Tag-arkiv: dogon

Telefonen forandrer verden

Jeg har fået min første Facebook-ven i Biry. Når jeg tænker tilbage på mit første besøg i Biry i april 1992, er det en utrolig teknologisk udvikling.

Midt i bedet med søde kartofler sidder Youssouf. Telefonen er selvfølgelig med.

Dengang i 1992 rakte min fantasi slet ikke til at forstille sig hverken smartphones, sociale medier eller muligheden for at kunne kommunikere globalt til en rimelig pris – hverken i Malis mest utilgængelige områder eller i Danmark.

Jeg husker stadig telefoncentralen i Mopti, hvor jeg kun havde råd til enkelte opkald på en skrattende forbindelse og ekkoet af mine sætninger blandede sig med samtalepartnerens svar.

Men udviklingen har ikke kun været teknologisk. I 1992 var Biry et isoleret samfund. Indbyggere gik til fods og fik indblik i omverdenen, når de besøgte et marked. Enkelte havde været i udlandet for at arbejde, en havde været i Saudiarabien, en anden i Gabon, en del havde været i Elfenbenskysten og en havde arbejdet i Senegal. Deres historier fra den store verden vakte opsigt. De fortalte om flyvemaskiner, brede veje, høje huse og om et tv, der kunne vise levende billeder.

I 1992 kiggede min daværende svigermor Sah på sin søns fotos. For hende var billeder symboler, og hendes øjne var ikke vant til at tolke virkeligheden afbilledet i to dimensioner. Når hun kiggede på et foto af et ansigt, pegede hun på øje, øje, næse, mund og kunne på den måde konkludere, at det var et ansigt.  De yngre i landsbyen var vant til at afkode billeder.

Maisada er teenager og barnebarn af Sah. Hun er taget til hovedstaden Bamako for at arbejde og tjene penge. Dem har hun blandt andet investeret i en smartphone.

Få år senere begyndte de unge i Biry at rejse ud for at arbejde. Enten tog de til hovedstaden eller til omkringliggende lande. Verden og dens muligheder kom tættere på. Kvinderne i Biry samles ved fester og bryllupper og synger fællessange. En af sangene handler om deres længsler efter et andet liv og at komme ud og se verden. Første gang jeg var i Biry ønskede de sig i sangen til Bandiagara 60 kilometer fra landsbyen. Den lille by lokkede med vand og elektricitet og fester. Kvinderne synger stadig den samme sang, men teksten er blevet ændret. Målet er ikke længere den støvede provinsby Bandiagara. Nu drømmer de om Abidjan og Lagos og glamourøse verdener, de kender fra tv serier og musikvideoer.

Alle familier i Biry har i dag en telefon, og skolens lærere har smartphones. Ud over prisen er det en udfordring for Birys indbyggere, at de færreste kan læse og skrive og dermed udnytte alle telefonens funktioner. De tager selv fotos og videoer til fester. Men på nær byens lærere kan de ikke bruge internettet til at søge efter underholdning og information. De får i stedet uploadet videoer på deres telefon på markedet. Så de ser mange af de samme sjove videoer, vi deler på Facebook.

Om aftenen samles folk i grupper og drikker te sammen. Men ligesom i Danmark bliver der ikke længere talt så meget som for få år siden. I stedet sidder folk i små grupper og ser video på deres telefoner. I stedet for at folk selv spiller musik og synger, har telefonerne overtaget med hver sin melodi.

Når folk tjener penge, bliver de investerede i nye telefoner og i taletidskort. I begyndelsen af mobiltelefonernes tidsalder, ønskede teleselskaberne ikke at investere i mobildækning på landet i Mali og andre afrikanske lande, fordi befolkningen havde så lidt købekraft. Men så opdagede teleskaberne, at fattige mennesker havde store behov for at kommunikere og var villige til at betale en procentvis enorm del af deres sparsomme indkomster på at tale i telefon. Så nu er der dækning næsten overalt i Mali. Ikke en god dækning, så vil man på internettet i Biry, er det bedst om natten.

På markedet bliver der ikke kun uploadet underholdning på de unge mænds telefoner. Det er også her, at islamisterne får spredt deres propagandavideoer. Jeg er blevet vist propagandavideoer i Biry, men det har været propagandavideoer i kampen mod islamister.

Kina køber sten i Mali

Mytologiske klipper, frodige marker og overdådige mangolunde. Gennem århundreder har folk kæmpet om at få lov at leve i Siby og omegn. Nu har kineserne fundet endnu større værdier i området, de lokale indbyggere ved det bare ikke endnu.

