Tag-arkiv: Burkina Faso

Baobab – Afrikas potente kæmpe

På Afrikas savanne bliver baobabtræet betragtet som nærmest magisk. Planterigets venlige kæmpe kan bringe os skønhedsserum og superfoods og være med til at beskytte os mod kroppens forfald.

Du kan sikkert se et baobabtræ for dig, uanset om du har været i Afrika eller ej: en kolossal knudret stamme med et virvar af krogede nøgne grene, et silhuet mod himmel som et gigantisk spindelvæv. Et baobabtræ ser ganske enkelt eventyrligt ud. Det er derfor et ikonisk foto for alle, der har besøgt den afrikanske savanne.

Men for mennesker og dyr i Afrika er baobabtræet meget mere end et smukt motiv. Træet er deres bedste ven på savannen. Til daglig er et baobabtræ lig med mad og medicin. Og i nødens stund kan baobabtræet betyde forskellen mellem liv og død. Ved baobabtræet er der nemlig altid skygge, et sted at søge ly og så er der vand.

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

For baobabtræet er slet ikke et rigtigt træ. Det er verdens største sukkulent. Sukkulent betyder ’fuld af vand’, og baobabtræets stamme, grene og stængler består af omkring 80 procent vand. Så har man som dyr eller menneske et ordentligt tandsæt, kan man bide i en baobab og suge vand ud af plantedelene.

Det forklarer baobabbens knudrede udseende. Gennem århundreder har dyr bidt i og drukket af dets safter. Samtidig er der hulrum i stammen på gamle træer, som i regntiden bliver fyldt med vand. Det er normalt disse hulrum, tørstige mennesker vil drikke fra, hvis de er løbet tør for vand.

 

Stokrosens fjerne fætter

I planteriget er en baobab del af katost-familien og dermed en meget fjern slægtning til vores stokroser. Men i en hel anden aldersklasse. Der er eksempler på baobabber på op til 6000 år. Nogle steder har folk grundlagt landsbyer omkring et gammelt baobabtræ, som de tillægger en mytologisk og magisk betydning. Det vil være ved baobabtræet, at landsbyrådet mødes og diskuterer vigtige emner. Og i de traditionelle landsbyer vil det også være her, at historiefortælleren indvier børnene i deres folks historie og fortæller eventyr, der lærer dem at skelne mellem god og dårlig moral.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten i en lobi-landsby i Burkina Faso

Den afrikanske savanne har hvert år lange perioder uden regn, så det er umuligt at dyrke frisk frugt og grønt. Derfor er baobab en uundværlig del af kosten. Den pulveriserede baobabfrugt bliver brugt til at blande i drikke, som sødestof i grøden og som en blanding af slik og vitaminpille til børnene. Baobabfrugten bliver også kaldt abefrugt, fordi aber elsker den søde smag. Baobabræets blade er den vigtigste ingrediens i den daglige sovs i det indre af Vestafrika. Man laver også naturmedicin af blade, frugt, frugtens kerner, træets bark og rødder. Til gengæld kan et baobabtræ hverken bruges som brænde eller til byggemateriale på grund af det høje indhold af vand.

Fra myter til videnskab

Baobabtræet kunne have fortsat som dyrenes og landbefolkningens anonyme fødevare, hvis ikke afrikanske og internationale videnskabsfolk var blevet nysgerrige på de mange fortællinger om baobabtræets mirakuløse egenskaber.

Der er især kommet gang i forskningen i forbindelse med, at baobab er blevet godkendt som fødevare og kosttilskud i både EU og USA. Men allerede i 1904 blev der udviklet et plastisk materiale med indhold af baobabfrugt, der kunne bruges til at støbe redskaber af. Trods et patent kom produktionen heldigvis aldrig i gang. For nu om dage har man fundet meget bedre anvendelsesmuligheder for baobab.

Superfrugt med potentiale

En lidt yngre baobab

Et mytologisk træ som baobabtræet kan naturligvis ikke nøjes med den sædvanlige måde at formere sig på med blomster og bier. Så når baobabtræet blomstrer med store hvide laterne-lignende blomster, bliver det befrugtet af flagermus. Ud af det natlige møde vokser aflange frugter i en hård skal dækket af korte lysegrønne fibre, der ligner velour.

Og hvad møder dig, når du får åbnet frugtens skal? Forestil dig en blanding af en flamingokasse og et stykke kridt. Det er konsistensen af en baobabfrugt. Modsat så mange andre frugter er den helt tør. Det hvide frugtkød er gennemtrevlet af rødlige fibre og fyldt med små hårde kerner. Så det er lidt af et arbejde at spise en baobabfrugt.

Den letteste måde er at banke frugten i lang tid, så det tørre frugtkød bliver pulveriseret og kan hældes ud af et lille hul i skallen. Pulveret kan man blande med vand eller juice og det giver en delikat baobab-smoothie.

For heldigvis bliver man belønnet for arbejdet med en enestående smag: den er syrlig-sød og citrusagtig og minder om et bolsje. Og når det handler om vores sundhed, er belønningen endnu større. For en baobab-frugt er en ægte super-food – en fødevare med et exceptionelt højt sundhedsfremmende næringsindhold. Videnskabens analyser får helsekostindustrien til at juble, og i Danmark er der allerede produkter baseret på baobabfrugt på markedet.

Antioxidant og fibre

Faktisk har baobab det højeste naturligt forekommende indhold af vitamin C og andre næringsstoffer. Andre vigtige næringsstoffer er kalk, magnesium og kalium. Indholdet af c-vitamin er syv til ti gange højere i baobab-frugt end i en appelsin. Det høje indhold af blandt andet vitamin C fungerer som antioxidant, som er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder kroppens celler. Mest antioxidant er der i det rødlige fibervæv i frugten. Flere undersøgelser viser, at når man spiser naturlige antioxidanter, kan det forebygge sygdomme forårsaget af en oxidativ stress påvirkning, som hjerte-kar sygdomme og kræft.

Det samlede fiberindhold i frugtkødet er på mindst 44 procent, så det har også en god virkning på vores fordøjelse og følelse af mæthed.

Baobabfrugten er anti-inflammatorisk. Inflammation er en betændelsestilstand i vores krop, som kan skyldes vores livstil og vores kostvaner. Inflammation kan medføre træthed og utilpashed og i sidste ende alvorlige livsstilsygdomme. Anti-inflammatorisk kost er en af vejene til en sundere livstil med bedre fysisk velvære.

Der findes en række andre super-foods med lignende egenskaber, men de skal spises helt friske, for at deres høje næringsindhold er intakt. Fordelen ved baobab er, at frugten i forvejen er tør, når den er moden, og derfor bevarer den næringsindholdet uden problemer.

Godt nyt for vegetarer

Professor emeritus Mogens Jakobsen fra Institut fra Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har i mere end 20 år vejledt forskere i Burkina Faso i deres undersøgelser af baobabs egenskaber. Det gælder især den traditionelle behandling ved fermentering. Han fremhæver særlig to fordele ved baobabfrugten.

– Der er en perfekt sammensætning af de essentielle aminosyrer i fermenteret baobabfrugt. Det betyder, at de aminosyrer, man normalt kun kan få i en kost med animalske produkter som kød og mælk, findes naturligt i baobab-frugt, forklarer Mogens Jakobsen.

Profilen af essentielle aminosyrer er bred, så kroppen får det, den har behov for at kunne fungere. Vores krop har behov for at få 8-9 essentielle aminosyrer for at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Normalt indeholder en plantebaseret kost kun en begrænset mængde af disse essentielle aminosyrer. Derfor er baobabfrugten især relevant for vegetarer og veganere.

– Men det kan også blive en vigtig fødevare i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på, at vi skal skære ned på vores forbrug af kød og andre animalske produkter, påpeger Mogens Jakobsen.

Den anden fordel ved baobabfrugt er, at den er præbiotisk. Det vil sige, at frugten indeholder fibre, som vi ikke kan fordøje, men som kan stimulere de gavnlige bakterier i vores fordøjelsessystem og dermed forbedrer vores sundhed.

Den præbiotiske effekt ved baobabfrugt har et stort potentiale for at udvikle endnu mere specialiserede kosttilskud. Det kan især ske ved at fermentere baobabfrugt. Og netop fermentering er professor Mogens Jakobsens speciale.

Forskere på fødevareinstituttet på Teknologisk Institut i Burkina Faso har fundet en række naturlige bakterier med hver sin specifikke egenskab. Ved at fermentere baobabfrugten med en af disse bakterier bliver de gunstige bakterier bragt videre ind i vores tarme og fordøjelsessystem, hvor de kan fremme vores sundhed.

Metoden er testet ved forsøg i laboratoriet, og forskerne arbejder videre med at udvikle og afprøve mulighederne, inden der bliver udviklet deciderede helsekostprodukter, som kan blive solgt på det internationale marked.

Smuk med baobab

Fra vores tarme går vi direkte til vores hud og ydre skønhed. Nu skal vi have fat i baobabfrugtens mange kerner og se, hvilken gavn vi kan få af dem. I første omgang mente man, at kernerne kunne bruges til biobrændsel, men heldigvis valgte forskere at undersøge næringsindholdet og den olie, der kan presses af kernerne. Måske lyttede de til den tradition, der er for at bruge kernerne til naturmedicin. Forskellige steder i Afrika bliver fermenterede kerner brugt til at kurere lidelser som forhøjet blodtryk, diarre og som lindring ved røde hunde. Andre steder bruger man omslag af knuste kerner til at behandle hævelser på kroppen.

I vores del af verden bliver baobabolien i første omgang brugt til hudpleje. Og hudplejespecialister kan kun juble over resultatet af analyserne af baobabkerneolien.

Som jomfruolie kan der kun presses omkring syv procent olie ud af hver lille kerne. Derfor skal der mange kerner til en flaske olie, og det gør olien forholdsvis dyr. Baobabolien bliver brugt til ren hudolie eller som ingrediens i cremer.

Knap en tredjedel af olien består af mættede fedtsyrer, lidt mere end en tredjedel er monoumættede, mens lidt under en tredjedel er polyumættede fedtsyrer, og der er et rigt indhold af omega 6 og 9. I olien finder man vitaminerne A, D, E and K. Vitamin A og K styrker opbygningen af cellerne, mens Vitamin E er en kraftig antioxidant. Den er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder cellerne i vores hud og sikrer samtidig olien en lang holdbarhed på op til fem år, hvor den ikke bliver harsk.

Som hudplejeprodukt får man glæde af oliens indehold af forskellige steroler som især phytosterol. Phytosterol har en antiinflammatorisk effekt og er både med til at mindske nedbrydningen af collagen og stimulerer samtidig dannelsen af nyt collagen.

Som hudplejemiddel er den umiddelbare fornemmelse af olien velbehag. Ens tørre og irriterede vinterhud føles med det samme blød og fugtmættet. Olien trænger hurtigt og let ind i huden, uden at man føler sig fedtet. Da der ikke er nogen allergener i olien, kan den anvendes af allergikere og ved eksem. Den lindrer og er med til at hele skader på huden.

Den daglige sovs

De friske lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet i april. Årets tørreste og varmeste måned.

Nu skal vi se nærmere på baobabtræets blade. For spørger du til menuen i en landsby i det indre Vestafrika, vil svaret fem ud af syv dage være grød med sovs af baobabblade. Baobabtræet har grønne blade før, under og efter den årlige regntid. Men en stor del af bladene bliver høstede, inden de falder af træet. Det sker, når kvinder bevæbnet med knive monteret på meterlange bambusstokke skærer de friske blade ned for at tørre bladene og gemme dem til resten af året.

De fleste fra vores del af verden vil finde den grønne baobab-sovs – og især dens slimede konsistens – uappetitlig. Sovsen ligner og er et fattigmandsmåltid. Smagen af de knuste og kogte baobabblade er let bitter, og den slimede konsistens svarer til den smag og konsistens, man får fra grønsagen okra, også kendt som gumbo.

Videnskabsfolket har naturligvis også analyseret næringsindholdet i baobabablade. Og ligesom alt andet på baobabtræet med et godt resultat. Bladene indeholder proteiner og indholdet af kalk er tre til fem gange højere end i mælk. Der er desuden magnesium, potassium, zink og jern, samt et højt indhold af vitaminerne A, B1, B2, and C.

Hverken fødevarer eller kosttilskud baseret på baobab-blade er til salg i Danmark endnu.

Baobab med ekstra god samvittighed

Smedens kone foran en baobab udenfor Biry i Mali. Bemærk hendes t-shirt: ingen adgang for geder

Når du køber og bruger produkter fra baobabtræet, er det ikke kun dig selv, du gør noget godt for. Du er også med til at skabe en indtægt for verdens allerfattigste, nemlig afrikanske kvinder, som lever på landet. Baobab vokser vildt på savannen, og traditionelt er det kvinder, der har ansvaret for at samle og forarbejde frugt fra vildtvoksende træer og buske. Det er dermed dem, som tjener penge på at sælge frugt, blade og kerner fra baobab. I forbindelse med forskning i baobabtræer er man nu også begyndt at plante og forædle baobabtræer. På den måde kan man udvikle træer med de bedst mulige ernæringsmæssige egenskaber eller den bedste smag. På sigt bliver produkterne derfor endnu bedre, ligesom der bliver skabt nye arbejdspladser og indtægter til lokalbefolkningen i Afrika.

Så forskning i og udvikling af baobabprodukter fortsætter. Det gælder også for baobabs medicinske virkning. Der er tegn på, at baobab kan nedsætte høj feber, kan hjælpe på diarre og kan påvirke kroppens naturlige produktion af insulin. Man kan også bruge baobabblade til en naturlig insektgift. Røgen fra bladene kan dræbe både fluer og myg, men desværre ikke kakerlakker.

Fakta: Kosmetisk baobab-olie

  • Nærer, plejer og blødgør huden
  • Er non comedogen, dvs den tilstopper ikke hudens porer
  • Højt indhold af antioxidanten E-vitamin
  • Hjælper på ubalancer i huden
  • Reducerer rødmen
  • Gør huden mere elastisk
  • Styrker hudens barrierefunktion
  • Styrker kollagenet
  • Irriterer ikke huden og kan bruges af allergikere
  • Kan bruges i behandling af eksem og psoriasis

Fakta: Baobab-frugt som kosttilskud

  • Virkningen af baobab er antioxidant og anti-inflammatorisk. Aktivstoffer hjælper med at stoppe alderens nedbrydning af vores krop og vores helbred.
  • Højt indhold af kostfibre, der hjælper på fordøjelsen
  • Perfekt sammensætning af essentielle aminosyre, der kan erstatte animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter
  • Præbiotisk, indeholder ufordøjelige fibre, der stimulerer vores fordøjelse

Fakta: Hvor gror baobab?

  • Der findes otte forskellige sorter af baobab. Denne artikel handler om den sort, som vokser i Afrika. En anden sort hører til i Australien, mens Madagaskar er hjem for hele seks forskellige sorter.
  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og dermed et af verdens ældste træer. Omkredsen på er 47 meter og det er 22 meter højt. Det hule træ huser en bar med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Kilder:

Videnskaben i denne artikel stammer især fra to videnskabelige gennemgange af forskning relateret til baobab. Den ene gennemgang er udført af forskere fra Fødevareteknologisk Institut på Teknologisk Institut i det vestafrikanske land Burkina Faso og fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, mens den anden er udført af forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet på det sydafrikanske universitet Tshwane University of Technology.

Denne artikel har været bragt i Ugebladet Søndag/4 2019

Læs mere om baobab:

Baobab som afrikansk souvenir

Hvorfor nøjes med afrikanske masker og tekstiler som souvenirs? De farvestrålende afrikanske markeder indeholder et væld af spændende varer Kun fantasien sætter grænser for, hvordan du kan sætte ekstra smag på din mad og din vindueskarm.

Noget stort er på vej. Bogstaveligt talt. Endelig er det lykkedes mig at få et baobabfrø til at spire. Gennem årene har jeg samlet baobabfrugter og flere gange forsøgt at spire frøene uden held. Ligesom det er en fordel at læse brugsanvisningen, inden man samler et IKEA skab, så er det også smart at finde en vejledning i at spire et baobabfrø. Et baobabfrø i naturen kan nemlig først spire, efter det er blevet spist af et dyr og har været igennem dets fordøjelsessystem. Altså skal frøet gennem en lignende proces. Spørg Google eller læs nederst, hvordan jeg spirrede frøet.

Dag 3 efter at baobaben er kommet op ad jorden

Min nye lille baobabplante skal stå i vindueskarmen og minde mig om Afrika. Nu tænker du måske på de billeder, du har set fra Afrika af meget store baobabber. Hvordan kan en baobab være i min vindueskarm? Heldigvis vokser en baobab langsomt. En baobab kommer først til at ligne en rigtig baobab, når den er omkring 700 år. Jeg regner med at få en bonzai-agtig baobab, der har potentiale til at overleve mig og mange generationer efter. De ældste baobabber er målt til at være 6000 år.

Læs mine artikler:

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

En baobab ligner et træ, men det er den slet ikke. Faktisk har den en fjern slægtning i Danmark, det er en anden historie …..

Baobab er superfood
Baobabfrø er ikke det eneste, jeg har bragt med hjem fra Vestafrika. Jeg har også stor fornøjelse af det tørrede frugtkød. Konsistensen minder om en blanding af flamingo og kridt. Smagen er syrlig sød og indholdet af især C-vitamin er højt. Frugtkødet indeholder også andre vitaminer og mineraler som kalcium og magnesium og er det man kalder et super food. I Vestafrika spiser børnene frugten som slik, hvis aberne ikke allerede har været der og stjålet frugterne. Derfor kalder man også baobabfrugt for abebrød. Det pulveriserede frugtkød kan drysses i en smoothie og gøre den ekstra sund.

Hvis man ikke rejser til Afrika, kan man købe baobabfrugtpulver i helsekostbutikker og på nettet. Men det er selvfølgelig bedst at købe i Afrika, hvor kvinderne tjener pengene direkte i stedet for, at varen skal gå gennem en masse led og de oprindelige producenter kun tjener en brøkdel.

Baobab i brød
Jeg drysser lidt pulveriseret baobabfrugt i dejen, når jeg bager brød. Jeg bruger stenkværnet mel uden tilsat askorbinsyre. Det høje indhold af C-vitamin i baobabfrugt fungerer ligesom askorbinsyre og hjælper på hævningen af brødet. Det giver også brødet en svag syrligsød smag.

Blade fra baobab
I køkkenskabet har jeg desuden tørrede pulveriserede baobabblade. Der går mange historier om, at en baobab vender omvendt og har rødderne mod himlen. De historier har jeg aldrig hørt i Vestafrika. Jeg formoder, at historierne er opfundet, fordi turisterne ser et træ uden blade. Men det er noget vrøvl. En baobab har blade, men det er et løvfældende træ. Derfor har det ikke blade hele året. Sæsonen med blade bliver også forkortet af, at bladene bliver spist af både mennesker og dyr. De smager nemlig godt og er sunde. Vestafrikanske kvinder kravler op i træerne og skærer de nye tynde grene af træet og tørrer bladene. Derefter bliver bladene pulveriseret. Det grønne pulver er en af grundingredienserne i afrikanske sovse. På landet bruger man baobabblade, mens man i byerne bruger tørret pulveriseret gumbo – også kaldet okra.

De pulveriserede blade af baobabblade. Pulveret er efterhånden blevet gammelt og har mistet farven. Så jeg må købe noget nyt næsten gang jeg er i Afrika

I Afrika er sovsen ofte ensfarvet og uden synlige grønsager. Det er fordi, der i de lange tørre måneder uden regn ikke er adgang til friske grønsager. Derfor bruger man tørrede pulveriserede grønsager. Baobabblade – eller gumbo bliver pisket i sovsen og giver en glat, nærmest slimet konsistens. Smagen har en anelse bitterhed. Hvis man ikke pisker sovsen, bliver den ikke glat. Pulveret bliver også brugt til at røre i for eksempel couscous. En skefuld pulver af baobabblade sikrer en perfekt konsistens, hvor couscoussen ikke klumper sammen.

Sådan spirede jeg et baobabfrø
Jeg tog fem frø, prikkede hul i nogle af dem og overhældte dem med kogende vand. Derefter stod de i et døgn i vandet. Så puttede jeg dem i jord i små potter og pakkede dem ind i en sort plasticpose, der var stramt lukket. Nu stod de lunt og tildækkede i en uge. Efter en endnu en uge er der nu kommet en baobabspire op. Jeg ved ikke, om det er et af de frø, jeg har prikket hul i eller ej. Men frøhinden er meget hård, så jeg tror, det er smart at prikke hul. Pas på fingrene, da kniven kan smutte på den lille hårde skal!

Baobab vokser bedst i sandet jord og må ikke få for meget vand.

Moderne medicinmand i Burkina Faso

Naturmedicin i Burkina Faso involverer normalt ofring af dyr og kontakt med forfædrenes ånder. Mød Lassina Diallo, som fremstiller moderne naturmedicin uden hokus pokus.

”Du kan slå folk ihjel med den uddannelse”. Så benhårde er kammeraternes kommentarer, da Lassina Diallo fortæller, at han vil uddanne sig til behandler i naturmedicin. Nogle driller ham med, at naturmedicin er et fag for gamle mænd. Andre betragter behandlere som heksedoktorer, der bruger magi og kaster forbandelser over folk.  Efter deres mening er det ikke et fag for en moderne ung mand som ham.

Lassinas butik ligger på hovedgaden i Ouo

Vi er i det sydvestlige Burkina Faso. En 192 kilometer lang hullet grusvej går gennem skov og bomulds-marker. Næsten midtvejs ligger Ouo, en lille by af boder og traditionelle huse af ler. En sjælden bil, minibus og lastbil ankommer i en sky af rødbrunt afrikansk støv, men kun få stopper længe nok til, at støvet når at lægge sig.

I en lillebitte butik og konsultation fremstiller og sælger den 22-årige Lassina naturmedicin. Siden 2013 har han skrevet 55 kvitteringer for salg af naturmedicin. Lassina har tillid til, at antallet af kunder vil vokse, for med sin uddannelse kan han hjælpe folk til et bedre helbred.

”Jeg har uddannet mig, og jeg er kommet ud af mørket. Nu har jeg viden om et fag, så jeg er forberedt på fremtiden”, siger Lassina.

Lassinas mest populære medicin virker mod forstoppelse, hæmorider og malaria

Det kan lyde som en kliche, når Lassina beskriver det liv, han levede for få år siden som mørke og nu betegner sig selv som oplyst. Men i Ouo foregår livet, som det har gjort i århundreder. På overfladen kan Lassinas kammerater se moderne ud med mobiltelefon, tv og måske en motorcykel. Men kun få har gået i skole, og endnu færre har uddannet sig. Nogle få huse har et solpanel, men ellers er her ingen elektricitet, og vandet kommer fra en fælles vandpumpe. Landmændene dyrker jorden på samme måde som deres bedsteforældre. Køer, geder og høns løber frit rundt og forvilder sig nogle gange ind i huse og på marker. En lille motorcykel koster 3.000 kroner og for at få råd til sådan en, er de unge tvunget til at rejse til storbyerne eller udlandet og arbejde. Når de ingen uddannelse har, kan de kun finde ufaglært arbejde og tjene omkring 300 kroner om måneden.

I Ouo er Lassina en sjælden fugl. Han er ung og ambitiøs, og han er blevet i Ouo. Han kan takke sin uddannelse for, at han har fået den nødvendige viden til at udvikle noget nyt og etablere sin egen forretning her. Han deler sin viden med familien, og de lytter. Lassina er i gang med at undervise sin storebror i moderne landbrugsteknik, der kan forbedre familiens udbytte. Det har han også lært på uddannelsen.

Lassina familie er flyttet fra landsbyen og bygget nye huse langs grusvejen, der forbunder de største byer i området. Lassinas bror sælger benzin i flasker, Deres lille tankstation hedder Total ligesom det største franske benzinselskab i Vestafrika. Ingen tvivl om deres ambition

Lassina er den midterste af fem børn. Den ældste søn skal overtage familiens landbrug, og pigerne skal lære at passe hus. Lassina er den første i familien, som kommer i skole. Men undervisningen i skolen foregår på fransk. I hans familie og i landsbyen taler alle sproget dioula, så Lassina lærer et sprog, han ikke kan bruge i hverdagen. Da han er færdig med skolen, ønsker han sig en uddannelse. Men det er svært, når alle uddannelserne foregår på fransk. Efter 10 års undervisning på fransk kan Lassina læse og skrive nogenlunde på fransk, men han taler ikke sproget.

I 2011 er Lassina 17 år. Han hører om en ny erhvervsskole, hvor uddannelserne foregår på de lokale sprog dioula og djerma. Det er den perfekte løsning for ham. Han kan få en uddannelse på sit eget sprog, uden at han skal frygte ikke at forstå undervisningen.
Uddannelsescentret Koutoura ligger 170 kilometer fra familiens hjem. Hans familie betaler et indmeldelsesgebyr, der svarer til 172 kroner, samt en sæk med 100 kilo majs til skolens kantine, så Lassina kan spise gratis på skolen.

Da Lassina og de andre 308 nye elever ankommer til erhvervsskolen, er han ikke klar over, hvilken uddannelse han skal i gang med. Det vigtigste for ham er at få en uddannelse. Det viser sig, at den nye erhvervsskole kun tilbyder to uddannelser. Den ene er indenfor landbrug og skovbrug, den anden er indenfor naturmedicin.

Filosofien bag uddannelsen er, at eleverne skal lære at udnytte og udvikle de lokale ressourcer. Landbruget og skovbruget kan blive mere effektivt, når de lokale bønder lærer om nye landsbrugsteknikker. Og naturen gemmer på en guldgrube af planter, som kan bruges til naturmedicin. Men mange af de nye elever bliver skuffede. De drømmer om uddannelser som mekaniker, syerske, frisør eller snedker, og over halvdelen rejser, da de finder ud af, at erhvervsskolen ikke vil ændre de tilbudte fag.

Lassina bliver. Han synes, at en uddannelse i naturmedicin lyder spændende, og det tiltaler ham at få en viden, hvor han kan hjælpe folk til at blive sundere. Naturmedicin er ikke et oplagt valg for Lassina. Hans viden om botanik rækker til at pege på karite- og mangotræer. Ingen i familien har tidligere beskæftiget sig med medicin.

Læs hele artiklen på U-Web.dk – Danidas portal om udvikling for børn og unge.
Der er magi i luften og frisk blod på feticherne, når man besøger en traditionel helbreder i Burkina Faso.

Burkina Fasos søde paradis

Selv vejene er belagt med sukker i Banfora. Den lille by i det sydvestlige Burkina Faso er synonym med sukker.Og så er her fantastisk natur

En svag duft af karamel byder en velkommen, og man kan næsten smage sukkeret i luften. For at holde på støvet overrisler en tankbil grusvejen med melasse. Rejsebureauet Viktors Farmor kører lige bag, og vores bus bliver kandiseret i en smuk gyldenbrun farve. En autolakerer kunne ikke have tonet farven smukkere. Chaufføren er mindre begejstret. Sukker glasuren ligger som en hård skal på bussens lak.

Duften af karamel kommer fra en sukkerrørsmark, der bliver brændt af. Det sker for at jage krybet på flugt, inden høstarbejderne rykker ind med macheter.

Sukkermarkerne fylder en bred dal og vidner om en frugtbarhed, der er mulig med omfattende kunstvanding i Burkina Faso, hvor regnen kun falder tre til fire måneder om året. Der er kontrol, inden man kører ud af sukkermarkerne. Det er Ok at smage på sukkerrørene, men man må ikke tage dem med hjem. Så skolebørnene mæsker sig i sukkerrør på vej hjem fra skole.

Første gang jeg besøgte Banfora var i 1992, hvor guidebogen havde ofret nogle få linier på byen og området. Dengang cyklede vi rundt. En fisker tog os med ud at se på flodheste i Tengrelasøen og grillede fisk til vores frokost. Vi havde vandfaldet for os selv og badede. Jeg blev forskrækket, da jeg pludselig stod overfor en vildmand på en lille tur langs floden. Han blev endnu mere forskrækket og forsvandt i buskadset.

På busstationen hang et foto af spektakulære klipper, og da vi fik fortalt, at de lå i området, hyrede vi en bush-taxi og blev kørt ud til klipperne i Sindue.

Banfora var stedet for en billig brandert, da der blev solgt palmevin i små barer under halvtag af flettede stråmåtter. Kunderne drak og spillede på balafon og trommer. Palmevin gærer, fra det bliver tappet i toppen af palmerne, og det gærer mens man drikker det. Derfor bliver vinen stærkere og stærkere i løbet af dagen. I begyndelsen af dagen var musikken rytmisk i de små barer. Men ud på aftenen blev musikken mere og mere kaotisk, efterhånden som gæsternes promille steg.

I 1992 løb byen tør for kød, mens vi var der. Dag for dag var der færre og færre retter på spisekortet. Vi sad på en stor udendørs restaurant og kunne kun bestille spagetti med sovs af koncentreret tomat. Gæster, der var ankommet tidligere, kunne også vælge kylling. Så vi måtte kikke langt og lækkersultent efter de stegte kyllinger, der blev båret ind til andre borde. Pludseligt fik vi øje på en kat med en stegt kylling i munden. Der blev helt stille, og alle gæster fulgte katten med øjnene, da den med besvær slæbte sin fangst tværs gennem gården og hen til sine killinger. Et brøl afslørede, at kokken havde opdaget det tomme fad, og en tjener kom løbende ud i gården, hvor han opgivende betragtede katten. Det var den sidste kylling i Banfora.

I dag er der tjekkede hoteller og guider i Banfora. Man skal betale entre til Tengrela søen og vandfaldet, og der er bygget picnic pavilloner til gæsterne. Men heldigvis er naturens vidundere lige så smukke i dag som for 21 år siden.

På besøg hos Lobi-folket i Burkina Faso

Tidligere risikerede man at blive ramt af en forgiftet pil, hvis man forsøgte at komme indenfor hos en Lobi-familie. En gang var de fleste uanmeldte besøgende nemlig slavejægere. I dag er de besøgende en gruppe danske turister

Kvinden byder s indenfor i sit hus. I læben har hun en et smykke af elfenben, som hun har fået af sin mand, der var en stor elefantjæger

En ældre kvinde byder os velkommen ind i hendes hus. Hun er over 80 år og enke. Indenfor er det mørkt, og loftet er lavt. Vi skal rundt om et forrådskammer, der er bygget inde i huset og gennem inden en smal lav døråbning. Inderst i det mørke hus ligger hendes opholdsrum.

Langs væggen står en række krukker. De fungerer som en reol for alle hendes ejendele. Nogle indeholder forskellige former for tørrede fødevarer og krydderier. I andre opbevarer hun sit tøj og sine smykker, og så er der guld i en krukke. Hos lobi-folket graver kvinderne nemlig guld. De knuser sten og vasker derefter guldet ud ved at slynge en kalabas fyldt med vand og de knuste stenrundt, indtil guldstøvet samler sig i overfladen.

Kvinden er i første omgang genert, men hun vil alligevel gerne fotograferes. Og hun vil gerne have os til at sende et foto af hende som et minde. Via en tolk får vi lidt af hendes historie.
På overlæben har hun en lille rund skive af elfenben. Den er et smykke og viser, at hendes afdøde ægtemand var en stor elefantjæger. Engang havde alle kvinder sådan et smykke i både overlæben og underlæben. Smykket har samtidig et våben – men et våben vendt mod dem selv.

Krukkerne fungerer som skab og reol og indeholder alle en kvindes ejendele. Her er mad, tøj og smykker

Hvis en kvinde havde uoverensstemmelser med sin mand, kunne hun erstatte de to små plader med en pind, om gik gennem hendes to læber. Det var en effektiv måde at lukke munden og betød, at hun ikke længere ville sige noget eller spise eller drikke. Kom der ingen løsning på problemet, døde kvinden af tørst og sult.

Egentlig lever Lobi-folket i et matriarkat, hvor det er kvindens navn og slægt følger familien. Men det betyder ikke, at kvinder her har mere magt eller flere rettigheder og ejendele end andre afrikanske kvinder. Manden er stadig familiens overhoved, og han ejer jorden.

Det er mandens ansvar at sikre sin familie. Derfor er husene bygget som små fæstninger. Oprindeligt kunne man kun komme ind i et hus ved at klatre op ad en stige og hen over taget.

Midt i huset ligger et fælles rum, hvor familien modtager gæster. Hver kone har sin egen afdeling med eget soverum og køkken. En kvinde laver kun mad til sig selv, sine børn og manden. hvis det er hendes tur til at have ham på besøg. Manden har et lille aflukke i sin første kones afdeling. Derfra kravler han op på taget og ned til den udvalgte kone.

Gennem århundreder er det lykkedes for folket at bevare sin oprindelige kultur og religion. For lobierne er forfædrene afgørende, de holder øje med en og kan både straffe og belønne en.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten

Oprindelig stammer folket fra Ghana, men for at undgå krige og slavejægere rejste de nordpå og slog sig ned i det sydlige Burkina Faso. Men her kunne de heller ikke være i fred. De franske koloniherrer sendte dem af sted som kanonføde i både første og anden verdenskrig. Det må have været en traumatisk oplevelse at komme fra et fredeligt landsbyliv i Burkina Faso til kampe med svære våben i Europa.

Det værste for lobierne var, at de under de store krige skulle myrde mennesker, de ikke havde nogen strid med. Selv om Lobi-folket traditionelt er krigere, kæmper de kun, hvis man har gjort dem uret. For dem er det en synd at være med til at slå fremmede ihjel uden at have en årsag. Derfor måtte de hjemvendte soldater rense sig og forklare sig for forfædrene. De brugte særlige altre med fetisher for hjemvendte soldater.