Tag-arkiv: kvindeliv i Afrika

Baobab – Afrikas potente kæmpe

På Afrikas savanne bliver baobabtræet betragtet som nærmest magisk. Planterigets venlige kæmpe kan bringe os skønhedsserum og superfoods og være med til at beskytte os mod kroppens forfald.

Du kan sikkert se et baobabtræ for dig, uanset om du har været i Afrika eller ej: en kolossal knudret stamme med et virvar af krogede nøgne grene, et silhuet mod himmel som et gigantisk spindelvæv. Et baobabtræ ser ganske enkelt eventyrligt ud. Det er derfor et ikonisk foto for alle, der har besøgt den afrikanske savanne.

Men for mennesker og dyr i Afrika er baobabtræet meget mere end et smukt motiv. Træet er deres bedste ven på savannen. Til daglig er et baobabtræ lig med mad og medicin. Og i nødens stund kan baobabtræet betyde forskellen mellem liv og død. Ved baobabtræet er der nemlig altid skygge, et sted at søge ly og så er der vand.

1000 år gammelt baobabtræ fra Mali

For baobabtræet er slet ikke et rigtigt træ. Det er verdens største sukkulent. Sukkulent betyder ’fuld af vand’, og baobabtræets stamme, grene og stængler består af omkring 80 procent vand. Så har man som dyr eller menneske et ordentligt tandsæt, kan man bide i en baobab og suge vand ud af plantedelene.

Det forklarer baobabbens knudrede udseende. Gennem århundreder har dyr bidt i og drukket af dets safter. Samtidig er der hulrum i stammen på gamle træer, som i regntiden bliver fyldt med vand. Det er normalt disse hulrum, tørstige mennesker vil drikke fra, hvis de er løbet tør for vand.

 

Stokrosens fjerne fætter

I planteriget er en baobab del af katost-familien og dermed en meget fjern slægtning til vores stokroser. Men i en hel anden aldersklasse. Der er eksempler på baobabber på op til 6000 år. Nogle steder har folk grundlagt landsbyer omkring et gammelt baobabtræ, som de tillægger en mytologisk og magisk betydning. Det vil være ved baobabtræet, at landsbyrådet mødes og diskuterer vigtige emner. Og i de traditionelle landsbyer vil det også være her, at historiefortælleren indvier børnene i deres folks historie og fortæller eventyr, der lærer dem at skelne mellem god og dårlig moral.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten i en lobi-landsby i Burkina Faso

Den afrikanske savanne har hvert år lange perioder uden regn, så det er umuligt at dyrke frisk frugt og grønt. Derfor er baobab en uundværlig del af kosten. Den pulveriserede baobabfrugt bliver brugt til at blande i drikke, som sødestof i grøden og som en blanding af slik og vitaminpille til børnene. Baobabfrugten bliver også kaldt abefrugt, fordi aber elsker den søde smag. Baobabræets blade er den vigtigste ingrediens i den daglige sovs i det indre af Vestafrika. Man laver også naturmedicin af blade, frugt, frugtens kerner, træets bark og rødder. Til gengæld kan et baobabtræ hverken bruges som brænde eller til byggemateriale på grund af det høje indhold af vand.

Fra myter til videnskab

Baobabtræet kunne have fortsat som dyrenes og landbefolkningens anonyme fødevare, hvis ikke afrikanske og internationale videnskabsfolk var blevet nysgerrige på de mange fortællinger om baobabtræets mirakuløse egenskaber.

Der er især kommet gang i forskningen i forbindelse med, at baobab er blevet godkendt som fødevare og kosttilskud i både EU og USA. Men allerede i 1904 blev der udviklet et plastisk materiale med indhold af baobabfrugt, der kunne bruges til at støbe redskaber af. Trods et patent kom produktionen heldigvis aldrig i gang. For nu om dage har man fundet meget bedre anvendelsesmuligheder for baobab.

Superfrugt med potentiale

En lidt yngre baobab

Et mytologisk træ som baobabtræet kan naturligvis ikke nøjes med den sædvanlige måde at formere sig på med blomster og bier. Så når baobabtræet blomstrer med store hvide laterne-lignende blomster, bliver det befrugtet af flagermus. Ud af det natlige møde vokser aflange frugter i en hård skal dækket af korte lysegrønne fibre, der ligner velour.

Og hvad møder dig, når du får åbnet frugtens skal? Forestil dig en blanding af en flamingokasse og et stykke kridt. Det er konsistensen af en baobabfrugt. Modsat så mange andre frugter er den helt tør. Det hvide frugtkød er gennemtrevlet af rødlige fibre og fyldt med små hårde kerner. Så det er lidt af et arbejde at spise en baobabfrugt.

Den letteste måde er at banke frugten i lang tid, så det tørre frugtkød bliver pulveriseret og kan hældes ud af et lille hul i skallen. Pulveret kan man blande med vand eller juice og det giver en delikat baobab-smoothie.

For heldigvis bliver man belønnet for arbejdet med en enestående smag: den er syrlig-sød og citrusagtig og minder om et bolsje. Og når det handler om vores sundhed, er belønningen endnu større. For en baobab-frugt er en ægte super-food – en fødevare med et exceptionelt højt sundhedsfremmende næringsindhold. Videnskabens analyser får helsekostindustrien til at juble, og i Danmark er der allerede produkter baseret på baobabfrugt på markedet.

Antioxidant og fibre

Faktisk har baobab det højeste naturligt forekommende indhold af vitamin C og andre næringsstoffer. Andre vigtige næringsstoffer er kalk, magnesium og kalium. Indholdet af c-vitamin er syv til ti gange højere i baobab-frugt end i en appelsin. Det høje indhold af blandt andet vitamin C fungerer som antioxidant, som er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder kroppens celler. Mest antioxidant er der i det rødlige fibervæv i frugten. Flere undersøgelser viser, at når man spiser naturlige antioxidanter, kan det forebygge sygdomme forårsaget af en oxidativ stress påvirkning, som hjerte-kar sygdomme og kræft.

Det samlede fiberindhold i frugtkødet er på mindst 44 procent, så det har også en god virkning på vores fordøjelse og følelse af mæthed.

Baobabfrugten er anti-inflammatorisk. Inflammation er en betændelsestilstand i vores krop, som kan skyldes vores livstil og vores kostvaner. Inflammation kan medføre træthed og utilpashed og i sidste ende alvorlige livsstilsygdomme. Anti-inflammatorisk kost er en af vejene til en sundere livstil med bedre fysisk velvære.

Der findes en række andre super-foods med lignende egenskaber, men de skal spises helt friske, for at deres høje næringsindhold er intakt. Fordelen ved baobab er, at frugten i forvejen er tør, når den er moden, og derfor bevarer den næringsindholdet uden problemer.

Godt nyt for vegetarer

Professor emeritus Mogens Jakobsen fra Institut fra Fødevarevidenskab på Københavns Universitet har i mere end 20 år vejledt forskere i Burkina Faso i deres undersøgelser af baobabs egenskaber. Det gælder især den traditionelle behandling ved fermentering. Han fremhæver særlig to fordele ved baobabfrugten.

– Der er en perfekt sammensætning af de essentielle aminosyrer i fermenteret baobabfrugt. Det betyder, at de aminosyrer, man normalt kun kan få i en kost med animalske produkter som kød og mælk, findes naturligt i baobab-frugt, forklarer Mogens Jakobsen.

Profilen af essentielle aminosyrer er bred, så kroppen får det, den har behov for at kunne fungere. Vores krop har behov for at få 8-9 essentielle aminosyrer for at opbygge og reparere celler og væv, samt til at producere diverse hormoner, enzymer og immunforsvar. Normalt indeholder en plantebaseret kost kun en begrænset mængde af disse essentielle aminosyrer. Derfor er baobabfrugten især relevant for vegetarer og veganere.

– Men det kan også blive en vigtig fødevare i en tid, hvor der kommer mere og mere fokus på, at vi skal skære ned på vores forbrug af kød og andre animalske produkter, påpeger Mogens Jakobsen.

Den anden fordel ved baobabfrugt er, at den er præbiotisk. Det vil sige, at frugten indeholder fibre, som vi ikke kan fordøje, men som kan stimulere de gavnlige bakterier i vores fordøjelsessystem og dermed forbedrer vores sundhed.

Den præbiotiske effekt ved baobabfrugt har et stort potentiale for at udvikle endnu mere specialiserede kosttilskud. Det kan især ske ved at fermentere baobabfrugt. Og netop fermentering er professor Mogens Jakobsens speciale.

Forskere på fødevareinstituttet på Teknologisk Institut i Burkina Faso har fundet en række naturlige bakterier med hver sin specifikke egenskab. Ved at fermentere baobabfrugten med en af disse bakterier bliver de gunstige bakterier bragt videre ind i vores tarme og fordøjelsessystem, hvor de kan fremme vores sundhed.

Metoden er testet ved forsøg i laboratoriet, og forskerne arbejder videre med at udvikle og afprøve mulighederne, inden der bliver udviklet deciderede helsekostprodukter, som kan blive solgt på det internationale marked.