Klonk, klonk. Allerede på lang afstand kan vi hører de dumpe lyd af sten, som bliver smidt i en bunke. Ellers er her en summende stilhed af varme og insekter. Små krogede træer og buske gror i sprækkerne mellem klipper og sten i et ufrugtbart område mellem marker med hirse, majs og bomuld. For få år siden var træerne større, og skoven tættere. Men hovedvejen 10 kilometer væk blev renoveret i 2008, så nu bliver skoven skåret ned og solgt som brænde i Bamako.

Nu er undergrunden også ved at forsvinde, for folk samler sten.

– Der er jern i stenene, så de kan sælge dem til et kinesisk firma, fortæller Saibou. Han er vores guide i de fem dage, vi vandrer i området ved Siby 50 kilometer sydvest for Bamako.

Inden vi når frem til stensamlerne, hører vi en traktor nærme sig, og lidt senere passerer vi traktoren, mens mændene er i gang med at losse sten på ladet.

Farven på stenene changerer i dybe brun-orange nuancer. Nogle sten er flækkede og helt sorte indeni. Jeg samler en sten op, og den er gloende hed af solens varme. Både varmere og tungere end en almindelig sten. Det er tydeligt, at de indeholder metal. Og metallet er årsagen til, at kineserne er interesserede i stenene.

– Sidste år havde vi besøg af kinesiske videnskabsmænd, som samlede sten og tog prøver. Og i år er de begyndt at hyre folk til at samle sten, fortsætter Saibou.

Nu er kineserne usynlige bortset fra de tomme kinesiske øldåser, de har efterladt ved et idyllisk vandfald. Skiltene på traktoren viser, at de har overladt indsamlingen af sten til en malinesisk underleverandør.

Stenene vil uden tvivl skabe store ændringer i Siby. Området har været omstridt og ombejlet i mere end tusinde år. Her blev det historiske Mali-rige født i 1235, da Soundjata Keita, den lokale hærleder Kamadjan og kvindelist fandt den onde konge Soumangourou Kantes svaghed, så han kunne blive besejret. De nuværende indbyggere er vindernes slægt, og de kan frådse i en overflod af mangoer. Det er attraktivt landsbrugsjord, som en del af dogonfolket blev presset til at forlade for 500 år siden af mandingfolket. Dogonfolket flygtede til de utilgængelige Dogonbjerge 700 kilometer væk, men resterne af deres bymur udenfor landsbyen Dogoro vidner om, hvordan de forsøgte at beskytte sig.

I dag er ingen mure høje nok til at beskytte sig mod udviklingen. Endnu lever mandingfolket nogenlunde, som de altid har gjort af landbrug. Indsamling af brænde og sten skaber ekstra indtægt. Men der er blevet langt mellem træerne, og snart er alle de løse sten samlet ind. Så skal der fortsat udvindes metaller i området, må der gravemaskiner til, og så bliver området til en mine.

Efter nogle dages vandring ser vi stenene igen. Hegnet er højt, og bag det ligger bjerge af sten. Vagtmanden fortæller, at stenene bliver fragtet på lastbiler helt til Dakar i Senegal og derfra sejlet til Kina.

Med den oplysning begynder vi for alvor at undre os. Der er nemlig jernudvindingsanlæg i Mali under 100 kilometer væk. Så hvordan kan det betale sig at sende sten hele vejen til Kina? Stenene må indeholde andet end bare jern. Jeg gætter på de såkaldte sjældne jordarter, der er nødvendige for at producere mobiltelefoner og elektronik. Og det er helt sikkert ikke stensamlerne, som tjener på stenene.

Sultne krokodiller truer børn og husdyr

I Mali er en krokodille symbol på godt naboskab. Men Mali er ramt af en katastrofal tørke og mangler mad og vand. Og så er krokodillen ikke længere en rar nabo

Krokodilledammen i Biry i begyndelsen af januar 2012. Vandet plejer at være 3 - 5 meter dybt på dette tidspunkt

Jeg får et chok, da jeg kommer til Biry i november 2011. Jeg ser, hvordan dammene er tørret ind. De frodige haver med frugt og grøntsager er forsvundet. Og naturen er ligeså tør og afpillet, som dem normalt er i maj måned umiddelbart inden regntiden.

På min rejse gennem Burkina Faso og Mali har jeg set resultatet af den manglende regntid i 2011. Her falder alt nedbør i regntiden mellem juli og oktober. Selvom Mali har investeret i flyvemaskiner til at bombe skyerne med kemikalier, var der ingen egnede skyer i 2011.

