har etableret den smukkest byggede traditionelle restaurant med lokale specialiteter. Her drømmer jeg især om desserten af fløjlsblød yoghurt med bjerghonning og sprøde valnødder.
I Albanien besøger vi en familierestaurant. Fra hovedvejen ser den uendelig kedelig ud og dekorationerne er temmelig kitschede. Men mutter i køkkenet kan fremtrylle det ene mesterværk efter det andet. Vi får omkring ti forskellige retter og alle er tilberedt af hjemmedyrkede råvarer. Efter måltidet går vi en tur gennem haverne, vinmarken, olivenlunden og ser de kyllingerne, der har overlevet vores besøg. I stalden står koen Lola med de store sørgmodige øjne og gederne vimser rundt.
De sneklædte bjerge rejser sig som silhuetter mod en dybblå himmel. Frugttræerne blomstrer i hvidt, rosa og gyldent. Men et frugttræ skiller sig ud; de vilde mirabeller. Mirabelletræerne blomstrer i dyb violet som den perfekte kontrast til de spæde lysegrønne planter, der er begyndt at dække jorden. Sådan ser der ud i det tidlige forår i slutningen af marts og begyndelsen af april.
Klik på billederne for at se dem i stor størrelse. Alle fotos er fra Ohrid søen i Nordmakedonien
Vi går på promenaden langs Ohridsøen
Udsigt over Ohridsøen og bjergene
En sejltur med robåd til Ohridsøens kilder
Udsigt fra Skt Naum
Der er flere påfugle end munke i Skt Naum klostret
Sommer ved Ohrid søen
Foråret bryder for alvor igennem i april og i maj. Trænernes blade folder sig lysegrønt ud. Nogle af dem genkender vi som for eksempel det lysegrønne ny udsprungne bøgetræ. Men her på Balkan er bøgetræet et trægrænsetræ, der vokser højt i bjergene.
Det er sjovt at køre gennem det bjergrige landskab. I de dybe dale står foråret i fuldt flor og det virker som om årstiden bliver spolet tilbage efterhånden som vejen stiger op over et bjergpas for så igen at folde sig ud, når vi kører ned i næste dal. I maj bliver bjergenes toppe stadig pudret af kridhvid nyfalden sne i koldt vejr. Alting blomstrer. Både i haver og i naturen. De vilde krydderurter dufter intenst og tiltrækker opmærksom fra udsigten, når vi holder et fotostop for at beundre udsigten over bjerge og dale.
Sent forår og tidlig sommer på Balkan
Det albanske landskab ved Apolonia
Udsigt fra Rozafaborgen i Shkoder. Fra borgen kan man se hele tre floder,
Berat i morgenlys
Perast i kotorbugten, Montenegro
En sejltur på Skadarsøen til den forladte fængselsø, der nu er overtaget af pelikaner, måger og skarver
Forsøg på at fotografere pelikaner med en telefon
Udsigt over Kosovo
Prevalla-passet i Kosovo
Duftene tager til i juni. Som en fortryllende parfume indhyller duften fra blomstrende lindetræer gader og pladser i mange af Balkans byer. En duft du kan møde i helsebringende urtete, sæbe og hudpleje. Og en duft så magisk at den overvinder udstødningen fra selv den mest nedslidte jugoslaviske bil. Det er også i juni, at granatæbletræerne blomstrer i intens rød.
Senere på sommeren er frugttræer og planter tyngede af frugt og grønt, som vi får lov til at smage. Og lade os overraske over at en agurk kan smage så godt.
Fotos fra Valbona-dalen i Albanien
Valbonadalen i sommersol
På albansk kaldes bjergene for de forheksede bjerge.
