Tag-arkiv: kultur

Debatavis for Valby Lokaludvalg

En levende skole, der er åben for lokalsamfundet, bedre offentlig transport i form af en sporvogn og en skaterbane til børn og unge. Det er nogle af forslagene i debatavisen”Præg din bydel”

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvordan skal Valby se ud og fungere i fremtiden? Det spørgsmål arbejder Lokaludvalget i Valby med i en ny bydelsplan. For at engagere Valbys borgere i bydelens fremtid udgiver lokaludvalget en debatavis.

I debatavisen tager freelancejournalist Lise Blom udgangspunkt i personlige historier, som illustrerer de muligheder og problematikker borgerne i Valby og bydelsudvalget har valgt at arbejde med. Emnere er skole, integration, miljø, idræt, byplanlægning og trafik.

Debatavisen udkommer som tillæg til Valbybladet og Valby Lokalavis i august 2008.

Se “Præg din bydel” som indscannet PDF-fil.

Børn med budskaber i Mali

I Mali giver en konkurrence i historiefortælling arrangeret af dansk-malinesiske Moussa Diallo børn mulighed for at udtrykke sig om vigtige emner i samfundet ved hjælp af teater, sang og musik

Af freelancejournalist Lise Blom

Den grådige frue forlanger mad af den forældreløse pige, mens hendes egen datter hviler sig i hendes skød

Øjnene lyner, når den grådige frue kommanderer med den lille pige i det slidte tøj. Lav mad, hent mad, vask op, lyder de konstante krav til pigen. Hun finder en tom gryde, da fruen og hendes forkælede datter har spist. Foran scenen sidder og står hundredvis af børn og voksne, som lever sig ind i det hjerteskærende drama og buher af utilfredshed.

Træet adlyder, da den forældreløse pige beder træet sænke sig, så hun kan plukke frugterne

Historien om den forældreløse pige og familien, der udnytter hende er velkendt i alverdens eventyr og et populært tema, da 12 skoler i Mali konkurrerer i historie-fortælling. Men hvor vores Askepot lader sig redde af prinsen på den hvide hest, har afrikanske skolebørn andre og mere handlekraftige bud på, hvordan pigens fremtid kan forandres.

Den grådige frue skriger, da træet rejser sig i fuld højde

Sulten og trist begiver pigen sig ud i skoven og finder ud af, at hun kan tale til træerne, så de sænker sig, og hun let kan plukke deres frugter. Den grådige frue og hendes forkælede datter går med i skoven og bliver forfærdede, da et træ adlyder pigens bøn og vokser nedad, så frugterne let kan plukkes. Men den grådige frue vil ikke lade chancen for lavt hængende frugter gå fra sig og sætter sig i træets krone og begynder at proppe sig med frugterne. Publikum jubler, da pigen beder træet rejse sig igen, mens den grådige frue desperat klamrer sig til træets krone.

Stykket bliver fortalt medrivende af skolen Tièba B fra Sikasso i det sydlige Mali og giver skolen en andenplads i finalen torsdag den 13. januar 2011.

Skole Tiéba Bs lærere og skoleinspektør i lyserødt følger spændt med, da deres elever er på scenen

Historien lever op til konkurrencens krav om at have et budskab og indeholde skuespil, musik og dans. For konkurrencen handler nemlig om at udtrykke sig. Malis traditionelle kultur og historie hviler på historiefortællingen, men traditionen er i fare for at forsvinde, for børn i dag har svært ved at udtrykke sig. Skolerne er hæmmede af mangel på ressourcer og uddannede lærere. I dagens Mali er der ingen status i at kunne udtrykke sig, børnenes forbilleder er sportsstjerner.

Den situation skal ændres. Under mottoet ”Giv eleverne ordet gennem historiefortælling” har den dansk-malinesiske musiker Moussa Diallo for andet år arrangeret en konkurrence i historiefortælling for skoleelever.

I 2010 forgik konkurrencen på 24 skoler i Bamako, Kati, Koulikoro og Segou. I år er konkurrencen flyttet sydpå til Sikasso og omegn og for første gang deltager også skoler fra landsbyer.

Klassekammeraterne følger også med fra kulissen

Tre af de 12 skoler giver deres bud på en fortælling om den forældreløse pige, som bliver misbrugt af en grådig familie. Landsby-skolen Kignan B fortæller, hvordan demokratiet bliver indført i dyreriget. Her vinder den muntre abe valget om at blive konge overfor modkandidaten den stærke løve. Modsat situationen i Malis naboland Elfenbenskysten lykkes det for aben at overbevise den tidligere hersker løven om, at det er bedst for riget, hvis de samarbejder i stedet for at bekæmpe hinanden.

To jægere bortfører den unge pige fra hytten langt ude i skoven

Vinderen af finalen er den tydeligvis ressource-stærke privatskole Amadou Sogodogo fra Sikasso med et stykke om ikke at miste håbet. Et kongerige er konstant i krig, og kvinderne bliver beordret til kun at føde sønner, så de kan blive krigere i kongens hær. En kvinde nedkommer med en datter og bor i en hytte langt ude i skoven, indtil datteren en dag liver bortført. Årene går, og kvinden er blevet gal af savnet efter den forsvundne datter. Hun synger konstant en særlig sang, som var signal til, at datteren trygt kunne åbne døren til hytten. En dag bliver den gale mor ført til en konge i et fjernt rige, og det viser sig, at dronningen er den bortførte datter.

Den handicappede bror bliver forladt af sin søster, da hun gifter sig på trods af et løfte til forældrene om altid at passe sin bror

Tredjeprisen går til endnu en skole fra Sikasso, der har kampen mellem det gode og det onde som tema. Forældrene til et handicappet barn beordrer storesøsteren til kun at gifte sig, hvis den nye ægtemand samtidig lover også at tage sig af den handicappede lillebror. Forældrene dør, og datteren afviser bejler efter bejler, indtil hun en dag siger ja. Hun forlader sin handicappede lillebror. I skoven møder han en djævel, der som alle djævle i malinesiske fortællinger er let kende, fordi han er hvid. Djævlen helbreder ham og skænker ham rigdom, så han kan indtage rollen som ny konge.

Undersåtterne valfarter til ham, for han deler ud af sin rigdom. En dag er det hans egen søster, der ikke genkender ham. Hun får ekstra meget og vender tilbage dagen efter. Men da får hun i stedet den kæde, som forældrene gav hende til gengæld for, at hun altid skulle passe sin bror. Da hun forlod sin bror, havde hun givet ham kæden, og hun bliver forfærdet, da hun opdager, hvem den nye konge er.