Området omkring Djenne ville normalt være muntert lysegrønne, nu er rismarkerne erstattet af støvmarker med udtørrede spirer. Både hirse og majs har givet mindre udbytte end normalt, og priserne på fødevarer er mere end fordoblet.

Krokodilledammen i slutningen af januar 2011. For et år siden, var der masser af vand i dammen, og der var frodige haver

Folk er forbløffende rolige. Deres dyr er allerede magre. Hver dag må de gå længere og længere for at finde føde og vand. Jeg foreslår bønderne i Biry, at de sælger dyrene, mens der stadig er lidt kød på dem. Men de satser på, at hyrderne kan bringe dem til et andet sted med mere mad. Et sted som desværre ikke findes indenfor de nærmeste tusinde kilometer. Og som alle Malis bønder og hyrder søger forgæves efter. Hyrderne hakker grene af træerne, for at dyrene kan spise bladene. Men mange træer har allerede smidt bladene for at formindske fordampningen.

Jeg besøger igen Biry i januar 2012. Krisen er blevet tydeligere. Normalt får jeg masser af gaver – frisk frugt og grønt, haner, får og en gang endda en tyr. Denne gang er der næsten ingen gaver.
Efter et par dage savner jeg den friske smag af frugt. Andre år har børnene plukket de vilde bær jiji, der smager som karameller. Jeg drømmer om en papaya med citron, en banan, en mango eller en skål grøn salat med tomat. Den dag jeg får foræret en pose tomater er en festdag for mig og familien, jeg deler den med. Aldrig har tomater smagt bedre.

Da der en dag kommer en løgsælger, køber jeg hele kurven. En ung fyr skræller et løg og spiser det råt, som man ville spise et æble. For at få en frisk smag i munden. I begyndelsen hindrer tørken kun det, der er lækkert og sundt.

Den første desperation viser sig i krokodilledammene. En er tørret ud allerede i januar. Den plejer fire krokodiller at dele med Birys indbyggere, som henter vand til havebrug og tøjvask og vander deres dyr. Normalt lever krokodillerne af frøer og tudser, som formerer sig så hastigt, at krokodillerne bare skal åbne munden for at spise en tudse. Men efterhånden som vandet falder i dammen, svinder antallet af tudser ind.

Da dammen tørrer helt ud, flytter krokodillerne over i en mindre og dybere dam. Her stammer de fra, og deres forældre bor her. Nogle af krokodillerne er stadig små, og den største er næsten tre meter lang. I løbet af et par uger forsvinder frøerne og tudsernes kvækken også fra denne dam. De er alle sammen blevet spist.

I 2011 er der masser af vand i dammen og krokodillerne er fredelige, fordi der er masser af frøer og tudser de kan spise

Ligesom i den anden dam henter kvinderne vand her. Men en dag angriber den største krokodille, da Maisada sænker sin spand i vandet. Heldigvis er det kun spanden, det går ud over. Maisada får lynhurtigt revet spanden til sig, og kvinderne skynder sig op af den stejle skrænt. Maisada viser rystet spanden frem, som er ødelagt af krokodillen skarpe tænder.

De næste dage forsøger kvinderne at holde krokodillerne på afstand med en lang stav, når de henter vand. Men dyrene er virkeligt sultne, og de begynder at gå på jagt. En dag støder Souleyman på den store krokodille, som er ved at spise et gedekid.

Jeg spørger folk i landsbyen, hvad de vil gøre ved krokodillerne. Det er tydeligt, at krokodillerne nu er så sultne, at de truer deres dyr og børn. Men modsat andre steder i verden har landsbyen ikke tænkt sig at slå krokodillerne ihjel. Krokodiller er hellige dyr, som Dogonfolket respekterer. Krokodiller er deres forbindelse til fortiden og forfædrene, fordi arten er en af de oprindelige dyrearter.

Det er ikke kun dogonfolket, som har et særligt forhold til krokodiller. I bambarafolkets symbolik er krokodillen vigtig. Et tegn hedder krokodillespor, og det symboliserer godt naboskab. Symbolet viser, at man skal kunne leve ved siden af hinanden uden konflikter. Der skal være plads til alle. Selv om ens naboer er potentielt farlige, må man respektere hinanden.

Artiklen er først skrevet i marts men blev slettet af mit webhotel, der havde serverproblemer. Hyrderne fandt ikke nye græsgange til dyrene, så mange køer døde af slut i maj og juni.

