Tag-arkiv: miljø

Farvel til skyggen

Bamako, udsigt over Niger med det enlige træ og en voksende losseplads

Jeg har holdt øje med et træ. Det har vokset på samme sted i 20 år, uden ejer og uden at høre til en bygning. Men en dag blev træet beskåret. Ikke voldsomt, men alle de små yderste grene. Jeg undrede mig, for det var jo ikke et vejtræ, og det stod ikke på en allé og skulle se fint ud. Faktisk var det det eneste træ på denne siden af vejen, som slynger sig ned fra visdommens bakke, hvor Bamakos universitet ligger.

Nu tænker jeg at beskæringen var en test for at se, om nogen ville reagere. Der gik nemlig ikke lang tid, inden der forsvandt en stor gren. Og sådan forsatte det. Som om folk tænkte, at ingen ville bemærke, at de savede en gren af.

Køer spiser affald og plastikposer ved den nye losseplads ved det forsvindende træ

Træet har stået der i omkring 20 år. Jeg kender et træ af samme sort og samme størrelse med den alder. Men nu har træet ikke længe igen. Det sidste overgreb er gået ud over træets bark, som er skrællet af.

Samtidig med at træet forsvinder, er en losseplads ved vokse frem rundt om det døende træ. Der er ingen organiseret indsamling af affald i Bamako. Der er æselkærrer, som samler affald, men de bringer der sjældent særligt langt, før de finder et sted at smide det. Tidligere lå den uautoriserede losseplads længere nede af vejen. Men der er blevet bygget en mur og inde bag den et hus. På den anden side af broen er der sat et trådhegn op for at undgå affald og motorcyklister, som skyder genvej. Det er klippet op flere steder.

Området rundt om træet er blevet taget i brug som ny losseplads. Det ulmer under en konstant ild, og et par klunsere bor under broen og sorterer dyngerne for genbrugsmateriale.

Farverig kompostbunke

Husholdningsaffald er kompost. Sådan var det i Mali for tyve år siden, og selv om plastik har holdt sit indtog i skraldespandene, bliver affaldet stadig betragtet som gødning.

Bamakos affald havner på tilfældige lossepladser langs vejene

– Gødning, siger min medpassager, da vi passerer lossepladsen.

Det er fantastisk den måden folk i Mali altid kan se ressourcer, hvor vi ser problemer. Men at betragte lossepladsen som en kompostbunke giver ikke lyst til at smage de hjemmedyrkede grøntsager. Jeg ved, hvad der kommer i skraldespanden af plastik, dåser og batterier. Her er der ingen særlig indsamling af miljøskadeligt affald, og forbruget af især insektgift er ligesom antallet af krybende og flyvende insekter højt.

For nogle år siden boede jeg hos en kammerat i Bamako, som havde et lille stykke jord. Da han fandt ud af, at jeg er havemenneske, foreslog han, at vi skulle dyrke lidt grøntsager.

Glas og metal bliver sorteret fra og resten bliver brændt, før det ender som kompost

– Jeg går over til naboen efter lidt gødning, sagde han.

Naturligt nok, da de havde nogle får. Derfor blev jeg overrasket over, at den gødning, han medbragte, var halvt forbrændt husholdningsaffald. Den spredte vi over jorden og gravede ned. Det vil sige, først skulle vi sortere de største stykker plastik, hele dåser og tøjrester fra.

Det slipper man for, når man køber gødning fra lossepladsen. Her sorterer et par fyre affaldet og samler det, som kan brænde i et bål. Derefter filtrerer de det gennem en sigte og sælger det i store sække.

Da jeg ankom til Mali første gang i 1991, var der intet affald. Ville man have en plasticpose på markedet, måtte man betale. Købte man fødevarer, havde man selv emballagen med eller fik et lille kræmmerhus i brugt papir.

Nu flyder Mali i plastikposer – især sorte plastikposer i så dårlig kvalitet, at man får to ad gangen for at sikre, at en af dem holder.

Et helt hvidløg kan man ikke længere købe. Driftige handelskvinder sidder på handelen med hvidløg, og de sælger to fed ad gangen i små plastikposer til 25 øre stykket.  På samme måde bliver olie, tomatpure, salt og peber solgt. Den megen plastik havner ofte i de åbne kloakker, hvor den stopper løbet, så kloakarbejdere må grave det ildelugtende affald op, for at skabe fri passage for spildevandet.

Sække med kompost til salg langs vejen. Der er et telefonnummer, hvis sælgeren ikke er til stede.

Jeg drømmer om en ordentlig affalds-sortering i hjemmene i Mali. At det kompost-egnede bliver komposteret, og det brændbare affald går til energi. Og at metal og glas bliver samlet for sig, så mennesker slipper for at gennemrode de sundhedsskadelige lossepladser for genbrugsmaterialer.

Og når jeg bliver forarget over forbruget af plastikposer her, så husker jeg, at frugt i Danmark ofte bliver solgt i både en plastikbakke og en plasticpose. Jeg har set æbler skåret ud i skiver, der er emballeret på den måde – hos os hedder det innovation.

Kina køber sten i Mali

Mytologiske klipper, frodige marker og overdådige mangolunde. Gennem århundreder har folk kæmpet om at få lov at leve i Siby og omegn. Nu har kineserne fundet endnu større værdier i området, de lokale indbyggere ved det bare ikke endnu.

Klonk, klonk. Allerede på lang afstand kan vi hører de dumpe lyd af sten, som bliver smidt i en bunke. Ellers er her en summende stilhed af varme og insekter. Små krogede træer og buske gror i sprækkerne mellem klipper og sten i et ufrugtbart område mellem marker med hirse, majs og bomuld. For få år siden var træerne større, og skoven tættere. Men hovedvejen 10 kilometer væk blev renoveret i 2008, så nu bliver skoven skåret ned og solgt som brænde i Bamako.

Nu er undergrunden også ved at forsvinde, for folk samler sten.

– Der er jern i stenene, så de kan sælge dem til et kinesisk firma, fortæller Saibou. Han er vores guide i de fem dage, vi vandrer i området ved Siby 50 kilometer sydvest for Bamako.

Inden vi når frem til stensamlerne, hører vi en traktor nærme sig, og lidt senere passerer vi traktoren, mens mændene er i gang med at losse sten på ladet.

Farven på stenene changerer i dybe brun-orange nuancer. Nogle sten er flækkede og helt sorte indeni. Jeg samler en sten op, og den er gloende hed af solens varme. Både varmere og tungere end en almindelig sten. Det er tydeligt, at de indeholder metal. Og metallet er årsagen til, at kineserne er interesserede i stenene.

– Sidste år havde vi besøg af kinesiske videnskabsmænd, som samlede sten og tog prøver. Og i år er de begyndt at hyre folk til at samle sten, fortsætter Saibou.

Nu er kineserne usynlige bortset fra de tomme kinesiske øldåser, de har efterladt ved et idyllisk vandfald. Skiltene på traktoren viser, at de har overladt indsamlingen af sten til en malinesisk underleverandør.

Stenene vil uden tvivl skabe store ændringer i Siby. Området har været omstridt og ombejlet i mere end tusinde år. Her blev det historiske Mali-rige født i 1235, da Soundjata Keita, den lokale hærleder Kamadjan og kvindelist fandt den onde konge Soumangourou Kantes svaghed, så han kunne blive besejret. De nuværende indbyggere er vindernes slægt, og de kan frådse i en overflod af mangoer. Det er attraktivt landsbrugsjord, som en del af dogonfolket blev presset til at forlade for 500 år siden af mandingfolket. Dogonfolket flygtede til de utilgængelige Dogonbjerge 700 kilometer væk, men resterne af deres bymur udenfor landsbyen Dogoro vidner om, hvordan de forsøgte at beskytte sig.

I dag er ingen mure høje nok til at beskytte sig mod udviklingen. Endnu lever mandingfolket nogenlunde, som de altid har gjort af landbrug. Indsamling af brænde og sten skaber ekstra indtægt. Men der er blevet langt mellem træerne, og snart er alle de løse sten samlet ind. Så skal der fortsat udvindes metaller i området, må der gravemaskiner til, og så bliver området til en mine.

