I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré ofte som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til malinesiske kvinders ligestillingskamp. Hun er blevet kaldt “ en “tabupunkterende protestsanger der trodser traditionen nåre det gælder polygami, kvinders rettigheder og kønsroller”; ” En åbenbar feminist, der på frygtløs vis udtrykker kvinders politik og erotik i Vestafrikas muslimske og mandsdominerede samfund” og ”En kraftig stemme for kvinders rettigheder i Afrika”. Tag med Lise Blom og Solveig Sandnes, når de møder musikeren som diva på hjemmebane i Mali, som reflekterende kunstner ved et interview i Danmark og få indblik i hendes retorik i de sangtekster, der inspirerer og provokerer i Mali.

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Første møde finder sted i januar 2010. Vi er i den lille by Yanfolila i det sydlige Mali. Tusindvis af mennesker er forsamlet på byens centrale plads for at mindes og hylde Malis tidligere premiereminister Mande Sidibe, der stammede fra byen. Det er et halvt år, siden han døde. Nu sidder hans efterladte på en tribune. Yanfolila ligger i Wassoulou, som er kendt for sin musik. Og de lokale musikere er mødt op i stort tal ligesom de lokale jægersamfund i traditionelle dragter. Der er historiefortællere og dansere – både mænd, som danser den fysisk udfordrende abedans, og unge kvinder, der charmerer med synkrondans. På nær jægerne bærer alle optrædende og en stor del af publikum tøj med den tidligere premiereministers portræt.

Pludselig bliver publikums opmærksomhed fanget af en Hummer, som kører ind på pladsen. Allerede ved synet af bilen stiger forventningerne. Og jubelen bryder ud af, da Oumou Sangare træder ud af bilen med sit følge.

Efter hendes ankomst mister premiereministerens efterladte opmærksomheden. Alt fokus er på Oumou Sangare. Sangerne, musikerne, danserne, jægerne og publikum henvender sig til hende. Med sig har hun en taske proppet med pengesedler. Alle, der har modet til at hilse og at hylde hende, får en pengeseddel. Oumou er en diva, og hun taber ikke fatningen, da den lokale tosse opfører en erotisk dans til ære for hende.

Til sidst i højtideligheden griber Oumou mikrofonen og synger. Alle kender hendes sange og synger med. En anden sangerinde overtager mikrofonen, mens Oumou stiger op i sin Hummer. Men al opmærksomhed er rettet efter bilen, da den igen forlader pladsen.
Kan man forestille sig en dansk musiker overtage opmærksomheden ved en mindehøjtidelig for en folkekær politiker?

Politiske bejlere

Det andet møde foregår i juli 2011 en gårdhave på et københavnsk hotel. Aftenen inden har Oumou optrådt i en udsolgt sal under Politikens Hus ved årets jazzfestival.
Normalt vil det virke absurd at begynde et interview med en verdenskendt musiker med et spørgsmål om politiske ambitioner.

Men Malis politikere har øje for hendes popularitet og hendes rolle i samfundet, som en der både kan rette fokus på problematikker og give optimisme.

I 2012 er der præsidentvalg i Mali, og det seneste år er hun blevet foreslået som kandidat til posten af politiske partier og i landets medier. (Artiklen er skrevet før et militærkup i 2012)

Men nej, Oumou har ikke politiske ambitioner.

– Det er meget venligt at opfordre mig til at blive præsidentkandidat. Jeg takker alle, der kan se mig overtage de tidligere præsidenter ATT og Alphas plads. Men som politiker ville jeg skulle tage upopulære valg, og jeg ville skabe mig mange fjender. I dag ved jeg, at jeg er elsket af alle, så det ville ødelægge min karriere at være politiker. Jeg vil ikke såre mine fans, fastslår Oumou.

Hendes stemme er overraskende ru, da vi møder hende i hotellets gårdhave. Hendes hår er flettet med violette bånd, og det traditionelle kostume, hun bar ved koncerten, er erstattet af en elegant buksedragt.

Hun er både ydmyg overfor sin rolle som kvindernes stemme i Mali og bevidst om sin indflydelse.

– Det er godt med folk som mig på sidelinien, for vi kan se tingene klart og sætte dem på dagsordenen. Det er bedre end det at være kandidat, siger Oumou.

Som musiker er Oumou vant til at blive taget alvorligt, og hun afslutter sine sætninger med et voila – sådan er det. I sine tekster er hun ikke bange for at tage kontroversielle emner op og sige sandheden.