De ti-årige børn er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

De ti-årige børn fra Kouoro Village er sminket som gamle mænd med hvidt hår og skæg

Desværre må landsby-skolerne vende hjem fra finalen i Sikasso uden andre præmier end én for bedste danserinde. Hverken en historie om en forældreløs pige eller den om dyrenes valg falder i dommernes smag. Landsbyskolen Kouoro Village bruger humor i historien om de gamle mænd i landsbyen, som nægter landsbyens piger at komme i skole. En dag lykkedes det en pige at komme i skole, og da hun senere sender penge hjem til sin gnavne gamle far, vender stemningen blandt de gamle mænd.

Læs mere om Arc en Ciel på malinyt.dk

Ligestillingsretorik pakket ind popsange

Betragt dig selv som en slave. Sådan lyder budskabet til unge giftefærdige kvinder i Mali i Vestafrika. Her sætter popsange fokus på kvinders vilkår på en anden måde end vestens protestsange i 1970’erne

Oumou Sangaré hilser på byens lokale tosse

Oumou Sangaré hilser på Yanfolilas lokale tosse, da hun optræder ved en mindeceremoni for en tidligere premierminister i 2010.

En skrattende radio, en mobiltelefon og en kassettebåndoptager. Overalt i Mali er der musik. Det er mere end bare et lydtapet, for her bliver der lyttet til teksterne. Siden Malis uafhængighed for 50 år siden er kvinder gået fra at være anonyme korsangere for mandlige sangere til selv at være stjerner, og i dag dominerer de medierne, og deres tekster er med deres tvetydighed med til at sætte den ligestillingspolitiske dagsorden.

Mest kendt er sangerinden Oumou Sangarè, der begyndte sin karriere i 1989.

– Hendes sange indeholder mange budskaber, men Oumou er især et godt eksempel for andre kvinder, fordi hun ikke missionerer, men snarere giver gode råd, fortæller Djeneba Dolo, som arbejder i en finansiel virksomhed i Malis hovedstad Bamako. Med sine 29 år er hun som de fleste kvinder også fortrolig med de tidlige sange.

Ti kolanødder for en brud
Et eksempel på, hvordan Oumou Sangaré appellerer til unge kvinder, er sangen Worotan fra 1996, der er skrevet til en kommende brud:

“Du unge brud, vær forsigtig, når du ankommer til din ægtemands hjem
For overalt har de lagt fælder for at teste dig
Kære unge brud, når du først lever med din ægtemands familie
Rør ikke de penge, du ser under madrassen, når du gør rent
De er der for at teste dig
Min kære lille søster, når du først lever med din ægtemand
Drik ikke af mælken i krukken bag ved hytten uden tilladelse
Alt er der for at teste dig
I din ægtemands hjem, lad være med at spise kødet i gryden uden tilladelse
Det er der for at teste dig
Ægteskabet er en prøve på udholdenhed
En pris på bare ti kolanødder gør en brud til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din ægtemand
Skal du behandle dine svigerforældre, som var de dine egne forældre
For det vil vise din gode opdragelse”
– sangen Worotan fra 1996.

– Brudgommens familie tilbyder ti kolanødder i et ritual til brudens familie. Det symboliserer, at kvinden ingen indsigelsesret har i forhold til brylluppet, selvom det er den vigtigste begivenhed i hendes liv, og som giver hende status som voksen kvinde. Udtrykket “ti kolanødder gør en kvinde til slave” er et eksempel på, hvordan en sang offentligt stiller en af samfundets uskrevne regler frem i lyset, forklarer den engelske musiketnolog, Lucy Duran, der i sin ph.d. har forsket i Malis sangerinder og deres indflydelse på kønsrollerne.Djeneba Dolo supplerer:

– Oumou Sangaré synger om det, folk tænker, men ikke kan give udtryk for. I vores traditionelle samfund giver man ikke udtryk for sine følelser. Hun er vores stemme og udtrykker sig på vegne af os. Folk lytter, så hendes sange kan rykke mere end en hel bevidstgørelseskampagne.

Gang i noget exceptionelt
– Jeg havde hørt, at der var noget exceptionelt i gang i Mali, fortæller danske Solveig Sandnes, der også er i Mali for at skrive speciale i retorik med arbejdstitlen “At tage ordet, en undersøgelse af kvindeligt civilt engagement i Mali”.

– Her undersøger jeg, hvordan kvinder bruger musik som et medie til at udøve samfundskritik i et muslimsk samfund, forklarer Solveig Sandnes.

Da Solveig Sandnes selv hører Oumou Sangarés sang Worotan, tolker hun den som en stærk kritik af et mandsdomineret samfund.

– Da jeg diskuterer teksten med en mandlig informant, finder jeg ud af, at teksten ikke nødvendigvis skal tolkes som kritik, siger Solveig Sandnes.

Det er under interviewet med direktøren for Radio Wassoulou, Sidiki Sidibé, at Solveig Sandnes forstår, at hun må lægge sit eget normsæt fra sig for at forstå, hvordan teksterne bliver opfattet. En forståelse, der bliver tydeligere i hendes videre arbejde.

– I begyndelsen af mit arbejde reagerede jeg ud fra min egen opfattelse af, hvad der er retfærdigt, og det betød, at jeg forstod mindre. I Danmark antager vi, at kvinder og mænd har lige meget at sige, men når vi som forskere og eksperter arbejder i et land som Mali, bliver vi nødt til at respektere, at her er den grundlæggende antagelse en anden.

– Ifølge Sidiki Sidibé er der ingen vrede i udsagnet om, at kvinden er en slave, og han mener, det udtrykker en grundlæggende antagelse om, at kvinden er underlagt manden, siger Solveig Sandnes.

Solveig Sandnes forklarer, at tekstens fortolkning afhænger af modtageren og det rum, den indgår i. En sang som Worotan er traditionelt en del af en bryllupsceremoni, hvor den bliver sunget i et lukket forum for kvinder:

– Det er traditionel musik af kvinder, om kvinder, og sangene bliver sunget til kvinder. Det ironiske og kritiske lag kommer først ind, når sangene kommer ud i det offentlige sfære på kassettebånd og ved koncerter, fortæller Solveig Sandnes.

Hårfin balance for kvindelige sangerinder
I Mali er traditionen stærk, understreger Solveig Sandnes, så det er en hårfin balance for kvindelige sangerinder, hvis ikke hun helt vil afvises.

– Når en kvindelig musiker vælger at overskride normerne, må hun derfor vaccinere sig retorisk ved på andre område at leve op til normerne. Musikerne må opbygge en immunitet, når de skal behandle politiske og kontroversielle emner, understreger Solveig Sandnes.

Det kan ske ved at opføre sig ærbart og hylde traditioner.