Vandmølle i Valbona
Krydderurter og vilde blomster
Heste i dalen
Dyrene går løst i bjergene
I september begynder efteråret
Vi er i 1200 meters højde i en lille sidedal til Valbonadalen
Den smalle indgang til Valbonadalen er kun for fisk
Valbonafloden er også kendt for sit krystalklare vand
Vi går ovenpå en underjordisk flod
Fuldmåne over bjergene
De højeste bjerge gemmer stadig på sne i skyggefulde sprækker. Vi vandrer i bjergene og hvert et skridt udløser nye dufte fra de mange krydderurter, vi slet ikke kan undgå at træde på. Her i bjergene lever køer, heste, får og geder af krydderurter, og det kan smages på den friskmalkede mælk, yoghurten og den hjemmelavede ost. Sommerfugle flagrer omkring og minder os om, hvad vi har mistet i den ensartede danske natur.
I sensommeren er der endnu mere frugt. Vi får lov at smage saftige søde vindruer, mens hovedparten af druerne gærer til den hjemmebryggede vin og raki. De højest liggende skove i bjergene begynder at få et orangefarvet skær. Det er efteråret, som nærmer sig.
Efterår på Balkan
Broen over floden Drin i Visegrad i Bosnien
En cafe i Serbien på vej til Bosnien
Montenegros bjerge
Landskab i Hercegovina
Nordmakedonien i efterårsfarver
Prevalla-passet i Kosovo
Den helt store farve palette kommer i spil, når efteråret endelig rammer i oktober. De vildtvoksende skove har en blanding af træer med hver sin nuance af gyldent og rød. Og ingen skovrider har tvunget træerne ind på snorlige rækker. Igen oplever vi hvordan, det er sommer i dalen og efteråret bliver mere og mere gyldent, mens vejen snor sig op mod et bjergpas. Og bagefter spiller vi filmen baglæns fra bjergenes efterår til dalens lune grønne sensommer.
Jeg har rejst på Balkan forår, sommer og efterår og oplevet, at hver årstid har hver sin egen magi. Nu tænker du, om det aldrig regner og er gråt på Balkan? Og ja, selvfølgelig regner det! Til tider regner det endda rigtigt meget og skyerne ligger tungt over landsskabet og slører de imponerende udsigter. Men regnen varer heldigvis ikke evigt og den betyder, at landskabet især i Albanien og Makedonien er frodigt, også i de varme sommermåneder.
Ud over dejlige gæstfri mennesker er Albanien også fyldt med smukke landskaber og charmerende bygninger. Nyd billederne.
Fra borgen i Berat er der udsigt over kvarteret Gorica på den anden side af floden.
I gamle dage lå byerne inde i borge bag høje beskyttende mure. Balkan har nemlig været et omstridt område, som mange krigsherrer og imperier gerne ville have kontrol over. De massive borge ligger der stadig, og enkelte huser stadig bydele. Det gælder blandt andet Berat.
Klik på billederne for at se dem i større størrelse.
I Balkans byer har det tidligere været normalt med 365 kirker – en til hver dag og viet til hver sin helgen. Alle kirker er ikke lige store, og i dag er de fleste forfaldne. Denne ligger dog stadig i Berats borg.
Et nærbillede af Berats kvarter Gorica og den eneste fungerende ortodokse kirke i byen.
Traditionelt hus i Berat. Det er nu indrettet som museum, hvor man kan se, hvordan livet foregik før landet blev kommunistisk.
Borgen i Kruja huser også en lille bydel og et museum for Albaniens nationalhelt Skanderbeg.
Borgen Rozafa er ikke længere beboet. Herfra kan man følge de tre floder, som mødes ved byen og som i tidligere tider gjorde den strategisk vigtig. Hele området bliver ofte oversvømmet. Nederst til venstre en moske, der var oversvømmet ved mit første besøg i foråret 2013.
Når vi besøger borge, er det ligeså meget for at nyde udsigten og få overblik over omgivelserne. Vi får samtidig en ide om, hvorfor det i tidligere tider var nødvendigt med borgene.
Traditionelt byder man fremmede velkommen i de albanske bjerge. Så hvorfor ikke gøre den overdådige velkomstmiddag til en forretning og håbe, der kommer turister forbi? Vi kom forbi og fik fremragende mad og historier.