Smuk med baobab

Fra vores tarme går vi direkte til vores hud og ydre skønhed. Nu skal vi have fat i baobabfrugtens mange kerner og se, hvilken gavn vi kan få af dem. I første omgang mente man, at kernerne kunne bruges til biobrændsel, men heldigvis valgte forskere at undersøge næringsindholdet og den olie, der kan presses af kernerne. Måske lyttede de til den tradition, der er for at bruge kernerne til naturmedicin. Forskellige steder i Afrika bliver fermenterede kerner brugt til at kurere lidelser som forhøjet blodtryk, diarre og som lindring ved røde hunde. Andre steder bruger man omslag af knuste kerner til at behandle hævelser på kroppen.

I vores del af verden bliver baobabolien i første omgang brugt til hudpleje. Og hudplejespecialister kan kun juble over resultatet af analyserne af baobabkerneolien.

Som jomfruolie kan der kun presses omkring syv procent olie ud af hver lille kerne. Derfor skal der mange kerner til en flaske olie, og det gør olien forholdsvis dyr. Baobabolien bliver brugt til ren hudolie eller som ingrediens i cremer.

Knap en tredjedel af olien består af mættede fedtsyrer, lidt mere end en tredjedel er monoumættede, mens lidt under en tredjedel er polyumættede fedtsyrer, og der er et rigt indhold af omega 6 og 9. I olien finder man vitaminerne A, D, E and K. Vitamin A og K styrker opbygningen af cellerne, mens Vitamin E er en kraftig antioxidant. Den er med til at bekæmpe de frie radikaler, der nedbryder cellerne i vores hud og sikrer samtidig olien en lang holdbarhed på op til fem år, hvor den ikke bliver harsk.

Som hudplejeprodukt får man glæde af oliens indehold af forskellige steroler som især phytosterol. Phytosterol har en antiinflammatorisk effekt og er både med til at mindske nedbrydningen af collagen og stimulerer samtidig dannelsen af nyt collagen.

Som hudplejemiddel er den umiddelbare fornemmelse af olien velbehag. Ens tørre og irriterede vinterhud føles med det samme blød og fugtmættet. Olien trænger hurtigt og let ind i huden, uden at man føler sig fedtet. Da der ikke er nogen allergener i olien, kan den anvendes af allergikere og ved eksem. Den lindrer og er med til at hele skader på huden.

Den daglige sovs

De friske lysegrønne blade er ved at folde sig ud på baobab-træet i april. Årets tørreste og varmeste måned.

Nu skal vi se nærmere på baobabtræets blade. For spørger du til menuen i en landsby i det indre Vestafrika, vil svaret fem ud af syv dage være grød med sovs af baobabblade. Baobabtræet har grønne blade før, under og efter den årlige regntid. Men en stor del af bladene bliver høstede, inden de falder af træet. Det sker, når kvinder bevæbnet med knive monteret på meterlange bambusstokke skærer de friske blade ned for at tørre bladene og gemme dem til resten af året.

De fleste fra vores del af verden vil finde den grønne baobab-sovs – og især dens slimede konsistens – uappetitlig. Sovsen ligner og er et fattigmandsmåltid. Smagen af de knuste og kogte baobabblade er let bitter, og den slimede konsistens svarer til den smag og konsistens, man får fra grønsagen okra, også kendt som gumbo.

Videnskabsfolket har naturligvis også analyseret næringsindholdet i baobabablade. Og ligesom alt andet på baobabtræet med et godt resultat. Bladene indeholder proteiner og indholdet af kalk er tre til fem gange højere end i mælk. Der er desuden magnesium, potassium, zink og jern, samt et højt indhold af vitaminerne A, B1, B2, and C.

Hverken fødevarer eller kosttilskud baseret på baobab-blade er til salg i Danmark endnu.

Baobab med ekstra god samvittighed

Smedens kone foran en baobab udenfor Biry i Mali. Bemærk hendes t-shirt: ingen adgang for geder

Når du køber og bruger produkter fra baobabtræet, er det ikke kun dig selv, du gør noget godt for. Du er også med til at skabe en indtægt for verdens allerfattigste, nemlig afrikanske kvinder, som lever på landet. Baobab vokser vildt på savannen, og traditionelt er det kvinder, der har ansvaret for at samle og forarbejde frugt fra vildtvoksende træer og buske. Det er dermed dem, som tjener penge på at sælge frugt, blade og kerner fra baobab. I forbindelse med forskning i baobabtræer er man nu også begyndt at plante og forædle baobabtræer. På den måde kan man udvikle træer med de bedst mulige ernæringsmæssige egenskaber eller den bedste smag. På sigt bliver produkterne derfor endnu bedre, ligesom der bliver skabt nye arbejdspladser og indtægter til lokalbefolkningen i Afrika.

Så forskning i og udvikling af baobabprodukter fortsætter. Det gælder også for baobabs medicinske virkning. Der er tegn på, at baobab kan nedsætte høj feber, kan hjælpe på diarre og kan påvirke kroppens naturlige produktion af insulin. Man kan også bruge baobabblade til en naturlig insektgift. Røgen fra bladene kan dræbe både fluer og myg, men desværre ikke kakerlakker.

Fakta: Kosmetisk baobab-olie

  • Nærer, plejer og blødgør huden
  • Er non comedogen, dvs den tilstopper ikke hudens porer
  • Højt indhold af antioxidanten E-vitamin
  • Hjælper på ubalancer i huden
  • Reducerer rødmen
  • Gør huden mere elastisk
  • Styrker hudens barrierefunktion
  • Styrker kollagenet
  • Irriterer ikke huden og kan bruges af allergikere
  • Kan bruges i behandling af eksem og psoriasis

Fakta: Baobab-frugt som kosttilskud

  • Virkningen af baobab er antioxidant og anti-inflammatorisk. Aktivstoffer hjælper med at stoppe alderens nedbrydning af vores krop og vores helbred.
  • Højt indhold af kostfibre, der hjælper på fordøjelsen
  • Perfekt sammensætning af essentielle aminosyre, der kan erstatte animalske fødevarer som kød og mælkeprodukter
  • Præbiotisk, indeholder ufordøjelige fibre, der stimulerer vores fordøjelse

Fakta: Hvor gror baobab?

  • Der findes otte forskellige sorter af baobab. Denne artikel handler om den sort, som vokser i Afrika. En anden sort hører til i Australien, mens Madagaskar er hjem for hele seks forskellige sorter.
  • Sunland-baobab i Sydafrika er 6000 år gammel og dermed et af verdens ældste træer. Omkredsen på er 47 meter og det er 22 meter højt. Det hule træ huser en bar med plads til 60 mennesker
  • Savanur-baobaberne i Indien. Indien har kun tre baobabtræer, og de er 5000 år gamle. Ifølge hinduismen har guden Krishna plantet dem
  • Baobab-fængslet i Derby i Australien. Træet er 1500 år gammelt og hult. I 1890’erne blev det brugt som midlertidigt fængsel af englænderne

Kilder:

Videnskaben i denne artikel stammer især fra to videnskabelige gennemgange af forskning relateret til baobab. Den ene gennemgang er udført af forskere fra Fødevareteknologisk Institut på Teknologisk Institut i det vestafrikanske land Burkina Faso og fra Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet, mens den anden er udført af forskere fra Det Farmaceutiske Fakultet på det sydafrikanske universitet Tshwane University of Technology.

Denne artikel har været bragt i Ugebladet Søndag/4 2019

Læs mere om baobab:

Kvindelig politiker kæmper for udvikling i Mali

Vælgerne i Tessalit i det nordlige Mali viste ved seneste valg til Malis Nationalforsamling i november 2013, at de bakker op om demokrati og endda en kvindelig kandidat. Mød Aïcha Belco Maïga, den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali.

Den lille kvinde ligner en rar bedstemor, der hygger om sin familie ligesom hovedparten af Malis kvinder i hendes alder. Men hendes telefoner ringer konstant, og hendes stab af mandlige hjælpere bringer stakke af dokumenter. Det afslører, at hun er en kvinde med indflydelse. Aïcha Belco Maïga er en af Malis få kvindelige politikere og medlem af partiet Rassemblement pour le Mali RPM (Samling for Mali). Ved seneste valg i 2013 blev kun 14 kvinder valgt til Nationalforsamlingens 147 pladser. Med et overbevisende valgresultat og en stærk politisk profil er Belco den højest placerede folkevalgte kvinde i Mali. Hun er femte vicepræsident i den nuværende Nationalforsamling.

Kun et år forinden var Aïcha Belco helt uden politisk indflydelse i Kidal-regionen, hvor hun stammer fra. Dengang var hele det nordlige Mali nemlig besat af islamistiske oprørere. Islamisterne forbød kvinder at arbejde, og de skulle være helt tildækkede. Musik, cigaretter og sport blev også forbudt. Straffene var hårde. Folk blev piskede, fik hænder og fødder skåret af og et ungt par blev stenet til døde, fordi de ikke var gift. En franskledet international styrke jog islamisterne på flugt i begyndelsen af 2013, og da der senere på året skulle være valg til Nationalforsamlingen, stillede Aïcha Belco.

Det er den 7. april 2014, og denne dag begynder den årlige samling i Malis Nationalforsamling. Det svarer til Folketingets åbning i oktober. Men selv om det er en vigtig dag i en af Malis mest betydningsfulde bygninger, er her hverken lys eller aircondition. Bygningen er ligesom det meste af hovedstaden ramt af daglige strømsvigt. Temperaturen er langt over 40 grader, så Belco sveder i sit elegante tøj, som gerne skal holde sig pænt til åbningen senere på eftermiddagen.