– Oumou bruger referencer til folkloren. Det er et stærkt retorisk virkemiddel med stor genkendelighed, både for det traditionelle – og moderne samfund. Når hun vil aflevere et kontroversielt budskab, siger hun først noget, som hun ved, vil falde i god jord hos alle. For musikerne er det vigtigt at bevare smilet og værdigheden. Man ser ikke vred agitation.

– De fleste sange i Mali er bygget op som lovprisningssange, men de kan stadig ses som kritiske. De emner, man lovpriser, indebærer nemlig en kritik af de emner, man ikke lovpriser. Lytteren forstår dermed den indirekte kritik og den løftede pegefinger, forklarer Solveig Sandnes.

I Mali lever hovedparten af befolkningen på landet i traditionelle storfamilier, hvor de enkelte familiemedlemmer har fast definerede roller. Når man indgår ægteskab, forlader bruden sin egen familie og flytter hen til ægtemandens familie, og bliver en del af en storfamilie med op til tre medhustruer, svigermor og svogre. Og som nygift er hun underlagt sin mand og i det hele taget nederst i hierarkiet.

De færreste har gået i skole og forstår derfor heller ikke landets officielle sprog, der er fransk, og som dominerer radio og tv. Og især kvinderne på landet bliver ikke informeret om andre kønsrollemønstre, hvorimod kvinderne i byerne har større indsigt i vestlige ideer og levevis fra skolen, kvindeorganisationers kampagner og udenlandske tv-serier.
Under specialearbejdet har Solvig Sandnes derfor også kunnet konstatere, at det især er den veluddannede middelklasse i byerne, der opfanger den underlæggende kritik i Worotan og andre lignende sange, mens uuddannede kvinder på landet opfatter budskaberne mere bogstaveligt.

Overlevelsesguider

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan er billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

Lamenata i klassisk brudepositur. Sådan et billede har alle nygifte brude i Bamako. Hænder og fødder er tatoverede med hænder og neglelakken lagt på i mønster

– Oumou er så populær, fordi hun synger om dagligdagen. Hun er en slags advokat, der forsvarer kvinder, siger den 30-årige receptionist Sabine Dambele. Samtidig mener hun, at selvom de kvindelige musikere synger om Malis underdanige kvinder, fremhæver sangene også, hvor modige kvinderne er.

På trods af de udfordringer det skaber for unge kvinder at blive gift ind i en storfamilie, ønsker Sabine Dambele og de andre kvinder i Solveig Sandnes’ undersøgelse at bevare traditionen.

Og her hjælper sange som Worotan, fordi de indeholder gode råd og er med til at forberede og vejlede unge kvinder til livet med ægtemand og svigerfamilie.

– Groft sagt siger teksten “Sådan underkaster du dig din mand, så du undgår at få tæsk”. De gode råd kan ses som en joke, men de kan også forstås bogstaveligt, siger Solveig Sandnes.

Samtidig viser Solveig Sandnes’ undersøgelse, at sangene også har en terapeutisk kraft for kvinderne. De bringer et emne på banen, der ikke tidligere er blevet talt om:

– I sangene bliver traditionen udstillet som noget gammeldags, man bør være kritisk overfor. Samtidig er familien i Mali et socialt sikkerhedsnet. Familiestrukturen og forståelsen af subjektet er markant anderledes. Individets interesser er nedtonet, og rationaliteten er bundet op på det fælles bedste, siger Solveig Sandnes.

– Udfordringer er del af livet, som skal overvindes. Her lever vi med vores svigerfamilie. Man skal lære at acceptere hinanden, for man må ikke tro, at man kan ændre andre. Men respekt for den anden betyder ikke, at man skal underkaste sig, understreger Djeneba Dolo.

Kærlighedssange provokerer
Da majoriteten lever i arrangerede ægteskaber, er det et generelt træk hos informanterne, at de bliver provokeret af romantiske sange, forklarer Solveig Sandnes.

Samtidig konstaterer Solveig Sandnes, at de kvinder, som har brudt med normerne ved for eksempel selv at vælge ægtefælle og erhverv, i højere grad betragter kvinder og mænd som ligeværdige. Derimod har de kvinder, som følger traditionerne en større accept af, at deres mand og svigerfamilie har ret til at bestemme over deres liv. Men fælles for kvinderne er, at de foretrækker et monogamt ægteskab, men at de dog kan acceptere et polygamt ægteskab, idet mange mener, det er helt utænkeligt, at den polygamiske tradition ophører.

Kvindekamp er retten til selvforsørgelse
I det fattige Mali er økonomisk sikkerhed højt prioriteret, og det vigtigste for Solveig Sandnes’ kvindelige informanter er derfor også retten til at forsørge sig selv. For kvindekamp i Mali er mere et spørgsmål om økonomi, end om hvem der skal passe børnene og gøre rent. Det sidste har man nemlig tjenestefolk til, hvis man ellers har råd til det.

Derfor er Oumou Sangaré også ligeså kendt for sin karriere som forretningskvinde som for sin musikalske karriere. Hun ejer et hotel, et landbrug med malkekvæg og en importforretning med kinesiske biler af mærket OUM SANG. Herudover har hun et nystartet taxaselskab i hovedstaden, hvor de første af snart 200 biler er rullet ud på gaden.
Oumou Sangaré er endda nævnt som en mulig kandidat til det næste præsidentvalg 2012, for hendes historie giver andre kvinder håb om forandring:

– Oumou er et eksempel for alle kvinder. Hun er forretningskvinde med indflydelse på alt, hvad hun beskæftiger sig med. Vi er stolte af hende, for hun har været fattig og begyndte som servitrice. Jeg beundrer hende, fortæller Djeneba Dolo.

Musikalsk parterapi
Men Oumou Sangaré er ikke alene om at have indflydelse med sin sang. Sangerinden Kémé Sidibé er især populær ved traditionelle bryllupsceremonier i det sydlige Mali, hvor hendes sange er henvendt direkte til brudeparret. Herudover optræder hun fast to gange om ugen, men har aldrig fået udgivet sin musik.

– Når jeg spiller musik kommer ideerne, og når jeg synger om ideerne, udtrykker jeg mig. Selv de, der er ældre, lytter til det, jeg siger i min sang, fastslår Kémé.

– Jeg målretter rådene til hver enkelt på en stille og rolig måde uden aggression. Hvis jeg ikke er høflig, kan rådene virke chokerende.

– Som det er nu, lytter folk til mig. Det er derfor, jeg bliver inviteret til at optræde, fortæller Kémé.

Også den 46-årige musiker Mouneïssa Tandina er opmærksom på sin rolle som vejleder og rollemodel:

– Traditionelt er kvindeliv lig med et liv som husmor. Jeg viser, at det at spille musik er et lønarbejde. Kvinder skal også arbejde og tjene penge, mener Mouneïssa.

