En albansk eliteskole gav albanske børn muligheder og status. Men samfundet valgte børnenes specialer, så for nogle børn blev skolen både en faglig og personlig kamp.

Restauranten ligger idyllisk ved stranden. Indenfor viser draperede silkestoffer og blomsteropsatser, at den smukke runde bygning også bliver brugt til bryllupper og fester. Restauranten er del af et eksklusivt ressort, så det overrasker mig, da min samtalepartner Dorien fortæller om de minder, han har om stedet.

Med en gysen beskriver han den skærende smerte, når en bomuldshalsklud eller et viskestykke svirper i luften og rammer den bare solbrune hud. En smerte vi sikkert alle har oplevet i skolekøkkenet eller friluftslivet, hvor teenagedrenge driller hinanden og tugter dem, de egentlig har kær.

For Dorien har mindet en ekstra facet, som kræver lidt forklaring. Vi befinder os nemlig i Albanien i udkanten af feriebyen Durres. Der, hvor en livlig strandpromenade i dag er afløst af skov og ressorts ned til det turkisblå hav. Men før 1991 så det kommunistiske Albanien helt anderledes ud og dengang var stedet en pionerlejr, hvor drenge og piger fra hele Albanien kom på ferielejr med lige dele ferie og opdragelse.

Alle i Albanien over 30 år har en baggrund, der viser, hvilken status deres familie havde i det dengang lukkede land. Det var et samfund, hvor alle skulle kende deres plads. Hvor overordnede tog stilling til ens fremtid og til hvad man ville komme til at beskæftige sig med.

Under kommunisttiden blev børn med særlige talenter udpeget allerede som helt små. De musikalske kom i særlige musikskoler, mens de sportslige kom i skoler, hvor idræt fyldte meget på skoleskemaet. Det var ikke kun børnenes talenter, der sikrede dem en særlig skolegang. Forældrenes loyalitet og status i samfundet havde også indflydelse på, om deres børn kunne komme i en særlig eliteskole.

Derudover var det vigtigt, hvor man boede. Det var børn i byerne, som kom i eliteskoler. Hvis man var så uheldig at være født langt ude på landet og endnu værre ved en mine, var ens skæbne fra fødslen at blive minearbejder ligesom ens brødre, søstre, fætre, kusiner, onkler, tanter og alle andre i samme landsby.

Dorien voksede i en mindre by, og hans far var embedsmand. Som udgangspunkt var han et af de heldige børn, der havde både evner og familiebaggrund, der kunne sikre ham en plads på en eliteskole. Men Doriens ubehagelige minde om sommerlejrens svirpende pionertørklæder viser, at han ikke følte sig heldig.

Som barn blev Dorien nemlig udvalgt til en fodboldskole. Skoledagen blev indledt med to timers udendørs træning året rundt – også i vinterens sne og mudder.

Den hårde fysiske træning og viljen til sejr blev indpodet i drengene fra barnsben. Drengene så sig selv som seje knægte, og den opfattelse blev delt af de andre børn. Som fodboldspiller var man del af et aggressivt fællesskab, hvor man både skulle leve op til fællesskabets normer og de andre børns forventninger.

På sommerens pionerlejr havde han en særlig status, fordi han gik på en eliteskole. Det var en status, han burde være taknemmelig for. Men i virkeligheden befandt han sig ikke godt med hverken eliteskolen eller den rolle den gav ham. Han havde nemlig ikke selv valgt, hvad han skulle specialisere sig i.

På den årlige pionerlejr vidste de andre børn, hvem der gik på sportsskoler og hvem der var de seje drenge. Det var umuligt at gå i fred på sommerlejren. De seje drenge kæmpede for en plads øverst i hierarkiet, og de andre børn prøvede at provokere eleverne fra sportsskolerne for at se, hvordan de reagerede. Våbnet var deres halsklud, og sommerens pionerlejr var for en dreng som Dorien en lang sviende smerte og en påmindelse om, at han var havnet i en rolle og i et fællesskab, hvor han ikke følte sig hjemme.

I virkeligheden drømte Dorien om at spille musik. Han ville gerne være en person, som ingen forventede var sej og aggressiv.

Barndommen i Albaniens bjerge var præget af afsavn og udsigten til et job i minen. Samir ser tilbage på livet som barn og ung før og efter kommunismens fald.

Når Samir husker på sin barndom i Albaniens bjerge, er det første han tænker på en lyd, som siger ”svup, svup, svup”. Det er lyden af et par hullede gummistøvler, hvor vandet svupper mellem tæerne for hvert skridt. Som barn havde Samir kun et par gummistøvler og hverken sko eller almindelige støvler. Selv om gummistøvlerne fik huller, var der ikke penge til at købe et nyt par til ham. Derfor måtte han leve med vabler og kolde våde fødder hver dag i skolen.

Samir boede på landet i det nordlige Albanien tæt ved en mine. Alle i området arbejdede i minen, og Samir havde også udsigt til et job i minen. Da Albanien var kommunistisk, måtte folk ikke flytte et andet sted hen. Staten bestemte, hvor befolkningen skulle bo og arbejde. Folk, der boede i byerne, havde flere muligheder og deres børn kunne være så heldige, at de fik lov til at gå i en særlig eliteskole, hvis de havde særlige talenter eller forældrene havde gode forbindelser. Men for Samir og hans klassekammerater på landet var der ingen vej uden om minearbejdet.

Minen var også skyld i, at skolevejen var så mudret. Ingen privatpersoner uden for partiet ejede en bil, og de færreste veje var asfalteret. Derfor blev jordvejen til og fra minen kørt i stykker af de tunge lastbiler, der kørte til og fra minen.

Lastbilerne var populære blandt skolebørnene. Hvis de var heldige, kom der en forbi, så de kunne få et lift på ladet og slippe for den timelange mudrede gåtur til og fra skolen.

Barndommens andre minder handler om sult og de sjældne og festlige gange, hvor han og familien kunne komme til at spise kød. Da kommunismen endelig faldt, og restriktioner og rationeringer forsvandt, begyndte Samir og familien at spise kød. Flere af familiens medlemmer rejste til udlandet for at arbejde og for lønnen, blev der spist kød. Perioden efter kommunismens fald bliver på landet kaldt for ”året hvor vi spiste kød”.

Samir fik med kommunismens fald mulighed for at vælge en anden fremtid. Først rejste han til Italien for at arbejde, og siden uddannede han sig til mekaniker og chauffør. Når han i dag ser de albanske bjergveje, er de nu asfalterede, og han sidder lunt i førersædet fjernt fra sjap og mudder.