Tag-arkiv: rejse

Malis kvinder knokler

Held i uheld. Det kunne være Lamenatas eget liv med uafbrudt hårdt arbejde fra før solopgang til efter solnedgang, men da hendes mor døde, flyttede hun til hovedstaden

Af freelancejournalist Lise Blom
Lamenata med familien i Hore Haïre

Lamenata med familien i Hore Haïre

Kendie er et af de steder i Mali, som ligner verdens ende. Selv om grusvejen hertil er velholdt, ender bilerne efter ankomsten altid med åben kølehjelm, mens chaufføren reparerer et eller andet, for at bilen kan køre tilbage igen.  Ruten mellem Bandiagara og Kendie har ikke høj prioritet, og her kører kun de mest udtjente bilvrag.

Kontrasten mellem Kendie og Lamenatas kvarter i Malis hovedstad Bamako kunne ikke være større. I stedet for smog skinner solen fra en klar blå himmel, og byens larm er erstattet af stilhed og lyden af enkelte stemmer. Kendie er en landsby 41 kilometer nord for Bandiagara. Og selv om den ligner verdens ende, ligger målet for Lamenatas rejse yderligere fem timers vandring væk.

Lamenata er på vej tilbage til landsbyen Biry, som hun forlod som lille pige. Da hendes mor døde, flyttede hun til Bamako med sin moster. Siden har hun ikke været tilbage.

Ingen ser på hende eller taler til hende, da hun stiger ud af bilen. Hendes onkel Ounde ignorerer hende, selv om han er informeret om hendes ankomst. Efter et stykke tid med hilsner til bilens øvrige passagerer hilser han kort på hendes og siger, at hun kan sidde bag på den motorcykel, der har kørt ham til Kendie.

Med i bilen er også Amadou, som har arbejdet i Elfenbenskysten i mange år. Nu kommer han tilbage på grund af uroen i landet. Vores enorme bagage bliver transporteret på en æselkærre, så vi slipper for at bære den det første flade stykke til Hore Haïre. Amadous bagage er ikke særlig omfattende på trods af hans mange års arbejde i udlandet, og det bliver bemærket, når han ikke selv er til stede.

Det er først, da Lamenata ankommer til Kendie, at hun får en ordentlig velkomst af familiens kvinder. Nogle af de unge kvinder har set hende jævnligt, fordi de stikker af til Bamako for at arbejde. Andre i landsbyen Hore Haïre skal have hendes tilknytning og familiebaggrund forklaret.

Hun må sove sammen med børnene på en stråmåtte, og næste morgen bliver hun sat til at hjælpe kvinderne med morgenmaden, inden vi skal vandre to en halv time til Biry. Nu er der ingen hjælp fra æselkærre og motorcykel. Det er bjerge, så vi må gå, og bagagen skal bæres.

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

På tilbagevejen var bagagen mindre og Lamenata måtte selv bære den

Vi samler den omfattende bagage. Monatou og Salimata skal hjælpe os. Det er lykkedes Lamenata at forklare sin onkel, at hun ikke er vant til at bære så tunge byrder på hovedet – og slet ikke at bevæge sig i klipperne. Jeg skal selvfølgelig ikke bære noget, og det skal hverken Ounde eller den tilbagekomne Amadou heller ikke. Altså skal al bagagen bæres af Salimata og Monatou, som endnu ikke er fuldt udvokset. Jeg insisterer på at tage min lille rygsæk, som trods alt er tung. Men resten af bagagen for mig, Lamenata, Amadou og Ounde af tøj, tekstiler, sæbe, kaffe, te, mælkepulver, sukker og suppeterninger til to uger hviler tungt på Monatous og Salimatas hoveder.

Lamenata sukker højlydt, da hun ser sine kusiners byrder, og hun forsøger at brokke sig. Men søstrenes bror Brema nægter at følge os og hjælpe med at bære. I stedet ”låner” han Lamenatas mobiltelefon, så han kan lytte til musik, mens vi er væk.

Vi begynder vandreturen i højt tempo. Salimata og Monatou vil gerne hurtigt frem for at undgå at bære så lang tid.

– Mæh, mæh, råber Ounde efter os. På den lokale dogondialekt betyder det, at vi skal tage det roligt, så han kan følge med.

Monatous plastikbadesandal går i stykker, og hun fortsætter på bare tæer i stenene, indtil jeg opdager det og giver hende mine ekstra sandaler. Lamenata finder forbavsende hurtigt formen og balancen i klipperne, men hver gang vi kommer til en ny stejl stigning eller et brat fald, gisper hun, og da solen nærmer sig middag og steger os, griner hun surrealistisk.

Vi standser ved et vandløb for at slukke tørsten i det under 10 centimeter lave vand. Lamenata begynder med at vaske sig og spørger, om det kan være rigtigt. I Bamako er man omhyggelig med sit drikkevand, så hun undrer sig. Men da hun er tørstig, og der ikke er andet at drikke, er hun nødt til det.

I Biry arbejder kvinderne. Selvom landsbyen har en mølle til at male hirse, mener mændene i mange familier, at der er bedre ting at bruge sine penge på end at lade kvinder og piger ned til fem år slippe for at slide i timevis hver dag med at stampe hirse. Så Lamenata får den flere kilo tunge stampe i hænderne og kan begynde den monotone dunken i den overdimensionerede morter.

Vi er nede og hilse på Birys krokodiller, som har formeret sig. Vandet står ekstra højt i år, da regntiden for en gang skyld har været gavmild. Men der er alger i vandet, foruden skrubtudser, køer, geder og får, som kommer for at drikke og nogle gange skider i vandet ligesom krokodillerne nødvendigvis også må gøre. Alligevel bliver vandet brugt til drikkevand for nogle familier, fordi der er kortere hertil end til brønden for de små piger, der bærer vandet. Lamenata sukker, da hun for alvor oplever kvindernes arbejdsbyrder. Og hun ser sit eget liv, hvis ikke hendes mor var død, og hun var flyttet til hovedstaden.

En bybo på opdagelsesrejse i Malis provins

Allerede klokken otte om aftenen er Lamenata faldet i søvn. Hun er udmattet. For anden gang i hendes liv er hun på rejse, denne gang til det sted hun kommer fra. Det er et kulturchok, fordi hun rejser med en toubabou som mig, og fordi hun møder det land, hun lever i

”Binke transport – afstanden bliver en fornøjelse”. Det motto og rosende ord får mig til at prøve et nyt busselskab i Mali. Men hvilken fornøjelse? Det viser sig desværre, at mottoet er lige så ulykkeligt paradoksalt som sangen ”hvis tårer var guld”.

Lamenata vil gerne besøge Biry – den landsby hun forlod som lille pige, da hendes mor døde. Dengang var hun tre år og flyttede med en nygift niece til Malis hovedstad Bamako. Her har hun boet siden i et lille gårdhus. Familie og naboer har altid levet tæt sammen. Ud over på toilettet har hun aldrig været alene – og ikke engang der – for toiletterne er en række små aflukker uden tag. Selv om hun bor i hovedstaden, er det lokale miljø som en landsby, og beboerne kommer sjældent særligt langt udenfor kvarteret.

Gennem årene har Lamenata mødt mange fra Biry, som er i hovedstaden for at arbejde. Og nu har hun besluttet, at hun gerne vil se, hvor hun kommer fra. Derfor spørger hun, om hun må komme med mig, da jeg skal samme vej.

Vi mødes på Binkes busstation tidligt om morgenen. Det er altid morgenens første bus, som er selskabets flotteste bus, og den som kører mest direkte uden hele tiden at samle passagerer op. Men den tidligere bus ender med at kører senere end dagens anden bus. Bussen nægter nemlig at starte, da chaufføren drejer nøglen. Vi er mindre end halvanden time forsinket, da bussen endelig starter, men da bussen alligevel er forsinket, er bussen blevet degraderet til en af dem, der scanner vejkanten for mulige rejsende.

Undervejs går bussen i stå flere gange, og den medbragte mekaniker roder ved motoren, indtil den igen går i gang. Allerede da vi venter, har vi lært en ældre kvinde fra Mopti at kende. Hun er rejsevant og kender navnet på hver en landsby, vi passerer.

Helt galt går det, da vi midt i eftermiddagsheden stopper, fordi hjulene skal skiftes. Da mekaniker, hjælpere og chauffør har forladt bussen, lukker de dørene, så vi ikke kan komme ud. Det bliver hurtigt ulideligt varmt og indelukket.  De to skråtstillede loftvinduer giver ikke tilstrækkeligt med ilt. Passagererne hamrer på vinduerne, indtil dørene endelig bliver åbnet efter en halv time. Tidligere kunne man spore en vis tolerance overfor bussens personale. Nu er holdningen fnysende sarkastisk, som i et DSB-tog en dårlig dag.

Det er blevet mørkt, da bussen stopper, og en gendarm vil kontrollere papirer. Egentlig er det hærens dag – en fest- og fridag i Mali, men der findes åbenbart mange måder at fejre det på. Det er første gang, jeg oplever ID-kontrol på en bus. Min rejsekammerat har som mange fattige fra landet ingen ID-kort. I bussen er hun den eneste uden papirer. Hun stikker gendarmen er falsk navn og en lille mønt og slipper overraskende for mere. Værre er det for dem, der har papirer, som ikke er blevet fornyede. De kommer med indenfor hos gendarmerne.

Vi er næsten fremme, da bussen drejer den forkerte vej mod nord og Timbuktu. Ingen i bussen siger noget, men der er en anspændt opmærksomhed. Hvor skal vi nu hen? Vi drejer ind på en tankstation for at tanke op og reparere bussen en sidste gang. Derfor når bussen at blive 21:30, inden den parkerer ved sidste stoppested med en flok passagerer, der regnede med at være fremme klokken 16 om eftermiddagen. Lamenata synes, at turen var meget lang og går direkte i seng – for første gang i sit liv helt alene i egen seng.

Næste morgen forsøger jeg at forklare hende, hvordan vandhanen og bruseren fungerer med det varme og kolde vand. Men hun foretrækker at fylde den lille plastikkedel, selv når hun skal vaske hænder og børste tænder. Da vi går ud, beder jeg hende låse døren, da jeg selv har hænderne fulde. Det viser sig, at hun har låst døren men ladet nøglen sidde i døren. Tænk at leve et sted, hvor en låst dør er nok til at markere, at man ikke skal gå ind.

Morgenmaden er hun ikke meget for og nøjes med en kop kaffe og en bid brød. Frokost består af en halv sodavand. Vi taler kun få ord af hinandens sprog, så jeg ved ikke, hvad hun ønsker. Når jeg får nogen til at spørge, siger hun, at hun allerede har spist. Det går op for mig, at hun er nervøs på grund af rejsen og besøget hos familien.

Vi skal på markedet i Mopti og tager en taxa. Vi bliver stoppet, da vejen er spærret af fredagsbønnen, der fylder den eneste vej, der forbinder beboelseskvarteret med markedskvarteret. Med os er en kvinde med en masse bagage, som skal nå en bus. Men der er ingen hjælp at hente, mens mændene beder. Vi får lov at sidde i skyggen og vente i en halv time.

Da vi endelig når markedet, køber Lamenata nogle tekstiler til at forære kvinderne i familien. Næste morgen er vi klar til den videre tur ud i bushen. Jeg gruer for det udfordrende bjerglandskab, hun skal vandre i. Som en rigtig byboer slentrer hun af sted i sneglefart i badesandalerne.

Turister på privatbesøg i Mali

Når en landsby i Mali for første gang får besøg af turister, bliver rollerne byttet om, og det er beboerne, som fotograferer turisterne.

Den unge fyr holder mobiltelefonen foran sig, smiler, og fotograferer turisterne en ad gangen. Efter ham følger endnu en ung fyr. Kameraerne er blevet vendt, og nu er det turisterne, som er i fokus. I seks dage og på utallige rejser før har de danske og norske turister været dem, der fotograferede og observerede. Nu er situationen anderledes. Turisterne er underholdning og bliver studeret indgående af landsbyens beboere.

Foto Margit Bæksted. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Foto Margit Bæksted Jensen. Mændene med geværer leder os op til landsbyen Biry, mens solen går ned

Vi er i landsbyen Somme i dogon-området i Mali. Egentlig skulle vi straks have været videre, men landsbyens beboere insisterer på, at vi kommer på besøg. Der bliver givet hånd, og vi bliver placeret under et halvtag, så landsbyens beboere kan betragte os. Men vi skal videre. Vi skal vandre til landsbyen Biry, hvor en velkomstkomite venter os med geværer og trommer.

Foto: Margit Bæksted. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Foto: Margit Bæksted Jensen. Næste morgen spiller de unge kvinder i Biry kalabas og synger traditionelle bryllupssange med gode råd om ægteskabet til den nye brud

Som rejseleder for Viktors Farmor har jeg taget min gruppe af danske og norske turister med langt ud på landet. Gennem tre timer er vi bumlet ad en hjembygget vej, der zigzagger sig gennem landskaber mellem klipper, så man næsten umærkeligt stiger 400 meter op på dogonplateauet.

Gruppen af danske og norske turister fra rejsebureauet Viktors Farmor er den første turistgruppe, som besøger Biry i dogonområdet i Mali. Gruppen er her som landsbyens og mine gæster, og jeg er spændt på, hvordan mødet spænder af. Her bor min tidligere svigerfamilie, som jeg stadig har tæt kontakt med og besøger hvert år. Landsbyens beboere har tidligere efterspurgt turister, og de har allerede haft besøg af enkelte venner fra Danmark, der har fotograferet, filmet og optaget musik i Biry.

Foto; Margit Bæksted. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

Foto; Margit Bæksted Jensen. Birys første turister får en smagsprøve af Birys traditionelle bryllupsmusik, inden de skal videre til andre kendtere turistmål i Mali

I dag kommer en rigtig gruppe turister til Biry. Den yngste er en dreng på 13år, og den ældste er en mand på 72 år. Turisterne har allerede oplevet mange korte landsbybesøg på rejsen i Burkina Faso og Mali, og de er alle rejsevante. Forskellen fra tidligere besøg og dette er, at de denne gang er rigtige gæster, de skal sove i landsbyen og spise deres mad. Alting skal fungere for, at turisterne får et godt besøg, men det skal også være en god oplevelse for landsbyens beboere. For dem handler det ikke kun om at tjene penge men også om at møde mennesker udefra og dele deres kultur. Jeg har forklaret landsbyen, at det er for meget, hvis de slagter en hel ko for os. Otte kyllinger og en ung ged er rigelig mad til 13 personer.

Vi ankommer sent og sultne til Biry og må spise en forsinket frokost af kylling i sovs af baobabblade, før vi får den traditionelle velkomst.

Eftermiddagens lys er blevet gyldent, da landsbyens unge mænd med håndsmedede geværer leder os op til landsbyen. Langs stien synger kvinder og børn og klapper i takt til trommerne. På en lille plads i landsbyen bliver vi placeret i midten, mens mændene med geværer danser om os. De afslutter dansen med geværsalutter, der giver genlyd i klipperne.

Det bliver aften, og umiddelbart efter mørkets frembrud stiger den næsten fulde måne op og oplyser klippelandskabet. Et bål af strå oplyser dansepladsen, hvor de unge mænd og kvinder danser. De har selv koreograferet et program af danse, der indeholder elementer af traditionelle maskedanse. Men de fortæller også små historier med dansene, som er inspireret af musikvideoer og hiphop. Når der er konkurrencer i området, deltager Birys unge, og i 2010 vandt de førsteprisen.

Ind i mellem er det små børn, som danser. Den traditionelle dans går lynhurtigt, det ene ben kører i dobbelt takt af det andet. Mens benene kører som trommestikker, er resten af kroppen næsten helt rolig, hvis danseren er dygtig. Kun få turister har mod på at danse med. Det er en dans, man skal være opvokset med for at kunne danse.

Næste morgen besøger vi landsbyen og hilser på beboerne. De fleste er i marken, da høsten i år for en gang skyld har været god, så den er endnu ikke slut sidst i november.  Derefter er det tid til afgang. Beboerne forsøger at overtale os til at blive lidt længere. Der hænger endnu to hele røgede køller fra geden til vores frokost. Men vi har et stramt program og må videre. Inden afgangen får vi fire haner og en kasse bananer foræret. Turisterne er rørt over besøget, og de har samlet penge ind som tilskud til den skole, de unge fra Biry arbejder på at få etableret.

Lidt senere på turen oplever turisterne, hvilke problemer turisme kan give. Børn, der tigger og pjækker fra skole for at holde turister i hånden i hånden med det formål at få en gave. En situation jeg aldrig håber, at jeg kommer til at opleve i Biry.

AirFrance kræver tålmodighed

Service er et ukendt begreb for AirFrance, hvor det kræver tålmodighed at få sin 13 dage forsinkede bagage og den lovede kompensation

Af freelancejournalist Lise Blom

Bankdamen ser på checken og spørger, hvad jeg vil med den. Jeg vil gerne have pengene udbetalt, svarer jeg og undrer mig over hendes spørgsmål. Når man præsenterer en check, der er udstedt i ens navn i kassen i en bank, er det vel meget logisk, at man ønsker beløbet udbetalt.

Checken er udstedt af Air France og skal dække en del af omkostningerne ved forsinket bagage. Min kæreste ankommer til Mali den 19. december – eller det vil sige, det er blevet den 20. december, fordi flyet er forsinket på grund af tre centimeter sne i Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Da han endelig ankommer, er det selvfølgelig uden bagage. Afdelingen for forsinket bagage tager bagagekvitteringerne og udfylder et svært læsbart papir i hånden. Der er ingen grund til at tænde computeren og indberette den forsinkede bagage for de mange ventende rejsende. Og der bliver ikke udleveret t-shirt og tandbørste, som eller er del af plaster på såret for rejsende uden bagage.

To dage senere ringer vi til lufthavnen og får besked om, at bagagen er ankommet. Men i lufthavnen er der ingen bagage. Til gengæld kan en effektiv kvinde finde ud af at efterlyse bagagen på computeren og udfylde en formel rapport. Hun kritiserer de manglende bagagekvitteringer. Formelt har vi ikke længere bevis for den manglende bagage.

I rapporten kan vi se, at Air France udbetaler 100 euro i kompensation for uforudsete udgifter. Derfor tager vi til Air France kontor og afleverer vores kvitteringer for de nødvendige indkøb, når man kommer fra frost til tropevarme med kun håndbagage.

Men vi kan ikke få checken, for der er ikke lige nogen i regnskabskontoret. Og der er ikke nyt om bagagen andet end Air France har ophobet 25.000 stykker bagage alene i Charles de Gaulle lufthavnen.

Dagen efter beslutter vi efter fire dages forgæves venten at tage videre på rejsen med et farvestrålende plydstæppe og vanvittigt dyre designer-t-shirts til 300 kroner stykket indkøbt i en butik hvor man kan få en kvittering på beløbet. Vi er endnu en gang forbi den ansvarlige på AirFrances kontor, men der er stadig ingen i regnskabsafdelingen, og den ansvarlige har ondt i sin tand.

Det er aftalen, at bagagen skal leveres på hotellet i Bamako, når den ankommer. Men da vi er retur den 31. december, er der stadig ingen bagage. Ved en opringning den 1. januar er svaret igen negativt, og der er afgang samme aften. Inden min kæreste tjekker indm besøger vi kontoret for forsinket bagage. Og der står taskerne heldigvis klar til at blive tjekket ind igen.

Det eneste, der mangler, er nu checken på de 100 euro. Jeg har forklaret den ansvarlige i AirFrance, at checken skal udstedes til mig i stedet, da min kæreste ikke har mulighed for at modtage checken, da han ikke længere er i Mali.

Den 7. januar møder jeg op hos Air France. Den ansvarlige kan huske, at checken er udstedt ,men hvor er det lige, den er. Gentagne gange kikker hun mappen igennem med checks til andre uheldige rejsende med AirFrance. Hun forsøger andre mapper med andet indhold. På et tidspunkt finder hun kvitteringen for checken. Hun ringer og besøger andre kontorer. Men tålmodigheden sejrer, og på et tidspunkt ser hun mappens indhold igennem side for side, og så dukker checken endelig op.

I mellemtiden har den lokale afdeling af Bank of Africa, der ligger i samme bygning som AirFrance, lukket ti minutter tidligere. Jeg får at vide, at jeg kan indkassere checken i hvilken som helst afdeling af banken. Derfor møder jeg dagen efter op i den nærmeste afdeling.

Det er her, bankdamen kikker undrende på min check og spørger, hvad jeg vil.

Hun studerer computerskærmen og noterer sig tallet 20 på checken, hvorefter hun streger tallet ud igen. Så skriver hun mit navn bag på checken. Og stirrer længe ud i luften. Hun har tidligere prøvet at henvise mig til en mand ved en åben skranke. Men ham har jeg allerede været ved. Han tog en kopi af mit pas og viste mig videre til hende. Nu råber hun til ham og spørger, hvad hun skal gøre. Han svarer, at checken skal indløses som alle andre checks. Det er en check fra Bank of Africa.

Hun får printet en side og sender mig over til den overordnede i et glasbur. Han beder mig vente, hvorefter han ringer til adskillige personer og råber med andre af de ansatte i afdelingen. Til sidst kalder han mig ind og underskriver checken og sender mig tilbage til kvinden i kassen. Og nu tæller hun endelig penge op og udbetaler dem til mig. Jeg slipper endda for gebyr. Det tog 40 minutter i banken, og der var ingen kø.

Ferie med lyd i Malis paradis

Næsten alle dyrene synger med på paradisets soundtrack på det økologiske feriecenter Teriya Bugu i Mali

Af freelancejournalist Lise Blom

I paradis synger selv flagermusene. Sangen fra en enkelt flagermus lyder, som når man træder på et pibedyr. Tusinde flagermus giver en skurrende lyd som en gynge, der trænger til at blive smurt. Om dagen sover flagermusene. De lægger vingerne beskyttende om hinanden, så de former gråbrune kugler i træerne. Af og til ramler parringslystne duer sanseløst ind i de sovende flagermus. De søvnige flagermus flakser rundt, ind til de falder til ro i en ny kugle.

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Tranen holder øje med gæsterne i paradis

Paradisets stjerne er den truttende trane. Dens elegance er tilsat en mimik, der er en tegneseriefigur værdig. Det ser en anelse komisk ud, når den kalder med sit trut og udfører sin tranedans – måske fordi den er alene.

Første dag i paradis hørte jeg, at en pillede ved låsen og frygtede, at en ansat var ved at låse mig inde på værelset. Men det var tranen, som legede med min nøgle, der sad udenfor i låsen. Den hviler sig udenfor mit værelse. Siestaen foregår under et træ, og om natten balancerer den ovenpå en lille høj.

Ved solnedgang sidder den på en træstub og spejder længselsfuldt ud over floden. Men ak – der er ingen mage i udsigt. Tranens mage er død. En gang var her masser af traner langs Banifloden i Mali, men nu er fuglen en sjælden gæst. Denne trane er kommet til skade, og dens brækkede vinge hænger let akavet. Som en anden Speedo må den nøjes med at løbe hurtigt.

Tusinde fugle står for underholdningen om dagen. Bunden bliver lagt af duernes klassiske kurren. Af og til samler duerne sig til et gigantisk baggrundskor. Hvis det var et soundtrack til en film, ville musikken signalere en dramatisk udvikling af historien. Men her er lyden bare en fejring af øjeblikket. De største duer kan også dutte. Det lyder, som om de trækker vejret ind, når deres dut-dut-dut-dut-dut-dut fortoner sig.

Skadernes skingre skræppen kan næsten tilgives, fordi fuglene er så smukke. Fjerdragten changerer mellem grøn, turkis, blå og violet, når de elegant glider gennem luften. De har lange vippende haler og skinnende gule øjne. De lysegrønne papegøjer kvidrer, isfuglene lyder som et elektronisk spil, når de fejer tæt henover flodens overflade på udkik efter fisk. Påfuglenes sang kan forveksles med grædende babyer, og fuglen udmærker sig ud over den smukke fjerpragt ved at spise slanger.

Kun et dyr i paradis er helt og aldeles tavst. Umiddelbart savner man ikke myggenes irriterende summen. Men myggene er der. Det er de lavbenede myg, som sniger sig lydløst ind på en og stikker. Og desværre også netop den art myg, som kan være bærer af malariaparasitter.

Teriya Bugu er Malis bud på et paradis. En rig fransk præst investerede i 70’erne i området langs Banifloden og skabte i samarbejde med de lokale et landbrugsprojekt og udviklede alternativ energi. Teriya Bugu er nu ud over et landbrugsprojekt også et smukt beliggende økologisk feriecenter. Maden er formidabel med specialiteter som honningmarineret gris og kanin i sennep og hjemmefremstillet marmelade og honning.

Den hemmelige nationalpark Boucle de Baoule i Mali

Nationalparken Boucle du Baoule i Mali eksisterer på papiret. Foreløbigt handler det mest om at beskytte naturen, men parkforvaltningen arbejder på at åbne parken for turisme for at skaffe indtægter til landsbyerne

Af freelancejournalist Lise Blom

– Hvor ligger restauranten med kolde sodavand og grillet kylling, spørger jeg drillende kommandanten. Middagsheden er lammende, da vi vender tilbage fra en ti kilometer lang vandretur uden skygge til nogle imponerende klipper.

Jeg ved godt, at der er over hundred kilometer til det nærmeste køleskab og det, der ligner en restaurant. Kommandanten svarer ikke, og jeg kan se, at min muntre bemærkning ikke falder i god jord. Senere på dagen finder jeg ud af, at kommandanten har været besvimelsen nær af udmattelse på grund af malaria og den anstrengende tur. En tur han selv har insisteret på at komme med på – med feber og klædt i fuld uniform og militærstøvler. Om eftermiddagen vil han med på endnu en udflugt – denne gang dog i afslappet løst tøj.

Vi er i slutningen af december i Madina, en landsby, som er centrum for den lokale landkommune, og huser et af fem kontorer for nationalparken Boucle du Baoule. På papiret har Mali en nationalpark og en række naturreservater. Boucle du Baoule er delt i fem zoner og dækker 2.500.000 hektar inklusiv bufferzonerne rundt om parken. Områderne er beskrevet i vage vendinger i Mali The Bradt Travel Guide. Første forsøg på at finde information ender på kontoret i zoologisk have i Bamako. Der henviser man til et kontor under Malis Miljøministerium.

Kontoret for nationalparken er flyttet ud i Bamakos fashionable nybyggerkvarter Hamdalaye ACI 2000. Her vokser kontorpaladser, pragtvillaer, hoteller og betonfundamenter op af brakmarker og midlertidig dyrkede haver med grøntsager. Selv om taxachaufføren nikker bekræftende, da vi beder om at blive kørt til miljøministeriets afdeling i Hamdalaye, bliver han mere usikker, da vi kører ad bydelens brede boulevarder.

Taxaen får endnu en passager. Da han finder ud af, at han først når frem efter, at vi er kommet frem, tager han affære. Der bliver ringet og spurgt folk på gaden. Efter knap en time har vi indsnævret et område og får øje på skiltet. I Miljøministeriet ser personalet tvivlende på os, indtil en ansat endelig ved, hvad vi søger. Efter en kort køretur er vi fremme ved kontoret for nationalparken.

Direktøren for nationalparken er på mission, så vi bliver vist ind på vicedirektørens kontor. En stor mand i militæruniform byder os velkommen og forklarer, at nationalparken i princippet er utilgængelig. Den er anlagt i 1950’erne af det franske kolonistyre, men det er længe siden, der har været turisme i området. Alt er groet til, og der er ingen veje. Han viser os et kort med farvede felter og tegninger af dyr, som man skal være mere end heldig for at få et glimt af.

Da vi nævner, at vi er interesserede i områdets arkæologiske fund, nikker han opmuntrende. De er mere tilgængelige, og nogle kan man se uden for selve nationalparken. Men inden vi kan komme så langt, skal vi have en tilladelse. Vi får besked på at møde op tidligt næste morgen for at få tilladelse af direktøren. Dagen efter ved middagstid opgiver kontoret at vente på direktøren. De har lokaliseret ham til et møde i Kati, der ligger lidt nord for Bamako.

Vi ankommer til naturforvaltningens kontor i Kati, netop da mødet slutter. En lokal radiojournalist interviewer direktøren, inden det bliver vores tur. Direktøren er en lille energisk mand, som da han finder ud af, at Carsten ikke forstår fransk, slår over i engelsk.

Direktøren bliver begejstret, da han hører, at vi vil besøge både de forhistoriske hulemalerier i nationalparken Boucle du Baoule og naturen i reservatet Bafing. Han udpeger de mest interessante områder på vores kort, forklarer hvilke landsbyer vi skal køre efter og giver os navne på personer, der kan hjælpe os videre. Desværre kan han ikke ringe og advisere dem, da alle områderne mangler mobildækning. I min lille røde bog skriver han en opfordring til nationalparkens ansatte om at hjælpe os. Den krævede tilladelse kan han dog ikke give os, da der ikke er nogen faciliteter omkring nationalparken. Der er dog forbedringer på vej, fortæller han. I mange år har naturforvaltningen kæmpet for øgede investeringer til områderne, så turismen give landsbyerne indtægter.

Vi har hyret en fire hjulstrækker kørt af Cheick Oumar og har medbragt telte, gasblus og madvarer til en tur i det ukendte.

Veje og grusveje til Madina er i god stand, så vi når frem et stykke før solnedgang. I alle landsbyerne må vi spørge om vej, da vejen hele tiden deler sig. Vi føler os meget eksotiske, når vi kører gennem de idylliske bambara landsbyer med runde hytter med stråtage. I en landsby gemmer en skrækslagen pige sig bag et hus i stedet for at komme hen til bilen og fortælle os, hvilken vej vi skal vælge.

Madina huser et lokalkontor for nationalparken og skovvæsenet. Her tager kommandanten Diallo imod. Han undskylder, at han er syg af malaria. Vi bliver vist op til den oprindelige camp, som består af tre huse. En radiostation, et hus med et slidt tilgængeligt værelse og et nybygget hus med to låste værelse. Ham med nøglerne er væk nogle dage, så vi slår vores telt op på den overdækkede veranda.

Radiostationen sender lokale nyheder, musik og forklarer indbyggerne, at de lever i et beskyttet område med særlige regler. De bliver opmuntret til at passe på naturen og får at vide, at det kan betale sig at stoppe traditionen med at brænde skov og marker af.

Diallo har lånt os et lille hæfte med beskrivelse af de arkæologiske fund i området, så vi kan vælge hvilke områder, vi ønsker at se. Han er helt ny på posten i Madina, men han har arbejdet i fem år på de andre fire kontorer i nationalparken. Derfor vil han gerne følges med os, så han kan lære området bedre at kende og hilse på de lokale landsbyer.

Læs om Parque National Boucle du Baoule på UNESCOs hjemmeside

Solveig Sandnes til musikalsk møde i isoleret landsby

Der bliver udvekslet musik og sange, da jeg tager musikeren Solveig Sandnes, hendes datter Vilma og filminstruktøren Stine Exler med til den isolerede dogonlandsby Biry

Af freelancejournalist Lise Blom

Bilen er lastet med sække med ris og salt, madolie, diesel, spagetti, appelsiner, sæbe og fodbolde. Ting, som gør lykke i en isoleret landsby i et af verdens fattigste lande Mali.

Vi kører mod nord fra Bandiagara, hovedbyen i dogonområdet midt i Mali. Der er 80 kilometers kørsel, selv om der ikke er så langt i luftlinie. Men området består af klipper og dybe klippespalter vekslende med flade vindblæste sletter med enkelte buske. Jeg skal se, hvilken indsats områdets landsbyer selv har gjort for at forbedre vejen. Og bortset fra en kort strækning, som ingen landsbyer åbenbart regner for deres nærområde, er der blevet fjernet og knust sten, fyldt huller og støbt fundament over de dybeste vandløb.

Med i bilen er den 10-årige Vilma, hendes mor Solveig Sandnes og filminstruktør Stine Exler. Det er anden gang, jeg tager nogle med til min landsby Biry, hvor der aldrig har været turister. Jeg kom her første gang i 1992 som forlovet med Abdoulaye. Dengang var landsbyen endnu mere isoleret. Sidst besøg af hvide var dengang, de franske koloniherrer tvangsudskrev unge mænd til kanonføde i anden verdenskrig. På trods af det blev jeg taget pænt imod dengang. For de ældre i landsbyen kunne jeg ligeså godt stamme fra byen Mopti lidt mere end 100 kilometer borte. For dem var alt udenfor bjergene fjernt og anderledes.

I dag er situationen helt anderledes. Landsbybeboerne rejser ivrigt, og unge kvinder og mænd tager til hovedstaden og udlandet for at arbejde. Der er fjernsyn og radio, og et besøg udefra er en kærkommen afveksling fra hverdagen.

Nogle kilometer inden landsbyen møder Nouhoun os på motorcykel. Hans far Ounde er min ex-svoger, og han er med i bilen som vejviser. Ounde konstaterer, at han aldrig har set hans teenager søn på en motorcykel før. Heldigvis tager han hensyn til sit høje blodtryk og reagerer ikke – men det er heller ikke hans motorcykel.

Vi ankommer til landsbyen, som er placeret på toppen af en klippe. Her venter beboerne på os. De unge mænd kommer med trommer og deres håndlavede geværer fyldt med hjemmelavet krudt. Vi bliver ledt op ad bjerget, mens kvinderne synger og klapper. Gennem en smal klippespalte og ind på en lille plads, hvor vi bliver placeret i midten, mens mændene danser om os. Geværerne med løst krudt bliver affyret ud over klippekanten, og bragene giver genlyd mellem klipperne.

Så er det tid til at spise. Vi får hirsegrød sødet med vilde rosiner og ris med kylling i et stort fad. Solveig får børnene til at synge med på ”Jeg har fanget mig en myg” og det lyder, som om dansk med let jysk accent er deres modersmål. Som den aktive igangsætter og skolelærer introducerer hun en håndlussinge-leg, hvor det gælder om at klapse modstanderen over hænderne. Børnene er stadig lidt skræmte. Det er et år, siden jeg var her sidst.

Efter en rundtur i landsbyen samles kvinderne for at spille musik. På en måtte banker to kvinder på en stor kalabas. En kvinde synger for, og resten svarer hende. Kvinderne klapper en rytme, der minder om spansk flamencomusik. Solveig optager kvinderne som del af hendes projekt Konokone. Det er et samarbejde mellem kvindelige musikere i Mali og Danmark.

Den timelange sang Talangé Né bliver normalt sunget til en kvinde, når hun skal giftes. Kvinderne synger på skift og giver gode råd om, hvordan bruden skal behandle sin kommende mand. Det er vigtigt at være rolig og ikke hidse sig op. Og så er der børnene; få mange børn, de er vejen til lykke og kærlighed. Selv om kvinderne står tæt, bliver der danset, og til sidst bliver en statue af en kvinde placeret i centrum. Vi er midt i et kvindeligt fællesskab ladet med power og energi. Forsangerne Kadia Traore, Fanta Dicko og Dicko Traore forklarede mig siden betydningen af sangen.

Inden solen går ned, forlader Solveig, Vilma og Stine landsbyen. De næste 11 dage er jeg landsbyens centrum.

Levende mad i Mali

Fra levende ko til ingrediens i sovsen. I Mali er det let at se, hvor maden kommer fra. Jeg har samlet en række hverdagsbilleder, som alle handler om fødevarer

Af freelancejournalist Lise Blom
 
 

Gæstfrihed i Mali – ”Probleme talla – y a pas de probleme”

Jeg havde lyst til en kop te. To timer senere sidder jeg med to røntgenfotos af mit kranie.

Af freelancejournalist Lise Blom

Efter en lang vandring gennem Bamako på jagt efter en internetcafe er muligheden for en kop te fristende. Loftsvifterne snurrer intenst som helikoptervinger, og neonlyset oplyser kagedisken i cafeen på Avenue Al Quod. Jeg har netop muntret mig over tjeneren, der på typisk malinesisk svarer ”ingen problemer”, da jeg bestiller en kop te med citron, og konstateret, at de endeløse rulletekster i slowmotion på fransk TV5 er den logiske afslutning på en film med navnet ”skakpartiet”, da jeg bliver ramt af en voldsom smerte i hovedet.

I et langt øjeblik springer jeg op og står paralyseret. Jeg får øje på den tykke metalstang, der tidligere har holdt det gardin, en ansat nu står med i hænderne. Gardinet skulle vaskes, og så er det letteste at hive i det – uden at tænke over, at gardinstangen så følge med. Tilsyneladende er der ikke mere på vej oppefra, og smerten byder mig at sætte mig. Det efterspurgte is bliver hentet, og jeg får lov til at sidde at sunde mig. Cafeens eneste udlænding spørger, om han kan hjælpe, men jeg tænker, at det er bedst at sidde stille og afkøle hovedet med isblokken. Det varer indtil, en ansat tager affære.

– Der er et lægehus lige rundt om hjørnet, og vi vil gerne have dig undersøgt. Mandens stemme er bydende og jeg følger langsomt med. Heldigvis kommer jeg foran i køen hos lægen. Lægen undersøger hovedbunden og efterspørger et røntgenfoto. Klinikken ligger i den anden ende af centrum. Taxachaufføren griner højlydt, da den ansatte fortæller om uheldet. Som ufrivilligt centrum for historien sidder jeg med en smeltende isklump på hovedet, der skaber bække af smeltevand ned af nakken.

Retur på lægeklinikken bliver de to røntgenfotos studeret af lægen. Der er heldigvis ingen læsioner. Jeg kan få en recept på anti-inflammatorisk medicin og skal holde mig i ro. På cafeen får jeg endelig min te (gratis), og selv om jeg er svimmel, begiver jeg mig videre i jagten på en internetcafe.

Når folk i Mali vil være hjælpsomme, er der ingen grænser. Derfor har jeg fået et værelse hos Bocari, som har familie i Sverige og tidligere har været på besøg i Valby. Han havde flere gange argumenteret for, at det ville være billigere for mig at bo hos ham, og da han en dag ringer på samme tidspunkt, hvor jeg finder ud af, at jeg ved en misforståelse ikke har reserveret mit hotelværelse, begiver jeg mig til hans hus i Bouga Songo i udkanten af Bamako. Her får jeg et værelse med badeværelse, og langsomt er Bocari ved at flytte ud af sin egen bolig for i stedet at indtage tyendeboligen bagerst i haven.

Billederne af mit uskadte kranie kan nu indgå i min samling af bizarre souvenirs som supplement til billederne af splintrede knogler i mit venstre skinneben.

Fotokunst i Bamako Rencontre de Bamako i 2008

Skriv et svar

At overskride grænser har en helt anden betydning, når man er borger på verdens fattigste kontinent, og alle grænser primært er skabt for at holde en ude

Af freelancejournalist Lise Blom

I vesten taler vi om globalisering, men i Afrika oplever indbyggerne flere og flere snærende grænser med det eneste formål at holde dem på plads. Og netop begrebet grænser er temaet for årets afrikanske fotobiennale i Bamako i Mali. Her tolker fotografer fra kontinentet grænserne med indignation, smerte, humor og underfundighed.

Der er smerten ved fysiske grænser, som er overskredet, og hvor der ingen mulighed er for at vende tilbage. Der er grænsen mellem det moderne og tradition og mellem fiktion og virkelighed. Nogle samfund har skabt fysiske grænser mellem rige og fattige kvarterer. Og så er der den kulturelle grænse. Afrika er et modbillede til den vestlige kultur, hvor vi finder det oprindelige, det eksotiske, det vilde, det dyriske, det grusomme.

Biennalen sluttede den 6. december efter en måneds udstillinger og arrangementer, og den har været fast pensum for skole- og gymnasieelever. I Kulturpaladset (mastodontisk gave fra Nordkorea) bliver jeg mødt med et spørgeskema med meget detaljerede spørgsmål fra en række unge. Hvem har kurateret biennalen og efter hvilke kriterier? Hvilke temaer arbejder en bestemt fotokunstner med? Hvor ligger Baoulaou, og hvad var temaet for den fotografiske workshop, som blev holdt der? Det varer lidt, inden det går op for mig, at spørgsmålene ikke er beregnet for at undersøge almindelige gæsters viden om afrikansk fotografi, men derimod er spørgsmål i en opgave for gymnasieelever, hvoraf nogle mener, at jeg må være et orakel indenfor afrikansk fotokunst. Trist at måtte skuffe dem.

Fotograf Salif Traore: foto fra serien ”Rêve non réalisée” der har vundet vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP) på den 8. fotobiennale i Bamako, Mali

Fotograf Salif Traore: foto fra serien ”Rêve non réalisée” der har vundet vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP) på den 8. fotobiennale i Bamako, Mali

Fotografen Salif Traore har i serien ”Rêve non réalisée” (urealiserede drømme) portrætteret subkulturen I-CO-MA af unge ivorianere, congolesere og malinesere, der lever sammen i Bamako. De er fodboldspillere, musikere og unge, som ønsker at migrere til Europa for at arbejde, tjene penge og nyde friheden langt fra familiens snærende bånd. Men med de mere og mere lukkede grænser er de strandet i Malis hovedstad Bamako. Med serien har Salif Traore vundet prix Elan fra l’Agence Française de Développement (AFP). I foråret udstillede Salif Traore på Galleri Pixel på Frederiksberg en serie om mobiltelefoners betydning i Mali.

Fatoumata Diabaté har ligeledes udstillet på Galleri Pixel med en serie om unge kvinders kamp for at være uafhængige og kunne forsørge sig selv. Ved biennalen udstiller hun sammen med andre unge fotografer fra Mali. Hendes billeder viser en sufi-sekt i Senegal.

Læs mere og oplev nogle af billederne fra den 8 udgave af den afrikanske biennale for fotografi ”Les Rencontres de Bamako”