Hun begyndte sin karriere som professionel trommeslager, da hun var 16 år. Dengang var hun den eneste kvinde, der også spillede på instrumenter.

Hendes familie har altid støttet hendes musikalske karriere. Da hun gifter sig, blev hun fjerde kone i en traditionel familie.

– Musik er en nødvendighed for mig. Jeg måtte droppe mit ægteskab, for at jeg kunne fortsætte med at spille. I begyndelsen støttede min mand mig, men senere ville han ikke tillade, at jeg optrådte, fortæller Mouneïssa, som flyttede hjem til forældrene.

Kultur bryder den politiske barriere
Mali er stadig et nyt demokrati, hvor kvinder har begrænset adgang til at agere politisk, og her får musikken en helt central rolle. For selvom kvinder i Mali er underlagt mænd ifølge både tradition og lovgivning, giver musikken alligevel kvinderne mulighed for at ytre sig, som den engelske musiketnolog Lucy Duran pointerer. Og her bliver de kvindelige musikere også i kraft af deres liv stærke rollemodeller:

– De succesrige kvindelige musikere har større frihed i deres ægteskaber end andre kvinder. Den økonomiske selvstændighed spiller en klar rolle, men selve rollen som musiker giver også den kvindelige musiker en særlig adgang til netop at kommentere kønsrollerne gennem sin musik, understreger Lucy Duran.

Hertil supplerer danske Solveig Sandnes:

– Musikken er et levende erhverv og en del af en levende kultur. Sangerinderne fungerer som budbringere, og de synliggør ting i traditionen. Oumou Sangarés tekster skaber debat. Hun konstruerer mening og viden og forbereder folk på det, der skal løses på det politiske niveau. Dermed er den debat, hendes tekster afføder, et forstadium til politisk handling og civilt engagement. Lige nu handler ligestilling om private valg: som skal min datter i skole eller giftes ung. På sigt vil der komme andre ligestillingspolitiske emner op på dagsordenen, forudser Solveig Sandnes.

Læs artiklen Ligestilling i popsange i Webmagasinet Forum udgivet af KVINFO.

Læs mere om Oumou Sangare her.

Debat om det offentlige rum

Borgerjournalistik om Københavns udseende

Kan en hjemmeside engagere borgerne i debat om byens offentlige rum? Din BY! er et eksempel på borgerjournalistik i tekst, foto, lyd og video til en målgruppe fra børn til ældre

Af freelancejournalist Lise Blom

Din By! er et eksamensprojekt fra Danmarks Journalisthøjskoles multimediehold på 7. semester. Sitet er lavet af Lise Blom og Rune Geertsen.

Din By! vil engagere borgerne i København til at tage stilling til deres offentlige rum. Det gøres gennem public journalism – journalistik, der er tæt på borgerne.

Besøg Din By

Landskabsteater i Mali – himlen over Bamako spiller med

Mali byder også på eksperimenterende kunstoplevelser af den mere visuelle slags. Publikum er et kapitel for sig – store flokke af børn og almindeligt nysgerrige blander sig med kultureliten uden at overholde de uskrevne regler for opførsel i kunstverdenen.

Af freelancejournalist Lise Blom

G-punktet troner højt over Malis hovedstad Bamako. Det er på en gang centrum, det man orienterer sig efter nede i byens tætpakkede støvede gade, og det er en anden verden og et samfund i sig selv. Vejen zigzagger sig op ad bakken. Hver gang man tror, at man er ved at være fremme, bringer et nyt hårnålesving en længere fra målet. På venstre del af bakken bor præsidenten. Som i et eventyr har præsidenten overblik over sin hovedstad og kan med en kikkert følge med i dagliglivet, som leves udendørs på de vidstrakte markeder og i gårdene mellem husene. Omkring præsidentpaladset er en hel administrativ by skudt op.

Øverst ligger byens hospital ligeledes omgivet af sit eget bysamfund af boder, restauranter og små lave huse, der breder sig ned af skåningerne. I aften byder en tur langs hospitalets langstrakte ydermur på en tankevækkende kunstnerisk oplevelse.

En skramlet gul taxa drøner gennem den blandede flok af unge rejsende, fastboende udlændinge, der benytter enhver chance for en anderledes oplevelse og at kunne møde hinanden uformelt, lokale kulturinteresserede, nysgerrige, som vil undersøge, hvorfor så mange er mødt frem lige her og et hav af forventningsfulde urolige småbørn. På taget af taxaen sidder en blond kvinde i en positur som en hinduistisk skulptur. Taxaen standser, og showet går i gang med en poetisk gennemgang af verdens folkeslag.

Vi bliver ledt videre til et lavt hus, hvor beboerne ser tv udenfor. To åbne døre fører en dialog, mens forhænget blafrer. Det er mor og datter. Dørenes forhæng spytter de to aktører ud i et bittert skænderi. Datteren, der anklager sin bror for at have stjålet hendes surt tjente penge, og beskylder moderen for altid at beskytte ham. At elske ham og lade hende knokle med alle familiens sure pligter. Moderen forsvarer sig med historien om, hvordan faderen forvandlede sig fra familiefar til drukkenbold. Datteren beskylder hende for at lukke øjnene for, at sønnen på samme måde bruger al sin tid og alle familiens penge på hjemmebrygget øl i stedet for at arbejde. Sønnen møder op og søger moderens beskyttelse for søsterens beskyldninger. Men for en gang skyld svarer moderen igen. Scenen ender i vildt slagsmål.

Tydeligvis det, de mange børn er kommet efter. Selv om det er tragisk, skriger alle af grin – men det er med skyldfølelse. De høje klask af lussinger og den dumpe lyd af et spark i ryggen er ikke teatereffekter. Vreden og voldsomheden i opgøret er helt tæt på og forskrækker som summen af en traditionel families frustrationer. Jeg bliver i tvivl, om moderen i stykket spiller en rolle eller langt om længe afreagerer. Moderen smider både søn og datter ud af hjemmet, og ved siden af mig bemærker en lokal, at stykket er voldeligt.

Næste tableau foregår oppe på hospitalets mur med solnedgangens gyldne skyer som baggrund. Vi møder den udviste migrant Issa, der i årevis har forsørget familie og landsby fra Frankrig. Den daglige flyankomst med Air France klokken 20:50 markerer ikke bare begyndelsen på et eventyr for de mange rejsende. Det er samme fly, de udviste vender tilbage i.

Tre dage på et herberg og penge til en busbillet får Issa, der med udvisningen har mistet alle sine ejendele, fotos og penge i et Frankrig, som uden at stille spørgsmål har taget imod skat fra hans løn.

