Musikfestival skaber kulturmøde i ørkenen

Peace & Love er indbegrebet af festivalkulturen. I Saharas ørken skal de ord tages helt bogstaveligt, når det blå folk inviterer til kulturmøde mellem tradition og international pop og rock

Tekst og foto Lise Blom

Timbuktu er verdens ende. Videre ud i Sahara kommer kun opdagelsesrejsende og romantikere. Tørke, truende borgerkrig i starten af 1990’erne, terrorister og røverbander får ferierejsende til at se sig om efter venligere rejsemål end det nordlige Mali. Men ørkenens folk vil gerne kendes for andet end problemer. Derfor inviterer Malis blå folk – tuaregerne til fest. For femte år i træk stabler de musikfestivalen Festival Au Desert på benene. Over 5.000 mennesker mødes den anden weekend i januar i Essakane fire timers anstrengende kørsel fra ørkenhovedstaden Timbuktu. Af dem er 4.000 tuareger, og 600 er vestlige turister.

Etnisk fotosafari

Tuaregkvinderne myldrer frem i små grupper og blander sig i sangen. Bag dem trænger turister med stadig mere pågående kameraer og båndoptagere sig på. Forsamlingen spredes, da vagterne træder frem. Kvinderne må vente med at deltage i sangen, til det bliver deres tur, og turisterne må respektere de tilskuere, som sidder længere tilbage i klitterne. I en periode har alle frit udsyn til de 50 mænd og kvinder, som spiller, synger og danser siddende i sandet. Indtil forførelsen overmander folk.

Sandet er kridhvidt og blødt. Om natten minder det om et vinterlandskab. Det er ligeså udmattende at gå i, og klitterne ligner forstørrede snedriver. Festivalens indgang ligger i en lille skov af skyggefulde akacietræer. For 30 år siden lå området under vand som en del af Vestafrikas største sø Lac Faguibine. Rundt om søen var der marker, hvor bønderne dyrkede hirse. I 1984 udtørrede søen fuldstændig, og siden er sandet kommet til, så søen aldrig har genvundet sin tidligere størrelse. Nogle steder kan man i dalene mellem klitterne endnu se den dyrkbare jord, men der skal en veludviklet fantasi til at forestille sig området med grønne marker.

Verden på scenen

Ifølge plakaterne skal koncerterne på den store scene begynde klokken 19. Men teknikken driller, så musikken begynder to til tre timer senere. Lørdag aften spidser folk ører og trækker på smilebåndet, da de hører jodlen. Det er østrigske Hubert Von Goisern, der med harmonika giver tilskuerne en gang alpepop spædet op med jazz, rock og verdensmusik.
“Sæt jer ned, sæt jer ned”, råber folk bagfra. Når man er nomade i Sahara, sidder man i sandet til koncerter. Og både mænd og kvinder kan danse siddende på hug. Det insisterende tonefald får folk til at sætte sig. For trætte tuareger har det den fordel, at man kan læne sig op af den nærmeste ryg, når søvnigheden melder sig. Og det gør den hos sidemanden søndag nat klokken to, hvor indisk-canadiske Galitcha går på scenen med indiske instrumenter, jazzet pop og fortællinger fra Indien.

Mere end underholdning

Festivalen er mere end blot underholdning, der er arrangeret konferencer, hvor emner som decentralisering, kultur og udvikling bliver diskuteret. Toufahit Madesh har fulgt debatten om fred og sikkerhed i en times tid søndag eftermiddag, da hun signalerer til ordstyreren, at hun vil tale.

“Vi kvinder vil have adgang til rent vand, og vi vil have skoler, så børnene kan få en uddannelse. Vores største problem er fattigdom, og det er fordi, der mangler skoler og arbejde til folk”, slår hun fast overfor forsamlingen.

Hidtil er det mest lokale politikere og traditionelle ledere, som har holdt lange taler. Toufahit Madesh taler kort, og der er bifald til hende både efter hendes egne ord på tamashek, og da talen bliver oversat til fransk for udlændinge og folk fra andre dele af Mali. Hun har aldrig holdt en politisk tale før, men hun griber chancen nu, hvor den byder sig. Hendes drøm er nemlig, at landsbyen Emimalan, hvor hun kommer fra, får en kvindegruppe. Tuaregerne er et af de få folkeslag, som har et matriarkalsk samfund, men kvindernes stilling er under pres.
“I må huske at respektere os kvinder og inddrage os i beslutningerne. Ifølge traditionen har vi en vigtig rolle i familien og landsbyen, men som det er nu, bliver vi glemt, når beslutningerne skal tages”, siger Toufahit Madesh.
Deltagerne er enige om, at forudsætningen for fred og sikkerhed er arbejde til de unge, et retfærdigt retsvæsenet og medmenneskelig tolerance.

Usynlig Berlinmur

Isolation er i hvert fald ikke vejen frem, hvis man vil bevare sin kultur og forbedre sine levevilkår. Det er læren for de tuareger, der i starten af 1990’erne greb til våben og indledte et oprør med krav om selvstændighed i det nordlige Mali.
“Før var Mali delt af en usynlig Berlinmur. Der var ingen kontakt mellem folk fra syd og os i det nordlige Mali. Vi ønskede ikke kontakt, og vi afviste identitetskort, der viste, at vi levede i Mali. Vores børn nægtede vi at sende i skole. Vi var så meget imod staten, at mange af os blev rebeller og siden hen flygtninge i andre lande”, forklarer sangerinden Fadimata Wallet Oumar. Hun er gift med en af de forhenværende ledere af oprøret og måtte leve i eksil.
“I flygtningelejrene i nabolandene gik det op for os, at man kan leve på en anden måde. Nu har vi erkendt, at vi deler et land”, understreger hun.
Det fysiske bevis står som et monument i Timbuktu. Fredens Flamme hed det bål, som i 1996 symbolsk slugte hærens og oprørenes våben. Siden er integrationen gået stærkt ikke kun på det politiske plan men også på det følelsesmæssige plan, hvor folk i Mali fortæller om glæden ved, at de nu er et folk. Fem år efter den endelige fredsaftale begyndte festivalen og kulturmødet i ørkenen.
Tuareggruppen Tartit, som Fadimata Wallet Oumar synger i, har indgået et frugtbart partnerskab med Afel Bocoum og Habib Koité fra henholdsvis Midt- og Sydmali. Det er det 23 personer store Desert Blues, som gæstede Roskilde Festivalen i 2004.

Musik er politik

“Kun gennem kultur kan folk forenes, alle mennesker kan samles om musikken”, siger Habib Koité og fastslår, at det betyder noget helt særligt for musikerne at optræde i Essakane.
“Ørkenen er et sted, som giver liv til fantasien. Der er storhed. På en festival i Europa oplever man ikke naturen på samme måde”, siger den festivalvante Habib Koité.
Musikere i Mali er vant til at blive taget alvorligt, og derfor er det vigtigt at være med til at sende det budskab om fred og kulturel samhørighed, som festivalen hviler på.
“Tidligere sang vi om skønhed, om dyr, men nu er vi begyndt at ændre emnerne, så sangene handler om demokrati, om aids og om fællesskab”, fortæller Fadimata Wallet Oumar.
“I Europa er det politiske system færdigudviklet. Mali er et land, som er midt i en udvikling. Vi kommer med budskaber i vores musik, det er vores politiske bidrag”, siger Afel Bocoum.
Habib Koité oplever, at han nu bliver inviteret til at deltage i konferencer om AIDS, miljø og ligeværdig handel sammen med internationale eksperter. Han undrer sig over, hvorfor han bliver inviteret, men han er glad for den viden, det giver ham, og den giver han videre i sangtekster. Ali Farka Touré, som desværre meldte afbud til årets festival på grund af sygdom, er gået et skridt videre og har nu et politisk ansvar. Borgerne i hjembyen Niafunke har valgt ham til borgmester.

Musikalsk kick

To kulturelle foreninger Efés og AITMA i det nordlige Mali arbejder med festivalen. Målet er at vise ørkenen som et fantastisk, ufarligt sted og at promovere ørkenfolkenes kultur.

“Da vi første gang arrangerede festivalen og inviterede bands ud i ørkenen, havde de lokale aldrig set en mikrofon før. Og de havde ikke haft mulighed for at få deres musik optaget. Den traditionelle kultur var ved at forsvinde. Ved at optage den traditionelle musik ønskede vi i første omgang at konservere kulturen”, fortæller festivalens leder Manny – kort for Mohamed Ag Mohamed Aly.

Festivalen har ikke bare konserveret musikken, den har givet kulturen et skub, så der er kommet gang i lokale foreninger, hvor gamle og unge mødes om den traditionelle musik. Mange af foreningerne med op til 100 medvirkende optræder om eftermiddagen under festivalen. De optrædende foreninger kommer fra forskellige etniske grupper, flest er tuareger, men der er også bellaer, der traditionelt har været slaver for tuaregerne, ligesom der er berbere, sonrhai, fulani og mange andre. Nogle er gået et skridt videre og blander traditioner fra forskellige etniske grupper. Fredag nat optræder gruppen Takamba Super Onze, der består af både bønder og nomader. Musikalsk blander de lut, kalabasrytmer med en rå elektrisk guitar.

Halveret budget

Rygterne går både før og efter festivalen, fordi hjemmesiden ikke bliver opdateret. Her står nævnt en række internationalt kendte kunstnere som Dee Dee Brigdewater og Salif Keita fra Mali. Da festivalen går i gang, er programmet barberet ned, mens andre afbud skyldes sygdom. En del af det vestlige publikum føler sig snydt. De gæster, som besøgte festivalen året før, fortæller, at alt var meget bedre – både programmet, lydkvaliteten og arrangementet. Og det er festivalens leder Manny enig i. Årets festival har et kæmpe hul i budgettet, fordi hovedsponsoren EU ikke længere har den fond, der før har støttet festivalen. Budgettet er derfor halveret fra 2,3 millioner kroner til 1,15 millioner kroner.

Fakta

• Afrikanere deltager gratis i festivalen.
• Alle andre betaler i 2005 115 euro. Der var kun 600 billetter til salg, og der var udsolgt.
• Billetter kan købes i Timbuktu og på www.festival-au-desert.org
• En pakkeløsning, der inkluderer telt og forplejning koster 300 euro.

The Festival in the Desert findes som CD med koncertoptagelser og på DVD som film. Begge dele er fra festivalen i 2003.

Artiklen har været bragt i magasinet Kontakt i 2005.
Magasinet blev udgivet af Mellemfolkeligt Samvirke.