Indrømmet. Tanken om at lande midt i voodoo-land skræmte mig. Ikke fordi jeg har dyrket amerikanske gyserfilm og frygtede, der ville komme en blodtørstig zombie efter mig. Min frygt er mere diffus og handler om, hvorfor man som individ, som familie og som samfund har behov for en religion som voodoo. Bygger voodoo på en generel mistro for hinanden og frygt for at andre vil dig det ondt?

Spørgsmålene har jeg ikke svar på. Men undervejs på min rejse blev jeg overrasket. Og jeg kan mærke, at overraskelserne ikke er slut. En ting er sikker. Det er lettere at beskrive, hvad voodoo ikke er, end hvad religionen egentlig handler om.

Bro til en anden verden

Min oplevelse af voodoo begynder på en lang og vakkelvorn bro. Broen hæver sig over vandet og fører lokale og gæster fra fastlandet i Benin over til en lille ø i en lagune nær Ouidah. Egentlig har broen intet med voodoo at gøre. Den understreger blot ens tilstand.

Den hjemmebyggede træbro knager og giver sig, så turen henover vandet kommer til at virke meget længere end den egentlig er. Broen ligner en rekvisit fra eventyrland. Som i eventyret går vi fra en genkendelig verden til en anden dimension. En magisk verden, hvor man hurtigt fornemmer at ens sanser bliver bearbejdede. Kan vi stole på det vi ser og oplever?

På øen bliver vi modtaget af en zangbeto. En næsten to meter høj og farvestrålende figur i strå. Det kunne være en udsmykket høstak, men da to mænd råber til den, begynder den at bevæge sig i en glidende bevægelse, som svævede den gennem landsbyens gader. Zangbetoen bliver fulgt af et orkester, som spiller på trommer og andet slagtøj. Vi går med og ender ved et zangbeto-tempel.

Gud og under-guder

Voodoo har en øverste gud, som er skaber af livet. Derudover er der flere under-guder med hver sit ansvarsområde i stil med helgener og engle, som vi kender fra andre religioner. De er bindeled mellem mennesker og den øverste gud.

Hver undergud har sit eget tempel og en gruppe særligt indviede præster. En indviet går i trance i forbindelse med en ceremoni. Derefter ser vi ikke længere det menneske, vi kender. Nu er menneskekroppen kontrolleret og styret af guden. Personen i trance har derfor ekstraordinære fysiske og mentale kræfter og kan udføre magi.

En zangbeto har ansvar for sikkerhed, en form for politibetjent, der i gamle dage sørgede for lov og orden i landsbyen.

Ved siden af templet står et fetish-alter for Legba. En Legba har form som en fallos og er beskytter. Både Legba og guden i zangbeto-templet skal give tilladelse til, at zangbeto-figuren kan træde i karakter som netop en zangbeto.

Præsten begynder ritualet med et offer til Legba i form af en kalabas-skål fyldt med den intenst orange palmeolie. Derefter er der hul igennem til den guddommelige verden og der bliver ofret en hane i templet for zangbeto. Det varme røde blod farver templets fetish glinsende rød.

Ud over trommerne hører vi en dyb brummende lyd, som et gigantisk åndedrag. Selv om lyden er lav og dyb overdøver den trommerne. Det virker som om den rammer en vibration inde i ens egen krop.

Først nu har zangbetoen fået karakter af en zangbeto. Vi følger med til landsbyens centrale plads, hvor landsbyens indbyggere møder op. Der er et orkester med trommer og et kor af kvinder. De små børn er forventningsfulde og danser til trommernes rytme.

Endelig sætter zangbetoen i gang. Den snurrer om sig selv i en glidende bevægelse rundt om pladsens træ. To mænd dirigerer zangbeto med råb og svirp af en tynd pisk.

Forskellige karakterer

Vi møder fire forskellige zangbetoer. De ser forskellige ud, og de har hver sin personlighed. Den første zangbeto er som en hyggeonkel. Nummer tre i rækken er ikke lige så udsmykket som de andre zangbetoer. Den er vanskeligere at styre, så her må præsten dirigere. Netop denne zangbeto har den største styrke.

Klik på billederne for at se dem i stor størrelse

Men først skal zangbetoen have et offer. En levende hane får knækket nakken. Dens varme røde blod flyder ned over zangbetoen. Præsten vælter zangbetoen. Men det er kun en figur af strå. Vi ser intet menneske indeni. Denne zangbeto bevæger sig på magisk vis.

Zangbetoen bliver rejst igen og præsten får den til at udføre mere magi. Den døde hane bliver forvandlet til fire levende firben og den kan også lave ild.

Efter et stykke tid bevæger zangbetoerne sig tilbage til deres tempel. Nu står vi i en helt almindelig landsby og vi skal tilbage over den vakkelvorne bro til virkeligheden anno 2020.

Formålet med en sådan ceremoni er at vise alle landsbyens indbyggere, hvilke overnaturlige kræfter Zangbeto besidder. I dagslys var det et imponerende show. Men i mørket har samme gud styrken til at se alt og straffe den, der bryder loven.

Voodoo er spektakulært og festligt. Men en ceremoni er også en påmindelse om at leve i overensstemmelse med lov og moral. Voodoo er opstået før man fik et retssamfund og adgang til lægevidenskab. Følgerne af voodoo gør meget ud af at forklare, at voodoo ikke benytter sig af sort magi. Tværtimod er voodoo en beskyttelse mod at blive ramt af sort magi.

Jeg skriver mere om voodoo en anden dag og vil også komme ind på, hvordan voodoo kan eksistere side om side med verdensreligioner som den katolske og islam. Begge regelstyrede religioner med indbygget fordømmelse af enhver form for synd og afgudsdyrkelse.