Det eneste lyspunkt er, at han nu kan komme hjem til sin mor og fejre den forestående tabaskifest. Men både familie og landsby møder ham med mistro, da han returnerer uden ejendele og gaver. Han må have gjort noget unævneligt kriminelt, siden Frankrig har udvist ham. Opfyldt af skuffelse beder han sin far om at ofre ham i stedet for den vædder, der bliver spist til tabaskifesten. Han føler sig som et får, der udelukkende er sat i verden for at opfylde andres behov. Da han ikke længere kan opfylde deres forventninger, foretrækker han døden. I stedet for forståelse vender landsbyen for alvor ryggen til ham. Han er blevet sindssyg og skal forsvinde tilbage til Frankrig, som har ansvaret for hans sygdom. Scenen ender i et selvmord i afgangshallen i lufthavnen. Gråden presser på – og så er der pause.

Mørket omgiver os nu, og i pausen får vi små poser med saft og ristede jordnødder – endnu en årsag til den store børneflok, som tydeligvis har set stykket hver af de tre aftener, det har spillet.

De næste to akter er i højere grad båret af billeder og spekulative tekster med udgangspunkt i begrebet at flyve, barnets angst for at sove i mørket, G-punktet og stjernehimlen over os.

Til sidst sidder vi i sand på små mure yderst på bakken, som falder stejlt de 200 meter ned til byen. Det er en måneløs nat. Under os blinker byens gule og blå lys. Som en tyk mørk slange bugter floden sig gennem byens flimrende lystæppe kun gennemskåret af to oplyste broer. Fem skuespillere står på spredte lave søjler i silhuet. Bagfra kommer resten af skuespillerne i slowmotion. Selv uden tekst er billedet imponerende. Jeg ærgrer mig over, at mobiltelefonens kamera ikke kan gengive det, og at det rigtige kamera er gået i stykker, efter at jeg har tabt det. Men jeg er også klar over, at netop dette billede er et, som ikke kan fanges af andet end øjet, der ser det.

Teaterstykket Himlen i Bamako er skabt i samarbejdet med den franske gruppe Compagnie Lumiere d’Aout og Compagnie Theatre Acclamations fra Burkina Faso. Det er landskabsteater, hvor landskabet giver inspiration til stykkerne og fungerer som kulisse. Stykket er bygget op omkring spørgsmålet, hvor begynder himlen?

I minibus bliver vi bragt tilbage til virkeligheden, som for en stund er overtaget af ekstasen. Africa Cup er begyndt, og Mali spiller den indledende kamp mod værtslandet Angola. Allerede i bussen er radioen tændt, og langs vejen sidder folk forsamlet ved udendørs tv. Taxaen, jeg tager bagefter, er indhyllet i Malis flag og taxachaufføren ekstatisk. Alle skal overhales, så han jublende kan række armene i vejret i triumf for hvert mål. Han banker med begge knytnæver i siden af bilen, mens han kører og dytter hæmningsløst af en bil, der drister sig til at holde tilbage for det røde lys. Heldigvis skal jeg ikke så langt, og jeg håber under kørslen, at der ikke bliver scoret flere mål.

I Bamako viser folk deres begejstring for sportsresultater ved at bevæge sig ud på vejene. Nogle til fods, andre på motorcykel og i bil. Dåser, der skurrer henover asfalten i fart, giver en brølen og flyvende gnister. På et tidspunkt kommer gnisterne fra en motorcyklist, der er væltet og kurrer hen ad vejen. På en restaurant venter jeg på, at begejstringen for den uafgjorte kamp 4 – 4 lægger sig, så jeg kan komme hjem uden skrammer.

Kunstnere som sociale oversættere

Kunst, der ligner indretningsdesign, men som er socialarbejde. Et projekt på Mændenes Hjem giver samfundets udstødte et mere værdigt liv

Af Lise Blom; Foto Kenneth Balfelt

Robert Olsen, som er forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro i København, leder efter et ledigt lokale.

– I institutionsmiljøer er der to fast forankrede holdepunkter, receptionen er det ene og forstanderens kontor det andet. Man kan kalde dem patriark symboler – nu er de væk. Det er interessant for både medarbejdere og brugere, at de ikke eksisterer, siger han.

Mændenes HJem på Istedgade

For to år siden kontaktede han de to kunstnere Kenneth A. Balfelt og FOS for at involvere dem i processen med at skabe ændringer på Mændenes Hjem. Institutionsbygningen trængte til mere end maling og nyt linoleum på gulvet.

– Vi skal programmere stedet. Det er væsentligt, at folk får en større følelse af samhørighed og fællesskab, når de er her. Så kan de komme ud af deres ensomhed og ind i et fællesskab og tage imod hjælp, siger Kenneth A. Balfelt.

– Kunstnernes ide er at bruge associationer fra hjemløses hverdag. Den gamle reception bliver lavet om til et nattesoverum. Det tager udgangspunkt i, hvordan en kupe i en togvogn er designet, Det er en fin association til hjemløses hverdag, hvor mange har sovet i tog, siger Robert Olsen.

Huset kommer også til at give husly til en campingvogn, der skal bruges til samtaler. Kenneth A. Balfelt forklarer, at campingvognen signalerer hygge, mens et normalt mødelokale signalerer magt. Der føler brugeren føler sig afmægtig, når han sammen med medarbejderne skal lave planer for sit liv. Det at tale sammen i en campingvogn er en måde at nedspille situationen og symbolværdien.

Kunstnerne har brugt ni måneder til research. I en periode læste de rapporter og besøgte sociale institutioner for at sætte sig ind i området med socialarbejdernes briller på. På samme måde satte de sig ind i arkitektens arbejdsmetode. Deres kunstneriske overvejelser minder derfor om de pædagogiske og indretningsmæssige tanker, andre faggrupper gør sig. Kenneth A. Balfelt beskriver deres rolle som sociale oversættere. Han husker sit første møde med huset:

– Da vi kom, så vi, at der ikke var noget fællesskab. Der var fragmenterede mennesker, som gik rundt for sig selv. Ingen krammede hinanden, ingen sagde hej, der var ikke nogen, der snakkede eller sad sammen og spiste. Der var helt konkrete fysiske størrelser at arbejde på for at skabe en mulighed for et fællesskab.

Mindre vold

Tidligere skulle man henvende sig i receptionen for at få lov til at besøge Mændenes Hjem

Indgangen til Mændenes Hjem var placeret i en port i sidegaden. Brugeren skulle opgive sit navn og en grund til besøget, før medarbejderne, som sad bag en glasrude i receptionen, lukkede ham ind. Det møde kunne let provokere brugerne, og netop i receptionen opstod konflikter, som i nogle tilfælde ledte til trusler og vold mod medarbejderne. Indenfor var fire klaustrofobiske gennemgangsrum med tunge gardiner og uden bløde møbler. Her kunne samfundets udstødte få en pause fra livet på gaden.

– Måske var der en, som brækkede sig i et hjørne, mens andre sad for sig selv og skulede ud i luften, siger André, som er 29 år og bruger af huset gennem otte år.

– Der var ingen samlingspunkter, ingen karakter, ingen spor af mennesker og ingen planter, for man frygtede, de ville blive stjålet, husker Kenneth A. Balfelt.

For at undersøge brugernes behov lavede kunstnerne med et par design- og arkitektstuderende en workshop. Klokken ni om morgenen stillede de et bord med kaffe, te og cigaretter midt på gangen, så brugerne enten måtte gå udenom eller sætte sig ned.

– De skulle se os, og vi skulle se dem. Vi skulle mærke, hvad deres holdninger var. Ville vi være i stand til at tale med dem, eller ville de løbe væk, siger FOS.

Workshoppen varede til klokken tre om natten. I den tid diskuterede brugerne deres holdning til stedet, og på plancher kom de med forslag.

– Selvom nogle var omtågede af narkotika, havde vi gode samtaler om de her emner. Det var fantastisk at opleve og med til at cementere ideen om, at man kan skabe et fællesskab på Mændenes Hjem med de ressourcer, der er tilstede, siger Kenneth A. Balfelt.

Der var kun få møbler i stuerne, før kunstnerne gik i gang med indretningen

Ud fra deres research har de formuleret en række værdier for deres arbejde. Fællesskabet er sikkerhed hedder en af værdierne. I praksis betyder det, at indgangen nu er uden kontrol. En egetræsdør med udskæringer af blomsterranker og beslag med inspiration fra helleristninger har afløst den upopulære reception. Dermed har medarbejderne opgivet den sikkerhed, de havde ved at kunne kontrollere, hvem der kom ind i huset.

– Hvis vi får skabt et fællesskab, så burde der principielt ikke være nogen, der vil slås med en, der vil hjælpe, siger Kenneth A. Balfelt.

Selv om medarbejderne ikke var ansat som vagter, blev de ofte opfattet sådan af brugerne, dengang receptionen stadig eksisterede, fordi de var bundet af arbejdet der. Nu bruger medarbejderne mere tid sammen med brugerne ude i stuen. De kan snakke om vejret, se fodbold på tv og dermed skabe en bedre kontakt, som er første skridt på vejen til egentlig hjælp.

– Brugerne får lov at se andre sider af os nu. De har ikke længere et fjendebillede af os, siger Lars Pedersen, som er socialarbejder og sikkerhedsrepræsentant på Mændenes Hjem.

Kø til badeværelset

Lige indenfor den nye indgang står en reol. Der er sprøjter og kanyler i skufferne. En ung mand er lige trådt ind ad døren. Med runde kinder ligner han mere naboens søn end en af husets faste brugere, som livet på gaden har givet indfaldne kinder. Han er usikker, mens han leder efter en pose til sprøjten og kanylen. En kvinde kommer ham til undsætning og tømmer sin DSB pose, så han kan få den.

– Tag hellere et sæt værktøj for meget, end et for lidt, siger hun til ham, mens hun putter tre ekstra sæt i posen.

Væggene er revet ned, så der nu er et stort lokale. I den ene halvdel ligger kantinen med store og små borde, så folk kan bestemme, om de vil spise sammen med andre eller alene. I den anden del af rummet står computere og sofaer. På endevæggen hænger en enorm fladskærm. Brugerne følger med i Nyhederne, snakker og spiller computer. Enkelte kokser i en rus.
André finder en ledig plads i sofaen og prøver at skjule en guldøl mellem benene, som han godt ved er forbudt i stuen. Efter hans mening er Mændenes Hjem blevet et bedre sted at være, efter at renoveringen er gået i gang.

– Folk er blevet gladere for at være her. Det giver mere liv i huset, når der sker noget. Det allerbedste er det nye toilet og badeværelse. Jeg har et diplom, der viser, at jeg var den allerførste, som tog bad i det. Det bliver meget brugt. Før tog nogle af de her mennesker aldrig bad, siger André og peger ud på baggangen. Her står et par brugere utålmodigt i kø til badeværelset, som er udsmykket med en lysekrone og fliser i blå og grønne farver.

Designer koksestol

FOS mener, at de som kunstnere krydser en moralsk bro. Kunsten er traditionelt kun til for sig selv, men her skal den skabe værdier for mennesker. Og den skal kunne skabe nogle rum, hvor mange forskellige slags mennesker skal kunne fungere og føle sig tilpas. Derfor hedder en anden værdi – troen på et andet livssyn.

– Man skal acceptere nogle ting, som man normalt ikke accepterer. Det er nemt at indgå i fællesskaber med folk, som ligner en selv. Men for at skabe et moderne fællesskab, så bliver man nødt til at sætte sig ud over sine egne værdier, forklarer FOS.

Det handler om at møde folk, der hvor de er i livet. Mange af brugerne er narkomaner, og kunstnerne arbejder på at designe en stol, hvor de kan sidde godt, når de kokser.

– Der vil være en masse naive mennesker, som siger, at når vi accepterer, at en narkoman skal sidde i en behagelig stol, så accepterer vi også hans gøren, siger FOS og tilføjer, at en dårlig stol ikke får narkomaner til at kokse mindre.

– Hvis institutionen ikke viser et menneske respekt, så kommer du aldrig nogen vegne. Så bliver man ved med at stigmatisere og udstøde folk, siger Kenneth A. Balfelt. Han mener, at forudsætningen for at komme videre er, at personen føler sig OK som menneske.

Arbejdet med renoveringen er halvt færdigt. Ingen har prøvet at lave et lignende projekt før, så det er et eksperiment, hvordan værdier formuleret af kunstnere fungerer i praksis.

– Man kan mærke en stemningsændring. Der er begyndelsen til et fællesskab. Men der er masser, der kan gøres endnu, konstaterer FOS.

Fakta

Mændenes Hjem har tilbud til psykisk syge, misbrugere, slidte folk fra gaden, et herberg for hjemløse, sygepleje, et kontaktsted med opsøgende arbejde, en kantine med varm mad, mulighed for en nats søvn indendørs og en natcafe.
Budgettet for renoveringen er på 3,45 millioner kroner. Københavns Kommune og forskellige fonde har indtil videre bidraget med 1,5 million kroner.
Besøg Mændenes Hjem på www.maendeneshjem.dk

Kenneth A. Balfelt (1966) er uddannet fra Goldsmiths College i London. I 2002 indrettede han et fixerum for narkomaner på Halmtorvet i København. Det var et kunstprojekt, som gav nyt liv til debatten om fixerum til narkomaner og resulterede i møder med politikere.
Læs mere på kennethbalfelt.org

FOS alias Thomas Poulsen (1971) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Egentlig synes han som kunstner, det er sjovere, at male og lege med ler, men han føler, at samfundet svigter de svageste, derfor involverer han sig i projekter som dette. FOS er repræsenteret af Galleri Christina Wilson i København og galleriet NW Projects i London.
Læs mere på www.socialdesign.dk

Kunstner Jeanette Land Schous møde med Mali

Visite au Mali

På udstillingen Visite au Mali af Jeanette Land Schou kan du møde smedene på Medinamarkedet. Her er affald en ressource, som bliver til nye produkter

Af Lise Blom

Suleiman Traore er mindst 70 år. Børn blev ikke registreret, dengang han blev født, derfor ved han ikke, hvor gammel han er. Han arbejder alene og har specialiseret sig i at banke metalstumper om til kroge, som han monterer på knagerækker.
– Arbejde er nødvendigt for at holde mig i gang. Det gør, at jeg føler, at jeg lever, siger han. På markedet går de fleste smede tidligere på pension efter et slidsomt arbejdsliv. Men som familieoverhoved er det vigtigt for Suleiman at bidrage til at forsørge familien.
– Jeg kan ikke længere arbejde så meget, derfor er mit bidrag ikke så stort nu,
konstaterer Suleiman.

I et lille skur banker Siaka Alama gamle konservesdåser i nye former. I dag er det sparebøsser. Han og de to kolleger har ingen chef. Hver producerer omkring 100 dåser om dagen, som de sælger for cirka 50 øre stykket.

Trods åbne esser, tungt værktøj og mangel på sikkerhedsudstyr er der sjældent ulykker på markedet. Sidste halvår af 2008 bød dog på tre alvorlige ulykker med øjenskader. Det sker typisk, når en metalplint rammer et øje og ødelægger det.

Besøg udstillingen

Oplev hvordan kunstner Jeanette Land Schou tolker sit møde med Mali i foto og video på www.jeanettelandschou.dk

Ud over genbrugssmedene samarbejder hun med unge fotografer fra Mali, bliver fascineret af det anderledes landskab, studerer kulturmødet mellem Saharas ørkennomader og vestlige turister til Festival au Desert og deltager i en traditionel fest.

Festival au desert i Essakane i Mali

Musikfestival skaber kulturmøde i ørkenen

Peace & Love er indbegrebet af festivalkulturen. I Saharas ørken skal de ord tages helt bogstaveligt, når det blå folk inviterer til kulturmøde mellem tradition og international pop og rock

Tekst og foto Lise Blom

Timbuktu er verdens ende. Videre ud i Sahara kommer kun opdagelsesrejsende og romantikere. Tørke, truende borgerkrig i starten af 1990’erne, terrorister og røverbander får ferierejsende til at se sig om efter venligere rejsemål end det nordlige Mali. Men ørkenens folk vil gerne kendes for andet end problemer. Derfor inviterer Malis blå folk – tuaregerne til fest. For femte år i træk stabler de musikfestivalen Festival Au Desert på benene. Over 5.000 mennesker mødes den anden weekend i januar i Essakane fire timers anstrengende kørsel fra ørkenhovedstaden Timbuktu. Af dem er 4.000 tuareger, og 600 er vestlige turister.

Fotograferne bliver fristet af de smukke og eksotiske tuareg kvinder ved festivalen.

Etnisk fotosafari

Tuaregkvinderne myldrer frem i små grupper og blander sig i sangen. Bag dem trænger turister med stadig mere pågående kameraer og båndoptagere sig på. Forsamlingen spredes, da vagterne træder frem. Kvinderne må vente med at deltage i sangen, til det bliver deres tur, og turisterne må respektere de tilskuere, som sidder længere tilbage i klitterne. I en periode har alle frit udsyn til de 50 mænd og kvinder, som spiller, synger og danser siddende i sandet. Indtil forførelsen overmander folk.

Sandet er kridhvidt og blødt. Om natten minder det om et vinterlandskab. Det er ligeså udmattende at gå i, og klitterne ligner forstørrede snedriver. Festivalens indgang ligger i en lille skov af skyggefulde akacietræer. For 30 år siden lå området under vand som en del af Vestafrikas største sø Lac Faguibine. Rundt om søen var der marker, hvor bønderne dyrkede hirse. I 1984 udtørrede søen fuldstændig, og siden er sandet kommet til, så søen aldrig har genvundet sin tidligere størrelse. Nogle steder kan man i dalene mellem klitterne endnu se den dyrkbare jord, men der skal en veludviklet fantasi til at forestille sig området med grønne marker.

Verden på scenen

Traditionel tuaregmusik er bygget op om sang, enkelte trommer og strengeinstrumenter.

Ifølge plakaterne skal koncerterne på den store scene begynde klokken 19. Men teknikken driller, så musikken begynder to til tre timer senere. Lørdag aften spidser folk ører og trækker på smilebåndet, da de hører jodlen. Det er østrigske Hubert Von Goisern, der med harmonika giver tilskuerne en gang alpepop spædet op med jazz, rock og verdensmusik.
“Sæt jer ned, sæt jer ned”, råber folk bagfra. Når man er nomade i Sahara, sidder man i sandet til koncerter. Og både mænd og kvinder kan danse siddende på hug. Det insisterende tonefald får folk til at sætte sig. For trætte tuareger har det den fordel, at man kan læne sig op af den nærmeste ryg, når søvnigheden melder sig. Og det gør den hos sidemanden søndag nat klokken to, hvor indisk-canadiske Galitcha går på scenen med indiske instrumenter, jazzet pop og fortællinger fra Indien.

Mere end underholdning

Festivalen er mere end blot underholdning, der er arrangeret konferencer, hvor emner som decentralisering, kultur og udvikling bliver diskuteret. Toufahit Madesh har fulgt debatten om fred og sikkerhed i en times tid søndag eftermiddag, da hun signalerer til ordstyreren, at hun vil tale.

“Vi kvinder vil have adgang til rent vand, og vi vil have skoler, så børnene kan få en uddannelse. Vores største problem er fattigdom, og det er fordi, der mangler skoler og arbejde til folk”, slår hun fast overfor forsamlingen.

Hidtil er det mest lokale politikere og traditionelle ledere, som har holdt lange taler. Toufahit Madesh taler kort, og der er bifald til hende både efter hendes egne ord på tamashek, og da talen bliver oversat til fransk for udlændinge og folk fra andre dele af Mali. Hun har aldrig holdt en politisk tale før, men hun griber chancen nu, hvor den byder sig. Hendes drøm er nemlig, at landsbyen Emimalan, hvor hun kommer fra, får en kvindegruppe. Tuaregerne er et af de få folkeslag, som har et matriarkalsk samfund, men kvindernes stilling er under pres.
“I må huske at respektere os kvinder og inddrage os i beslutningerne. Ifølge traditionen har vi en vigtig rolle i familien og landsbyen, men som det er nu, bliver vi glemt, når beslutningerne skal tages”, siger Toufahit Madesh.
Deltagerne er enige om, at forudsætningen for fred og sikkerhed er arbejde til de unge, et retfærdigt retsvæsenet og medmenneskelig tolerance.

Usynlig Berlinmur

Isolation er i hvert fald ikke vejen frem, hvis man vil bevare sin kultur og forbedre sine levevilkår. Det er læren for de tuareger, der i starten af 1990’erne greb til våben og indledte et oprør med krav om selvstændighed i det nordlige Mali.
“Før var Mali delt af en usynlig Berlinmur. Der var ingen kontakt mellem folk fra syd og os i det nordlige Mali. Vi ønskede ikke kontakt, og vi afviste identitetskort, der viste, at vi levede i Mali. Vores børn nægtede vi at sende i skole. Vi var så meget imod staten, at mange af os blev rebeller og siden hen flygtninge i andre lande”, forklarer sangerinden Fadimata Wallet Oumar. Hun er gift med en af de forhenværende ledere af oprøret og måtte leve i eksil.
“I flygtningelejrene i nabolandene gik det op for os, at man kan leve på en anden måde. Nu har vi erkendt, at vi deler et land”, understreger hun.
Det fysiske bevis står som et monument i Timbuktu. Fredens Flamme hed det bål, som i 1996 symbolsk slugte hærens og oprørenes våben. Siden er integrationen gået stærkt ikke kun på det politiske plan men også på det følelsesmæssige plan, hvor folk i Mali fortæller om glæden ved, at de nu er et folk. Fem år efter den endelige fredsaftale begyndte festivalen og kulturmødet i ørkenen.
Tuareggruppen Tartit, som Fadimata Wallet Oumar synger i, har indgået et frugtbart partnerskab med Afel Bocoum og Habib Koité fra henholdsvis Midt- og Sydmali. Det er det 23 personer store Desert Blues, som gæstede Roskilde Festivalen i 2004.

Musik er politik

Kamelen er stadig tuaregernes foretrukne transportmiddel - også når de er til fest i ørkenen

“Kun gennem kultur kan folk forenes, alle mennesker kan samles om musikken”, siger Habib Koité og fastslår, at det betyder noget helt særligt for musikerne at optræde i Essakane.
“Ørkenen er et sted, som giver liv til fantasien. Der er storhed. På en festival i Europa oplever man ikke naturen på samme måde”, siger den festivalvante Habib Koité.
Musikere i Mali er vant til at blive taget alvorligt, og derfor er det vigtigt at være med til at sende det budskab om fred og kulturel samhørighed, som festivalen hviler på.
“Tidligere sang vi om skønhed, om dyr, men nu er vi begyndt at ændre emnerne, så sangene handler om demokrati, om aids og om fællesskab”, fortæller Fadimata Wallet Oumar.
“I Europa er det politiske system færdigudviklet. Mali er et land, som er midt i en udvikling. Vi kommer med budskaber i vores musik, det er vores politiske bidrag”, siger Afel Bocoum.
Habib Koité oplever, at han nu bliver inviteret til at deltage i konferencer om AIDS, miljø og ligeværdig handel sammen med internationale eksperter. Han undrer sig over, hvorfor han bliver inviteret, men han er glad for den viden, det giver ham, og den giver han videre i sangtekster. Ali Farka Touré, som desværre meldte afbud til årets festival på grund af sygdom, er gået et skridt videre og har nu et politisk ansvar. Borgerne i hjembyen Niafunke har valgt ham til borgmester.

Musikalsk kick

kamel To kulturelle foreninger Efés og AITMA i det nordlige Mali arbejder med festivalen. Målet er at vise ørkenen som et fantastisk, ufarligt sted og at promovere ørkenfolkenes kultur.

“Da vi første gang arrangerede festivalen og inviterede bands ud i ørkenen, havde de lokale aldrig set en mikrofon før. Og de havde ikke haft mulighed for at få deres musik optaget. Den traditionelle kultur var ved at forsvinde. Ved at optage den traditionelle musik ønskede vi i første omgang at konservere kulturen”, fortæller festivalens leder Manny – kort for Mohamed Ag Mohamed Aly.

Festivalen har ikke bare konserveret musikken, den har givet kulturen et skub, så der er kommet gang i lokale foreninger, hvor gamle og unge mødes om den traditionelle musik. Mange af foreningerne med op til 100 medvirkende optræder om eftermiddagen under festivalen. De optrædende foreninger kommer fra forskellige etniske grupper, flest er tuareger, men der er også bellaer, der traditionelt har været slaver for tuaregerne, ligesom der er berbere, sonrhai, fulani og mange andre. Nogle er gået et skridt videre og blander traditioner fra forskellige etniske grupper. Fredag nat optræder gruppen Takamba Super Onze, der består af både bønder og nomader. Musikalsk blander de lut, kalabasrytmer med en rå elektrisk guitar.

Halveret budget

Rygterne går både før og efter festivalen, fordi hjemmesiden ikke bliver opdateret. Her står nævnt en række internationalt kendte kunstnere som Dee Dee Brigdewater og Salif Keita fra Mali. Da festivalen går i gang, er programmet barberet ned, mens andre afbud skyldes sygdom. En del af det vestlige publikum føler sig snydt. De gæster, som besøgte festivalen året før, fortæller, at alt var meget bedre – både programmet, lydkvaliteten og arrangementet. Og det er festivalens leder Manny enig i. Årets festival har et kæmpe hul i budgettet, fordi hovedsponsoren EU ikke længere har den fond, der før har støttet festivalen. Budgettet er derfor halveret fra 2,3 millioner kroner til 1,15 millioner kroner.

Fakta

Afrikanere deltager gratis i festivalen.
Alle andre betaler i 2005 115 euro. Der var kun 600 billetter til salg, og der var udsolgt.
Billetter kan købes i Timbuktu og på www.festival-au-desert.org
En pakkeløsning, der inkluderer telt og forplejning koster 300 euro.

The Festival in the Desert findes som CD med koncertoptagelser og på DVD som film. Begge dele er fra festivalen i 2003.

Artiklen har været bragt i magasinet Kontakt i 2005.
Magasinet blev udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke.