Tag-arkiv: Biry

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Traditionelt dogon bryllup – en fest uden brudepar

Et bryllup i dogon i Mali adskiller sig fra andre bryllupsfester ved, at brudeparret ikke deltager i festen. Til festen synger kvinderne om deres ønsker til livet

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er midnat, inden bryllupsfesten for alvor kommer i gang. Selvom gæsterne hele dagen er strømmet til landsbyen Hore Haïre, ønsker ingen at være de første til festen. Derfor venter alle gæsterne med at gå hen til festen, til de kan høre at der er gang i trommer og dans. Når festen endelig er i gang, varer den hele natten, indtil solen står op.

Den sene start på festen er typisk for Hore Haïre. Der er ikke så meget dynamik i den lille udflytterlandsby, hvor beboerne har valgt at slå sig ned for at have god plads og afstand til naboen.

Hore Haïre er landsbyen, hvor selv en let vind medfører en strid sandstorm, fordi intet giver læ på den højtliggende slette. Når solen bager, er det svært at finde skygge, da husene ligge spredt, og de få træer er løvfældende og derfor uden blade i den varmeste periode af året. Det er landsbyen, hvor indbyggerne synes, at en plastikdunk lyder lige så godt som en rigtig tromme. Så gæsterne til brylluppet må danse til rytmen fra en enkelt tromme og det hule klask fra en tom plastikdunk.

I andre dogon landsbyer varer et bryllup i en uge. I Hore Haïre nøjes de med tre dages fest. Men uanset hvor trist og grå en landsby kan virke til daglig, liver den op under festen i et orgie af farver. Kvinderne benytter lejligheden til at bære familiens arvestykker – guld og kilotunge ravsmykker.

– Sørg for at få mange børn i dit ægteskab. Børn bringer lykke, og det er dine børn, der giver dig kærlighed, synger Hawa. Hun er selv gift og har fem børn.

Sangen er direkte henvendt til bruden Kadia med gode råd om ægteskab og familieliv. Brylluppets første nat er kvindernes fest. De besøger bruden, spiller musik og synger om hendes nye liv som gift kvinde.

– Du må ikke spise al maden, der skal også være mad til børnene, synger Djeneba. De andre kvinder synger kor og gentager budskabet. I Djenebas næste råd lever hun sig ind i Kadias situation og synger:

– Du må ikke svigte mig og efterlade mig helt alene.

Når en kvinde i Mali bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie. Storfamilien består af forældre, sønner og deres koner og ugifte døtre og selvfølgelig alle familiens børn. For en nygift kvinde er det en stor udfordring at vænne sig til at omtale alle hendes mands brødre som ”min” mand.

– Hvis du har en god familie, er det som om du er på vej i paradis.

Kvinderne skiftes til at synge for Kadia. Da det er et lukket kvindeselskab sætter de ord på deres liv, erfaringer og drømme. Noget er filosofisk som:

– Det er din sjæl, der klæder dig på – ikke tøjet.

Mens andet er ironisk:

– Det er ikke alt sammen arbejde i marken, der er også andre ting som skal gøres.

Og nogle udtrykker ønsker langt fra det traditionelle landsby – og familieliv:

– Vi vil ikke gå til fods, tag os med på motorcykel – tag os med helt til Lagos, helt til Abidjan.

Festens andre dage tilbringer Kadia i sit nye hus, hvor hun udelukkende får besøg af kvinder. I et andet hus venter brudgommen på, at festlighederne slutter, så han kan være sammen med sin kone. Men festen fortsætter og alle andre end brudeparret danser og synger. På festens sidste dag foregår dansen om eftermiddagen, og en konferencier fortæller, hvilke gaver gæsterne har givet. Der er tekstiler, kilovis af bolsjer, et årsforbrug af suppeterninger og penge.
Brudgommen Cisse og hans venner fejrer festens sidste nat ved at ture rundt fra hus og med jævne mellemrum at fyre løst krudt af, så braget vækker resten af landsbyen.

At fotografere psykisk syge i Mali

I Mali bliver psykiske problemer anset som en sygdom og hverken forklaret med onde ånder eller hekse. Men behandlingen er hovedsageligt overladt til traditionelle marabouter med urter, bønner og lidt magi

Af freelancejournalist Lise Blom
Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Det er svært at tolke hans blik. På en gang er det aggressivt og passivt. Han kunne være en skulptur, som han sidder i samme stilling lukket inde i egne tanker. Jeg sidder på hug overfor ham med kameraet for at fotografere ham.

Manden er psykisk syg. En diagnose har han dog aldrig fået. Der mangler generelt læger, og psykiatrisk behandling er så godt som ikke eksisterende i Mali. Men i det mindste er det accepteret, at hans tilstand skyldes en sygdom.  Der bliver hverken talt om onde ånder eller hekseri som forklaring ligesom i mange andre af verdens fattigste lande. Og manden er i behandling, selv om behandlingen er anderledes end vestens psykofarmaka.

I Mali passer familierne traditionelt de psykisk syge, men man møder også psykisk syge som tiggere på gaden eller i bushen, hvor de lever som eneboere.

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga helbreder psykisk syge. En marabout er en muslimsk lærd, som ofte også fungerer som traditionel helbreder. Medicinen er planter, bønner, amuletter med indsyede korancitater og lidt hokuspokus. Patienterne hos marabouten i Tanga kommer langvejs fra, for han er kendt som en god helbreder ligesom hans far, der har oplært ham. Ud over den traditionelle medicin og det koncentrerede arbejde med at kopiere koranen på træplader hjælper roen i en isoleret landsby som Tanga uden trafik og hektisk markedskultur.

Under halvtaget er marabouten ved at lave te. Rundt om ham sidder tidligere patienter og venner. Ligesom sidste år vil de gerne fotograferes. Børn og kone smiler også til kameraet, mens en patient kryber sammen oppe på klippevæggen. Han vil ikke fotograferes.

Når han om et år har det bedre, er det så en fordel eller en ulempe at se, hvordan han så ud, da han havde det rigtigt dårligt?

I Tanga er landsbyens beboere vant til de psykisk syge patienter

– Du skal også fotografere dem, siger marabouten og peger på tre mænd, som sidder under et halvtag i den anden ende af gården.

Mens jeg går derhen, tænker jeg over, hvordan jeg skal fotografere patienterne.  Det er tydeligt, at de ikke har det godt. Er det et overgreb at fotografere dem, når jeg bliver bedt om det? Hvis jeg lader være med at fotografere dem, viser jeg dem, at de er anderledes. De kan opfatte det, som om de ikke er værd at tage billeder af. Men et fotografi viser dem også hvordan de ser ud. Både umiddelbart når jeg viser dem kameraets lille skærm, men også om et år, når jeg vender tilbage med billederne. Her er kun få spejle, så man kan leve i lykkelig uvidenhed om sit udseende.

– Smil! Bortset fra en enkel patient, der griner fjoget, virker det absurd at forsøge at fremkalde er smil fra de stivnede ansigter.

Men det lykkedes mig at få øjenkontakt og de nikker, da jeg viser dem billederne på skærmen.

Den glade tosse er altid mere populær end den lidende syge

I nabolandsbyen griner de, da de ser billedet af den glade tosse

Tilbage i Biry har jeg lagt fotografierne på min computer og viser dem. Jeg er usikker over billederne af de syge fra Tanga. Synes folk, at det er respektløst at fotografere psykisk syge mennesker?

Efter at jeg har vist billedserien flere gange i landsbyen, kan jeg konstatere, at billederne fra Tanga er de mest populære og dem folk beder om at se igen. De syges ansigtsudtryk bliver studeret med fascination og medlidenhed mens ham, der smiler, fremkalder latter. Når jeg viser billederne i byen, bliver de modtaget med tavshed.

Da jeg vender tilbage til Biry i januar 2012 og igen har computeren med, vil folk gerne se billeder. Og det varer ikke længe, inden nogen spørger efter billederne af de syge fra Tanga. Jeg besøger marabouten igen, og en del af patienterne er blevet raske og er vendt tilbage til deres familier.

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Nedstirret af abe – en gave fra en gavmild jæger

Beboerne i Biry er gæstfri og gavmilde. Hver dag modtager jeg gaver og nysgerrige besøgende. En af de mere specielle gaver er jeg så uhøflig at afvise. Det er hovedet af en abe.

Af freelancejournalist Lise Blom

Den kikker på mig. De lyslevende øjne er blanke og skræmmende, fordi de stirrer intenst uden at blinke en eneste gang. Jeg føler, at øjnene bebrejder mig. Men det er min egen tolkning, for øjnene sidder i et lille abehoved, som er skilt fra kroppen, og selv om øjnene ser levende ud, er dyret dødt. Hovedet er en gave til mig.

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Først bliver pelsen svitset, og Kaduro skraber dyret ren for sod, inden det blivre grillet

Det er meningen, at abehovedet skal grilles sammen med et andet skudt dyr, som jægeren forærer mig. Men først skal det fotograferes. Gæsterne opfordrer mig til at hente kameraet, og de arrangerer abehovedet ovenpå det andet dyr som et jagttrofæ. Jeg kender ikke navnet på det andet dyr, men i min zoologiske uvidenhed vil jeg beskrive det som en blanding mellem en kanin og en kæmpe hamster uden hale.

Lige så lidt som jeg har lyst til at spise hovedet, har jeg lyst til at se på det og slet ikke fotografere det, så billedet til evig tid kan minde mig om det bebrejdende blik.

Der er meget kød på, forsikrer Seydou mig. Han er den stolte jæger, og han tolker min afvisning som utilfredshed med mængden af kød. Jeg forsøger at forklare, at det er abens blik, jeg ikke kan holde ud, og at jeg ikke har lyst til at spise den.

Men jeg fornemmer, at min forklaring ikke bliver forstået. At afvise kød er utænkeligt, og kød grillet over ild som snack en sen aftentime udenfor de almindelige måltider er en luksus. Jeg takker også nej til det andet dyr, fordi jeg stadig er mæt efter aftensmaden.

Et bål bliver tændt, og Kaduro går i gang med at grille kødet til de andre gæster i gården. Det er for min skyld, at Seydou har været på jagt. Efter at han har slidt med at bygge hus, er han taget på jagt, fordi vi aftenen inden talte om dyret, som jeg kender navnet på. Han ville vise mig det og gik derfor på jagt.

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Jeg kunne ikke fotografere abehovedet. I stedet er her et billede af hønsetyven, der blev skudt samme aften

Pludselig runger at skud mellem klipperne. Alle springer op, men der er heldigvis kun et enkelt skud, som kommer nedefra. To mænd løber ned af klippen for at undersøge, hvem, der har skudt, hvad. Kort efter kommer de tilbage med en vildkat. Den har længe hærget Lamines hønsegård, så i aften lå han på lur og skød hønsetyven.

Geværerne er håndbyggede af landsbyens smed. Nogle skyder med hjemmesmedede kugler og hjemmelavet krudt, mens andre køber patroner. Der skal tålmodighed til at få øje på de vilde dyr, men de er der. Tidligere var her løver, og en ældre kvinde fortæller, om dengang hun vågnede ved, at en panter snusede til hendes tæer inde i huset. Da hun rejste sig løb den.

Kvinde flygter fra arrangeret ægteskab

Kvinder i Mali diskuterer ikke arrangerede ægteskaber med deres forældre, når de er uenige. I stedet stikker de af hjemmefra

Af freelancejournalist Lise Blom
Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Ousman har kastet sin kærlighed på den fraskilte Maimona. Det kunne være en ny begyndelse for den 25-årige Maimona, der ud over at blive skilt fra sin tidligere ægtemand også har mistet to børn.

– Hun har ikke sagt helt ja endnu, siger Ounde. Han er bedste ven med Ousman og spørger, om jeg kan tale med Maimona.

Nogle dage inden har Maimona afsløret sine fremtidsplaner for mig.  Da vi er på tur sammen til landsbyen Dedjie og står på kanten af det 200 meter høje dogonplateau, har vi udsigt over et vidstrakt fladt landskab.  Her skjuler varmedisen landevejen til hovedstaden Bamako og Gao mod nordøst. Maimona er parat til at begynde den anstrengende gåtur på 40 kilometer med det samme.

Hendes planer for fremtiden er et liv i Bamako med let adgang til vand, mad og muligheden for at tjene sine egne penge. Og så er hun forelsket og planlægger at gifte sig med en ung mand i hovedstaden. Det sidste har hun ikke fortalt sine forældre. Traditionelt er det dem, der arrangerer ægteskab for deres børn.

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Da jeg nævner Ousman og hans planer om ægteskab for Maimona, bryder hun sammen i grin og afviser højlydt enhver tanke om ægteskab. Munterheden spreder sig til kvinderne i huset og alle, der kommer forbi. Resten af dagen er et muligt ægteskab mellem hende og Ousman dagens vittighed, og da Maimona møder ham senere, kan jeg spore en vis grusomhed i hendes tone overfor ham.

Maimonas forældre er begejstrede for ægteskabstilbuddet fra Ousman. Han bor nemlig i samme landsby Biry, som de gør. Det vil være ideelt for dem at have deres datter i nærheden af sig, nu hvor de begge er ved at være oppe i årene og ikke længere kan arbejde så meget. Hun vil kunne hjælpe sin mor med husarbejdet, der for en landsbykvinde i Mali begynder, før solen står op og slutter efter solnedgang.

Ousman er mindst 30 år ældre end hende og har i forvejen to koner. Den ene bor i Biry, den anden i hovedstaden Bamako. Maimona kan, hvis familien formår at overtale hende, se frem til et ægteskab, hvor hun i første omgang bliver forkælet som ny kone, men hurtigt derefter vil bliver set på som arbejdskraft. Manden vil indenfor ti til tyve år kunne arbejde mindre og mindre. Tidligere ville de ældste børn i familien have pligt til at forsørge hende. Men familiemønsteret er i opbrud, og de unge søger til enten hovedstaden eller fjerne lande, så Maimona ville med stor sandsynlighed indenfor få år skulle forsørge sig selv og små børn.

Men alle de gode argumenter for at undgå ægteskabet holder Maimona for sig selv. Hun tør ikke konfrontere sine forældre med sine planer om et bryllup i Bamako, som skal holdes hos hende kusine. I stedet for stemmer hun med fødderne i stil med landsbyens andre unge kvinder.

Maimona er smart. Hun planlægger at stikke af ved at gå til et marked mod vest samme dag, som jeg tager at sted og finder transport i Kendie, som ligger øst for Biry. I Dedjie har jeg fået foræret tre haner, og landsbyens kvinder aflægger alle besøg med skåle fulde af jordnødder, der til sidst fylder en hel sæk. Jeg takker kvinderne for deres venlighed overfor mig og finder nogle dage senere ud af, at jordnødderne slet ikke er til mig. Landsbyens kvinder har foræret Maimona jordnødder, som hun kan sælge på markedet og tjene de 100 kroner en rejse til hovedstaden koster.

Maimona er ankommet sikkert til Bamako og bor med sine kusiner og deres familie.

Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.

Turister på privatbesøg i Mali

Når en landsby i Mali for første gang får besøg af turister, bliver rollerne byttet om, og det er beboerne, som fotograferer turisterne.

Den unge fyr holder mobiltelefonen foran sig, smiler, og fotograferer turisterne en ad gangen. Efter ham følger endnu en ung fyr. Kameraerne er blevet vendt, og nu er det turisterne, som er i fokus. I seks dage og på utallige rejser før har de danske og norske turister været dem, der fotograferede og observerede. Nu er situationen anderledes. Turisterne er underholdning og bliver studeret indgående af landsbyens beboere.

Foto Margit Bæksted. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Foto Margit Bæksted Jensen. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Vi er i landsbyen Somme i dogon-området i Mali. Egentlig skulle vi straks have været videre, men landsbyens beboere insisterer på, at vi kommer på besøg. Der bliver givet hånd, og vi bliver placeret under et halvtag, så landsbyens beboere kan betragte os. Men vi skal videre. Vi skal vandre til landsbyen Biry, hvor en velkomstkomite venter os med geværer og trommer.

Foto: Margit Bæksted. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Foto: Margit Bæksted Jensen. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Som rejseleder for Viktors Farmor har jeg taget min gruppe af danske og norske turister med langt ud på landet. Gennem tre timer er vi bumlet ad en hjembygget vej, der zigzagger sig gennem landskaber mellem klipper, så man næsten umærkeligt stiger 400 meter op på dogonplateauet.

Gruppen af danske og norske turister fra rejsebureauet Viktors Farmor er den første turistgruppe, som besøger Biry i dogonområdet i Mali. Gruppen er her som landsbyens og mine gæster, og jeg er spændt på, hvordan mødet spænder af. Her bor min tidligere svigerfamilie, som jeg stadig har tæt kontakt med og besøger hvert år. Landsbyens beboere har tidligere efterspurgt turister, og de har allerede haft besøg af enkelte venner fra Danmark, der har fotograferet, filmet og optaget musik i Biry.

Foto; Margit Bæksted. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

Foto; Margit Bæksted Jensen. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

I dag kommer en rigtig gruppe turister til Biry. Den yngste er en dreng på 13år, og den ældste er en mand på 72 år. Turisterne har allerede oplevet mange korte landsbybesøg på rejsen i Burkina Faso og Mali, og de er alle rejsevante. Forskellen fra tidligere besøg og dette er, at de denne gang er rigtige gæster, de skal sove i landsbyen og spise deres mad. Alting skal fungere for, at turisterne får et godt besøg, men det skal også være en god oplevelse for landsbyens beboere. For dem handler det ikke kun om at tjene penge men også om at møde mennesker udefra og dele deres kultur. Jeg har forklaret landsbyen, at det er for meget, hvis de slagter en hel ko for os. Otte kyllinger og en ung ged er rigelig mad til 13 personer.

Vi ankommer sent og sultne til Biry og må spise en forsinket frokost af kylling i sovs af baobabblade, før vi får den traditionelle velkomst.

Eftermiddagens lys er blevet gyldent, da landsbyens unge mænd med håndsmedede geværer leder os op til landsbyen. Langs stien synger kvinder og børn og klapper i takt til trommerne. På en lille plads i landsbyen bliver vi placeret i midten, mens mændene med geværer danser om os. De afslutter dansen med geværsalutter, der giver genlyd i klipperne.

Det bliver aften, og umiddelbart efter mørkets frembrud stiger den næsten fulde måne op og oplyser klippelandskabet. Et bål af strå oplyser dansepladsen, hvor de unge mænd og kvinder danser. De har selv koreograferet et program af danse, der indeholder elementer af traditionelle maskedanse. Men de fortæller også små historier med dansene, som er inspireret af musikvideoer og hiphop. Når der er konkurrencer i området, deltager Birys unge, og i 2010 vandt de førsteprisen.

Ind i mellem er det små børn, som danser. Den traditionelle dans går lynhurtigt, det ene ben kører i dobbelt takt af det andet. Mens benene kører som trommestikker, er resten af kroppen næsten helt rolig, hvis danseren er dygtig. Kun få turister har mod på at danse med. Det er en dans, man skal være opvokset med for at kunne danse.

Næste morgen besøger vi landsbyen og hilser på beboerne. De fleste er i marken, da høsten i år for en gang skyld har været god, så den er endnu ikke slut sidst i november.  Derefter er det tid til afgang. Beboerne forsøger at overtale os til at blive lidt længere. Der hænger endnu to hele røgede køller fra geden til vores frokost. Men vi har et stramt program og må videre. Inden afgangen får vi fire haner og en kasse bananer foræret. Turisterne er rørt over besøget, og de har samlet penge ind som tilskud til den skole, de unge fra Biry arbejder på at få etableret.

Lidt senere på turen oplever turisterne, hvilke problemer turisme kan give. Børn, der tigger og pjækker fra skole for at holde turister i hånden i hånden med det formål at få en gave. En situation jeg aldrig håber, at jeg kommer til at opleve i Biry.

Børn vasker tøj i krokodillesø

På landet i Mali har selv små børn pligter som at vaske tøj. Vandet må de hente i en sø fyldt med krokodiller

Af freelancejournalist Lise Blom

Et hastigt blik rundt i den lille sø afslører, at krokodillen stadig hviler sig på den lave klippe. Pigen springer ned på en sten overfor og fylder sine to spande med vand i søen. Den ene spand løfter hun op på hovedet med sine spinkle arme. Det sammenrullede tørklæde, der beskytter hovedbunden, falder ned i søen. Inden jeg når at reagere, har hun bøjet sig ned og samlet tørklædet op fra vandet, mens hun stadig balancerer med spanden på hovedet.

Børnene er samlet ved søen sidst på dagen for at vaske tøj og lege. Der er flest piger, og de er mellem seks og ti år. Ud over tøjvasken passer de deres små søskende, som bliver båret på ryggen samtidig med, at de bærer de tunge spade med vand.

Krokodillen slapper af på stenen det meste af tiden. En gang i mellem svømmer den gennem søen, og dens kæber smælder, når den fanger en frø. Den lever af frøer og rører ikke de får, geder og køer, som kommer til søen for at drikke. Alligevel er der overraskende mange frøer i søen. Og krokodillen er ikke engang alene. Der er to større krokodiller, som tilbringer det meste af tiden under vandet, og jeg har set en lille bitte krokodille, som brillerede ved at klatre lodret op ad en sten.

Umiddelbart ville man ikke forvente at finde krokodiller i et klippelandskab, hvor der kun er lidt vand, men i dogon er de udbredte. For dogonfolket er krokodillen hellig, og i nogle landsbyer bliver de fodret. Men i Biry må de omkring ti krokodiller, der lever i de nærmeste vandhuller, klare sig med frøer.

Bambarafolket har et symbol, der består af et stiliseret krokodillespor. Symbolet står for vigtigheden af et godt naboskab. I Mali er det nemlig nødvendigt at kunne leve side om side med en krokodille. De dyr vi betragter som farlige, slår man ikke ihjel eller driver bort. Det handler om at respektere hinanden og acceptere krokodiller i ens vandforsyning.

Helbred i Mali – et brækket ben er livsfarligt

Den lokale helbreder bliver foretrukket frem for hospitalet, når folk i Mali kommer galt af sted. Selv om det oftest går godt, er der risiko for infektioner og koldbrand

Af freelancejournalist Lise Blom
Hamidou er nygift med Fatoumata. Med et dårligt ben har han vanskeligt ved at forsørge hende

Hamidou er nygift med Fatoumata. Med et dårligt ben har han vanskeligt ved at forsørge hende

Hamidou halter, og bulen over ankelen ligner en knogle, der stikker ud af underbenet. Men det er svært at se for sårskorpen, og væsken som løber ud af såret.

– Få ham på hospitalet, siger jeg til storebror Ounde, der er den eneste i familien, som taler fransk.

Familien vil lige se tiden an. Vi er i februar, og Hamidou brækker benet i juni 2009, da han bliver sparket af en ko. Bag på en motorcykel bliver han kørt til en traditionel helbreder i en landsby15 kilometer væk i det uvejsomme landskab. Her tilbringer han de næste måneder, mens knoglen vokser sammen. Men selvom knoglen nu er vokset sammen, er det ikke i den helt rette vinkel, og Hamidou går med besvær. Hvert skridt gør ondt.

To uger senere er smerterne forværret. Der bliver sendt bud efter en apoteker med medicin. Meldingerne lyder, at Hamidou får det værre og værre. Og der bliver talt om at fjerne det stykke knogle, som stikker ud.

Fodboldkamp i Biry. Det er en yngre dreng i nabolandsbyen Hore Haïre, der er kommet til skade

Fodboldkamp i Biry. Det er en yngre dreng i nabolandsbyen Hore Haïre, der er kommet til skade

Jeg håber, at det går bedre for den otteårige dreng, der enten brækkede eller forstuvede sit ben en uge senere.

Jeg har taget fodbolde med til børnene. De små børn får lette plastikbolde, de større børn får kraftigere bolde, og de unge mænd får læderbolde.

Straks de får boldene, går drengene i gang med at spille. I Biry har de unge allerede ryddet en fodboldbane, hvor de mødes hver dag inden solnedgang til et spil. I Hore Haïre, den anden landsby jeg besøger en uge senere, spiller børnene for første gang på den knoldede stubmark.

Det går galt, og den otteårige Adama bliver tacklet af en af de større. Bag på en motorcykel bliver han fragtet til helbrederen. Her skal han blive nogle dage. Han får en skinne på af træstykker bundet sammen med reb. Jeg får at vide, at benet kun er lidt brækket.

– Vi stoler mere på de traditionelle helbredere end på hospitalet, fortæller Abdoulaye.
– På hospitalet kan de ikke gøre noget alligevel, og det ligge langt væk.

Abdoulaye er selv blevet lappet sammen af en helbreder, da han brækker armen og benet. Vi er i landsbyen Anga i dogonområdet og står ved den afgrund, han er styrtet ned fra. Det kildrer i maven, når jeg kikker ned. Dybt under os ligger en sø, og kraftigere vindstød presser på bagfra.

– Tidligere dyrkede vi jorden i dalen. Den er indesluttet af lodrette klippevægge, så vi klatrede ned, siger Abdoulaye og peger på en klippevæg.

Da den er lodret, kan man kun se det øverste stykke. Enkelte steder kan man finde fodfæste på klipperne.

Abdoulaye styrter, fordi han vil vise nogle besøgende, hvordan han og de andre landsbyboere tidligere er klatret ned ad klippevæggen. Men efter at en vandboring har givet dem mulighed for at dyrke jorden ovenfor kløften, benytter de ikke længere klatrestien. Ude af træning mister Abdoulaye grebet og styrter ned i det dybe mørke vand. Han redder sig op på en klippeø, hvor han selv kan konstatere, at både arm og ben er brækkede.

Nogle kolleger kommer ham til undsætning. Med et reb bundet om sig bliver han trukket op af det svimlende dyb. Helbrederen får sat ham sammen, så han i dag kun halter en anelse og har bevaret tiltroen til de traditionelle helbredere.

Og for mange er det intet alternativ. Tidligere har jeg betalt til en ung mand, der ville få amputeret begge arme efter et trafikuheld i Bamako, hvis der ikke blev betalt for at få ham behandlet på et bedre hospital. I dag har han begge arme.

Det kan også være en udfordring at komme til skade, selv om man har en forsikring. Det oplever vi i rejsegruppen fra Viktors Farmor. Med om bord på den tidligste færge fra Timbuktu er en ambulance på vej til Malis hovedstad Bamako. I ambulancen er en militærmand, der er kvæstet ved en bilulykke samme nat. Han skal lappes sammen af den nærmeste ortopædkirurg. Og den nærmeste – og eneste findes på universitetshospitalet i Bamako. En tur på omrking1.300 kilometer delvist på hærgede grusveje.

Vanskelig adgang til vand – en udflugt til jordens indre

Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli

Af freelancejournalist Lise Blom

Mit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.

Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.

I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.

Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.

Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.

Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.