Livet er skrøbeligt i Biry

Det begyndte med et tragisk dødsfald. Den anden dag fulgte et bryllup, og den tredje dag ankom en muslimsk vismand på sin sorte hingst. Han og hans følge af ryttere så ud, som kom de direkte fra middelalderen

Billedet af Seydou er fra 2010

Der var en underlig stemning ved min ankomst til Biry en lørdag i begyndelsen af januar. Børnene kom hujende som sædvanligt, men der var meget få voksne, som kom og bød mig velkommen. Og de, der kom, var meget stille. Forklaringen fik jeg efter et par timer. Seydou var død den samme morgen. Først fik jeg det fortalt på lokalsproget doureli med det sigende tegn – en håndbevægelse hen over halsen. Men jeg havde svært ved at tro det. Seydou havde jeg set kun halvanden måned tidligere. Han var vital og dynamisk. Jeg troede ikke, at en ung og sund mand kunne dø så pludseligt.

Desværre var det sandt. Samme morgen var Seydou død af noget så banalt som en tandpine. Ti dage tidligere fik han ondt i en tand. Han begyndte at blive syg, men det var ikke mere, end at han torsdag aften besøgte læreren. Men derefter bredte tandpinen sig, så hans hals og underansigt svulmede op. Og lørdag morgen døde han.
Ikke sært at landsbyen var lamslået. Tabet af dette dejlige menneske er svært at bære. Og det er forfærdende at blive mindet om, at et sundt menneske kan blive overmandet af en infektion på så kort tid og dø. Seydou efterlod sig kone og fire små børn.

Når der skulle hukkes sten til skolen, bygges huse eller organiseres fester, var han altid en af drivkræfterne. Til festerne var han den mest fantastiske danser. Alle glædede sig til, at han sprang ind i rundkredsen. Når han dansede solo, var det ren energi og vildskab. Og det var ham, der hver aften kom og øvede det lokale sprog doureli med mig. I hans lektioner bestemte han hvilke ord og vendinger, jeg skulle lære: ti stille, tal, løb, vent på mig …. ord med indbygget udråbstegn! Det var også Seydou, som sidste år forærede mig et abehovede. Han havde skudt aben samme dag, og den stirrede på mig.

Efter den voldsomme sorg om lørdagen, skiftede stemningen om søndagen – i hvert fald på overfladen. Da begyndte et ugelangt bryllup. Bruden stammede fra Biry, og der blev festet for hende, inden hun blev ført til nabolandsbyen, hvor hun fremover skulle bo hos sin mands familie. Der blev sunget, trommet og geværsalutterne gav ekko mellem bjergene natten igennem. Jeg så kun lidt af nattens fest, da jeg syntes, der manglede en danser.

Maraboutens hingst. Børnene bad mig fotografere den, selv om marabouten ikke ville have at jeg tog billeder af den

Den tredje dag mødte jeg ti ryttere i lange rober på smukke arabiske heste. Modsat alle andre i området hilste den første i følget ikke på mig, men passerede med et stenansigt. Nogle fra følget var dog så venlige at hilse på mig. Da jeg kom tilbage fra min gåtur, havde rytterne slået sig ned i landsbyen, og førerens hest stod bundet udenfor mit hus. Hesten var temmelig hysterisk og stejlede og vrinskede, hver gang den blev urolig. Børnene var så bange for de urolige heste, at de løb ind i mit hus, hver gang hestene vrinskede. Men de var samtidig fascineret af dyrene, så de gemte sig bag stenmuren for at betragte dem.

Anføreren var en muslimsk vismand, som bliver kaldt en marabout. Han lever af at fremstille amuletter, og man kan konsultere ham, hvis man har behov for magi – af den ene eller anden slags. En dristede sig til at sige, at han og hans følge var tiggere.

Marabouten blev nogle dage i landsbyen. Da han fandt ud af, at vi begge skulle i samme landsby, kom han forbi og hilste på. Landsbyens børn blev sendt ud at hente foder til hestene, og de skulle hente vand i søen nedenfor bjerget, så hans hest kunne drikke. Den skulle åbenbart ikke selv besvære sig ned til søen.

Derefter blev det hverdag – eller hvad man kalder et besøg belejret af nysgerrige børn og med konstante besøg.

Bryllup i Bamako

Bruden begynder dagen med at posere som et superstjerne og ender dagen i gråd – uden hår på hovedet. Gamle dogontraditioner bliver blandet med nye fra Bamako, så ingen ved helt, hvad der sker under brylluppet

Endelig skal Lamenata giftes. Første gang jeg mødte hende var i 1992 i Biry, hvor hun var to år gammel. Få måneder senere døde hendes mor. Da hendes kusine Coumba blev gift, flyttede hun som fireårig med til Malis hovedstad Bamako. I 2010 blev Lamenata forlovet, og i 2011 besøgte vi Biry sammen.

Lamenata er barn af storbyen og vokset op med malinesere fra forskellige etniske grupper med hver sine traditioner. Og så har tv og film været en fast del underholdningen og opdragelsen. Derfor er der lagt op til den helt store fest denne søndag i Bamako. I Mali er søndag den helt store bryllupsdag.

Da jeg bliver inviteret, går turen først til skrædderen. Familien vil forære mig en kjole til bryllupsfesten. Først tror jeg, at de er trætte af mit kedelige europæiske tøj. Men grunden er, at alle gæster skal have tøj med samme mønster til festen. Familien har valgt et enkelt kjoledesign til mig med en lille flæse af tyl forneden. Skrædderen har værksted i et skur overfor huset. Han tager mine mål og lover at have kjolen klar et par dage senere.

Vi bliver noget overraskede, da vi ankommer til festen. Vi er nemlig de eneste gæster med tøj i samme mønster. Alle de andre gæster har deres fineste damaskvævede dragter på med broderier. Brudeparret leder vi også forgæves efter. Vi var inviteret til at komme tidligere for at være med til ceremonien på rådhuset om morgenen, men det sprang vi over. Nu er klokken to om eftermiddagen og brudeparret er ude at få taget bryllupsportrætter. Det foregår ved monumenter rundt om i byen. Hver søndag kan man se brudepar poserer og ligge i kærlig omfavnelse på de små græsplæner ved byens monumenter, som politiet må beskytte fra at blive spist af får og geder.

Der er mindst 500 gæster til brylluppet fordelt i gården og under en pavillon, som spærrer gaden for trafik. Maden bliver serveret i store plastikfade, som gæsterne samler sig om i små grupper. Bandet holder en pause under spisningen. Vi får Tcheb, stegt ris med kød og grøntsager. Der er også saftevand og slik. Bandet består af grioter, som er traditionelle sangere, musikere og historiefortællere. Gennem tusinderne år har de holdt styr på familiernes historier og hyldet sejre og fremgang. I dag betragter mange grioterne som tiggere. Hvis man ikke er gavmild, holder de sig ikke tilbage for at sprede uheldige historier om en og ens familie.

En skinnende sort firehjulstrækker kommer med bruden i hvid vestlig brudekjole. Brudgommen er ikke med – og han er også bare en bagatel i festen. Dette er brudens fest. Hvis det havde været et traditionelt bryllup i dogonområdet, hvor Lamenata stammer fra, ville hun heller ikke have deltaget i festen. Men i hovedstaden er traditionerne anderledes.

Musikken begynder igen, og gæsterne cirkulerer og snakker. Endelig ser vi andre gæster i samme tøj som os. Gæsterne benytter lejligheden til at vise deres flotteste garderobe. Undervejs i festen skifter alle derfor tøj en eller to gange. Desværre er der ikke ét tidspunkt, hvor alle gæster har samme tøj på.

Lamenata poserer for fotograferne sammen med sine gæster. Der er tre professionelle fotografer. Billederne bliver fremkaldt løbende, så gæsterne kan købe et billede med hjem. Der bliver brugt masser af lys, så man dårligt kan se, at det er afrikanere på billederne. Rundt i kanten af billederne er der blomsterranker, hjerter og brudeparrets initialer.

Nogle timer senere er brudens glamour forsvundet. Hun er dækket til og bliver ført ud i gården, hvor hundreder mennesker klapper, synger og hujer. Derfor kan man ikke høre den lave hulken. Et stort sjal skjuler hendes ansigt, så man ikke kan se tårerne, der triller ned af kinderne. Hendes stylede frisure er barberet af, og hun har bundet et tørklæde om den skaldede hovedbund. Lamenata bliver sat på en stol, og nogle ældre kvinder vasker hendes fødder og hænder i en skål vand med mønter. Bagefter bliver hun ført ind i huset igen.

Kaos begynder og varer de næste timer. Lamenata er inde i huset. Hun græder, familien græder, og alle er her for at tage afsked med hende. Flere og flere vil ind til hende, og en flok unge fyrer kæmper højlydt. Lamenata forskanser sig i det inderste rum, som er soveværelse. Her er alle gaverne, så der knapt er plads til os tre personer. En pige holder døren, som folk presser på udefra. Jeg spørger, hvad der sker, men det ved ingen. Der er forskellige traditioner ved bryllupper. Her støder landet og byen sammen.

Det er blevet aften, og Lamenata skal snart af sted til sin nye familie. Hendes kusine Coumba er trist. Hun har været mor for hende, siden hun var en lille pige, og hendes fem børn er vokset op med Lamenata. Coumba bemærker, at Lamenata også kommer til at mangle som hjælp til at lave mad og passe hus. I Afrika er det et stort arbejde. Der skal hentes vand, og maden bliver tilberedt helt fra bunden over brænde og kul. Familiens sorg går ud over duerne, som bliver hevet og trukket ud af facon, indtil de dør.

Til sidst beslutter Lamenata, at det er tid til at forlade familien. Som et lille barn bliver hun båret på ryggen af en veninde gennem trængselen. Ude på vejen venter firehjulstrækkeren. Vejen bliver spærret af mænd og kvinder, der danser vildt i billygternes skær. Der bliver kastet fyrværkeri. Flere minibusser kommer for at hente gæste, for nu går turen til brudgommens hjem, og en ny fest venter for de, der stadig har energi.

Historien er skrevet og udgivet første gang i december 2011. Men på grund af serverproblemer blev det oprindelige indlæg slettet.

Dyr dør af sult i Mali

Krisen bliver forværret dag for dag i Mali. Det går hårdt ud over Dogonland, hvor dyrene dør af sult, og der er tvivl om, hvornår regntiden begynder for alvor

Normalt er den særlige duft af grillet kød tegn på fest – uanset om røgen stammer fra en Weber i danske haver eller en rist over gløderne i en landsby i Mali. Men i Biry er de trætte af smagen af grillet kød.

Det grillede kød smager nemlig af nederlag og tab. På grillristen ligger de sørgelige rester af deres afmagrede køer. For tiden dør fem køer om dagen af sult. Der er ikke meget kød på kroppene, og det, der er, bliver skåret af knoglerne og grillet.

Inden længe er alle dyrene døde, og så vil det vare længe, inden indbyggerne kommer til at smage grillet kød – også selv om de har noget at fejre.

I Mali sætter man ikke sine penge i banken, man køber køer. Da regntiden svigtede i 2011, var det tydeligt, at mange dyr ville komme til at dø af sult og tørst. Jeg prøvede at råde folk til at sælge deres dyr. Men uden held. De fleste håbede på, at de kunne finde et sted med foder til netop deres dyr. Imens skar hyrderne grene af træerne som foder, så naturen fremstod som et afpillet skelet uden skygge.

Regntiden begyndte overraskende tidligt i maj, men den blev ikke ved. Så bønderne venter tålmodigt.

Lynet slog ned i Souleyman Degogas hus. Han er såret og er blevet stum. Hans hus er det flotteste i Biry øverst på klippen med udsigt over landskabet. Pengene til byggeriet har han tjent som handelsmand i Congo.

Dogonland ligger lige syd for det område, som Al-Queda har besat i den nordlige del af Mali. Nu venter alle på, at Mali svarer igen på besættelsen og begynder at nedkæmpe oprøret.

I mellemtiden sker der ingenting. Der er ingen nødhjælp til de tørkeramte. De beder ikke en gang om hjælp. Det ville også være omsonst. Alle banker i området er lukkede, og det er umuligt at sende penge. Nærmeste bank er i San 300 kilometer væk. Det er også der, ansatte i byen Mopti med over 100.000 indbyggere må hente deres løn – hvis de stadig har et job.

Traditionelt dogon bryllup – en fest uden brudepar

Et bryllup i dogon i Mali adskiller sig fra andre bryllupsfester ved, at brudeparret ikke deltager i festen. Til festen synger kvinderne om deres ønsker til livet

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er midnat, inden bryllupsfesten for alvor kommer i gang. Selvom gæsterne hele dagen er strømmet til landsbyen Hore Haïre, ønsker ingen at være de første til festen. Derfor venter alle gæsterne med at gå hen til festen, til de kan høre at der er gang i trommer og dans. Når festen endelig er i gang, varer den hele natten, indtil solen står op.

Den sene start på festen er typisk for Hore Haïre. Der er ikke så meget dynamik i den lille udflytterlandsby, hvor beboerne har valgt at slå sig ned for at have god plads og afstand til naboen.

Hore Haïre er landsbyen, hvor selv en let vind medfører en strid sandstorm, fordi intet giver læ på den højtliggende slette. Når solen bager, er det svært at finde skygge, da husene ligge spredt, og de få træer er løvfældende og derfor uden blade i den varmeste periode af året. Det er landsbyen, hvor indbyggerne synes, at en plastikdunk lyder lige så godt som en rigtig tromme. Så gæsterne til brylluppet må danse til rytmen fra en enkelt tromme og det hule klask fra en tom plastikdunk.

I andre dogon landsbyer varer et bryllup i en uge. I Hore Haïre nøjes de med tre dages fest. Men uanset hvor trist og grå en landsby kan virke til daglig, liver den op under festen i et orgie af farver. Kvinderne benytter lejligheden til at bære familiens arvestykker – guld og kilotunge ravsmykker.

– Sørg for at få mange børn i dit ægteskab. Børn bringer lykke, og det er dine børn, der giver dig kærlighed, synger Hawa. Hun er selv gift og har fem børn.

Sangen er direkte henvendt til bruden Kadia med gode råd om ægteskab og familieliv. Brylluppets første nat er kvindernes fest. De besøger bruden, spiller musik og synger om hendes nye liv som gift kvinde.

– Du må ikke spise al maden, der skal også være mad til børnene, synger Djeneba. De andre kvinder synger kor og gentager budskabet. I Djenebas næste råd lever hun sig ind i Kadias situation og synger:

– Du må ikke svigte mig og efterlade mig helt alene.

Når en kvinde i Mali bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie. Storfamilien består af forældre, sønner og deres koner og ugifte døtre og selvfølgelig alle familiens børn. For en nygift kvinde er det en stor udfordring at vænne sig til at omtale alle hendes mands brødre som ”min” mand.

– Hvis du har en god familie, er det som om du er på vej i paradis.

Kvinderne skiftes til at synge for Kadia. Da det er et lukket kvindeselskab sætter de ord på deres liv, erfaringer og drømme. Noget er filosofisk som:

– Det er din sjæl, der klæder dig på – ikke tøjet.

Mens andet er ironisk:

– Det er ikke alt sammen arbejde i marken, der er også andre ting som skal gøres.

Og nogle udtrykker ønsker langt fra det traditionelle landsby – og familieliv:

– Vi vil ikke gå til fods, tag os med på motorcykel – tag os med helt til Lagos, helt til Abidjan.

Festens andre dage tilbringer Kadia i sit nye hus, hvor hun udelukkende får besøg af kvinder. I et andet hus venter brudgommen på, at festlighederne slutter, så han kan være sammen med sin kone. Men festen fortsætter og alle andre end brudeparret danser og synger. På festens sidste dag foregår dansen om eftermiddagen, og en konferencier fortæller, hvilke gaver gæsterne har givet. Der er tekstiler, kilovis af bolsjer, et årsforbrug af suppeterninger og penge.
Brudgommen Cisse og hans venner fejrer festens sidste nat ved at ture rundt fra hus og med jævne mellemrum at fyre løst krudt af, så braget vækker resten af landsbyen.

At fotografere psykisk syge i Mali

I Mali bliver psykiske problemer anset som en sygdom og hverken forklaret med onde ånder eller hekse. Men behandlingen er hovedsageligt overladt til traditionelle marabouter med urter, bønner og lidt magi

Af freelancejournalist Lise Blom
Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Hans blik signalerer hertil og ikke længere

Det er svært at tolke hans blik. På en gang er det aggressivt og passivt. Han kunne være en skulptur, som han sidder i samme stilling lukket inde i egne tanker. Jeg sidder på hug overfor ham med kameraet for at fotografere ham.

Manden er psykisk syg. En diagnose har han dog aldrig fået. Der mangler generelt læger, og psykiatrisk behandling er så godt som ikke eksisterende i Mali. Men i det mindste er det accepteret, at hans tilstand skyldes en sygdom.  Der bliver hverken talt om onde ånder eller hekseri som forklaring ligesom i mange andre af verdens fattigste lande. Og manden er i behandling, selv om behandlingen er anderledes end vestens psykofarmaka.

I Mali passer familierne traditionelt de psykisk syge, men man møder også psykisk syge som tiggere på gaden eller i bushen, hvor de lever som eneboere.

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga er oplært af sin far til at helbrede psykisk syge

Marabouten i Tanga helbreder psykisk syge. En marabout er en muslimsk lærd, som ofte også fungerer som traditionel helbreder. Medicinen er planter, bønner, amuletter med indsyede korancitater og lidt hokuspokus. Patienterne hos marabouten i Tanga kommer langvejs fra, for han er kendt som en god helbreder ligesom hans far, der har oplært ham. Ud over den traditionelle medicin og det koncentrerede arbejde med at kopiere koranen på træplader hjælper roen i en isoleret landsby som Tanga uden trafik og hektisk markedskultur.

Under halvtaget er marabouten ved at lave te. Rundt om ham sidder tidligere patienter og venner. Ligesom sidste år vil de gerne fotograferes. Børn og kone smiler også til kameraet, mens en patient kryber sammen oppe på klippevæggen. Han vil ikke fotograferes.

Når han om et år har det bedre, er det så en fordel eller en ulempe at se, hvordan han så ud, da han havde det rigtigt dårligt?

I Tanga er landsbyens beboere vant til de psykisk syge patienter

– Du skal også fotografere dem, siger marabouten og peger på tre mænd, som sidder under et halvtag i den anden ende af gården.

Mens jeg går derhen, tænker jeg over, hvordan jeg skal fotografere patienterne.  Det er tydeligt, at de ikke har det godt. Er det et overgreb at fotografere dem, når jeg bliver bedt om det? Hvis jeg lader være med at fotografere dem, viser jeg dem, at de er anderledes. De kan opfatte det, som om de ikke er værd at tage billeder af. Men et fotografi viser dem også hvordan de ser ud. Både umiddelbart når jeg viser dem kameraets lille skærm, men også om et år, når jeg vender tilbage med billederne. Her er kun få spejle, så man kan leve i lykkelig uvidenhed om sit udseende.

– Smil! Bortset fra en enkel patient, der griner fjoget, virker det absurd at forsøge at fremkalde er smil fra de stivnede ansigter.

Men det lykkedes mig at få øjenkontakt og de nikker, da jeg viser dem billederne på skærmen.

Den glade tosse er altid mere populær end den lidende syge

I nabolandsbyen griner de, da de ser billedet af den glade tosse

Tilbage i Biry har jeg lagt fotografierne på min computer og viser dem. Jeg er usikker over billederne af de syge fra Tanga. Synes folk, at det er respektløst at fotografere psykisk syge mennesker?

Efter at jeg har vist billedserien flere gange i landsbyen, kan jeg konstatere, at billederne fra Tanga er de mest populære og dem folk beder om at se igen. De syges ansigtsudtryk bliver studeret med fascination og medlidenhed mens ham, der smiler, fremkalder latter. Når jeg viser billederne i byen, bliver de modtaget med tavshed.

Da jeg vender tilbage til Biry i januar 2012 og igen har computeren med, vil folk gerne se billeder. Og det varer ikke længe, inden nogen spørger efter billederne af de syge fra Tanga. Jeg besøger marabouten igen, og en del af patienterne er blevet raske og er vendt tilbage til deres familier.

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Tanga ligger isoleret i Dogonområdet i Mali på toppen af en stejl klippe fjernt fra trafik og larm

Børn vasker tøj i krokodillesø

På landet i Mali har selv små børn pligter som at vaske tøj. Vandet må de hente i en sø fyldt med krokodiller

Af freelancejournalist Lise Blom

Et hastigt blik rundt i den lille sø afslører, at krokodillen stadig hviler sig på den lave klippe. Pigen springer ned på en sten overfor og fylder sine to spande med vand i søen. Den ene spand løfter hun op på hovedet med sine spinkle arme. Det sammenrullede tørklæde, der beskytter hovedbunden, falder ned i søen. Inden jeg når at reagere, har hun bøjet sig ned og samlet tørklædet op fra vandet, mens hun stadig balancerer med spanden på hovedet.

Børnene er samlet ved søen sidst på dagen for at vaske tøj og lege. Der er flest piger, og de er mellem seks og ti år. Ud over tøjvasken passer de deres små søskende, som bliver båret på ryggen samtidig med, at de bærer de tunge spade med vand.

Krokodillen slapper af på stenen det meste af tiden. En gang i mellem svømmer den gennem søen, og dens kæber smælder, når den fanger en frø. Den lever af frøer og rører ikke de får, geder og køer, som kommer til søen for at drikke. Alligevel er der overraskende mange frøer i søen. Og krokodillen er ikke engang alene. Der er to større krokodiller, som tilbringer det meste af tiden under vandet, og jeg har set en lille bitte krokodille, som brillerede ved at klatre lodret op ad en sten.

Umiddelbart ville man ikke forvente at finde krokodiller i et klippelandskab, hvor der kun er lidt vand, men i dogon er de udbredte. For dogonfolket er krokodillen hellig, og i nogle landsbyer bliver de fodret. Men i Biry må de omkring ti krokodiller, der lever i de nærmeste vandhuller, klare sig med frøer.

Bambarafolket har et symbol, der består af et stiliseret krokodillespor. Symbolet står for vigtigheden af et godt naboskab. I Mali er det nemlig nødvendigt at kunne leve side om side med en krokodille. De dyr vi betragter som farlige, slår man ikke ihjel eller driver bort. Det handler om at respektere hinanden og acceptere krokodiller i ens vandforsyning.

Vanskelig adgang til vand – en udflugt til jordens indre

Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli

Af freelancejournalist Lise Blom

Mit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.

Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.

I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.

Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.

Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.

Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.