Belcos historie begynder i 1962. Begge hendes forældre er analfabeter og har aldrig gået i skole. Faderen arbejdede som bager, og moderen passede huset. Belco voksede op i en typisk polygam storfamilie med flere koner og mange søskende. Men på ét punkt skilte hendes barndom sig ud fra de fleste børn i området. Belco kom i skole. Hun og hendes søskende blev den første generation i familien, som lærte at læse og skrive.

Den lille by Tessalit ligger midt i Sahara. Der er lige langt til Middelhavet, Atlanterhavet og Guineabugten syd for Vestafrika. Området er med 39.000 kvadratkilometer næsten ligeså stort som Danmark, men der er kun 16.289 indbyggere. Byen Tessalit har blot 3.600 indbyggere. Alle andre steder ville man kalde Tessalit for en landsby. Men her i den tyndtbefolkede ørken er byen en af de større, og Belco gør en del ud af, at Tessalit er en stor by, og at hendes familie er byboere.

Efter skolen blev Belco gift med en tolder. Hun fik seks børn, mens hun var ung. Senere uddannede hun sig til organisator inden for socialområdet. I 1997 blev hun leder af forvaltningen for børn, unge og familie i Kidal-regionen. Hun arbejdede med administration, men hun begyndte også at engagere sig i politisk arbejde.

– Jeg har været politiker lige så lang tid, jeg kan huske. Politik foregår ikke kun i politiske partier. Alle dine handlinger er politiske: Når du informerer og prøver på at overbevise andre, er det politik. Nogle gange er det nødvendigt at tage en politisk post, men for mig handler det ikke kun om poster og om at få magt. Politik handler om at bruge sin indflydelse, siger Belco.

Læs hele historien om Aïcha Belco Maïga på U-WEB.dk. Danidas hjemmeside for Børn og unge om u-lande.

Stjernen Ligestillingsartisten Forretningskvinden og naboens rapkæftede datter

I vestlige medier beskrives Oumou Sangaré ofte som en af verdensmusikkens største divaer, der bidrager til malinesiske kvinders ligestillingskamp. Hun er blevet kaldt “ en “tabupunkterende protestsanger der trodser traditionen nåre det gælder polygami, kvinders rettigheder og kønsroller”; ” En åbenbar feminist, der på frygtløs vis udtrykker kvinders politik og erotik i Vestafrikas muslimske og mandsdominerede samfund” og ”En kraftig stemme for kvinders rettigheder i Afrika”. Tag med Lise Blom og Solveig Sandnes, når de møder musikeren som diva på hjemmebane i Mali, som reflekterende kunstner ved et interview i Danmark og få indblik i hendes retorik i de sangtekster, der inspirerer og provokerer i Mali.

Af Lise Blom og Solveig Sandnes

Til sidst i mindehøjtideligheden synger Oumou Sangaré, og publikum synger med

Første møde finder sted i januar 2010. Vi er i den lille by Yanfolila i det sydlige Mali. Tusindvis af mennesker er forsamlet på byens centrale plads for at mindes og hylde Malis tidligere premiereminister Mande Sidibe, der stammede fra byen. Det er et halvt år, siden han døde. Nu sidder hans efterladte på en tribune. Yanfolila ligger i Wassoulou, som er kendt for sin musik. Og de lokale musikere er mødt op i stort tal ligesom de lokale jægersamfund i traditionelle dragter. Der er historiefortællere og dansere – både mænd, som danser den fysisk udfordrende abedans, og unge kvinder, der charmerer med synkrondans. På nær jægerne bærer alle optrædende og en stor del af publikum tøj med den tidligere premiereministers portræt.

Pludselig bliver publikums opmærksomhed fanget af en Hummer, som kører ind på pladsen. Allerede ved synet af bilen stiger forventningerne. Og jubelen bryder ud af, da Oumou Sangare træder ud af bilen med sit følge.

Efter hendes ankomst mister premiereministerens efterladte opmærksomheden. Alt fokus er på Oumou Sangare. Sangerne, musikerne, danserne, jægerne og publikum henvender sig til hende. Med sig har hun en taske proppet med pengesedler. Alle, der har modet til at hilse og at hylde hende, får en pengeseddel. Oumou er en diva, og hun taber ikke fatningen, da den lokale tosse opfører en erotisk dans til ære for hende.

Til sidst i højtideligheden griber Oumou mikrofonen og synger. Alle kender hendes sange og synger med. En anden sangerinde overtager mikrofonen, mens Oumou stiger op i sin Hummer. Men al opmærksomhed er rettet efter bilen, da den igen forlader pladsen.
Kan man forestille sig en dansk musiker overtage opmærksomheden ved en mindehøjtidelig for en folkekær politiker?

Politiske bejlere

Det andet møde foregår i juli 2011 en gårdhave på et københavnsk hotel. Aftenen inden har Oumou optrådt i en udsolgt sal under Politikens Hus ved årets jazzfestival.
Normalt vil det virke absurd at begynde et interview med en verdenskendt musiker med et spørgsmål om politiske ambitioner.

Men Malis politikere har øje for hendes popularitet og hendes rolle i samfundet, som en der både kan rette fokus på problematikker og give optimisme.

I 2012 er der præsidentvalg i Mali, og det seneste år er hun blevet foreslået som kandidat til posten af politiske partier og i landets medier. (Artiklen er skrevet før et militærkup i 2012)

Men nej, Oumou har ikke politiske ambitioner.

– Det er meget venligt at opfordre mig til at blive præsidentkandidat. Jeg takker alle, der kan se mig overtage de tidligere præsidenter ATT og Alphas plads. Men som politiker ville jeg skulle tage upopulære valg, og jeg ville skabe mig mange fjender. I dag ved jeg, at jeg er elsket af alle, så det ville ødelægge min karriere at være politiker. Jeg vil ikke såre mine fans, fastslår Oumou.

Hendes stemme er overraskende ru, da vi møder hende i hotellets gårdhave. Hendes hår er flettet med violette bånd, og det traditionelle kostume, hun bar ved koncerten, er erstattet af en elegant buksedragt.

Hun er både ydmyg overfor sin rolle som kvindernes stemme i Mali og bevidst om sin indflydelse.

– Det er godt med folk som mig på sidelinien, for vi kan se tingene klart og sætte dem på dagsordenen. Det er bedre end det at være kandidat, siger Oumou.

Som musiker er Oumou vant til at blive taget alvorligt, og hun afslutter sine sætninger med et voila – sådan er det. I sine tekster er hun ikke bange for at tage kontroversielle emner op og sige sandheden.

Lyttevant publikum

– Musikken i Mali er vigtigere end udsendelser på radio og tv og artikler i aviser og magasiner. Mali er de talte og sungne ords land. Sådan har det været i århundreder. Hver familie i Mali har en griot tilknyttet. Grioten er en historiefortæller, en sanger og fungerer som familiens bibliotek. Alle familier kender deres historie. Der er ingen skrifter, det er en mundtlig tradition. Nogle gange bliver historierne sunget og akkompagneret af instrumenter.

– På grund af den tradition er folk i Mali meget opmærksomme, når en kunstner synger. Hvad vil han eller hun sige med musikken? Man kan banalisere musik, og sige, det er lyde uden mening, men meningen er vigtig i Mali. Folk er vant til at lytte til teksterne i musikken. Og publikum tager din musik mere seriøst, hvis du har et budskab. Det er den vigtigste forskel på musik i Europa og Afrika. I Europa handler musik om rytmen og lyden. I Mali handler musik også om sangerens budskab, siger Oumou Sangaré, som efter få minutter har genvundet sin klangfulde stemme.

Selv om Oumou ikke kommer fra en griotfamilie, synger hun ud fra traditionen. Hun mener, at hendes rolle som musiker er at give gode råd og vejlede publikum.

– Jeg vil sige noget med min musik. Vi har moderniseret traditionen, så vi kan udtrykke os i musikken. Vi kan bruge den til at forklare, at der er mennesker, som lider. Der er børn, som lever på gaden. Det er et hårdt liv. Jeg ved, at folk vil lytte, hvis jeg synger om det i min musik.

Oumou Sangaré er et levende bevis på, at det godt kan lade sig gøre at kæmpe sig ud af fattigdom og opnå rigdom, berømmelse og international anerkendelse.

Hun voksede op under trange kår hos en enlig mor, der forsørgede sine fem børn ved at synge til bryllupper.

– Jeg har lidt meget i barndommen. Da jeg kommer af en kunstnerfamilie, har jeg profiteret af den mulighed til at bruge kunsten til at udtrykke min lidelse.

Direktøren for det hele

I dag er Sangaré ved siden af sin musikkarriere direktør for adskillige virksomheder, blandt andet hotellet “Residénce Wassoulou”, bilmærket, “Oum Sang”, et taxaselskab med 100 vogne og en kvægfarm. Hotellet var hendes første virksomhed, og hun insisterede på at sætte sig ind i driften. Da hun blev kontaktet af et kinesisk bilfirma, som ville bruge hende til at reklamesøjle for kinesiske biler, afslog hun, og valgte i stedet at blive importør af bilerne. Bilmærkets slogan er ”nye biler til afrikanerne”, og det er en succes på et kontinent, hvor markedet bugner med aflagte varer fra vesten – gamle biler og gammelt tøj.

Oumou er stolt over sin succes som erhvervskvinde, og når hun bliver spurgt om kvinders ligestilling i Mali, er hendes hovedbudskab, at kvinder skal arbejde og tjene deres egne penge.

– Hver dag møder jeg virkelig mange kvinder. De kommer til mig fra byen og fra landet. Jeg spørger dem, om de vil selv vil bestemme over deres liv. Når de siger ja, fortæller jeg dem, at de skal arbejde. Jeg har sunget, sunget, sunget det, og jeg har vist det med mine handlinger. Jeg opmuntrer kvinderne til at arbejde. Det er nødvendigt, for at vores mænd er stolte af os. Som kvinde skal du ikke være derhjemme og vente på, at manden har noget med til dig. Nogle gange er manden træt, når han er husets herre og betaler alt det nødvendige i hjemmet. Det er bedre at deles om tingene. Hver anden måned kan du sige til din mand, at du betaler. Det får hans respekt til at stige. Og så vil han ikke tage en beslutning uden at spørge sin kone.

Kritiser præsidenten og han danser

Måske lyder Oumous budskaber ikke så revolutionerende i et dansk magasin. Så for at forstå den kultur de fungerer i, guider Solveig Sandnes dig gennem Oumous tekster og retoriske genistreger.

Oumou kender sit publikums værdier, og hun bruger humor og sin smukke stemme som et formildende virkemiddel, når hendes udtalelser kan støde den ældre generation.

– Musikken er god til at formidle et budskab og hjælper en til at udtrykke sig om emner, der er svære at tale om. Du kan sige sandheden og endda fornærme en kvinde ved at sige, at hun er simpel. Men du synger det med kærlighed. Du kan fornærme en mand, og han danser. Du kan kritisere din bedstefar, og han danser. Du kan kritisere landets præsident, og han danser. Men du skal være diplomatisk, for en kunstner skal ikke tænde ild. Generelt skal en artist slukke ilden. Men når du beroliger, kan du samtidig få visse sandheder til at glide med ned. Du skal ikke være krigerisk. Du skal sende kærlighed hele tiden. Hvis folk ser dig, og de tænker, at du er krigerisk, vil de tage afstand fra dig og ikke lytte til dig.

Skørtejægeren får ballade

I mange af sine sange kritiserer Oumou Sangaré lokale skikke som omskæring, tvangsægteskaber og polygami. De to førstnævnte er i dag forbudt ved lov, mens polygami stadig er en udbredt skik. En stor anledning til splid i malinesiske familier er jalousi mellem med-hustruer. I  sangen Dugu Kamalenba (skørtejægeren) pakker Sangaré sin kritik af polygami ind i humor. Hun beskriver en polygam husstand og synger om, hvordan skørtejægeren med søde ord overbeviser hver af sine hustruer om, “at det er hende, han elsker mest”.

I Mali er den første kone som regel
Blevet valgt inden for den udvidede familie
Og så siger han til hende, den første kone: Du er min søster!
Selv hvis jeg tager en anden kone,  er du den bedste
Fordi vi er lige, vi er det samme kød og blod
Så bringer han en anden kvinde ind i hjemmet og han siger til hende:
Du er min favorit, hvorfor? Du vi give mig smukke børn.
Den første blev jeg givet af min familie, men du er mit eget valg.
Så gifter han sig med en tredje kone, og til den nye siger han:
Du er den heldige i huset. Den første kone blev mig påtvunget.
Den anden skete bare sådan der. Du er den jeg virkelig vil have.
Så den tredje kone er helt ovenpå, fordi hun tror, hun er favoritten.
Så nu er der tre koner derhjemme. Så gifter han sig med en fjerde.
Og til hende siger han: Du er den sidste og den bedste.
De andre er gamle nu. Du er den yngste, nu er det slut.
Nu gifter jeg mig aldrig mere igen.
Og det er selvfølgelig sandt, siden han kun kan have op til fire koner

Kritikken i sangen rettes ikke entydigt imod skørtejægeren, men også imod de kvinder, der lader sig forføre af hans ord og siden bruger resten af deres liv på at skændes med deres medhustruer.

Og så skændes alle fire
Koner med hinanden
Skørtejægeren har altid ballade
Derhjemme med sine koner

Ligestillingsartisten

I sangen Wele Wele Wintou forsvarer Oumou Sangaré unge kvinders ret til selv at vælge ægtemand. Den første del af sangen foregår i en retssal, hvor en far er under anklage for at ville tvangsgifte sin datter væk.

Midt i sangen træder Sangaré ud af sin fortællerrolle og sætter sig i pigens sted.

Før jeg har den rette alder
Vil jeg ikke gifte mig
Et tvangsægteskab er ikke noget for mig
Jeg ville aldrig gifte mig med en mand
Som jeg ikke selv havde valgt

Sangen er henvendt til unge piger som en demonstrativ “oplæring i civile rettigheder”. Det tvetydige “jeg” kan både tolkes som “Sangaré, der sætning for sætning oplærer en ung veninde i at sige fra overfor de krænkelser, som hun tilsyneladende er blevet udsat for” og som “den unge kvinde, der for første gang i sit liv bliver givet en taleposition og endelig får udtrykt sin uvilje mod at blive bortgiftet med tvang”.

Om tvangsægteskaber siger Sangaré:

– Jeg vil ikke have, at ægteskab sker med tvang. At man betragter en kvinde som et objekt, det støder mig. Nu er det sjældent at se tvangsægteskaber. Tingene ændrer sig på grund af uddannelse af unge piger. Men det fortsætter stadig langt ude på landet. Så jeg fortsætter med at synge for frihed i ægteskabet.

Tvetydig kunstner, men ikke feminist

Når vestlige medier skriver om Oumou Sangaré handler det ofte ligeså meget om hendes feministiske synspunkter som det handler om hendes musik. Men set fra et malinesisk perspektiv er prædikatet “feminist” kontroversielt. Og da en stor del af Sangarés afrikanske publikum er kvinder og muslimer, har hendes status som feminist stor betydning for hendes autoritet som meningsdanner hos det lokale publikum.

Selv understreger Sangaré, at hun ikke er feminist, men kunstner.

I sangen Worotan iscenesætter Sangaré sig som de unge gifteklare kvinders allierede ved at påtage sig rollen som den unge bruds rådgiver. Sangen er en traditionel bryllupssang, og den bliver almindeligvis sunget til bruden inden selve brylluppet af kvindelige slægtninge – og som oftest i mandefri zoner. Teksten er dedikeret til unge brude, men når Oumou fortolker sangen offentligt kan Worotan også tolkes som et indlæg i en overordnet debat om kønsroller.

I sangen fører Sangaré lytternes blik med bag hjemmets fire vægge, ind under madrassen, videre om bag landsbyhytten og ind i køkkenet, hvor kødgryden står…

Unge brude vær forsigtige, når I flytter ind i jeres mands hus
for overalt er der lagt fælder for at teste jer
kære unge koner, når I lever med jeres mands familie
Så rør ikke de penge, I ser under madrassen,
når I laver husarbejde det er der for at teste jer
min kære lille søster, når du lever med din mand
Rør ikke mælken bag landsbyhytten uden tilladelse
alt dette er der for at teste dig
i din mands hus skal du ikke spise kød fra gryden uden tilladelse
det er der for at teste dig
Ægteskabet er en udholdenhedstest,
fordi for den ringe pris af ti kolanødder bliver bruden til en slave
Dine forældre vil fortælle dig, at når du lever med din mand,
skal du behandle dine svigerforældre,
som om de var dine egne forældre for det vil vise din gode opdragelse.

Sangarés udeladelse af hvem der ”tester” bruden overlader det til lytteren selv at gætte, hvem det kan være – på samme måde, som bruden selv ville være nødt til i de beskrevne situationer. Selvom der ikke er tale om noget egentligt plot, men snarere om en serie hverdagssituationer, opnås gennem synsvinkelsammenfaldet mellem lytteren og den unge brud en thrillerlignende spændingsopbygning, der fastholder lytteren som et øjenvidne. Der opstår en midlertidig identifikation mellem lytteren og den unge brud gradvist, som de får flere og flere synsindtryk og advarsler til fælles.

Ordet slave i teksten er tvetydigt, fordi der er forskel på, hvordan malinesere og europæere tolker det. Set ud fra et malinesisk perspektiv kan sætningen tolkes som en konstatering, mens den af en europæer typisk vil blive opfattet som en kritisk kommentar.

I vestlige medier og i bookletter til vestlige udgivelser har Sangaré udtalt, at hendes fortolkning af den traditionelle sang Worotan er ironisk. Men hvordan kan hun vide, om ironien i hendes fortolkninger afkodes af alle de segmenter, som hendes publikum er sammensat af?

– Sangen er vigtig, for med ægteskabet begynder det rigtige liv for en kvinde. I vores tradition er ægteskabet hypervigtigt og helligt.

Valget af Worotan signalerer respekt og fortrolighed med traditionen, og det er afgørende for, om publikum lader sig føre med. De skal nemlig – selv hvis de opfanger den kritiske tolkningsmulighed – stadig agere i en virkelighed, hvor traditionen på mange måder er autoritativ.

– Worotan forklarer, hvordan den afrikanske kvinde underkaster sig. Kvinden får at vide, at hun skal være tolerant. Og derfor gør hun sit bedste for at være tolerant, men hun har ingen stemme. Manden er den magtfulde, og han kan tage sig en ny kone. Med al den respekt hun har vist, alt det hun har gjort – så er alt stjålet, uden at hun kan gøre for det.

I sangen kan man sige alt, og Oumou fortæller – godt pakket ind i indskudte sætninger – at hun en gang er kommet til at sige, at hun synes, at mænd skulle holde op med at være så uopmærksomme, uvidende, og ignorante.

– Sangen er en måde at fortælle, hvad der sker. Jeg er kvindernes ven, deres advokat, forsvarer og budbringer, som siger sandheden.. Jeg har to roller i livet. Jeg skal give kvinder mod, og jeg skal forsvare kvinder. Men jeg siger også sandheden til mændene. Vi er ikke slaver. Anse os for det vi er. Vi er her for at hjælpe hinanden, vi er ikke her for at konkurrere.

Stjernen og naboens datter

Den folkekære sangerinde gør i det hele taget meget ud af at signalere, at hun ikke har glemt, hvor hun kommer fra. I sangen Seya (Glæde) følger vi sangerinden umiddelbart efter, at hun er ankommet til Bamako efter en lang udlandsturné. Hun forbereder sig til aftenens festivitas. Under en gåtur gennem Bamakos gader, markeder og butikker, køber hun det traditionelle Bazin-tekstil, som hun får indfarvet og syet nyt tøj af.

Hun beskriver farver og design i detaljer – og dermed kommer hun til at fremstå ikke blot som et hjemmevant og modebevidst medlem af den gruppe, som hun henvender sig til, men også som en kender af traditionen. Gennem henvisningerne til kendte steder og almindelige mennesker viser Oumou, at hun er en del af det malinesiske folk, der køber tøj og får ordnet hår de samme steder som sit publikum.

Fællesskabet

Oumou Sangarés evne til at skabe samhørighed med sit publikum demonstrerer hun også i sangen Moussolou (Kvinder).
I sangen adresserer hun budskaber, der “samler” snarere end de “skiller vandene”. Hun positionerer sig som kvindernes søster, altså “som om de alle er I familie”, og med dette greb skaber hun et fællesskab ikke blot mellem sig selv og lytterne, men også internt blandt de kvindelige lyttere, hvilket forstærkes gennem lovprisningen af det religiøse og nationale fællesskab, som lytterne alle indgår i.

O, kvinder
O, Malis kvinder
O, Afrikas kvinder
Det er en god ting at arbejde for sit land
Jeg taler til kvinder, uanset hvad I gør i denne verden
Lad os ære vores ægteskab, vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre i deres hjem
De bør ære ægteskabet på passende vis
Vores børn vil blive velsignede
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, arbejd ærligt følg loven og folket vil få tillid til dig
Jeg taler til tolderne kvinderne der arbejder i tolden, de bør behandle de handlende ifølge loven
Jeres land vil takke jer
Jeg taler til kvinder, mine søstre
Hvis du er politikvinde, behandl folk ærligt ifølge loven, Herre!
Dit land vil takke dig
Jeg taler til par, der snart skal giftes par, der vil giftes i dag
Planlæg ikke jeres ægteskab med gode ord alene,
Fordi dette ægteskab vil naturligvis holde, men ikke længe
Gør ikke med ægteskabet som med en stor kjole som du tager af, når du bliver træt af den
Malis mænd, Malis kvinder lad os ære ægteskabet sammen
Ægteskabet er en god ting, o Herre!
Jeg hilser kvinder, mine søstre godaften, jeg hilser kvinder
Kvinder vis mod i jeres arbejde
Alle har deres eget potentiale

Stilen er messende og højstemt. Brugen af religiøse udtryk går igen i mange af Sangarés sange, og ligesom lovprisninger af publikum er de et udbredt stiltræk i traditionel, malinesisk musik. På den måde inviteres lytteren til at afkode resten af teksten med samme hengivenhed, som hvis det havde været en bøn eller en rituel handling.

Det er værd at bemærke, at det kvindelige fællesskab ikke ekskluderer mænd eller kritisere ægteskabet. Tværtimod hylder Sangaré flere gange mændene og opfordrer mænd og kvinder til at “ære ægteskabet sammen”.

Moussolou er hverken et politisk manifest eller en stiftende generalforsamling for Malis kvindesamfund. Men alligevel skaber sangen noget: En følelse af værdighed hos publikum. Alle kan være med i den kollektive identitet, og fordi ingen bliver ekskluderet, risikerer fælleskabet ikke at blive stemplet af konservative røster i deres omgangskreds. De fleste kvinder i Mali står uden for politisk indflydelse og deres handlemuligheder i mange af livets andre forhold er begrænsede. Derfor er den ros, som Sangaré uddeler i Moussolou, vigtig for deres selvværd.

At betone alliancen mellem mænd og kvinder øger handlemulighederne for publikum uden for teksten. Ved at appellere til mændene som et smuglyttende publikum legitimerer Sangaré kvindernes fællesskab, ligesom hun forsøger at vaccinere det nykonstituerede fællesskab mod stigmatiserende prædikater fra mænd, der ellers ville føle sig truede eller ekskluderede.

– Jeg er stolt af mange af mine sange. Men jeg er mest stolt af titelsangen på mit første album Mousoulou. Det betyder kvinde. Den sang er jeg stolt af og den skabte min succes. Det er en social sang, der handler om fædrelandet og kvinders arbejde.

Artiklen har været bragt i magasinet Geiger i 2011. Det vil sige, at artiklen er skrevet før militærkup og urolighederne i Mali.

Læs også Ligestillingsretorik pakket ind i popmusik

Valg i Mali: Problemerne i Nordmali er tema for internt fordrevne

353.455 internt fordrevne i Mali og 175.000 flygtninge i nabolandene har problemerne i Nordmali øverst på dagsordenen for præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013. De har mistet deres hjem, efter at islamister og tuareg-oprørere erklærede krig mod Malis stat.

En blå finger betyder en stemme ved præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013

I udlandet har de mange malinesere svært ved at komme til at stemme. Det gælder en del af de 175.000 flygtninge fra det nordlige Mali, som opholder sig i lejre i Burkina Faso og Mauretanien, og det gælder i Frankrig, som huser et stort antal borgere fra Mali. Da valget er blevet arrangeret med kort varsel, er kun 85 procent af valgkortene blevet uddelt.

Især Frankrig har presset på for at genetablere landets demokratiske institutioner. Demokrati er forudsætning for, at udenlandske donorer genoptager bistand til landet. Men en legitim præsident med folkelig opbakning er ligeså vigtig for at gennemføre ændringer i samfundet og stoppe korruption. Samtidig kæmper oprørsgrupper af separatistiske tuareger stadig i det nordlige Mali. Kun en præsident med magt over hæren kan stå i spidsen for forhandlinger med oprørsgrupperne.

EU’s valgobservatører siger OK for valget
Lederen af EU’s valgobservatørkorps den tidligere belgiske udenrigsminister, Louis Michel, anerkender, at valget ikke er 100 procent perfekt, men samtidig betegner han det som en succes for den demokratiske proces i Mali og siger, at der ikke kan stilles spørgsmål ved valgets legitimitet. Trods vanskelighederne har 53,5 procent af vælgerne stemt. I hovedstaden er det 60 procent, mens det tidligere islamistisk besatte Timbuktu opnår en stemmeprocent på 70 procent.

I den nordøstlige by Gao truer de tidligere islamistiske magthavere Mujao med at angribe valgstederne. Truslen er sendt via Mauretanien, men byens indbyggere ignorerer den.

Som observatør besøger Louis Michel hovedbyen i den nordlige region Kidal. Indtil for få uger siden var området kontrolleret af to grupper af tuareg-separatister. Det så umuligt ud at etablere valgsteder i ørkenområdet, og fem arrangører blev kidnappet kun en uge inden valget. Men alligevel lykkes det at afholde valg i Kidal, dog med lavere deltagelse end i resten af Mali.

Sikkerhedssituationen i Nordmali stadig skrøbelig
Kidal er igen styret af Malis myndigheder, og tuareg-oprørerne MNLA er klar til at forhandle med Malis nye ledelse om områdets fremtid. Mange internt fordrevne frygter, at forhandlinger med MNLA vil give amnesti til ansvarlige for plyndringer og overgreb på den afrikanske del af befolkningen i det nordlige Mali. Det sydlige Mali huser stadig 353.455 internt fordrevne fra nord, og deres situation har sat præg på valgkampen.

”De vigtigste opgaver for en ny præsident er at forbedre sikkerhedssituationen og uddanne vores hær bedre,” fastslår Sorofing Traore.

Oumou og Sorofing Traore er internt fordrevne i Mali fra byen Gao

Det er ikke en politisk prioritering, man forventer fra en 18-årig kvindelig litteratur-studerende. Men Sorofing er internt fordrevet fra Gao i nordøst Mali. Sammen med ni familiemedlemmer lever hun i en lejet lejlighed i Bamako-forstaden Djelibougou. Ved flugten måtte familien efterlade alle ejendele, og især hendes mor længes efter at vende tilbage til Gao. Men de frygter stadig angreb fra de militante islamister Mujao trods fransk militær og FN-styrker i byen.

”Takket være gud og præsident Hollandes hjælp er vi kommet så langt, at Mali kan holde valg i dag. Hvis Frankrig ikke havde grebet ind, havde det været umuligt, konstaterer den 36-årige Oumou Traore, som er mor til Sorofing og stemmer på kandidaten Soumaila Cissé, en tidligere minister og leder af den vestafrikanske monetære union.

”Jeg håber, at præsidentvalget kan ændre denne situation for Mali og skabe fremgang. Kun gud ved, hvad der sker. I valgkampen lover kandidaterne os en hel masse, de vil gøre for befolkningen. Det vil vise sig bagefter, om de holder ord,” siger Oumou.

Læs om valgdagen, om den mest troværdige kandidat, om krisen mens stemmerne tælles op

Læs alle artikler om Præsidentvalget i Mali

Valg i Mali: At stemme er at ytre sig

Selv om Mali har været et demokratisk land i mere end 20 år, er det først nu, at befolkningen for alvor er begyndt at diskutere politik og har tiltro til, at deres stemme har betydning. Tag med Koumba Traore til det første præsidentvalg i Mali efter at militærkup og islamisters besættelse af Nordmali kastede landet ud i krise.

Koumba Traore med det nye biometriske ID-kort, som giver adgang til at stemme i Mali

Befolkningen i Mali er fulde af forventninger til præsident-valget den 28. juli. De stemmer for en ny fremtid og en præsident, som kan få landet på ret kurs efter halvandet års kaos og krig. Hele 27 kandidater stiller op i første runde af præsidentvalget. Det skulle egentlig have været gennemført i april 2012. Men dengang kom et militærkup, islamistiske ekstremisters besættelse af Nordmali og en international militæraktion i vejen.

En af dagens vælgere er den 39-årige Koumba Traore. Men hendes navn er ikke blandt de 510 på valglisten for det valglokale i bydelen Baco Djicoroni i Malis hovedstad Bamako, hvor hun er mødt op. Det var ellers her, hun to uger tidligere modtog sit nye ID-kort, som giver afgang til at stemme. Kontrolløren forklarer Koumba, at hun kan finde sit navn og valgsted på valglisterne udenfor. Det er også muligt, at sende en sms med sit ID-nummer og navn og få at vide, hvor man skal stemme. Men systemet kan ikke klare de mange beskeder, og først onsdag får vælgerne svar.

Ny interesse for demokrati

Stemmesedlen med de 27 præsidentkandidater ved første runde af præsidentvalget i Mali den 28. juli 2013

Aldrig har der været så stor interesse for et valg i Mali. Landet er verdens femte mindst udviklede ifølge FN’s udviklings-organisation UNDP. Normalt ligger valg-deltagelsen i Mali under 40 procent, og en stor del af befolkningen har svært ved at se, hvilken betydning politiske prioriteringer har for deres daglige udfordringer som bønder, nomader og handelskvinder på landets markeder. Mali blev formelt demokratisk i 1991, men befolkningen regnede med, at udlandet bestemte hvem, der skulle regere landet. Tidligere var køb af stemmer almindeligt, og det var let at stemme flere gange. Det forklarer Faring Bah. Han er jurist med speciale i menneskeret og demokrati og har været på et studieophold på Institut for Menneskerettigheder i Danmark. I 2012 var han valgobservatør ved præsidentvalget i Ghana for den vestafrikanske samarbejdsorganisation Cedeao.

”Valget har skabt en interesse for politik i Mali, og folk har tiltro til, at valget denne gang er retfærdigt. Det nye biometriske ID-kort sikrer mod stemmesnyd. Folk har forstået, at valget er anonymt, og at man ikke risikerer ballade ved at stemme anderledes end familiens overhoved eller den lokale leder. Folk ser valget som en mulighed for at ytre sig og give udtryk for deres egen vilje. Det er helt nyt at se en familie, hvor medlemmerne stemmer på forskellige kandidater,” forklarer han.

Koumba sikker på sin kandidat
Koumba har fem børn og flyttede til hovedstaden fra en landsby, da hun blev gift for 18 år siden. Som mange andre kvinder fra landet er hun analfabet og taler ikke landets officielle sprog fransk.

Det seneste års begivenheder har overbevist hende om, at hendes stemme gør en forskel. Modsat sin mand Issa Traore tvivler hun ikke. Hun stemmer på IBK – Ibrahim Boubacar Keita. IBK har været aktiv politiker som blandt andet premiereminister, siden demokratiet blev indført. Koumba mener, at han kan samle landet og er den mest troværdige af kandidaterne. Hendes mand vakler mellem IBK og Cheick Modibo Diarra. Det er en fysiker, der har arbejdet for NASA og som fungerede som premiereminister i overgangsregeringen efter militærkuppet, indtil juntaen fjernede ham fra posten.
Svært for analfabeter at finde valgsted

Svært at finde sit navn på valglister

Vælgerne er forvirrede. Først skal de finde en kopi af deres ID-kort på valglisterne, der er klistret op i tusindvis på begge sider af store plader. Derefter skal de finde valglokalet.

Som analfabet har Koumba brug for hjælp til at finde sit navn blandt tusinder på valglisterne. Traoré er et almindeligt navn i Mali. Da hun endelig finder en liste med Traore, kikker hun forgæves på billederne. Navnene er spredt på forskellige lister, så hun må finde alle lister med Traore. Folk gennemgår tålmodigt listerne. Stemningen er god, selv om det tager tid at finde ud af, hvor folk skal stemme, og nogle opgiver. Da Koumba endelig finder sit navn og sit foto, viser det sig, at hun skal stemme på en anden skole end sin mand.

Overalt i Mali har folk vanskeligt ved at finde deres valgsted. De mange analfabeter må spørge sig frem.

I landsbyen Hore Haïre går det lettere. Der er ét valgsted i nabolandsbyen Amba, og de knap 200 indbyggere fra nabolandsbyerne skal kun gå tre kilometer. Det er en forbedring fra tidligere valg, som er foregået på en skole tre timers gang væk.

”I dag sover jeg rigtigt godt. Valget er gået godt,” fortæller Ounde Traore med begejstring i telefonen og afslører, at han har stemt på IBK.

Der har været frygt for, at landets bønder ikke kunne stemme, fordi valget lå midt i landets korte intense regntid, hvor bønderne er bundet til markarbejdet. Men med 22.000 valgsteder ser det ud til, at landbefolkningen har haft lettere adgang til at stemme ved dette valg.

En stemme er lig med to blå fingre

Koumba Traores ID-kort bliver tjekket med kopierne af ID-kort for de enkelte valgsteder

Koumba finder endelig køen til det rette valglokale på den anden skole. En person er ansvarlig for valg-handlingen i valglokalet, to tjekker ID-kort, og en udleverer stemmesedlen til Koumba. Alle 27 kandidater er præsenteret med foto, navn og et lille symbol for deres parti eller alliance. Koumba dypper højre pegefinger i blæk og går ned bagerst i lokalet, hvor hun stemmer bag en afskærmning, der ligner en prædikestol i pap. Hun sætter sit fingeraftryk ud for kandidaten, folder stemmesedlen og putter den i den gennemsigtige forseglede stemmeboks. I venstre side af lokalet holder otte repræsentanter fra politiske partier øje med, at alt foregår retfærdigt. I venstre side sidder skiftende valgobservatører fra nationale organisationer og internationale observatørkorps. I alt 5.000 observatører overvåger valget. Da Koumba forlader valglokalet dypper hun en finger på venstre hånd i blæk, så alle kan se, at hun har stemt.

Læs om de internt fordrevne og valget, om den mest troværdige kandidat, om krise under optælling af stemmer

Læs alle artikler om Præsidentvalget i Mali

Islamister truer Malis kvinder

Malis kvinder kæmper en hård kamp for basale rettigheder uanset, om Mali vender tilbage til demokrati, eller det lykkes islamisterne i det besatte nordlige Mali at udbrede sharia til hele landet.

Mali er en sekulær stat, og religion har tidligere været anset for en privatsag. Religion er først begyndt at spille en rolle i den offentlige debat de seneste år. Og efter at fanatiske islamister har besat hele den nordlige del af landet, er befolkningen blevet tvunget til at forholde sig til islam, og hvilken indflydelse religion skal have på samfundet.

I hovedstaden Bamako har imamer og det islamiske råd taget afstand til islamisterne i nord og deres sharialove. Men de samme muslimske ledere har allerede i en del år kæmpet for at øge deres politiske indflydelse.

Mama Koite Doumbia er forkvinde for kvindeorganisationen FEMNET-Mali, og hun forklarer, hvordan muslimske ledere har arbejdet for at indskrænke kvinders rettigheder og har påvirket lovgivningen:

– Under den forhenværende demokratisk valgte præsident ATT legede politikerne en leg, man kalder konsensus, siger Mama Koite Doumbia.

Det blev tydeligt, da en ny familielov blev vedtaget i december 2011. Loven handler blandt andet om kvinders rettigheder.

Forhandlingerne begyndte for over ti år siden, og parlamentet vedtog loven i 2009. Da loven gav kvinder flere rettigheder, protesterede det islamiske råd og arrangerede demonstrationer. Resultatet var, at præsidenten undlod at underskrive loven for ikke at provokere borgernes religiøse følelser. Det islamiske råd fik derefter stor indflydelse på en udvandet udgave af familieloven, der i princippet betyder, at landet ikke længere lever op til internationale konventioner om børns og kvinders rettigheder, der er underskrevet.

Samtidig begyndte chikanen af kvindesagsforkæmpere som Mama Koite Doumbia:

– Jeg er blevet truet flere gange. Jeg har talt meget om kvinders manglende rettigheder i Mali, og jeg har fordømt islamisternes opførsel ved internationale konferencer.

Truslerne foregår ikke offentligt. Islamisterne henvender sig til familie og venner.

– I mit tilfælde sagde islamisterne til min mand, at jeg var i færd med at fornærme koranen. Min mand er ikke islamist, men han er medlem af den lokale muslimske komite. De sagde til ham ”Din kone har dårlige vaner. Du lader hende saboterer den muslimske tro, mens du sidder i vores komite”.

– Min mand holdt møder med min familie og mine slægtninge. Derefter indkaldte min familie mig til en samtale og sagde, at hvis jeg fortsatte med at lave aktivisme, ville min mand forlange skilsmisse, fortæller Mama Koite Doumbia.

I Mali er det en katastrofe at blive udelukket fra sin familie og sit sociale liv. Men de kvindelige aktivister modtager også dødstrusler på SMS.

Læs hele artiklen på Verdensnyt.dk

På besøg hos Lobi-folket i Burkina Faso

Tidligere risikerede man at blive ramt af en forgiftet pil, hvis man forsøgte at komme indenfor hos en Lobi-familie. En gang var de fleste uanmeldte besøgende nemlig slavejægere. I dag er de besøgende en gruppe danske turister

Kvinden byder s indenfor i sit hus. I læben har hun en et smykke af elfenben, som hun har fået af sin mand, der var en stor elefantjæger

En ældre kvinde byder os velkommen ind i hendes hus. Hun er over 80 år og enke. Indenfor er det mørkt, og loftet er lavt. Vi skal rundt om et forrådskammer, der er bygget inde i huset og gennem inden en smal lav døråbning. Inderst i det mørke hus ligger hendes opholdsrum.

Langs væggen står en række krukker. De fungerer som en reol for alle hendes ejendele. Nogle indeholder forskellige former for tørrede fødevarer og krydderier. I andre opbevarer hun sit tøj og sine smykker, og så er der guld i en krukke. Hos lobi-folket graver kvinderne nemlig guld. De knuser sten og vasker derefter guldet ud ved at slynge en kalabas fyldt med vand og de knuste stenrundt, indtil guldstøvet samler sig i overfladen.

Kvinden er i første omgang genert, men hun vil alligevel gerne fotograferes. Og hun vil gerne have os til at sende et foto af hende som et minde. Via en tolk får vi lidt af hendes historie.
På overlæben har hun en lille rund skive af elfenben. Den er et smykke og viser, at hendes afdøde ægtemand var en stor elefantjæger. Engang havde alle kvinder sådan et smykke i både overlæben og underlæben. Smykket har samtidig et våben – men et våben vendt mod dem selv.

Krukkerne fungerer som skab og reol og indeholder alle en kvindes ejendele. Her er mad, tøj og smykker

Hvis en kvinde havde uoverensstemmelser med sin mand, kunne hun erstatte de to små plader med en pind, om gik gennem hendes to læber. Det var en effektiv måde at lukke munden og betød, at hun ikke længere ville sige noget eller spise eller drikke. Kom der ingen løsning på problemet, døde kvinden af tørst og sult.

Egentlig lever Lobi-folket i et matriarkat, hvor det er kvindens navn og slægt følger familien. Men det betyder ikke, at kvinder her har mere magt eller flere rettigheder og ejendele end andre afrikanske kvinder. Manden er stadig familiens overhoved, og han ejer jorden.

Det er mandens ansvar at sikre sin familie. Derfor er husene bygget som små fæstninger. Oprindeligt kunne man kun komme ind i et hus ved at klatre op ad en stige og hen over taget.

Midt i huset ligger et fælles rum, hvor familien modtager gæster. Hver kone har sin egen afdeling med eget soverum og køkken. En kvinde laver kun mad til sig selv, sine børn og manden. hvis det er hendes tur til at have ham på besøg. Manden har et lille aflukke i sin første kones afdeling. Derfra kravler han op på taget og ned til den udvalgte kone.

Gennem århundreder er det lykkedes for folket at bevare sin oprindelige kultur og religion. For lobierne er forfædrene afgørende, de holder øje med en og kan både straffe og belønne en.

Det er et stort hus, der ligger bag baobabtræet. Her bor den traditionelle historiefortæller grioten

Oprindelig stammer folket fra Ghana, men for at undgå krige og slavejægere rejste de nordpå og slog sig ned i det sydlige Burkina Faso. Men her kunne de heller ikke være i fred. De franske koloniherrer sendte dem af sted som kanonføde i både første og anden verdenskrig. Det må have været en traumatisk oplevelse at komme fra et fredeligt landsbyliv i Burkina Faso til kampe med svære våben i Europa.

Det værste for lobierne var, at de under de store krige skulle myrde mennesker, de ikke havde nogen strid med. Selv om Lobi-folket traditionelt er krigere, kæmper de kun, hvis man har gjort dem uret. For dem er det en synd at være med til at slå fremmede ihjel uden at have en årsag. Derfor måtte de hjemvendte soldater rense sig og forklare sig for forfædrene. De brugte særlige altre med fetisher for hjemvendte soldater.

Bryllup i Bamako

Bruden begynder dagen med at posere som et superstjerne og ender dagen i gråd – uden hår på hovedet. Gamle dogontraditioner bliver blandet med nye fra Bamako, så ingen ved helt, hvad der sker under brylluppet

Endelig skal Lamenata giftes. Første gang jeg mødte hende var i 1992 i Biry, hvor hun var to år gammel. Få måneder senere døde hendes mor. Da hendes kusine Coumba blev gift, flyttede hun som fireårig med til Malis hovedstad Bamako. I 2010 blev Lamenata forlovet, og i 2011 besøgte vi Biry sammen.

Lamenata er barn af storbyen og vokset op med malinesere fra forskellige etniske grupper med hver sine traditioner. Og så har tv og film været en fast del underholdningen og opdragelsen. Derfor er der lagt op til den helt store fest denne søndag i Bamako. I Mali er søndag den helt store bryllupsdag.

Da jeg bliver inviteret, går turen først til skrædderen. Familien vil forære mig en kjole til bryllupsfesten. Først tror jeg, at de er trætte af mit kedelige europæiske tøj. Men grunden er, at alle gæster skal have tøj med samme mønster til festen. Familien har valgt et enkelt kjoledesign til mig med en lille flæse af tyl forneden. Skrædderen har værksted i et skur overfor huset. Han tager mine mål og lover at have kjolen klar et par dage senere.

Vi bliver noget overraskede, da vi ankommer til festen. Vi er nemlig de eneste gæster med tøj i samme mønster. Alle de andre gæster har deres fineste damaskvævede dragter på med broderier. Brudeparret leder vi også forgæves efter. Vi var inviteret til at komme tidligere for at være med til ceremonien på rådhuset om morgenen, men det sprang vi over. Nu er klokken to om eftermiddagen og brudeparret er ude at få taget bryllupsportrætter. Det foregår ved monumenter rundt om i byen. Hver søndag kan man se brudepar poserer og ligge i kærlig omfavnelse på de små græsplæner ved byens monumenter, som politiet må beskytte fra at blive spist af får og geder.

Der er mindst 500 gæster til brylluppet fordelt i gården og under en pavillon, som spærrer gaden for trafik. Maden bliver serveret i store plastikfade, som gæsterne samler sig om i små grupper. Bandet holder en pause under spisningen. Vi får Tcheb, stegt ris med kød og grøntsager. Der er også saftevand og slik. Bandet består af grioter, som er traditionelle sangere, musikere og historiefortællere. Gennem tusinderne år har de holdt styr på familiernes historier og hyldet sejre og fremgang. I dag betragter mange grioterne som tiggere. Hvis man ikke er gavmild, holder de sig ikke tilbage for at sprede uheldige historier om en og ens familie.

En skinnende sort firehjulstrækker kommer med bruden i hvid vestlig brudekjole. Brudgommen er ikke med – og han er også bare en bagatel i festen. Dette er brudens fest. Hvis det havde været et traditionelt bryllup i dogonområdet, hvor Lamenata stammer fra, ville hun heller ikke have deltaget i festen. Men i hovedstaden er traditionerne anderledes.

Musikken begynder igen, og gæsterne cirkulerer og snakker. Endelig ser vi andre gæster i samme tøj som os. Gæsterne benytter lejligheden til at vise deres flotteste garderobe. Undervejs i festen skifter alle derfor tøj en eller to gange. Desværre er der ikke ét tidspunkt, hvor alle gæster har samme tøj på.

Lamenata poserer for fotograferne sammen med sine gæster. Der er tre professionelle fotografer. Billederne bliver fremkaldt løbende, så gæsterne kan købe et billede med hjem. Der bliver brugt masser af lys, så man dårligt kan se, at det er afrikanere på billederne. Rundt i kanten af billederne er der blomsterranker, hjerter og brudeparrets initialer.

Nogle timer senere er brudens glamour forsvundet. Hun er dækket til og bliver ført ud i gården, hvor hundreder mennesker klapper, synger og hujer. Derfor kan man ikke høre den lave hulken. Et stort sjal skjuler hendes ansigt, så man ikke kan se tårerne, der triller ned af kinderne. Hendes stylede frisure er barberet af, og hun har bundet et tørklæde om den skaldede hovedbund. Lamenata bliver sat på en stol, og nogle ældre kvinder vasker hendes fødder og hænder i en skål vand med mønter. Bagefter bliver hun ført ind i huset igen.

Kaos begynder og varer de næste timer. Lamenata er inde i huset. Hun græder, familien græder, og alle er her for at tage afsked med hende. Flere og flere vil ind til hende, og en flok unge fyrer kæmper højlydt. Lamenata forskanser sig i det inderste rum, som er soveværelse. Her er alle gaverne, så der knapt er plads til os tre personer. En pige holder døren, som folk presser på udefra. Jeg spørger, hvad der sker, men det ved ingen. Der er forskellige traditioner ved bryllupper. Her støder landet og byen sammen.

Det er blevet aften, og Lamenata skal snart af sted til sin nye familie. Hendes kusine Coumba er trist. Hun har været mor for hende, siden hun var en lille pige, og hendes fem børn er vokset op med Lamenata. Coumba bemærker, at Lamenata også kommer til at mangle som hjælp til at lave mad og passe hus. I Afrika er det et stort arbejde. Der skal hentes vand, og maden bliver tilberedt helt fra bunden over brænde og kul. Familiens sorg går ud over duerne, som bliver hevet og trukket ud af facon, indtil de dør.

Til sidst beslutter Lamenata, at det er tid til at forlade familien. Som et lille barn bliver hun båret på ryggen af en veninde gennem trængselen. Ude på vejen venter firehjulstrækkeren. Vejen bliver spærret af mænd og kvinder, der danser vildt i billygternes skær. Der bliver kastet fyrværkeri. Flere minibusser kommer for at hente gæste, for nu går turen til brudgommens hjem, og en ny fest venter for de, der stadig har energi.

Historien er skrevet og udgivet første gang i december 2011. Men på grund af serverproblemer blev det oprindelige indlæg slettet.

Traditionelt dogon bryllup – en fest uden brudepar

Et bryllup i dogon i Mali adskiller sig fra andre bryllupsfester ved, at brudeparret ikke deltager i festen. Til festen synger kvinderne om deres ønsker til livet

Af freelancejournalist Lise Blom

Det er midnat, inden bryllupsfesten for alvor kommer i gang. Selvom gæsterne hele dagen er strømmet til landsbyen Hore Haïre, ønsker ingen at være de første til festen. Derfor venter alle gæsterne med at gå hen til festen, til de kan høre at der er gang i trommer og dans. Når festen endelig er i gang, varer den hele natten, indtil solen står op.

Den sene start på festen er typisk for Hore Haïre. Der er ikke så meget dynamik i den lille udflytterlandsby, hvor beboerne har valgt at slå sig ned for at have god plads og afstand til naboen.

Hore Haïre er landsbyen, hvor selv en let vind medfører en strid sandstorm, fordi intet giver læ på den højtliggende slette. Når solen bager, er det svært at finde skygge, da husene ligge spredt, og de få træer er løvfældende og derfor uden blade i den varmeste periode af året. Det er landsbyen, hvor indbyggerne synes, at en plastikdunk lyder lige så godt som en rigtig tromme. Så gæsterne til brylluppet må danse til rytmen fra en enkelt tromme og det hule klask fra en tom plastikdunk.

I andre dogon landsbyer varer et bryllup i en uge. I Hore Haïre nøjes de med tre dages fest. Men uanset hvor trist og grå en landsby kan virke til daglig, liver den op under festen i et orgie af farver. Kvinderne benytter lejligheden til at bære familiens arvestykker – guld og kilotunge ravsmykker.

– Sørg for at få mange børn i dit ægteskab. Børn bringer lykke, og det er dine børn, der giver dig kærlighed, synger Hawa. Hun er selv gift og har fem børn.

Sangen er direkte henvendt til bruden Kadia med gode råd om ægteskab og familieliv. Brylluppets første nat er kvindernes fest. De besøger bruden, spiller musik og synger om hendes nye liv som gift kvinde.

– Du må ikke spise al maden, der skal også være mad til børnene, synger Djeneba. De andre kvinder synger kor og gentager budskabet. I Djenebas næste råd lever hun sig ind i Kadias situation og synger:

– Du må ikke svigte mig og efterlade mig helt alene.

Når en kvinde i Mali bliver gift, flytter hun ind hos mandens familie. Storfamilien består af forældre, sønner og deres koner og ugifte døtre og selvfølgelig alle familiens børn. For en nygift kvinde er det en stor udfordring at vænne sig til at omtale alle hendes mands brødre som ”min” mand.

– Hvis du har en god familie, er det som om du er på vej i paradis.

Kvinderne skiftes til at synge for Kadia. Da det er et lukket kvindeselskab sætter de ord på deres liv, erfaringer og drømme. Noget er filosofisk som:

– Det er din sjæl, der klæder dig på – ikke tøjet.

Mens andet er ironisk:

– Det er ikke alt sammen arbejde i marken, der er også andre ting som skal gøres.

Og nogle udtrykker ønsker langt fra det traditionelle landsby – og familieliv:

– Vi vil ikke gå til fods, tag os med på motorcykel – tag os med helt til Lagos, helt til Abidjan.

Festens andre dage tilbringer Kadia i sit nye hus, hvor hun udelukkende får besøg af kvinder. I et andet hus venter brudgommen på, at festlighederne slutter, så han kan være sammen med sin kone. Men festen fortsætter og alle andre end brudeparret danser og synger. På festens sidste dag foregår dansen om eftermiddagen, og en konferencier fortæller, hvilke gaver gæsterne har givet. Der er tekstiler, kilovis af bolsjer, et årsforbrug af suppeterninger og penge.
Brudgommen Cisse og hans venner fejrer festens sidste nat ved at ture rundt fra hus og med jævne mellemrum at fyre løst krudt af, så braget vækker resten af landsbyen.

Kvinde flygter fra arrangeret ægteskab

Kvinder i Mali diskuterer ikke arrangerede ægteskaber med deres forældre, når de er uenige. I stedet stikker de af hjemmefra

Af freelancejournalist Lise Blom
Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Maimona med kusinen Lamenata på besøg i Dedjie

Ousman har kastet sin kærlighed på den fraskilte Maimona. Det kunne være en ny begyndelse for den 25-årige Maimona, der ud over at blive skilt fra sin tidligere ægtemand også har mistet to børn.

– Hun har ikke sagt helt ja endnu, siger Ounde. Han er bedste ven med Ousman og spørger, om jeg kan tale med Maimona.

Nogle dage inden har Maimona afsløret sine fremtidsplaner for mig.  Da vi er på tur sammen til landsbyen Dedjie og står på kanten af det 200 meter høje dogonplateau, har vi udsigt over et vidstrakt fladt landskab.  Her skjuler varmedisen landevejen til hovedstaden Bamako og Gao mod nordøst. Maimona er parat til at begynde den anstrengende gåtur på 40 kilometer med det samme.

Hendes planer for fremtiden er et liv i Bamako med let adgang til vand, mad og muligheden for at tjene sine egne penge. Og så er hun forelsket og planlægger at gifte sig med en ung mand i hovedstaden. Det sidste har hun ikke fortalt sine forældre. Traditionelt er det dem, der arrangerer ægteskab for deres børn.

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Ousman, som forelskede sig i en ung kvinde, der havde andre planer med sit liv

Da jeg nævner Ousman og hans planer om ægteskab for Maimona, bryder hun sammen i grin og afviser højlydt enhver tanke om ægteskab. Munterheden spreder sig til kvinderne i huset og alle, der kommer forbi. Resten af dagen er et muligt ægteskab mellem hende og Ousman dagens vittighed, og da Maimona møder ham senere, kan jeg spore en vis grusomhed i hendes tone overfor ham.

Maimonas forældre er begejstrede for ægteskabstilbuddet fra Ousman. Han bor nemlig i samme landsby Biry, som de gør. Det vil være ideelt for dem at have deres datter i nærheden af sig, nu hvor de begge er ved at være oppe i årene og ikke længere kan arbejde så meget. Hun vil kunne hjælpe sin mor med husarbejdet, der for en landsbykvinde i Mali begynder, før solen står op og slutter efter solnedgang.

Ousman er mindst 30 år ældre end hende og har i forvejen to koner. Den ene bor i Biry, den anden i hovedstaden Bamako. Maimona kan, hvis familien formår at overtale hende, se frem til et ægteskab, hvor hun i første omgang bliver forkælet som ny kone, men hurtigt derefter vil bliver set på som arbejdskraft. Manden vil indenfor ti til tyve år kunne arbejde mindre og mindre. Tidligere ville de ældste børn i familien have pligt til at forsørge hende. Men familiemønsteret er i opbrud, og de unge søger til enten hovedstaden eller fjerne lande, så Maimona ville med stor sandsynlighed indenfor få år skulle forsørge sig selv og små børn.

Men alle de gode argumenter for at undgå ægteskabet holder Maimona for sig selv. Hun tør ikke konfrontere sine forældre med sine planer om et bryllup i Bamako, som skal holdes hos hende kusine. I stedet for stemmer hun med fødderne i stil med landsbyens andre unge kvinder.

Maimona er smart. Hun planlægger at stikke af ved at gå til et marked mod vest samme dag, som jeg tager at sted og finder transport i Kendie, som ligger øst for Biry. I Dedjie har jeg fået foræret tre haner, og landsbyens kvinder aflægger alle besøg med skåle fulde af jordnødder, der til sidst fylder en hel sæk. Jeg takker kvinderne for deres venlighed overfor mig og finder nogle dage senere ud af, at jordnødderne slet ikke er til mig. Landsbyens kvinder har foræret Maimona jordnødder, som hun kan sælge på markedet og tjene de 100 kroner en rejse til hovedstaden koster.

Maimona er ankommet sikkert til Bamako og bor med sine kusiner og deres familie.