Efter nogle dages vandring ser vi stenene igen. Hegnet er højt, og bag det ligger bjerge af sten. Vagtmanden fortæller, at stenene bliver fragtet på lastbiler helt til Dakar i Senegal og derfra sejlet til Kina.

Med den oplysning begynder vi for alvor at undre os. Der er nemlig jernudvindingsanlæg i Mali under 100 kilometer væk. Så hvordan kan det betale sig at sende sten hele vejen til Kina? Stenene må indeholde andet end bare jern. Jeg gætter på de såkaldte sjældne jordarter, der er nødvendige for at producere mobiltelefoner og elektronik. Og det er helt sikkert ikke stensamlerne, som tjener på stenene.

Debatavis for Valby Lokaludvalg

En levende skole, der er åben for lokalsamfundet, bedre offentlig transport i form af en sporvogn og en skaterbane til børn og unge. Det er nogle af forslagene i debatavisen”Præg din bydel”

Af freelancejournalist Lise Blom

Hvordan skal Valby se ud og fungere i fremtiden? Det spørgsmål arbejder Lokaludvalget i Valby med i en ny bydelsplan. For at engagere Valbys borgere i bydelens fremtid udgiver lokaludvalget en debatavis.

I debatavisen tager freelancejournalist Lise Blom udgangspunkt i personlige historier, som illustrerer de muligheder og problematikker borgerne i Valby og bydelsudvalget har valgt at arbejde med. Emnere er skole, integration, miljø, idræt, byplanlægning og trafik.

Debatavisen udkommer som tillæg til Valbybladet og Valby Lokalavis i august 2008.

Se “Præg din bydel” som indscannet PDF-fil.

Brændestabler som statussymbol

Verdens kvinder kan have mange måder at vise deres værd – et smukt hjem, kultiveret samtale og et personligt tøjvalg. I Mali er det størrelsen af brændestablen, der afgør om hun er en god kone

Af freelancejournalist Lise Blom

De halvanden meter lange stykker brænde ligger stablet i mere end to meters højde, og stablen er op til 30 meter lang. Her er flere kubikmeter brænde, end der kan være på en lastbil – selv i Mali, hvor lasten normalt er højere end selv bilen.

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

I Napasso gælder det om at have en stor brændestabel for at naboerne ikke skal tro, at man er en doven hustru

Den store brændestabel foran huset er langt fra den eneste. I hele landsbyen Nabasso ligger lignende brændestabler ligesom nabolandsby efter nabolandsby. Der er selvfølgelig træer i området, men skovene bliver aldrig helt tætte, og flere steder er de tidligere skove nu erstattet af lavt krat.

I første omgang regner jeg med, at brændeindsamlingen er blevet organiseret for at presse prisen op overfor indkøberne. Men jeg undrer mig alligevel. Brændet er nemlig farvet sort af alder, og det har tydeligvis ligget der længe. Forklaringen får jeg af chaufføren:

– Brændestablerne er symboler på kvindernes værdi som husmødre. Hvis en kvinde kun har en lille brændestabel, bliver hun anset som doven, mens en stor brændestabel signalerer, at hun er flittig.

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Brændestablerne får lov at ligge indtil træet går i opløsning

Så snart en kvinde er gift, går hun i gang med at samle sin brændestabel. Det foregår i bushen og i skovene. Hun fælder ikke træerne men hakker grene af. Derefter bærer hun de tunge grene på hovedet de mange kilometer tilbage til landsbyen. Hovedparten af brændesamlingen foregår i årets varmeste måneder mellem marts og maj. De bedste og største stykker træ ender i brændestablen. Brændet i den særlige brændestabel bliver aldrig brugt, og træet går efterhånden i opløsning.