”Jeg vil være turist, når jeg bliver stor.” Den lille pige er lidt genert, men smiler, mens hun siger det.
Vadestedet på stien der fører op til passet og grænsen til Montenegro.
Vores guide Luciana har spurgt den lille pige, hvad hun vil være, når hun bliver voksen. Pigen ser os, en gruppe turister fra Danmark i højt humør, som er gået en lille tur op til dalen i bjergene og nu får te, kaffe og raki inden endnu en overdådig frokost. Hendes mor og ældre søskende er i fuld gang med madlavning og servering, mens faren Tahir er vært og fortæller historier fra livet i bjergene under og efter kommunismen.
Vi besøger Tahir og hans familie i landsbyen Kukaj i det bagerste af kun to huse. Bemærk at i 1.300 meters højde blomstrer hylden først midt i juli.
Vi griner med, da vi får pigens ord oversat og forestiller os et liv fyldt med nye oplevelser og opvartning. Vores sandhed er ganske vist en anden med en uges ferie som pause fra arbejdet. Men den virkelighed er fjern for en lille pige, der lever i landsbyen Kukaj i en lille sidedal til Valbona med kun to huse og en streng vinter, hvor to meter sne dækker landskabet. Her møder pigen kun få typer af mennesker: de hårdtarbejdende albanske bjergbønder, turistførerne og så turisterne. Så valget er selvfølgelig enkelt med en lille piges øjne.
Tre bunkere nederst i Valbonadalen er bevaret. I dag er det svært at forestille sig frygten for en fjendtlig invasion gennem bjergene.
Vi er i Valbonadalen i det nordlige Albanien på grænsen til Montenegro. Hvis vi går lidt længere op ad stien, kommer vi til passet, der danner grænse. Selv om området er stejlt og tilgængeligt til fods, frygtede albanerne i kommunisttiden også en invasion gennem bjergene. Også, fordi albanerne dengang generelt frygtede invasioner, hvad hundredtusindvis af små bunkere vidnede om. Nederst i Valbonadalen ligger der stadig tre bunkere som et minde. Alle de andre er brudt ned og genbrugt som byggematerialer og metalskrot. Denne blomstrende sommerdag er det vanskeligt at forestille sig området som potentiel konfliktzone, men dengang blev både mænd og kvinder indkaldt til to årlige forsvarsøvelser med udgangspunkt i de små lavloftede bunkers.
Her begynder Valbona. Den smalle kløft afslører, at dalen har været vanskelig tilgængelig, inden vejen blev bygget.
Heste og mulddyr går ligesom de fleste andre dyr frit i dalen.
Skyer og sol veksler under vores besøg i Valbona.
Den sparsomme bevoksning på engen består af et mylder af aromatiske urter og det kan smages på dyrenes mælk og kød.
Der er ofte køer på vejen i Albanien
I dag har nogle kreative bønder valgt at åbne familiære spisesteder på deres små selvforsynende landbrug. Her serverer de lokale hjemmelavede specialiteter og fortæller om deres liv og områdets historier. Dem besøger vi to af i Albanien og får indblik i både de absurde regler, der styrede befolkningen under kommunismen og de konsekvenser, de kunne have for de enkelte familier. Men også den kreativitet der har sikret familiernes overlevelse og stadig gør det i dag. Det er i hvert fald en glimrende ide at kombinere en traditionel gæstfrihed, de smagsfulde lokale råvarer med en forretning.
Et mylder af aromatiske urter frigiver deres krydrede dufte, når vi går gennem dalen. Dalens køer, får, geder og høns lever af de samme urter, og smagen går derfor igen i kød, mælk og oste. Vi siger gëzuar – skål på albansk.
Det ser idyllisk ud, men både før, under og efter kommunismen er livet hårdt på landet i Albanien. Vi besøgte Dava, som passer sin 104-årige svigermor og dagligt går tur med sine to køer, mens de spiser sig mætte i krydderurter.