Lyttevant publikum

– Musikken i Mali er vigtigere end udsendelser på radio og tv og artikler i aviser og magasiner. Mali er de talte og sungne ords land. Sådan har det været i århundreder. Hver familie i Mali har en griot tilknyttet. Grioten er en historiefortæller, en sanger og fungerer som familiens bibliotek. Alle familier kender deres historie. Der er ingen skrifter, det er en mundtlig tradition. Nogle gange bliver historierne sunget og akkompagneret af instrumenter.

– På grund af den tradition er folk i Mali meget opmærksomme, når en kunstner synger. Hvad vil han eller hun sige med musikken? Man kan banalisere musik, og sige, det er lyde uden mening, men meningen er vigtig i Mali. Folk er vant til at lytte til teksterne i musikken. Og publikum tager din musik mere seriøst, hvis du har et budskab. Det er den vigtigste forskel på musik i Europa og Afrika. I Europa handler musik om rytmen og lyden. I Mali handler musik også om sangerens budskab, siger Oumou Sangaré, som efter få minutter har genvundet sin klangfulde stemme.

Selv om Oumou ikke kommer fra en griotfamilie, synger hun ud fra traditionen. Hun mener, at hendes rolle som musiker er at give gode råd og vejlede publikum.

– Jeg vil sige noget med min musik. Vi har moderniseret traditionen, så vi kan udtrykke os i musikken. Vi kan bruge den til at forklare, at der er mennesker, som lider. Der er børn, som lever på gaden. Det er et hårdt liv. Jeg ved, at folk vil lytte, hvis jeg synger om det i min musik.

Oumou Sangaré er et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kæmpe sig ud af fattigdom og opnå rigdom, berømmelse og international anerkendelse.

Hun voksede op under trange kår hos en enlig mor, der forsørgede sine fem børn ved at synge til bryllupper.

– Jeg har lidt meget i barndommen. Da jeg kommer af en kunstnerfamilie, har jeg profiteret af den mulighed til at bruge kunsten til at udtrykke min lidelse.

Direktøren for det hele

I dag er Sangaré ved siden af sin musikkarriere direktør for adskillige virksomheder, blandt andet hotellet “Residénce Wassoulou”, bilmærket, “Oum Sang”, et taxaselskab med 100 vogne og en kvægfarm. Hotellet var hendes første virksomhed, og hun insisterede på at sætte sig ind i driften. Da hun blev kontaktet af et kinesisk bilfirma, som ville bruge hende til at reklamesøjle for kinesiske biler, afslog hun, og valgte i stedet at blive importør af bilerne. Bilmærkets slogan er ”nye biler til afrikanerne”, og det er en succes på et kontinent, hvor markedet bugner med aflagte varer fra vesten – gamle biler og gammelt tøj.

Oumou er stolt over sin succes som erhvervskvinde, og når hun bliver spurgt om kvinders ligestilling i Mali, er hendes hovedbudskab, at kvinder skal arbejde og tjene deres egne penge.

– Hver dag møder jeg virkelig mange kvinder. De kommer til mig fra byen og fra landet. Jeg spørger dem, om de vil selv vil bestemme over deres liv. Når de siger ja, fortæller jeg dem, at de skal arbejde. Jeg har sunget, sunget, sunget det, og jeg har vist det med mine handlinger. Jeg opmuntrer kvinderne til at arbejde. Det er nødvendigt, for at vores mænd er stolte af os. Som kvinde skal du ikke være derhjemme og vente på, at manden har noget med til dig. Nogle gange er manden træt, når han er husets herre og betaler alt det nødvendige i hjemmet. Det er bedre at deles om tingene. Hver anden måned kan du sige til din mand, at du betaler. Det får hans respekt til at stige. Og så vil han ikke tage en beslutning uden at spørge sin kone.

Kritiser præsidenten og han danser

Måske lyder Oumous budskaber ikke så revolutionerende i et dansk magasin. Så for at forstå den kultur de fungerer i, guider Solveig Sandnes dig gennem Oumous tekster og retoriske genistreger.

Oumou kender sit publikums værdier, og hun bruger humor og sin smukke stemme som et formildende virkemiddel, når hendes udtalelser kan støde den ældre generation.