Brande truer Malis skove

Det er ikke let at være skov i Mali. Træerne står ofte så spredt, at man ikke kan få øje på skoven. Og hvert år bliver der sat ild til skoven

Af freelancejournalist Lise Blom

Når man først en gang er blevet brændt af, er det vanskeligt at sætte ild til én igen. Det er filosofien bag begrebet forebyggende brande. I radioen bliver befolkningen i den sydlige del af Mali opfordret til at sætte ild til naturen omkring deres landsbyer i december og januar. Resultatet er flammehav med meterhøje flammer, der nat efter nat æder sig gennem skove og høstede marker. Ilden efterlader et sortsvedent landskab. Fordelen ved det afbrændte område er, at der ingen vegetation er tilbage, som ilden kan antænde næste gang, der bliver tændt ild. For en ting er sikkert. Før eller siden kommer der én forbi med en tændstik.

Det gibber i mig, da vi en aften skal køre gennem en mur af meterhøje flammer, der langsomt er ved at fortære det op til tre meter høje græs, der omgiver os på den smalle sti. Lignende brande tegner lysende mønstre på bjergenes silhuetter. Røgen ligger som en kvælende dyne over landsbyen, og morgenen efter er der udsigt til et sortsvedent landskab.

Hvorfor spørger jeg den landmand, hvor vi har slået telt op? Han bor i landsbyen Makadougou lige uden for Bafingreservatet i Sydvestmali. Svaret lyder forebyggende brand. De forebyggende brande er anbefalet af myndighederne i radioen. Det er ikke første gang, jeg spørger, og hver gang får jeg en ny forklaring. Fælles for alle forklaringerne er, at det altid er nogle andres skyld, at skovene brænder.

Nomader sætter ild på vegetationen, fordi de afbrændte planter og træer reagerer ved at spire og sætte nye blade, som nomadernes dyr sætter pris på at spise. Nogle bønder sætter ild på deres jord for at holde nomaderne væk. En del brande skyldes jægere, der ved hjælp af flammerne kan skyde de flygtende dyr. Efter jagten får ilden lov at brede sig, uden at nogen slukker den. Det samme sker når børn leger med ild. Der er også nogle, der sætter ild til vegetationen for at undgå slanger og andet kryb i det tætte buskads.

Mamadou, som er sekretariatschef i en malinesisk naturbeskyttelsesforening, forklarer, at myndighederne siden selvstændigheden uden held har forsøgt at stoppe afbrændingerne. I stedet prøver de nu at styre afbrændingerne ved at tillade det indenfor en periode tre måneder efter regntiden og fire fem måneder inden næste regntid, hvor vegetationen har så meget fugtighed i sig, at brandene ikke breder sig for ukontrollabelt og truer landsbyerne.

Kampagner for at indskrænke forbruget af brænde i Mali virker omsonst, når en stor del af Malis vilde skove bliver ofre for ilden uden at gøre gavn.

Ganske vist overlever de fleste træer de årlige afbrændinger. Men træerne er svækkede og kan ikke vokse normalt. Der bliver længere og længere mellem store træer i Malis skove. Og træerne bukker helt under for flammerne, når nomaderne hakker grene af som foder til dyrene. Grenene får lov til at tørre ud rundt om stammen, og ved næste brand har flammerne mere at få fat i, og hele træet går op i røg.

Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside

Nomader hærger Malis skov

Mauretanske slavehyrder hakker skoven i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule ned for at fodre store fåreflokke

Af freelancejournalist Lise Blom

Spor i sandet afslører, at enten er vilde dyr i Mali forsynet med hjul, eller også bliver Nationalparken Boucle de Baoule besøgt af lokale på knallert og motorcykel. Store røde aber flygter, når de ser os, og de mindre grønne aber svinger sig i træerne. Biler kommer der til gengæld ikke, så vores chauffør må kører slalom mellem træerne. Egentlig skal vi kun 12 kilometer ind i parken, men turen tager over en time, inden de lave klipper, som er vores mål, dukker op.

Bønderne må ikke dyrke jorden, nomader ikke lade deres dyr græsse, og jægerne skal gå på jagt andre steder end i Malis eneste nationalpark Boucle de Baoule. I slutningen af december 2009 besøger vi nationalparken og Mingari cirka 200 kilometer nordvest for Malis hovedstad Bamako. Nationalparken Boucle de Baoule består af fem beskyttede områder.

Nationalparken er ikke anlagt for turister, så der er ingen udsigtssteder eller andre turistfaciliteter. Vores formål er ikke at se vilde dyr, selv om bagdelene, der er ansvarlige for løve- og antilopelortene, gerne måtte promenere i passende afstand.

Vi skal se huler med 4000 år gamle hulemalerier og efterladenskaber fra en for længst forsvundet kultur. Men inden vi kommer til hulerne, bemærker vi et område med fældede træer, hvis stammer ligger spredt som et opgivet mikadospil.

– Det er nomadernes gerning, fnyser kommandanten. Den sætning har vi hørt utallige gange de seneste dage i selskab med kommandanten. Men i dag er det noget særligt. For det første er vi nu inden for nationalparkens mest beskyttede område og omfanget af ødelæggelserne er samtidig mere omfattende end normalt. Mindst 50 træer er det gået ud over.

Nomaderne hakker grene af træerne for, at dyrene kan spise træernes blade. Normalt nøjes de med at tage nogle grene, men her er det selve stammerne, som er blevet fældet. Og selv om de derefter har sat ild til området, kan man se, at der er fældet så mange træer, at fårene ikke har kunnet spise op.

Da vi to timer senere kører tilbage, er kommandanten ekstra opmærksom. Og snart får han øje på synderne.

– Jeg vidste, at det var mauretaniere, konstaterer han, da han ser de kofteklædte mænd med fåreflokken. Det bygger han på måden, træerne er fældet på og omfanget af ødelæggelserne. Mauretanierne kommer langvejs fra med deres dyr, og da de sandsynligvis ikke kommer tilbage til samme sted, har de ingen interesse i at bevare naturen.

Kommandanten får fat i den ældste af hyrderne og udspørger ham om dyrenes ejer. Ejeren er ligeledes mauretanier og bor for tiden i en landsby i området, mens de tre hyrder har ansvaret for dyrene. Den ældste hyrde får en indkaldelse til et retsmøde som han skal overbringe til dyrenes ejer. Her vil ejeren blive stillet til ansvar for ødelæggelserne. Samtidig bliver en vædder konfiskeret.

Vædderne havner mellem kommandantens ben på forsædet af bilen. Som alle dyr i Mali falder den forbavsende hurtigt til og begynder at undersøge, hvad der kan spises i bilen, mens den ser nysgerrigt på os.

Kommandanten forklarer, at problemerne med hyrderne fra Mauretanien er vokset efterhånden, som der ikke længere er føde til dyrene i Mauretanien. Senegal har ophævet en gammel aftale, som giver fri passage for dyr fra nabolandene. I Mali gælder aftalen stadig. Derfor kommer alle hyrder nu til Mali, og presset på naturen bliver øget.

Det gør historien endnu mest tragisk, at hyrderne er tvunget til at passe dyrene. Selv om slaveriet blev ophævet i 1984 i Mauretanien, lever mange stadig som slaver, og det gælder især hyrderne.

Kunstner Jeanette Land Schous møde med Mali

Visite au Mali

På udstillingen Visite au Mali af Jeanette Land Schou kan du møde smedene på Medinamarkedet. Her er affald en ressource, som bliver til nye produkter

Af Lise Blom

Suleiman Traore er mindst 70 år. Børn blev ikke registreret, dengang han blev født, derfor ved han ikke, hvor gammel han er. Han arbejder alene og har specialiseret sig i at banke metalstumper om til kroge, som han monterer på knagerækker.
– Arbejde er nødvendigt for at holde mig i gang. Det gør, at jeg føler, at jeg lever, siger han. På markedet går de fleste smede tidligere på pension efter et slidsomt arbejdsliv. Men som familieoverhoved er det vigtigt for Suleiman at bidrage til at forsørge familien.
– Jeg kan ikke længere arbejde så meget, derfor er mit bidrag ikke så stort nu,
konstaterer Suleiman.

I et lille skur banker Siaka Alama gamle konservesdåser i nye former. I dag er det sparebøsser. Han og de to kolleger har ingen chef. Hver producerer omkring 100 dåser om dagen, som de sælger for cirka 50 øre stykket.

Trods åbne esser, tungt værktøj og mangel på sikkerhedsudstyr er der sjældent ulykker på markedet. Sidste halvår af 2008 bød dog på tre alvorlige ulykker med øjenskader. Det sker typisk, når en metalplint rammer et øje og ødelægger det.

Besøg udstillingen

Oplev hvordan kunstner Jeanette Land Schou tolker sit møde med Mali i foto og video på www.jeanettelandschou.dk

Ud over genbrugssmedene samarbejder hun med unge fotografer fra Mali, bliver fascineret af det anderledes landskab, studerer kulturmødet mellem Saharas ørkennomader og vestlige turister til Festival au Desert og deltager i en traditionel fest.

Klimaændringer i Mali

Vand: Kilde til vækst og konflikter

En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.

Af Lise Blom

Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.
De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.
– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Tre år før han får jord

Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.
– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.
En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.
Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.
– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.
Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.
– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.
Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.

Læs hele artiklen side 10 i Danidas avis Udvikling nr 3/2009

Vand: Kilde til både vækst og konflikter

En ny sø er en uventet gave på kanten af Sahara, hvor klimaændringer er mest kendt for at forringe folks levevilkår. Men adgangen til vand øger også risikoen for konflikter.

Af Lise Blom; Foto: Lise Blom og Signe Marie Cold-Ravnkilde

Ingen kunne forudsige, at Baba Pathé en dag ville få en have og kunne ernære sig som avler af frugt og grønt. Vand er nemlig nødvendigt for havebrug, og den 45-årige mand bor på kanten af Sahara i et område, hvor vand er en mangelvare. Paradoksalt nok kan han takke klimaændringer for sin have. I 1991 opstod søen Mare d’Agofou i et øde og tørt landskab. Nu lever her syv etniske grupper af jordbrugere, hyrder, kvægavlere og som noget nyt – fiskere. Søen giver nye muligheder, men den udfordrer også samarbejdet.

De udfordringer er emnet for et internationalt forskningsprojekt, hvor den danske Ph.d.-studerende Signe Marie Cold-Ravnkilde undersøger fordeling af nye vandressourcer i det nordlige Mali.

– Den største udfordring ved den nye sø er at forvalte ressourcerne, så de også kommer de svageste til gode. I konflikter om vand er taberne ofte de, der i forvejen står svagest og mangler forhandlingskraft, forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde.

Tre år før han får jord

Baba Pathé er fattig. Inden han i 1994 flytter til søen, er han landmand i landsbyen Warmi 15 kilometer fra Mare d’Agofou.

– Jeg kan se, at området har store muligheder og beslutter, at jeg vil bo her. Det tager tre år at overtale jordejerne til at låne mig et stykke jord til haven, siger Baba Pathé, som dengang ingen erfaring har med havebrug.

En af jordejerne bor syv kilometer fra søen i bosættelsen Intalalene. Det betyder perlehønsenes sted. Dem og andre vilde dyr kikker man forgæves efter i dag. Inadeydey Ag Isahia er tuareg og bor med sin familie i stråhytter. Intet afslører, at han er en velhavende kvægavler og indflydelsesrig leder for 680 familier.

Ifølge Inadeydey Ag Isahia har han og andre tuareger sædvaneretten til jorden omkring søen, fordi de og deres forfædre stammer fra området. Selv har Inadeydey Ag Isahia valgt at blive boende langt fra både søen og en brønd.

– Mine dyr er vant til dette område, og familiens marker er her, forklarer den aldrende herre.

Han glæder sig over, at folk har bosat sig ved søen. Det giver familien adgang til frugt og grønt fra haverne.

– Jeg komme aldrig tomhændet hjem fra et besøg i landsbyen, fortæller han.

Men spørgsmålene, om retten til jord og hvem der er oprindelig beboer, er væsentlige stridspunkter i kampen om ressourcerne, viser Signe Marie Cold-Ravnkildes undersøgelser.