På nutidens bryllupsfotos smiler bruden. Det har Dava svært ved at forstå. Dengang hun blev gift, var en sorgens dag. Hun havde bøjet hovedet og tårerne løb ned ad kinderne. Det var dagen, hvor hun skulle tage afsked med sin egen familie og flytte til en ny familie, hvor hun skulle leve resten af sit liv.
Dava foran det lille stenhus, hvor hendes svigerinde boede indtil hun rejste til Grækenland
Samfund og normer har ændret sig, siden Dava blev gift sidst i 1970’erne og endnu mere siden dengang, hendes mor blev gift. Da moren blev gift, lå der en patron i hendes brudeudstyr. Patronen var til hendes svigerfar; opførte den unge kvinde sig ikke ordentligt og ærede sin nye familie, havde familien ret til at skyde hende.
Fra Davas terrasse er der udsigt over dalen
Dava bor i bjergene i det centrale Albanien. I bjergene ligger landsbyens huse spredt, og der er langt til naboerne. Derfor havde en ung brud udsigt til at tilbringe rigtig meget tid med sin svigerfamilie. Man kunne være heldig eller uheldig med sin nye familie.
Heldigvis var Dava heldig. Hun måtte se den kommende ægtemand en enkelt gang, inden hun blev gift med ham, så hun i princippet kunne sige ja eller nej til ægteskabet, som familien havde arrangeret. Sagde Dava ja, sagde hun samtidig ja til et liv i hans hjem, sammen med hans familie.
Den dag i dag udstråler Dava stadig glæde, når hun fortæller om sit første møde med den unge mand. Han var en smuk mand, og han så ud til at være et godt menneske. Dava fniser, som var hun en teenager. Ifølge de gamle normer for opførsel må kvinder ikke vise følelser offentligt. Heldigvis har de normer ændret sig.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse
Vindruer dækker en del af terrassen. Nedenfor vokser kartofler og længere væk vin. Alt det skal Dava passe, sammen med hus, svigermor, køer og gris
I svigerindens gamle bolig står væggene rå. Huset bliver brugt til grovkøkken. Dava har også overskud til at tage sig af en kat, hendes datter fandt.
På vej over den smalle bro til Davas hus. Denne dag åbnede himlen sluserne over Albanien.
Dava bor stadig i det store familiehus. Man skal igennem landsbyen, over en smal metalbro over floden og til fods op ad en smal sti for at komme til huset. Dengang hun blev gift, var huset hjem for en storfamilie. I dag bor Dava alene med sin svigermor på 104 år. Svigermoren er syg og Dava passer hende. Selv om hendes børn er voksne og gifte, bor de ikke hjemme, som det tidligere var tradition på landet i Albanien. Børn og børnebørn lever i Grækenland som migrantarbejdere, så de kan sende penge hjem. Davas mand er også i Grækenland og arbejder som landbrugsmedhjælper i kartoffelmarkerne. Egentlig skal han på pension, men han besluttede at tage endnu en sommer i de græske kartoffelmarker. Dava glæder sig til høsten er slut og han kommer tilbage.
Huset ligger idyllisk. En stor terrasse har udsigt over den frodige dal. Men hvor vi nyder udsigten og ser idyl, ser Dava hårdt arbejde. Det er hendes opgave at holde huset, haven og det lille landbrug, familien lever af. Hun passer en gris og to køer. Køerne skal ud at græsse, og da der ikke er en indhegning til køerne, går Dava hver dag op i skoven, hvor køerne spiser græs, krydderurter og blomster. I denne dal er der ekstra gode krydderurter, så Dava er stolt af sin mælk. Vi får lov at smage den hjemmelavede yoghurt. Jeg kan godt forstå, at hun er stolt. Aldrig har jeg smagt en yoghurt med så sød og blomstrende smag. Dava er lokal kendt for sin gode mælk og sælger den i genbrugte plastikflasker. Halvanden liter mælk koster 100 Lek, som er 5,50 kroner. Når der er meget foder, giver en ko 15 liter om dagen. I de perioder af året, hvor der ikke er så meget græs, giver den kun 7-8 liter.
I følge guidebogen er en sejltur på Koman-søen i det nordlige Albanien en af verdens største færgeoplevelser. Turen bliver sammenlignet med Hurtig-ruten langs Norges kyst. Jeg vil tilføje nogle fordele ved Koman-søen:
Man risikerer ikke at blive søsyg
Turen tager kun omkring to timer, så man behøves ikke sove i en klaustrofobisk kahyt
Temperaturen var denne julidag dejlig lun og selv om vejret i Nordalbaniens bjerge kan være lunefuldt, er der trods alt større sandsynlighed for klart vejr her end i Norge
Det albanske flag ser ekstra godt ud, som kontrastfarve til det turkise vand, den blå himmel og de grønne bjergsider.
Den splinterny færge Alpin lå allerede ved kaj, da vi ankom til Fierza klokken 8:30 om morgenen. Eller kaj er så meget sagt. Landgangs-klappen lå direkte på jorden og nogle havne-arbejdere var ved at grave jord til at udfylde hullet mellem klappen og færgelejet.
Øverst på færgen er et stort overdækket åbent dæk med cafemøbler og en bar. Albanere er glade for musik, så der bliver spillet Balkanmusik – ikke øredøvende højt, men som lydtapet. Med list lykkedes det vores guide at overtale bartenderen til at slukke musikken. Men af og til kom han i tanke om, at der også var andre passagerer ombord, der sikkert savnede musik.
I pauserne mellem musikken kunne vi høre cikaderne. Skråningerne er beklædt med lav skov, der må huse millioner af cikader. Lyden er overvældende.
Klik på billederne for at se dem i fuld størrelse
Hver gang vi runder et hjørne, bliver vi mødt med nye fantastiske udsigter.
Bjergene er høje. Se hvor lille færgen Berisha ser ud.
Godt vi ikke skulle med den gamle færge
For foden af bjerget ser vi igen den gamle færge. Lastbilerne henter sten i et stenbrud.
Rengøringen af den nye færge er i gang, da vi kommer ombord og den fortsætter under hele turen. Alle dele bliver pudset med håndkraft
Undervejs bliver dækket vasket.
Det intens røde albanske flag med ørnen med to hoveder er efter min mening verdens flotteste flag.
Færgelejet ved Koman
Området vi sejler gennem, ser øde ud. Nogle steder ligger der enkelte huse og marker, andre steder er der kun skov og klipper. På landkortet er der ikke aftegnet veje i området. Indbyggerne i Albaniens nordøstlige hjørne med Valbona-dalen og byen Bajram Curri, kan enten tage færgen eller køre via Kosovo, når de skal andre steder i Albanien. Søen er en opdæmmet flod. Drini-floden har sit udspring i Makedonien, og den er opdæmmet fem steder i Albanien. Komansøen går gennem det mest uvejsomme område og bliver brugt til sejllads.
Turens slutpunkt er tydelig, da en betondæmning går på tværs af søen efter to timers sejllads. Fra færgen kunne vi heldigvis ikke se, hvor høj dæmningen var og hvilken enorm flodbølge, det ville give, hvis dæmningen bristede.
Færgelejet i Koman er bygget i cement som en lille ø nedenfor den stejle klippe. Der er lige plads til nogle biler og minibusser. Her smider havnearbejderne et tykt tov i renden mellem landgangsklappen og kajen, så de slipper for at skovle jord ned i renden.Et mørkt hul i den lodrette klippevæg er begyndelsen på en lang mørk tunnel, som snor sig gennem bjerget. på den anden side går det ned af bakke på en vej
Tilkørslen går ad en lang mørk tunnel gennem bjerget og derefter ned fra bjerget ad nervepirrende hårnålesving til dalens bund på en vej, der ikke ser ud til at være sat i stand, siden dæmningen blev bygget i 1970.
Der er forskellige selskaber, som sejler på ruten. Vi sejlede med den største færge Alpin. På hjemmesiden er der også smukke billeder fra søen.