– Musikken er god til at formidle et budskab og hjælper en til at udtrykke sig om emner, der er svære at tale om. Du kan sige sandheden og endda fornærme en kvinde ved at sige, at hun er simpel. Men du synger det med kærlighed. Du kan fornærme en mand, og han danser. Du kan kritisere din bedstefar, og han danser. Du kan kritisere landets præsident, og han danser. Men du skal være diplomatisk, for en kunstner skal ikke tænde ild. Generelt skal en artist slukke ilden. Men når du beroliger, kan du samtidig få visse sandheder til at glide med ned. Du skal ikke være krigerisk. Du skal sende kærlighed hele tiden. Hvis folk ser dig, og de tænker, at du er krigerisk, vil de tage afstand fra dig og ikke lytte til dig.

Skørtejægeren får ballade

I mange af sine sange kritiserer Oumou Sangaré lokale skikke som omskæring, tvangsægteskaber og polygami. De to førstnævnte er i dag forbudt ved lov, mens polygami stadig er en udbredt skik. En stor anledning til splid i malinesiske familier er jalousi mellem med-hustruer. I  sangen Dugu Kamalenba (skørtejægeren) pakker Sangaré sin kritik af polygami ind i humor. Hun beskriver en polygam husstand og synger om, hvordan skørtejægeren med søde ord overbeviser hver af sine hustruer om, “at det er hende, han elsker mest”.

I Mali er den første kone som regel
Blevet valgt inden for den udvidede familie
Og så siger han til hende, den første kone: Du er min søster!
Selv hvis jeg tager en anden kone,  er du den bedste
Fordi vi er lige, vi er det samme kød og blod
Så bringer han en anden kvinde ind i hjemmet og han siger til hende:
Du er min favorit, hvorfor? Du vi give mig smukke børn.
Den første blev jeg givet af min familie, men du er mit eget valg.
Så gifter han sig med en tredje kone, og til den nye siger han:
Du er den heldige i huset. Den første kone blev mig påtvunget.
Den anden skete bare sådan der. Du er den jeg virkelig vil have.
Så den tredje kone er helt ovenpå, fordi hun tror, hun er favoritten.
Så nu er der tre koner derhjemme. Så gifter han sig med en fjerde.
Og til hende siger han: Du er den sidste og den bedste.
De andre er gamle nu. Du er den yngste, nu er det slut.
Nu gifter jeg mig aldrig mere igen.
Og det er selvfølgelig sandt, siden han kun kan have op til fire koner

Kritikken i sangen rettes ikke entydigt imod skørtejægeren, men også imod de kvinder, der lader sig forføre af hans ord og siden bruger resten af deres liv på at skændes med deres medhustruer.

Og så skændes alle fire
Koner med hinanden
Skørtejægeren har altid ballade
Derhjemme med sine koner

Ligestillingsartisten

I sangen Wele Wele Wintou forsvarer Oumou Sangaré unge kvinders ret til selv at vælge ægtemand. Den første del af sangen foregår i en retssal, hvor en far er under anklage for at ville tvangsgifte sin datter væk.

Midt i sangen træder Sangaré ud af sin fortællerrolle og sætter sig i pigens sted.

Før jeg har den rette alder
Vil jeg ikke gifte mig
Et tvangsægteskab er ikke noget for mig
Jeg ville aldrig gifte mig med en mand
Som jeg ikke selv havde valgt

Sangen er henvendt til unge piger som en demonstrativ “oplæring i civile rettigheder”. Det tvetydige “jeg” kan både tolkes som “Sangaré, der sætning for sætning oplærer en ung veninde i at sige fra overfor de krænkelser, som hun tilsyneladende er blevet udsat for” og som “den unge kvinde, der for første gang i sit liv bliver givet en taleposition og endelig får udtrykt sin uvilje mod at blive bortgiftet med tvang”.

Om tvangsægteskaber siger Sangaré:

– Jeg vil ikke have, at ægteskab sker med tvang. At man betragter en kvinde som et objekt, det støder mig. Nu er det sjældent at se tvangsægteskaber. Tingene ændrer sig på grund af uddannelse af unge piger. Men det fortsætter stadig langt ude på landet. Så jeg fortsætter med at synge for frihed i ægteskabet.

Tvetydig kunstner, men ikke feminist

Når vestlige medier skriver om Oumou Sangaré handler det ofte ligeså meget om hendes feministiske synspunkter som det handler om hendes musik. Men set fra et malinesisk perspektiv er prædikatet “feminist” kontroversielt. Og da en stor del af Sangarés afrikanske publikum er kvinder og muslimer, har hendes status som feminist stor betydning for hendes autoritet som meningsdanner hos det lokale publikum.

Selv understreger Sangaré, at hun ikke er feminist, men kunstner.

I sangen Worotan iscenesætter Sangaré sig som de unge gifteklare kvinders allierede ved at påtage sig rollen som den unge bruds rådgiver. Sangen er en traditionel bryllupssang, og den bliver almindeligvis sunget til bruden inden selve brylluppet af kvindelige slægtninge – og som oftest i mandefri zoner. Teksten er dedikeret til unge brude, men når Oumou fortolker sangen offentligt kan Worotan også tolkes som et indlæg i en overordnet debat om kønsroller.

I sangen fører Sangaré lytternes blik med bag hjemmets fire vægge, ind under madrassen, videre om bag landsbyhytten og ind i køkkenet, hvor kødgryden står…

Unge brude vær forsigtige, når I flytter ind i jeres mands hus
for overalt er der lagt fælder for at teste jer
kære unge koner, når I lever med jeres mands familie
Så rør ikke de penge, I ser under madrassen,
når I laver husarbejde det er der for at teste jer
min kære lille søster, når du lever med din mand
Rør ikke mælken bag landsbyhytten uden tilladelse
alt dette er der for at teste dig
i din mands hus skal du ikke spise kød fra gryden uden tilladelse
det er der for at teste dig
Ægteskabet er en udholdenhedstest,
fordi for den ringe pris af ti kolanødder bliver bruden til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din mand,
skal du behandle dine svigerforældre,
som om de var dine egne forældre for det vil vise din gode opdragelse.

Sangarés udeladelse af hvem der ”tester” bruden overlader det til lytteren selv at gætte, hvem det kan være – på samme måde, som bruden selv ville være nødt til i de beskrevne situationer. Selvom der ikke er tale om noget egentligt plot, men snarere om en serie hverdagssituationer, opnås gennem synsvinkelsammenfaldet mellem lytteren og den unge brud en thrillerlignende spændingsopbygning, der fastholder lytteren som et øjenvidne. Der opstår en midlertidig identifikation mellem lytteren og den unge brud gradvist, som de får flere og flere synsindtryk og advarsler til fælles.

Ordet slave i teksten er tvetydigt, fordi der er forskel på, hvordan malinesere og europæere tolker det. Set ud fra et malinesisk perspektiv kan sætningen tolkes som en konstatering, mens den af en europæer typisk vil blive opfattet som en kritisk kommentar.

I vestlige medier og i bookletter til vestlige udgivelser har Sangaré udtalt, at hendes fortolkning af den traditionelle sang Worotan er ironisk. Men hvordan kan hun vide, om ironien i hendes fortolkninger afkodes af alle de segmenter, som hendes publikum er sammensat af?

– Sangen er vigtig, for med ægteskabet begynder det rigtige liv for en kvinde. I vores tradition er ægteskabet hypervigtigt og helligt.

Valget af Worotan signalerer respekt og fortrolighed med traditionen, og det er afgørende for, om publikum lader sig føre med. De skal nemlig – selv hvis de opfanger den kritiske tolkningsmulighed – stadig agere i en virkelighed, hvor traditionen på mange måder er autoritativ.

– Worotan forklarer, hvordan den afrikanske kvinde underkaster sig. Kvinden får at vide, at hun skal være tolerant. Og derfor gør hun sit bedste for at være tolerant, men hun har ingen stemme. Manden er den magtfulde, og han kan tage sig en ny kone. Med al den respekt hun har vist, alt det hun har gjort – så er alt stjålet, uden at hun kan gøre for det.

I sangen kan man sige alt, og Oumou fortæller – godt pakket ind i indskudte sætninger – at hun en gang er kommet til at sige, at hun synes, at mænd skulle holde op med at være så uopmærksomme, uvidende, og ignorante.

– Sangen er en måde at fortælle, hvad der sker. Jeg er kvindernes ven, deres advokat, forsvarer og budbringer, som siger sandheden.. Jeg har to roller i livet. Jeg skal give kvinder mod, og jeg skal forsvare kvinder. Men jeg siger også sandheden til mændene. Vi er ikke slaver. Anse os for det vi er. Vi er her for at hjælpe hinanden, vi er ikke her for at konkurrere.

Stjernen og naboens datter

Den folkekære sangerinde gør i det hele taget meget ud af at signalere, at hun ikke har glemt, hvor hun kommer fra. I sangen Seya (Glæde) følger vi sangerinden umiddelbart efter, at hun er ankommet til Bamako efter en lang udlandsturné. Hun forbereder sig til aftenens festivitas. Under en gåtur gennem Bamakos gader, markeder og butikker, køber hun det traditionelle Bazin-tekstil, som hun får indfarvet og syet nyt tøj af.

Hun beskriver farver og design i detaljer – og dermed kommer hun til at fremstå ikke blot som et hjemmevant og modebevidst medlem af den gruppe, som hun henvender sig til, men også som en kender af traditionen. Gennem henvisningerne til kendte steder og almindelige mennesker viser Oumou, at hun er en del af det malinesiske folk, der køber tøj og får ordnet hår de samme steder som sit publikum.

Fællesskabet

Oumou Sangarés evne til at skabe samhørighed med sit publikum demonstrerer hun også i sangen Moussolou (Kvinder).
I sangen adresserer hun budskaber, der “samler” snarere end de “skiller vandene”. Hun positionerer sig som kvindernes søster, altså “som om de alle er I familie”, og med dette greb skaber hun et fællesskab ikke blot mellem sig selv og lytterne, men også internt blandt de kvindelige lyttere, hvilket forstærkes gennem lovprisningen af det religiøse og nationale fællesskab, som lytterne alle indgår i.

O, kvinder
O, Malis kvinder
O, Afrikas kvinder
Det er en god ting at arbejde for sit land
Jeg taler til kvinder, uanset hvad I gør i denne verden
Lad os ære vores ægteskab, vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre i deres hjem
De bør ære ægteskabet på passende vis
Vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, arbejd ærligt følg loven og folket vil få tillid til dig
Jeg taler til tolderne kvinderne der arbejder i tolden, de bør behandle de handlende ifølge loven
Jeres land vil takke jer
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, behandl folk ærligt ifølge loven, Herre!
Dit land vil takke dig
Jeg taler til par, der snart skal giftes par, der vil giftes i dag
Planlæg ikke jeres ægteskab med gode ord alene,
Fordi dette ægteskab vil naturligvis holde, men ikke længe
Gør ikke med ægteskabet som med en stor kjole som du tager af, når du bliver træt af den
Malis mænd, Malis kvinder lad os ære ægteskabet sammen
Ægteskabet er en god ting, o Herre!
Jeg hilser kvinder, mine søstre godaften, jeg hilser kvinder
Kvinder vis mod i jeres arbejde
Alle har deres eget potentiale

Stilen er messende og højstemt. Brugen af religiøse udtryk går igen i mange af Sangarés sange, og ligesom lovprisninger af publikum er de et udbredt stiltræk i traditionel, malinesisk musik. På den måde inviteres lytteren til at afkode resten af teksten med samme hengivenhed, som hvis det havde været en bøn eller en rituel handling.

Det er værd at bemærke, at det kvindelige fællesskab ikke ekskluderer mænd eller kritisere ægteskabet. Tværtimod hylder Sangaré flere gange mændene og opfordrer mænd og kvinder til at “ære ægteskabet sammen”.

Moussolou er hverken et politisk manifest eller en stiftende generalforsamling for Malis kvindesamfund. Men alligevel skaber sangen noget: En følelse af værdighed hos publikum. Alle kan være med i den kollektive identitet, og fordi ingen bliver ekskluderet, risikerer fælleskabet ikke at blive stemplet af konservative røster i deres omgangskreds. De fleste kvinder i Mali står uden for politisk indflydelse og deres handlemuligheder i mange af livets andre forhold er begrænsede. Derfor er den ros, som Sangaré uddeler i Moussolou, vigtig for deres selvværd.

At betone alliancen mellem mænd og kvinder øger handlemulighederne for publikum uden for teksten. Ved at appellere til mændene som et smuglyttende publikum legitimerer Sangaré kvindernes fællesskab, ligesom hun forsøger at vaccinere det nykonstituerede fællesskab mod stigmatiserende prædikater fra mænd, der ellers ville føle sig truede eller ekskluderede.

– Jeg er stolt af mange af mine sange. Men jeg er mest stolt af titelsangen på mit første album Mousoulou. Det betyder kvinde. Den sang er jeg stolt af og den skabte min succes. Det er en social sang, der handler om fædrelandet og kvinders arbejde.

Artiklen har været bragt i magasinet Geiger i 2011. Det vil sige, at artiklen er skrevet før militærkup og urolighederne i Mali.

Læs også Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik