Tag-arkiv: klima

To år efter seneste tørke fejler høsten i Dogon i Mali igen

Landsbyen Biry kæmper forsat for bedre levevilkår med kreativitet og hårdt arbejde. Men gentagne tørker og islamisters hærgen i Nordmali har ødelagt den lokale økonomi.

På trods af alle de smilende glade mennesker er jeg bekymret. Jeg er i oktober taget til de isolerede landsbyer Biry og Hore Haïre i Malis dogonland for at besøge min tidligere svigerfamilie. Det er næsten to år siden, jeg har været her sidst. En periode med militærkup og islamisters besættelse af den nordlige del af landet. Men det er ikke de ydre trusler, som gør mig bekymret. Her er udfordringen at overleve.

Klik på billederne for at se hele billedet.

Hirsen står nogle steder kun i knæhøjde, og på kolberne er mange korn slet ikke udviklet. Normalt må man knække stænglen for at høste kolben på den tre meter høje plante. Men sådan er det ikke på en stor del af markerne i dogonområdet i Mali. Regnen holdt en pause på elleve dage i vækstsæsonen, og i den periode tørrede den nådesløse sol planterne ud. Kun de marker, som var sået meget tidligt, havde så dybe rødder, at planterne fortsat kunne vokse.

Hvert år må bønderne i Mali satse. Hvornår er det mest optimale tidspunkt at så sine marker? Hvornår kan man være sikker på, at regntiden er gået i gang for alvor, og der er sikkerhed for stabilt nedbør? Sår man for tidligt, risikerer man, at regnen ikke er stabil, og de små planter ikke overlever en periode uden vand. Sår man for sent, risikerer man, at planten mangler vand i sidste del af væksten.

Borgmesteren i Kendie, Hamidou Yalcoure, fortæller, at folk fra FNs fødevareprogram FAO har været i området for at se på markerne. Nu er håbet, at det internationale samfund vil sende hjælp til området. Det er kun to år siden, at området var ramt af en voldsom tørke, som hverken bønder eller naturen er kommet sig oven på. Mange træer og buske har kun enkelte grene med grønne blade, og de er allerede ved at dø. I store områder er regntidens græs næsten forsvundet allerede i november, og vandløb og søer udtørrer dag for dag. Næsten regntid begynder i juni eller juli.

Det internationale samfund er opmærksomt på situationen i Mali. Men man fokuserer på de nordlige områder, som har været besat af islamister. Hertil kører lastbiler med fødevarehjælp og nyt skoleudstyr. Store dele af Mali er glemt. Her er der ligeså stort behov for skoler, adgang til basale sundhedsfaciliteter og rent drikkevand. I landkommunen Kendie er der 35 landsbyer. Selv om det ikke er meningen, at alle landsbyer skal have en skole, mangler der at blive etableret skoler i ti landsbyer. Det er skoler til børn i første til tredje klasse. Antallet af skoler med undervisning til elever mellem fjerde og sjette klasse kan tælles på en hånd i kommunen.

I vesten bliver det fremstillet som om, det kun er det nordlige Mali, som mangler adgang til basal velfærd. Det skulle ifølge vestlige eksperter mere eller mindre retfærdiggøre oprørere i nord. Men tag en tur gennem Malis provinser uden for hovedvejene og mød virkeligheden. Mali er ekstrem fattig og uudviklet over alt.

I Biry sker der trods alt noget. Med hjælp fra en gruppe danske turister har landsbyen etableret en midlertidig skole. Mændene har knoklet med at udvikle havebrug mellem de stejle klipper og gravet vandreservoirer, så de kan dyrke frugt og grøntsager. Takket være dem, kan vi i dag spise kanelæbler, granatæbler, fantastiske bananer, citroner, mangoer, papayaer. Frugter som landsbyen aldrig havde smagt for 25 år siden. Mellem de magre marker gemmer klipperne i dag på små pletter af paradis opnået ved slid. De basale fødevarer mangler, men vi kan glæde os over delikatesser.

Sultne krokodiller truer børn og husdyr

I Mali er en krokodille symbol på godt naboskab. Men Mali er ramt af en katastrofal tørke og mangler mad og vand. Og så er krokodillen ikke længere en rar nabo

Krokodilledammen i Biry i begyndelsen af januar 2012. Vandet plejer at være 3 - 5 meter dybt på dette tidspunkt

Jeg får et chok, da jeg kommer til Biry i november 2011. Jeg ser, hvordan dammene er tørret ind. De frodige haver med frugt og grøntsager er forsvundet. Og naturen er ligeså tør og afpillet, som dem normalt er i maj måned umiddelbart inden regntiden.

På min rejse gennem Burkina Faso og Mali har jeg set resultatet af den manglende regntid i 2011. Her falder alt nedbør i regntiden mellem juli og oktober. Selvom Mali har investeret i flyvemaskiner til at bombe skyerne med kemikalier, var der ingen egnede skyer i 2011.

Området omkring Djenne ville normalt være muntert lysegrønne, nu er rismarkerne erstattet af støvmarker med udtørrede spirer. Både hirse og majs har givet mindre udbytte end normalt, og priserne på fødevarer er mere end fordoblet.

Krokodilledammen i slutningen af januar 2011. For et år siden, var der masser af vand i dammen, og der var frodige haver

Folk er forbløffende rolige. Deres dyr er allerede magre. Hver dag må de gå længere og længere for at finde føde og vand. Jeg foreslår bønderne i Biry, at de sælger dyrene, mens der stadig er lidt kød på dem. Men de satser på, at hyrderne kan bringe dem til et andet sted med mere mad. Et sted som desværre ikke findes indenfor de nærmeste tusinde kilometer. Og som alle Malis bønder og hyrder søger forgæves efter. Hyrderne hakker grene af træerne, for at dyrene kan spise bladene. Men mange træer har allerede smidt bladene for at formindske fordampningen.

Jeg besøger igen Biry i januar 2012. Krisen er blevet tydeligere. Normalt får jeg masser af gaver – frisk frugt og grønt, haner, får og en gang endda en tyr. Denne gang er der næsten ingen gaver.
Efter et par dage savner jeg den friske smag af frugt. Andre år har børnene plukket de vilde bær jiji, der smager som karameller. Jeg drømmer om en papaya med citron, en banan, en mango eller en skål grøn salat med tomat. Den dag jeg får foræret en pose tomater er en festdag for mig og familien, jeg deler den med. Aldrig har tomater smagt bedre.

Da der en dag kommer en løgsælger, køber jeg hele kurven. En ung fyr skræller et løg og spiser det råt, som man ville spise et æble. For at få en frisk smag i munden. I begyndelsen hindrer tørken kun det, der er lækkert og sundt.

Den første desperation viser sig i krokodilledammene. En er tørret ud allerede i januar. Den plejer fire krokodiller at dele med Birys indbyggere, som henter vand til havebrug og tøjvask og vander deres dyr. Normalt lever krokodillerne af frøer og tudser, som formerer sig så hastigt, at krokodillerne bare skal åbne munden for at spise en tudse. Men efterhånden som vandet falder i dammen, svinder antallet af tudser ind.

Da dammen tørrer helt ud, flytter krokodillerne over i en mindre og dybere dam. Her stammer de fra, og deres forældre bor her. Nogle af krokodillerne er stadig små, og den største er næsten tre meter lang. I løbet af et par uger forsvinder frøerne og tudsernes kvækken også fra denne dam. De er alle sammen blevet spist.

I 2011 er der masser af vand i dammen og krokodillerne er fredelige, fordi der er masser af frøer og tudser de kan spise

Ligesom i den anden dam henter kvinderne vand her. Men en dag angriber den største krokodille, da Maisada sænker sin spand i vandet. Heldigvis er det kun spanden, det går ud over. Maisada får lynhurtigt revet spanden til sig, og kvinderne skynder sig op af den stejle skrænt. Maisada viser rystet spanden frem, som er ødelagt af krokodillen skarpe tænder.

De næste dage forsøger kvinderne at holde krokodillerne på afstand med en lang stav, når de henter vand. Men dyrene er virkeligt sultne, og de begynder at gå på jagt. En dag støder Souleyman på den store krokodille, som er ved at spise et gedekid.

Jeg spørger folk i landsbyen, hvad de vil gøre ved krokodillerne. Det er tydeligt, at krokodillerne nu er så sultne, at de truer deres dyr og børn. Men modsat andre steder i verden har landsbyen ikke tænkt sig at slå krokodillerne ihjel. Krokodiller er hellige dyr, som Dogonfolket respekterer. Krokodiller er deres forbindelse til fortiden og forfædrene, fordi arten er en af de oprindelige dyrearter.

Det er ikke kun dogonfolket, som har et særligt forhold til krokodiller. I bambarafolkets symbolik er krokodillen vigtig. Et tegn hedder krokodillespor, og det symboliserer godt naboskab. Symbolet viser, at man skal kunne leve ved siden af hinanden uden konflikter. Der skal være plads til alle. Selv om ens naboer er potentielt farlige, må man respektere hinanden.

Artiklen er først skrevet i marts men blev slettet af mit webhotel, der havde serverproblemer. Hyrderne fandt ikke nye græsgange til dyrene, så mange køer døde af slut i maj og juni.

Vanskelig adgang til vand – en udflugt til jordens indre

Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli

Af freelancejournalist Lise Blom

Mit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.

Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.

I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.

Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.

Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.

Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.

Nomader hærger Malis skov

Mauretanske slavehyrder hakker skoven i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule ned for at fodre store fåreflokke

Af freelancejournalist Lise Blom

Spor i sandet afslører, at enten er vilde dyr i Mali forsynet med hjul, eller også bliver Nationalparken Boucle de Baoule besøgt af lokale på knallert og motorcykel. Store røde aber flygter, når de ser os, og de mindre grønne aber svinger sig i træerne. Biler kommer der til gengæld ikke, så vores chauffør må kører slalom mellem træerne. Egentlig skal vi kun 12 kilometer ind i parken, men turen tager over en time, inden de lave klipper, som er vores mål, dukker op.

Bønderne må ikke dyrke jorden, nomader ikke lade deres dyr græsse, og jægerne skal gå på jagt andre steder end i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule. I slutningen af december 2009 besøger vi nationalparken og Mingari cirka 200 kilometer nordvest for Malis hovedstad Bamako. Nationalparken Boucle de Baoule består af fem beskyttede områder.

Nationalparken er ikke anlagt for turister, så der er ingen udsigtssteder eller andre turistfaciliteter. Vores formål er ikke at se vilde dyr, selv om bagdelene, der er ansvarlige for løve- og antilopelortene, gerne måtte promenere i passende afstand.

Vi skal se huler med 4000 år gamle hulemalerier og efterladenskaber fra en for længst forsvundet kultur. Men inden vi kommer til hulerne, bemærker vi et område med fældede træer, hvis stammer ligger spredt som et opgivet mikadospil.

– Det er nomadernes gerning, fnyser kommandanten. Den sætning har vi hørt utallige gange de seneste dage i selskab med kommandanten. Men i dag er det noget særligt. For det første er vi nu inden for nationalparkens mest beskyttede område og omfanget af ødelæggelserne er samtidig mere omfattende end normalt. Mindst 50 træer er det gået ud over.

Nomaderne hakker grene af træerne for, at dyrene kan spise træernes blade. Normalt nøjes de med at tage nogle grene, men her er det selve stammerne, som er blevet fældet. Og selv om de derefter har sat ild til området, kan man se, at der er fældet så mange træer, at fårene ikke har kunnet spise op.

Da vi to timer senere kører tilbage, er kommandanten ekstra opmærksom. Og snart får han øje på synderne.

– Jeg vidste, at det var mauretaniere, konstaterer han, da han ser de kofteklædte mænd med fåreflokken. Det bygger han på måden, træerne er fældet på og omfanget af ødelæggelserne. Mauretanierne kommer langvejs fra med deres dyr, og da de sandsynligvis ikke kommer tilbage til samme sted, har de ingen interesse i at bevare naturen.

Kommandanten får fat i den ældste af hyrderne og udspørger ham om dyrenes ejer. Ejeren er ligeledes mauretanier og bor for tiden i en landsby i området, mens de tre hyrder har ansvaret for dyrene. Den ældste hyrde får en indkaldelse til et retsmøde som han skal overbringe til dyrenes ejer. Her vil ejeren blive stillet til ansvar for ødelæggelserne. Samtidig bliver en vædder konfiskeret.

Vædderne havner mellem kommandantens ben på forsædet af bilen. Som alle dyr i Mali falder den forbavsende hurtigt til og begynder at undersøge, hvad der kan spises i bilen, mens den ser nysgerrigt på os.

Kommandanten forklarer, at problemerne med hyrderne fra Mauretanien er vokset efterhånden, som der ikke længere er føde til dyrene i Mauretanien. Senegal har ophævet en gammel aftale, som giver fri passage for dyr fra nabolandene. I Mali gælder aftalen stadig. Derfor kommer alle hyrder nu til Mali, og presset på naturen bliver øget.

Det gør historien endnu mest tragisk, at hyrderne er tvunget til at passe dyrene. Selv om slaveriet blev ophævet i 1984 i Mauretanien, lever mange stadig som slaver, og det gælder især hyrderne.

På elefantjagt i Mali med Viktors Farmor

Skriv et svar

Det sidste sted, man forventer at møde en elefant, er på en bjergside udenfor en by på kanten af Sahara.

Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Foto: Marit Måseidvåg. Der er kun nogle buske og få hundrede meter mellem os og den store hanelefant

Festtøjet er allerede fundet frem her fem dage inden årets største helligdag. Det er tirsdag og den sidste markedsdag i Hombori inden Tabaski. I Mali fejrer man, at gud i sin tid ombestemte sig og lod Abraham ofre en vædder i stedet for sin søn. Ved festen bliver der spist væddere og delikatesser. På markedet er beboerne fra landsbyerne i hele oplandet samlet i det pæne tøj for at købe ind og høre sidste nyt fra nær og fjern. I slutningen af eftermiddagen er landsbybeboerne på vej hjem af den stejle sti, som går op mellem bjergene i Hombori. Snakken går, og der bliver hilst.

De farverige landsbyboere bliver overhalet af en flok svedige danskere og nordmænd. De er netop blevet hevet ud af karavanen af skrumplende firehjulstrækkere og fået besked på, at hvis de skynder sig kan de møde en elefant kun to en halv kilometer fra byen. Beskeden bliver mødt med skepsis, men alligevel  finder gruppen sig i at pulsen kommer i omdrejninger, og der ikke er tid til at nyde se smukke udsigter.

På et lille plateau, inden stien igen går videre opad, tysser guiden pludselig på selskabet. Teatralsk smider han sin t-shirt og lister med overdrevne tegneserieskridt væk fa stien og hen mod en klynge af træer. Stilheden har lagt sig over gruppen, og sanserne  er skærpede uden helt at vide, hvad de skal rette mod.

Ovenover træerne er silhouettet tydeligt. Tre buer markerer hoved og lyttende elefantører.  Det foregår lidt mere end 100 meter fra os, og buerne bevæger sig. Landsbybeboerne har fulgt os, og da elefantens ører bliver rejst, flygter de. Heldigvis vender elefanten i stedet siden til. Det er en enorm enlig hanelefant, som er kommet væk fra flokken. Elefanten er vandret op ad den stejle klippeside til et sted, som er endnu mere goldt og stenet end landskabet nedenfor, hvor elefanterne mirakuløst overleve på en kost af tornede akacietræer og spredt tørt græs.

Du har mulighed for lignende overraskende oplevelser, når jeg i november 2010 er rejseleder til Burkina Faso og Mali for rejsebureauet Viktors Farmor

Klimaændringer i Mali

Vand: Kilde til vækst og konflikter

En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.

Af Lise Blom

Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.
De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.
– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Tre år før han får jord

Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.
– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.
En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.
Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.
– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.
Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.
– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.
Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.

Læs hele artiklen side 10 i Danidas avis Udvikling nr 3/2009

Vand: Kilde til både vækst og konflikter

En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.

Af Lise Blom; Foto: Lise Blom og Signe Marie Cold-Ravnkilde

Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.

De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.

– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Tre år før han får jord

Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.

– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.

En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.

Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.

– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.

Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.

– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.

Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.