Tag-arkiv: Biry

Til minde om Solveig Sandnes

Når studerende i Danmark skal skrive deres speciale, er det ikke ualmindeligt at kigge til udlandet for et spændende emne. Sådan var det også for Solveig, da hun skulle skrive sit kandidat-speciale i retorik på Københavns Universitet. Emnet blev kvindelige musikere i Mali og deres sangtekster: Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik.

Men hvorfor nøjes med et akademisk speciale? Solveig var god til at se muligheder og samtidig var hun en person, der kunne få ting til at ske. Derfor tog hun til Afrika med flere forskellige projekter. Som musiker, så hun muligheden for et musikalsk samarbejde med kvindelige musikere i Mali, ikke bare for hende selv, men mellem hele 21 kvindelige (og mandlige) musikere i Danmark og Mali.

KonoKone

Projektet fik navnet KonoKone. Kono betyder fugl på bambara og de beslægtede sprog, der er de mest talte i Mali. Kono bliver også brugt om den kvindelige sangtradition i Wassoulou, hvor Malis mest indflydelsesrige sangerinder stammer fra. Det danske ord Kone betegner den rolle som nogens kone og ægtefælle, som kvinder stadig har i Mali – og i Danmark. KonoKone fik udgivet en CD og det blev til en række koncerter i Danmark og Sverige med de danske musikere og tre musikere fra Mali. Den fjerde musiker måtte blive i Mali, da hun havde lige havde født og var mødt op i lufthavnen med et spædbarn uden pas og papirer.

Mange projekter
Tilbage til Mali i vinteren 2010. Solveig havde lejet en stor villa, den blev hurtigt fyldt med forskellige mennesker. Filminstruktøren Stine Exler, som skulle lave film, og Solveigs ti-årige datter Vilma, samt en række musikere. Så Solveig var både i gang med at forstå kulturer i Mali, gennemskue kvinders roller, arbejde på sit speciale, organisere det store musikalske projekt, udtænke ny musik, stille helt basale krav til husejeren for at få huset til at fungere og ikke mindst at være mor. Ja, under opholdet i huset i Mali komponerede Vilma den fantastisk sang ’Lattergas’, som siden deltog i MGP.

Jeg mødte Solveig på den travle cafe Relax, som havde trådløst netværk og derfor tiltrak gæster i mange timer. Egentlig reagerer jeg sjældent, når jeg hører andre tale dansk i udlandet. Men det gjorde jeg denne aften. Heldigt for mig. Der var netop blevet et værelse ledigt i det store hus, og derefter blev jeg hurtigt suget ind i Solveigs opdagelsesrejse.

Ligestilling eller marketing?

Solveig i samtale med Sidiki Sidibé

Det gibbede i Solveig, da hun i en samtale med radio-direktør Sidiki Sidibé i Yanfolila erfarede, at brugen af ordet ”slave” i en malinesisk sangtekst om kvindens rolle i ægteskabet ikke skulle ses som en feministisk kritik. Ja, jeg blev også overrasket, da det viste sig, at den sangtekst, som i vesten bliver fremhævet som udtryk for stærke kvindelige malinesiske musikeres kritik af det patriarkalske samfund, i virkeligheden er en traditionel sang, som kvinder i århundreder har sunget til nygifte kvinder. Budskabet er en ren praktisk brugsanvisning for den unge nygifte kvinde: Hvis du vil fungere i et ægteskab, er du nødt til at tænke og opføre dig som en slave.
I et øjeblik tror jeg, at Solveig frygtede, at hele præmissen for hendes speciale smuldrede. Nøjedes de kvindelige musikere fra Mali med at være feminister, når de udtalte sig til vestlige medier, mens de på hjemmebane bare sang videre og bekræftede de gamle traditioner? Men heldigvis for Solveig, specialet og Malis kvinder viste musikernes budskaber sig at være langt mere subtile. Det viste Solveigs analyser af retorikken, og det blev bekræftet i interviews af både musikere og almindelige kvinder i Mali.

Specialet blev selvfølgelig fantastisk og jeg fik skrevet to artikler, som byggede på viden fra specialet. Først en akademisk med Solveig som ekspertkilde og senere en artikel i samarbejde med Solveig.

Musikalsk empati

Som en del af opdagelsesrejsen i Mali tog jeg Solveig, Stine og Vilma med på den flere dage lange besværlige rejse til Biry, så Solveig kunne høre kvindernes traditionelle sang, der adskiller sig fra sangtraditionen i det sydlige Mali. Vi havde kun været i Biry i en time, inden Solveig havde lært de lokale børn at synge ”Jeg har fanget mig en myg” på dansk – og uden at nogen af dem havde et fælles sprog at kommunikere på.

Bagefter var det kvindernes tur til at synge. På trods af at Fatoumata aldrig havde rørt noget mere kompliceret elektronik end en lommelygte, greb hun mikrofonen og sang sin sjæl ud. Jeg har ofte været med til kvindernes sang i Biry. Men aldrig før så intenst som denne dag. Solveigs tilstedeværelse, energi og empati fik kvinderne til at give den gas. Og til sidst kom en kvinde med en fertilitetsskulptur af en kvinde, som blev placeret inderst i den magiske cirkel. I Biry taler de stadig om Solveig, om Vilma og om Stine.

Solveig Sandnes var et fantastisk menneske – som veninde, som mor, som kunstner og musiker, som empatisk og analyserende intellektuel, som pædagogisk underviser og lærer og som inspiration for alle, som søger at bevare jordforbindelsen og samtidig udleve sine drømme.

Meget mere om og fra Solveig Sandnes

Solveigs reflektioner over hendes musikalske projekt i Mali i magasinet Geiger
Solveigs blog fra projektet KonoKone
Lyt til musikken KonoKones album Hvorfor græder nattens fugle
Den akademiske artikel bragt i Kvinfos webmagasin Forum
Reportage fra magasinet Geiger med analyse af malinesiske sangtekster, skrevet sammen med Solveig Sandnes
Om besøget i Biry
Solveigs erindringer som podcast på Radio 24Syv

Telefonen forandrer verden

Jeg har fået min første Facebook-ven i Biry. Når jeg tænker tilbage på mit første besøg i Biry i april 1992, er det en utrolig teknologisk udvikling.

Midt i bedet med søde kartofler sidder Youssouf. Telefonen er selvfølgelig med.

Dengang i 1992 rakte min fantasi slet ikke til at forstille sig hverken smartphones, sociale medier eller muligheden for at kunne kommunikere globalt til en rimelig pris – hverken i Malis mest utilgængelige områder eller i Danmark.

Jeg husker stadig telefoncentralen i Mopti, hvor jeg kun havde råd til enkelte opkald på en skrattende forbindelse og ekkoet af mine sætninger blandede sig med samtalepartnerens svar.

Men udviklingen har ikke kun været teknologisk. I 1992 var Biry et isoleret samfund. Indbyggere gik til fods og fik indblik i omverdenen, når de besøgte et marked. Enkelte havde været i udlandet for at arbejde, en havde været i Saudiarabien, en anden i Gabon, en del havde været i Elfenbenskysten og en havde arbejdet i Senegal. Deres historier fra den store verden vakte opsigt. De fortalte om flyvemaskiner, brede veje, høje huse og om et tv, der kunne vise levende billeder.

I 1992 kiggede min daværende svigermor Sah på sin søns fotos. For hende var billeder symboler, og hendes øjne var ikke vant til at tolke virkeligheden afbilledet i to dimensioner. Når hun kiggede på et foto af et ansigt, pegede hun på øje, øje, næse, mund og kunne på den måde konkludere, at det var et ansigt.  De yngre i landsbyen var vant til at afkode billeder.

Maisada er teenager og barnebarn af Sah. Hun er taget til hovedstaden Bamako for at arbejde og tjene penge. Dem har hun blandt andet investeret i en smartphone.

Få år senere begyndte de unge i Biry at rejse ud for at arbejde. Enten tog de til hovedstaden eller til omkringliggende lande. Verden og dens muligheder kom tættere på. Kvinderne i Biry samles ved fester og bryllupper og synger fællessange. En af sangene handler om deres længsler efter et andet liv og at komme ud og se verden. Første gang jeg var i Biry ønskede de sig i sangen til Bandiagara 60 kilometer fra landsbyen. Den lille by lokkede med vand og elektricitet og fester. Kvinderne synger stadig den samme sang, men teksten er blevet ændret. Målet er ikke længere den støvede provinsby Bandiagara. Nu drømmer de om Abidjan og Lagos og glamourøse verdener, de kender fra tv serier og musikvideoer.

Alle familier i Biry har i dag en telefon, og skolens lærere har smartphones. Ud over prisen er det en udfordring for Birys indbyggere, at de færreste kan læse og skrive og dermed udnytte alle telefonens funktioner. De tager selv fotos og videoer til fester. Men på nær byens lærere kan de ikke bruge internettet til at søge efter underholdning og information. De får i stedet uploadet videoer på deres telefon på markedet. Så de ser mange af de samme sjove videoer, vi deler på Facebook.

Om aftenen samles folk i grupper og drikker te sammen. Men ligesom i Danmark bliver der ikke længere talt så meget som for få år siden. I stedet sidder folk i små grupper og ser video på deres telefoner. I stedet for at folk selv spiller musik og synger, har telefonerne overtaget med hver sin melodi.

Når folk tjener penge, bliver de investerede i nye telefoner og i taletidskort. I begyndelsen af mobiltelefonernes tidsalder, ønskede teleselskaberne ikke at investere i mobildækning på landet i Mali og andre afrikanske lande, fordi befolkningen havde så lidt købekraft. Men så opdagede teleskaberne, at fattige mennesker havde store behov for at kommunikere og var villige til at betale en procentvis enorm del af deres sparsomme indkomster på at tale i telefon. Så nu er der dækning næsten overalt i Mali. Ikke en god dækning, så vil man på internettet i Biry, er det bedst om natten.

På markedet bliver der ikke kun uploadet underholdning på de unge mænds telefoner. Det er også her, at islamisterne får spredt deres propagandavideoer. Jeg er blevet vist propagandavideoer i Biry, men det har været propagandavideoer i kampen mod islamister.

En skole i Mali bliver til

Historien om hvordan en gruppe danske turister samarbejder med en isoleret landsby i Mali om at etablere en skole.

Indbyggerne i Biry har bygget en midlertidig skole, så eleverne i 1., 2. og 3. klasse lærer at læse

Der er spørgsmål, som kan bringe en ud af fatning. Sådan et oplevede jeg i slutningen af april 2014. På en gang kæmpede jeg med gråd og vrede. En blanding af afmagt, desperation og raseri. Spørgsmålet var enkelt, og i andre sammenhænge helt naturligt.
”Hvad med betalingen?” Den unge mand kikkede forventningsfuldt på mig. Jeg havde lige bedt ham om at arbejde i tre måneder på årets varmeste årstid med at bryde sten med håndkraft.

Jeg er i landsbyen Biry og i gang med det sidste møde med landsbyrådet og landsbyens unge. Vi skal have alle aftaler på plads, for dagen efter ankommer en entreprenør for at underskrive en samarbejdsaftale med landsbyen om at bygge en skole.

Borgmesten Hamidou Yalcoré taler ved mødet med indbyggerne i Biry

Det er en gruppe danske turister, som satte gang i skole-byggeriet, efter et besøg i Biry i november 2011. ”Hvor svært kan det være at få bygget en skole”, spurgte en af deltagerne. Siden dengang har vi dannet en forening i Danmark, samlet næsten 200.000 kroner ind og holdt mange møder med mere og mindre seriøse entreprenøren og vurderet dyre tilbud. Vi er blevet bygherrer, og jeg er repræsentant for bygherren på mine rejser i Mali.

Helt fra begyndelsen har jeg holdt møder med Birys indbyggere om skoleprojektet. Og helt fra begyndelsen har vi aftalt, at landsbyens indbyggere arbejder gratis med byggeriet for at gøre det billigere, så vi hurtigere kan komme i gang med byggeriet.

Derfor chokerede spørgsmålet mig. Heldigvis nåede jeg hverken at give tårerne frit løb eller blive gal. Det lykkedes mig at bevare roen og sige de ord, der tog brodden af en diskussion, som kunne sende hele vores projekt i vasken. Spørgsmålet om betaling.
Jeg mindede landsbyrådet og de unge mænd om, at de tidligere havde accepteret at arbejde gratis og forklarede, at hvis de skal have betaling for arbejdet, måtte vi udskyde byggeriet, indtil vi havde samlet flere penge ind.

Heldigvis er der ingen problemer. Den unge mand stillede spørgsmålet for at få et svar, så alle er klar over rammerne.

Mændene skiftes til det tunge arbejde med at kløve sten

Men samtidig har jeg dårlig samvittighed. Andre landsbyer får bygget skoler, uden at indbyggerne får sved på panden. I Biry kommer de til at hugge hver enkel sten ud af klipperne. Kvinderne skal hver dag fylde en container med vand til at blande mørtel, og en gruppe kvinder bliver ansvarlige for at lave mad til håndværkerne.

Dagen efter skal entreprenøren komme sammen med borgmesteren for kommunen. Allerede tidligt om morgenen er Birys indbyggere utålmodige. Mændene bruger ventetiden på at hugge sten. Der er langt over 40 grader i skyggen. Men de arbejder i solen. Varmen er så voldsom, at jeg brænder mig på mit kamera, da jeg tager billeder.

Ved middagstid bliver jeg urolig. Hvor bliver de af? Jeg har ringet flere gange uden at få forbindelse. Endelig er der hul igennem. Men det er svært at høre, hvad entreprenøren siger i den anden ende af røret. Telefonen hænger i en snor oppe i et træ, og han står neden for og råber for at overdøve vindens rumlen i telefonen.

Det viser sig, at entreprenørens bil er brudt sammen i et ødeland. Han har fundet telefonforbindelse i træet, mens borgmesteren er vandret til den nærmeste landsby for at sende besked til byen om at sende en mekaniker.

I løbet af eftermiddagen bliver jeg mere og mere urolig for vores aftale. Hvornår dukker entreprenøren og borgmesteren op? Kommer de overhovedet denne dag? Min uro bliver forstærket af, at jeg skal køre tilbage til byen med dem og derfra videre til Burkina Faso, hvor jeg har en opgave tre dage senere. Nærmeste vej med en smule trafik ligger seks timers stejl bjergvandring borte, og årstidens hede gør det umuligt at vandre om dagen. Så jeg ville skulle gå om natten i det uvejsomme klippelandskab.

Da solen går ned i Biry, hører vi pludselig brølet fra en motor. Entreprenøren og borgmesteren er endelig ankommet. Vi gennemgår aftalerne og skriver under. Alle er glade, og i nattemørket kører vi retur til byen. Jeg får plads på forsædet, og borgmesteren er henvist til bilens lad sammen med en papkasse med to papegøjeunger. Oprindelig en gave til mig. Men da jeg ikke kan tage fugle med på min videre rejse til Burkina Faso, tilbage til Mali og Danmark, får entreprenøren dem.

Skolen i Biry juli 2014 er klar til at få tag på

Nu er arbejdet i fuld gang. Jeg får meldinger fra de stolte indbyggere i Biry og ser de fotos, som entreprenøren sender fra byggeriet. Jeg glæder mig til den dag, børnene i Biry kan begynde i den nye skole. Og så glæder jeg mig til at komme tilbage og se byggeriet.

Læs mere om Skolen i Biry og giv et bidrag til indsamlingen

I Mali bestemmer storebror

Et imiteret plastik-kamera, hvor man kan se arabiske seværdigheder, når man holder det op mod lyset. En spraydåse med parfumeret ”frisk luft”. Og et Palæstina-tørklæde, som i Mali er symbol på, at man har været på pilgrimsrejse til Mekka.  Det er de mest iøjnefaldende souvenirs fra Amadou store rejse.

Amadou gør klar til en tår Nescafe

I 1980’erne begav Amadou sig ud på en lang rejse fra de isolerede Dogon-bjerge i Mali, gennem Burkina Faso, Togo, Benin til Nigeria. Fra den kaotiske millionby Lagos fløj han til Saudi-Arabien. Det var før motorcyklernes tid, dengang, da første del af rejsen foregik til fods eller hest. De færreste indbyggere i Biry havde været længere væk fra landsbyen end få hundrede kilometer.

Jeg forestiller mig, hvor udfordrende rejsen var for Amadou. Han kunne hverken læse eller skrive. Det lokale sprog doureli bliver kun talt af få tusind mennesker i nærheden af Biry. Derudover talte han fulani, et nomadesprog, som han kunne bruge i begyndelsen af rejsen. Derefter rejste han ind i områder med helt andre sprog og officielle sprog som fransk, engelsk og arabisk.

Amadou er stadig en af de meget få personer i Biry, som har fløjet. Han underholder med flyveturen og mimer stewardessernes sikkerhedsinstruktioner, hvor de peger på nødudgangene og tager redningsveste på. Amadou viser, hvordan han kunne klappe et lille bord ud og fik mad på en pakke. En anderledes spisesituation end i Biry, hvor familien er samlet på små skamler rundt om en skål med mad, og alle spiser med fingrene. Men den dag i dag undrer Amadou sig over, hvad det var, stewardesserne forklarede med deres indstuderede koreografi.

I Saudi-Arabien arbejdede Amadou i et stenbrud for at tjene penge. Han benyttede samtidig muligheden til at besøge Mekka som pilgrim. Amadou er første generation i familien, der er opdraget som muslim. Hans forældre blev omvendt til islam efter århundredes angreb fra muslimer.

I Biry kalder folk Amadou for El Hadj. Den titel får man efter en pilgrimsrejse til Mekka. Jeg er nok den eneste, som bruger hans navn Amadou.

Amadou er overhoved for den afrikanske familie, jeg har været giftet ind i. Han er et sted i tresserne, men jeg kan ikke huske hans præcise alder. Alle familier har et familiekort, hvor fødselsåret er noteret for familiens medlemmer. Amadou blev født under den franske kolonitid.  Dengang blev man først registreret, når en embedsmand fra den franske koloniadministration ankom til landsbyen.

I landsbyen i Mali tager familiens overhoved alle beslutninger i familien. Jeg tvivler ikke på, at Amadou bestemmer og regerer i familien. Umiddelbart kan Amadou virke som en blød mand, for han bliver let rørt til tårer. Når jeg tager afsked med familien, triller tårerne ned af kinderne på ham. Men han kan også tage beslutninger, som ikke altid er de mest fornuftige. I hvert fald, hvis man skal tro hans lidt yngre bror. Lillebroren er ofte frustreret over ikke at have sin storebrors magt.

De to papegøjeunger nusser hinanden

Ved mit seneste besøg havde Amadou anskaffet sig to papegøje-unger. Amadou viste mig, hvordan han gav papegøjerne vand med en sprøjte. Papegøjerne boede i en åben kurv oppe under taget og betragtede os, når vi sad nedenfor. Men vi skulle ikke komme for tæt på.
Jeg fortalte, at papegøjerne kan lære at tale. Jeg boede i Bandiagara nogle dage, inden jeg kom til Biry. På hotellet havde de en talende papegøje. Den kunne også imitere telefonens ringetone. Papegøjen nægtede at tale, når man henvendte sig til. Men når den sad alene i et træ, sludrede den på fransk og legede telefonen-ringer-leg med de ansatte. Ved morgenmad forskrækkede den gæsterne ved at snige sig ind under bordet og trække i deres bukser eller kilde dem under tæerne. Når folk reagerede, kikkede den forventningsfuld op på dem for at få en godbid. Men det viste sig, at papegøjen kun ville spise kød og søde sager. Smed man brød ned til den, gloede den fornærmet på en, hvis der ikke var honning på brødet.

papegøjerne drak vand af en sprøjte

I Biry fortalte jeg om papegøjen i Bandiagara. Men det virkede ikke, som om de troede på mig.

Da jeg skulle hjem, forærede Amadou mig de to papegøjer. Jeg måtte skuffe ham, da jeg ikke havde mulighed for at tage dem med. Så Amadou forærede papegøjerne til den entreprenør, som bygger skolen i Biry. De blev fragtet til Bandiagara i en papkasse på det skumplende lad af bilen. Om morgenen var de paralyserede af skræk og nægtede at drikke vand. Måske fordi deres kasse stod på jorden, og de var omgivet af høns, som ikke ville tøve med at hakke dem i stykker, hvis de kom tættere på. Så jeg håber, at Amadous papegøjer har fået en tryg kurv hos entreprenøren.

Når papegøjerne følte sig trygge kravlede de op på hånden. Men forsøgte man, at fange dem bed de, og de bed hårdt

Malis baobabtræer springer ud

April er årets varmeste måned i Mali. Da springer baobab-træerne ud. Andre planter og træer står helt nøgne, for det er over seks måneder siden seneste regn.

De lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet

Samtidig med at de spæde danske bøgeblade folder sig ud, bliver Mali en smule grønnere. Det er nemlig i slutningen af april, at baobab-træerne springer ud. Nogle af bladene får træet lov til at beholde, mens andre bliver skåret ned, tørret og pulveriseret.

Baobab-blade er en vigtig ingrediens i den sovs, der ledsager tot. På landet i en landsby som Biry spiser man tot med baobab-blade hver dag. I stedet for baobab-blade kan man bruge okra. Den let bitre smag og slimede konsistens er den samme. Tot er en stiv hirsegrød, og sovsen indeholder ud over baobab-blade også tørret løg og nogle gange røget fisk. Når man dypper sin klump af tot i sovsen, trækker den en slimet tråd.

Der er folk fra Europa, som påstår, at baobab træer ikke har blade. Det er en typisk konklusion fra folk, som ikke har set et baobab-træ med blade. Men et baobab-træ er løvfældende, så det taber bladene i vintermånederne.

Drengene er med ude at gå tur, og de samler baobab-frugter til mig.

I juni blomstrer baobab-træerne. Desværre har jeg endnu ikke oplevet de store hvide blomster, som folder sig ud netop nu. Børnene samler blomsterne op og leger, at de er lygter.

Blomsterne bliver bestøvet af flagermus, og ud af blomsterne vokser baobab-frugter. Dem kalder man også for abe-brød, fordi aber elsker det syrligt-søde frugtkød.

Jeg har taget et par baobab-frugter med hjem. For tiden eksperimenterer jeg med at bage brød med mel af baobab-frugt. Baobab-frugt indeholder vitaminer og mineraler og er i virkeligheden en kolossal vitaminpille. Jeg bruger hvedemel, som ikke er tilsat ascorbinsyre, så baobab-melet kan erstatte ascorbin-syren og give syrlighed til brødet.

Jeg forsøger også at få baobab-frø til at spire, så jeg kan få et lille baobab-træ i vindueskarmen. Baobabtræer vokser ekstremt langsomt, så der er ingen fare for, at det kommer til at fylde hele stuen.

En gang skulle jeg skrive en artikel til Børnefondens medlemsblad om baobab-træer og baobab-frugter. Fra Børnefonden hovedkontor i Bamako havde vi ringet til forskellige af Børnefondens lokale centre for at spørge, om de havde baobab-træer i nærheden.

Et center fortalte, at de havde baobab-træer i landsbyen. Vi kørte over 100 kilometer for at nå landsbyen. Da vi ankom, så vi to spinkle træer kun omkring 100 år gamle. De bar ingen frugt, og de får først den karakteristiske baobab-form efter 700 år. Så vi skulle være ualmindeligt tålmodige for at få et foto af et typisk baobab-træ. Kom igen om 600 år!

Læs mere om det fantastiske baobab-træ.

To år efter seneste tørke fejler høsten i Dogon i Mali igen

Landsbyen Biry kæmper forsat for bedre levevilkår med kreativitet og hårdt arbejde. Men gentagne tørker og islamisters hærgen i Nordmali har ødelagt den lokale økonomi.

På trods af alle de smilende glade mennesker er jeg bekymret. Jeg er i oktober taget til de isolerede landsbyer Biry og Hore Haïre i Malis dogonland for at besøge min tidligere svigerfamilie. Det er næsten to år siden, jeg har været her sidst. En periode med militærkup og islamisters besættelse af den nordlige del af landet. Men det er ikke de ydre trusler, som gør mig bekymret. Her er udfordringen at overleve.

Klik på billederne for at se hele billedet.

Hirsen står nogle steder kun i knæhøjde, og på kolberne er mange korn slet ikke udviklet. Normalt må man knække stænglen for at høste kolben på den tre meter høje plante. Men sådan er det ikke på en stor del af markerne i dogonområdet i Mali. Regnen holdt en pause på elleve dage i vækstsæsonen, og i den periode tørrede den nådesløse sol planterne ud. Kun de marker, som var sået meget tidligt, havde så dybe rødder, at planterne fortsat kunne vokse.

Hvert år må bønderne i Mali satse. Hvornår er det mest optimale tidspunkt at så sine marker? Hvornår kan man være sikker på, at regntiden er gået i gang for alvor, og der er sikkerhed for stabilt nedbør? Sår man for tidligt, risikerer man, at regnen ikke er stabil, og de små planter ikke overlever en periode uden vand. Sår man for sent, risikerer man, at planten mangler vand i sidste del af væksten.

Borgmesteren i Kendie, Hamidou Yalcoure, fortæller, at folk fra FNs fødevareprogram FAO har været i området for at se på markerne. Nu er håbet, at det internationale samfund vil sende hjælp til området. Det er kun to år siden, at området var ramt af en voldsom tørke, som hverken bønder eller naturen er kommet sig oven på. Mange træer og buske har kun enkelte grene med grønne blade, og de er allerede ved at dø. I store områder er regntidens græs næsten forsvundet allerede i november, og vandløb og søer udtørrer dag for dag. Næsten regntid begynder i juni eller juli.

Det internationale samfund er opmærksomt på situationen i Mali. Men man fokuserer på de nordlige områder, som har været besat af islamister. Hertil kører lastbiler med fødevarehjælp og nyt skoleudstyr. Store dele af Mali er glemt. Her er der ligeså stort behov for skoler, adgang til basale sundhedsfaciliteter og rent drikkevand. I landkommunen Kendie er der 35 landsbyer. Selv om det ikke er meningen, at alle landsbyer skal have en skole, mangler der at blive etableret skoler i ti landsbyer. Det er skoler til børn i første til tredje klasse. Antallet af skoler med undervisning til elever mellem fjerde og sjette klasse kan tælles på en hånd i kommunen.

I vesten bliver det fremstillet som om, det kun er det nordlige Mali, som mangler adgang til basal velfærd. Det skulle ifølge vestlige eksperter mere eller mindre retfærdiggøre oprørere i nord. Men tag en tur gennem Malis provinser uden for hovedvejene og mød virkeligheden. Mali er ekstrem fattig og uudviklet over alt.

I Biry sker der trods alt noget. Med hjælp fra en gruppe danske turister har landsbyen etableret en midlertidig skole. Mændene har knoklet med at udvikle havebrug mellem de stejle klipper og gravet vandreservoirer, så de kan dyrke frugt og grøntsager. Takket være dem, kan vi i dag spise kanelæbler, granatæbler, fantastiske bananer, citroner, mangoer, papayaer. Frugter som landsbyen aldrig havde smagt for 25 år siden. Mellem de magre marker gemmer klipperne i dag på små pletter af paradis opnået ved slid. De basale fødevarer mangler, men vi kan glæde os over delikatesser.

Når borgmesteren agerer privatchauffør

Om gæstfrihed, taknemmelighed og følelsen af at være en forkælet primadonna. Jeg bliver rørt, når et barn hjælper mig med at vaske tøj, og en borgmester bruger det meste af en dag på at køre mig 250 kilometer ad hullede veje

Han er cool som en cowboy og stammer fra Timbuktu. Det er ikke bare cowboyhatten, der gør det. Det er måden, han bevæger sig på og det djærve udtryk. Stænglen på solbrillerne sidder ud for ørerne, så de dingler under hagen. På sekunder når han at reagere og kører slalom mellem klipper, træer og buske. Solen er på hastig nedtur, og han vil undgå at blive fanget i bushen i det måneløse mørke, som følger solnedgangen. Hesten er skiftet ud med en firehjulstrækker med mig som passager.

En ven i Bandiagara insisterede på, at han kendte en chauffør, som kunne finde vej til landsbyen Hore Haire. Jeg er selv sent på den, da jeg kommer til Bandiagara på grund af en punktering. Inden den omtalte chauffør når frem, er det blevet det sidst på eftermiddagen. Det viser sig, at chaufføren ikke kender vejen til Hore Haire, og at han ikke har lyst til at køre ud på det tidspunkt. Men kort tid efter forbarmer han sig og kommer tilbage. Hvis jeg betaler benzinen, kan han køre mig de 60 kilometer i sin arbejdsgivers firehjulstrækker. Han har sin søn med, som af og til skal have lov at se virkeligheden udenfor byen. Min ven er også med, og undervejs samler vi min tidligere svoger op, som viser os vej mellem æselkærrespor og motorcykelstier de sidste 15 kilometer ud i bushen.

Solen når at gå ned, og min ven forsvinder, da vi når landsbyen. Chaufføren er utålmodig, mens mørket falder på. Jeg giver ham en pengeseddel som tak for hans hjælp. Endelig dukker min ven op. Det viser sig, at han er i landsbyen for at hente en syg onkel til behandling i byen. Nogle gange er man ikke forberedt på, at man er med til at gøre gode gerninger. Det når at blive helt mørkt og både chaufføren og jeg er glade, selv om jeg tidligere havde dårlig samvittighed over at lade chaufføren køre i mørket et sted, hvor der ingen vej er.

Dagen efter fortsætter min rejse til fods gennem bjerglandsskabet. Min bagage bliver båret af to unge piger. I kassen er der syv kilo sukker, to kilo mælkepulver i metaldåser, tre dåser kaffe, et kilo te, et kilo bolsjer, et telt og forskellige småting. Vi skal ned i fire stejle klippekløfter undervejs, hvor vi balancerer på stenene. Det er sej vandring, og pigerne går i badeklipklappere.

Hamidou Yalcoré har været borgmester i Kendie i 15 år. En meget populær borgmester, men ved næste kommunalvalg i april 2014 trækker han sig. Han ville stille op til parlamentsvalget, men hans parti valgte en anden kandidat. Fremover vil han koncentrere sig om sit arbejde som skolelærer.

Da jeg en uge senere skal hjem igen, har min tidligere svoger ringet til den lokale borgmester i landsbyen Kendie. Borgmesteren har nogle år tidligere skaffet mig et lift med en tjenestebil, og han spørger mig i telefonen, hvor jeg gerne vil hen. Jeg siger Mopti, som ligger 125 kilometer væk.

Dagen efter når vi Kendie efter to en halv times vandring. Det viser sig, at borgmesteren selv har tænkt sig at køre mig og derefter returnere. Undervejs insisterer jeg på at blive sat af i Bandiagara, hvor der er regelmæssig offentlig transport. Men jeg har én gang sagt Mopti, altså skal jeg til Mopti. Endnu engang føler jeg, at jeg misbruger folks venlighed. Borgmesteren ønsker kun ti liter benzin til turen frem og tilbage, som slet ikke dækker udgiften til turen på 250 kilometer i den godt brugte bil på skrumplende grusveje. For at trumfe min udnyttelse får jeg borgmesteren til at love at forære skolebøger til skolen i Biry, jeg giver ham penge til at købe to fodbolde til børnene der.

Undervejs giver jeg frokost, og vi får en god snak. Da jeg når frem til endnu en god ven, hvor jeg overnatter, finder jeg mit ekstremt snavsede tøj frem for at vaske det. Det får jeg ikke lov til. Husets datter overtager vaskebaljen og vasker det i hånden.

Mali jubler over bombardementer

I det nordlige Mali regner franske bomber ned over islamisternes lejre og depoter. På den østlige front jubler befolkningen over at slippe for sharialov, mens islamisterne har indtaget en ny by på den vestlige front

Da først franskmændene gik på vingerne for at støtte Malis hær i at generobre det nordlige Mali, kunne det se ud som en hurtigt afslutning på den snart ti måneder lange konflikt. Islamisterne, der havde besat Konna, flygtede. Men franskmændene har allerede erkendt, at islamisterne er bedre trænede og har mere avanceret udstyr end forventet. Og islamisterne har lagt en militær strategi med ind til videre to fronter. I øst er det lykkedes franskmændene og Malis hær at slå oprørerne tilbage. Udfordringen er på den vestlige front. En militærlejr ved Leré blev bombarderet søndag, men oprørerne havde gemt sig i Mauretanien. Og mandag rykkede de ind i Mali og besatte byen Diabali kun 400 kilometer nord for hovedstaden Bamako.

Youssouf i Dogonbjergene øst for Konna. Bjergene er gennemskåret af stejle kløfter. Her har forskellige etniske grupper gennem tusind år søgt til for beskyttelse og for kunne bevare deres kultur

Trods de nye angreb jubler befolkningen i de tæt beboede områder ved Sevaré og Mopti umiddelbart syd for Konna. Det samme gør folk i dogonområdet øst for Konna.

Mandag morgen blev jeg vækket af Youssouf fra landsbyen Biry, som i flere dage havde forsøgt at komme gennem på det overbelastede telefonnet. Han var begejstret over, at der endelig skete noget, og at det var lykkedes at stoppe islamisternes fremmarch.

I Mali har folk gennem det meste af konflikten satset på en forhandlingsløsning med de islamistiske oprørere. Ved alle tidligere konflikter er det nemlig lykkedes at forhandle en fredsløsning uden omfattende kampe mellem parterne. Gang på gang har jeg hørt folk i Mali sige, at de ikke er et krigerisk folk, og at de kan finde ud af at tale om tingene og finde løsninger.

Men situationen ændrede sig, da islamisterne begyndte deres fremmarch for en uge siden på trods af nærtstående fredsforhandlinger. I en landsby som Biry bredte desperationen sig. Ingen i landsbyen har lyst til at leve under streng sharialov. Her var de unge mænd og kvinder parate til at flygte til hovedstaden. Mændene for at undgå rekruttering til islamisternes hær og kvinderne i frygt for voldtægt og tvangsægteskab med islamistiske krigere. De ældre i familierne ville blive og passe marker og dyr, for at sikre familiens ejendele.

Det var derfor med glæde i stemmen, at Youssouf fortalte, hvordan de i Biry kunne høre bombardementet af Konna. Hverken Youssouf eller jeg kender begreberne for de forskellige bomber, så Youssouf gengav de lyde, han havde hørt. For et år siden ville det være utænkeligt, at Youssouf ville være glad for bomber og ødelæggelse. Særligt da Konna er markedsby for Biry, og mange i landsbyen har familie der.

Der var også glæde i Dogonlandets hovedby Bandiagara. Her talte jeg med en anden Youssouf, som var ligeså begejstret som hans navnebror i Biry.

– Jeg havde pakket min bagage, og jeg var klar til at rejse til Bamako, fortæller han.

Youssouf er i begyndelsen af 30’erne og endnu ugift. Han arbejder som metalarbejder og er engageret i fagforeningsarbejde. Indtjeningen er OK, så han har eget hus med have, tv og motorcykel. Hvis han var flygtet, måtte han efterlade det hele. Men han og hans venner var alle klar til at tage af sted og miste alt, hvad de ejede.

– Vi er meget tilfredse med hjælpen fra Frankrig. Vi bliver også glade, hvis Danmark vil deltage i kampen, for Malis hær kan ikke selv vinde over islamisterne.

Danmark bidrager med et Herkules transportfly, og det er der hårdt brug for i det uvejsomme land. En hindring for landtropperne er Nigerfloden. Trods 1.800 kilometer gennem Mali er der kun fem broer, som krydser floden, og de tre ligger i hovedstaden Bamako. Omkring kampzonen er der en bro ved den besatte by Gao. Den største færge ved Timbuktu kan kun tage 11 biler, og overfarten tager en time.

Sultne krokodiller truer børn og husdyr

I Mali er en krokodille symbol på godt naboskab. Men Mali er ramt af en katastrofal tørke og mangler mad og vand. Og så er krokodillen ikke længere en rar nabo

Krokodilledammen i Biry i begyndelsen af januar 2012. Vandet plejer at være 3 - 5 meter dybt på dette tidspunkt

Jeg får et chok, da jeg kommer til Biry i november 2011. Jeg ser, hvordan dammene er tørret ind. De frodige haver med frugt og grøntsager er forsvundet. Og naturen er ligeså tør og afpillet, som dem normalt er i maj måned umiddelbart inden regntiden.

På min rejse gennem Burkina Faso og Mali har jeg set resultatet af den manglende regntid i 2011. Her falder alt nedbør i regntiden mellem juli og oktober. Selvom Mali har investeret i flyvemaskiner til at bombe skyerne med kemikalier, var der ingen egnede skyer i 2011.

Området omkring Djenne ville normalt være muntert lysegrønne, nu er rismarkerne erstattet af støvmarker med udtørrede spirer. Både hirse og majs har givet mindre udbytte end normalt, og priserne på fødevarer er mere end fordoblet.

Krokodilledammen i slutningen af januar 2011. For et år siden, var der masser af vand i dammen, og der var frodige haver

Folk er forbløffende rolige. Deres dyr er allerede magre. Hver dag må de gå længere og længere for at finde føde og vand. Jeg foreslår bønderne i Biry, at de sælger dyrene, mens der stadig er lidt kød på dem. Men de satser på, at hyrderne kan bringe dem til et andet sted med mere mad. Et sted som desværre ikke findes indenfor de nærmeste tusinde kilometer. Og som alle Malis bønder og hyrder søger forgæves efter. Hyrderne hakker grene af træerne, for at dyrene kan spise bladene. Men mange træer har allerede smidt bladene for at formindske fordampningen.

Jeg besøger igen Biry i januar 2012. Krisen er blevet tydeligere. Normalt får jeg masser af gaver – frisk frugt og grønt, haner, får og en gang endda en tyr. Denne gang er der næsten ingen gaver.
Efter et par dage savner jeg den friske smag af frugt. Andre år har børnene plukket de vilde bær jiji, der smager som karameller. Jeg drømmer om en papaya med citron, en banan, en mango eller en skål grøn salat med tomat. Den dag jeg får foræret en pose tomater er en festdag for mig og familien, jeg deler den med. Aldrig har tomater smagt bedre.

Da der en dag kommer en løgsælger, køber jeg hele kurven. En ung fyr skræller et løg og spiser det råt, som man ville spise et æble. For at få en frisk smag i munden. I begyndelsen hindrer tørken kun det, der er lækkert og sundt.

Den første desperation viser sig i krokodilledammene. En er tørret ud allerede i januar. Den plejer fire krokodiller at dele med Birys indbyggere, som henter vand til havebrug og tøjvask og vander deres dyr. Normalt lever krokodillerne af frøer og tudser, som formerer sig så hastigt, at krokodillerne bare skal åbne munden for at spise en tudse. Men efterhånden som vandet falder i dammen, svinder antallet af tudser ind.

Da dammen tørrer helt ud, flytter krokodillerne over i en mindre og dybere dam. Her stammer de fra, og deres forældre bor her. Nogle af krokodillerne er stadig små, og den største er næsten tre meter lang. I løbet af et par uger forsvinder frøerne og tudsernes kvækken også fra denne dam. De er alle sammen blevet spist.

I 2011 er der masser af vand i dammen og krokodillerne er fredelige, fordi der er masser af frøer og tudser de kan spise

Ligesom i den anden dam henter kvinderne vand her. Men en dag angriber den største krokodille, da Maisada sænker sin spand i vandet. Heldigvis er det kun spanden, det går ud over. Maisada får lynhurtigt revet spanden til sig, og kvinderne skynder sig op af den stejle skrænt. Maisada viser rystet spanden frem, som er ødelagt af krokodillen skarpe tænder.

De næste dage forsøger kvinderne at holde krokodillerne på afstand med en lang stav, når de henter vand. Men dyrene er virkeligt sultne, og de begynder at gå på jagt. En dag støder Souleyman på den store krokodille, som er ved at spise et gedekid.

Jeg spørger folk i landsbyen, hvad de vil gøre ved krokodillerne. Det er tydeligt, at krokodillerne nu er så sultne, at de truer deres dyr og børn. Men modsat andre steder i verden har landsbyen ikke tænkt sig at slå krokodillerne ihjel. Krokodiller er hellige dyr, som Dogonfolket respekterer. Krokodiller er deres forbindelse til fortiden og forfædrene, fordi arten er en af de oprindelige dyrearter.

Det er ikke kun dogonfolket, som har et særligt forhold til krokodiller. I bambarafolkets symbolik er krokodillen vigtig. Et tegn hedder krokodillespor, og det symboliserer godt naboskab. Symbolet viser, at man skal kunne leve ved siden af hinanden uden konflikter. Der skal være plads til alle. Selv om ens naboer er potentielt farlige, må man respektere hinanden.

Artiklen er først skrevet i marts men blev slettet af mit webhotel, der havde serverproblemer. Hyrderne fandt ikke nye græsgange til dyrene, så mange køer døde af slut i maj og juni.

Livet er skrøbeligt i Biry

Det begyndte med et tragisk dødsfald. Den anden dag fulgte et bryllup, og den tredje dag ankom en muslimsk vismand på sin sorte hingst. Han og hans følge af ryttere så ud, som kom de direkte fra middelalderen

Billedet af Seydou er fra 2010

Der var en underlig stemning ved min ankomst til Biry en lørdag i begyndelsen af januar. Børnene kom hujende som sædvanligt, men der var meget få voksne, som kom og bød mig velkommen. Og de, der kom, var meget stille. Forklaringen fik jeg efter et par timer. Seydou var død den samme morgen. Først fik jeg det fortalt på lokalsproget doureli med det sigende tegn – en håndbevægelse hen over halsen. Men jeg havde svært ved at tro det. Seydou havde jeg set kun halvanden måned tidligere. Han var vital og dynamisk. Jeg troede ikke, at en ung og sund mand kunne dø så pludseligt.

Desværre var det sandt. Samme morgen var Seydou død af noget så banalt som en tandpine. Ti dage tidligere fik han ondt i en tand. Han begyndte at blive syg, men det var ikke mere, end at han torsdag aften besøgte læreren. Men derefter bredte tandpinen sig, så hans hals og underansigt svulmede op. Og lørdag morgen døde han.
Ikke sært at landsbyen var lamslået. Tabet af dette dejlige menneske er svært at bære. Og det er forfærdende at blive mindet om, at et sundt menneske kan blive overmandet af en infektion på så kort tid og dø. Seydou efterlod sig kone og fire små børn.

Når der skulle hukkes sten til skolen, bygges huse eller organiseres fester, var han altid en af drivkræfterne. Til festerne var han den mest fantastiske danser. Alle glædede sig til, at han sprang ind i rundkredsen. Når han dansede solo, var det ren energi og vildskab. Og det var ham, der hver aften kom og øvede det lokale sprog doureli med mig. I hans lektioner bestemte han hvilke ord og vendinger, jeg skulle lære: ti stille, tal, løb, vent på mig …. ord med indbygget udråbstegn! Det var også Seydou, som sidste år forærede mig et abehovede. Han havde skudt aben samme dag, og den stirrede på mig.

Efter den voldsomme sorg om lørdagen, skiftede stemningen om søndagen – i hvert fald på overfladen. Da begyndte et ugelangt bryllup. Bruden stammede fra Biry, og der blev festet for hende, inden hun blev ført til nabolandsbyen, hvor hun fremover skulle bo hos sin mands familie. Der blev sunget, trommet og geværsalutterne gav ekko mellem bjergene natten igennem. Jeg så kun lidt af nattens fest, da jeg syntes, der manglede en danser.

Maraboutens hingst. Børnene bad mig fotografere den, selv om marabouten ikke ville have at jeg tog billeder af den

Den tredje dag mødte jeg ti ryttere i lange rober på smukke arabiske heste. Modsat alle andre i området hilste den første i følget ikke på mig, men passerede med et stenansigt. Nogle fra følget var dog så venlige at hilse på mig. Da jeg kom tilbage fra min gåtur, havde rytterne slået sig ned i landsbyen, og førerens hest stod bundet udenfor mit hus. Hesten var temmelig hysterisk og stejlede og vrinskede, hver gang den blev urolig. Børnene var så bange for de urolige heste, at de løb ind i mit hus, hver gang hestene vrinskede. Men de var samtidig fascineret af dyrene, så de gemte sig bag stenmuren for at betragte dem.

Anføreren var en muslimsk vismand, som bliver kaldt en marabout. Han lever af at fremstille amuletter, og man kan konsultere ham, hvis man har behov for magi – af den ene eller anden slags. En dristede sig til at sige, at han og hans følge var tiggere.

Marabouten blev nogle dage i landsbyen. Da han fandt ud af, at vi begge skulle i samme landsby, kom han forbi og hilste på. Landsbyens børn blev sendt ud at hente foder til hestene, og de skulle hente vand i søen nedenfor bjerget, så hans hest kunne drikke. Den skulle åbenbart ikke selv besvære sig ned til søen.

Derefter blev det hverdag – eller hvad man kalder et besøg belejret af nysgerrige børn og med konstante besøg.