Morgenudsigt fra værelset

Hvordan påvirker en negativ beskrivelse i en guidebog ens møde med en by og dens mennesker? Og hvorfor er det lige her, at nogen har lavet hærværk mod vores vejvisere, de gule pile?

Mandag den 13. april 2015

Sover lidt længe i den dejlige seng og nyder den fantastiske udsigt over det gyldne morgenlys, der tegner skarpe skygger i dalene mellem grønne bakker. Bakkerne bliver brat afbrudt, der hvor stejle klinter markerer overgangen til havet. Der er ingen vind, så Biscayabugten er en rolig sø og ikke et frådende hav, som jeg frygtede.

I køkkenet er der dækket op til morgenmad. Da vi sover i et ”casa rural” med eget landbrug, forventer jeg en fantastisk morgenmad med æg fra hønsene og hjemmelavet marmelade. Men på tallerkenen ligger de sædvanlige små pakker med smør og marmelade. Vi kan selv riste brød, og der er masser af gode kager. Friskpresset appelsinjuice kompenserer lidt for skuffelsen over den plastikindpakkede morgenmad.

Allerede fra om formiddagen varmer solen. Smalle asfaltveje løber mellem vinmarker. Det er mandag, og derfor er der ikke så mange vandrere og motionscyklister på ruten i dag. Jeg taler dog lidt med en spanier, som holder ferie i området og tager på dagsture på de mange afmærkede ruter.

På en mark ligger et dødt dyr, som ligner et vildsvin. Ellers er alt idyl på første del af turen.
Egentlig ville jeg gerne gå af vandreruten GR 121, men jeg har stadig ikke fået købt vandrestave, og turen skulle være meget kuperet. Mine knæ og hofter gør stadig opmærksom på, at de er i uvant terræn, så jeg vælger at følge selve caminoen. Men jeg vil anbefale, at man i stedet vælger stierne langs kysten. Selv om den er mere kuperet, er den også kortere og helt sikkert smukkere med udsigt til havet.

Caminoen går nemlig ind i landet og pludselig skal man krydse en trafikeret landevej og senere gå langs landevejen. Der er dog også strækninger med bløde skovveje gennem en granskov og en sti gennem en fortryllende dal i strålende forårsfarver. Men jeg har også en fornemmelse af at gå i zigzag gennem landskabet for at få alle højdepunkterne med.

Endelig går en smal vej ud mod havet igen og ved et kapel går den sti ned mod byen Deba. Stejlere og stejlere og da jeg endelig når byen, er gaderne så stejle, at jeg undrer mig over, hvordan biler kan parkere. Byplanlæggerne har hjulpet fodgængerne med elevatorer. Først en elevator og når man krydser en vej, kommer bringer endnu en elevator en helt ned på højde med vandet.

Klik på fotos for at se dem i fuld størrelse uden beskæring

Deba minder om en soveby. Jeg finder en bar, hvor jeg forsyner mig med tapas og køber ind til morgendagens frokost i en lille butik. I baren leder jeg efter toilettet og finder ud af toilet på baskisk hedder kommunak. Guidebogen advarer om, at nogen har udført hærværk mod pilene ud af byen og foreslår, at man får vandrevejledning på turistkontoret.

Jeg har ingen problemer med at finde gennem byen, og da jeg står ved stien op mod skoven, møder jeg Nicola, som jeg har fulgtes med de seneste dage. Hun har foreslået, at vi sover i Anedo, da turen i morgen ellers vil blive meget lang og med højdeforskel på en kilometer.

Hærværket mod pilene viser sig først oppe i skoven. Pludselig er der flere pile og pile, der er malet over med sort. Første gang vi er i tvivl, vælger vi at gå til højre. Vi kommer op til en ridehal og en masse heste. Her er alle skilte malet over. Men heldigvis er Nicolas tyske guide detaljeret, så vi går til venstre og lige efter folden med hestene til venstre igen af en grusvej. Efter et hus på højre hånd tager vi grusvejen til højre langs det høje hegn.

Vi taler om, hvorfor nogen vil vildlede pilgrimme og vandrere. Måske husenes ejere? De høje hegn og gale hunde giver indtryk af mennesker, som ikke ønsker at blive forstyrrede. Husene i skoven minder om eksklusive sommerhuse.

I Nicolas guide står der, at det er besværligt at komme på herberget i selve byen Deba, fordi man skal hente nøglen på turistkontoret. Så hun har et negativt indtryk af byen og dens indbyggere. En mand, hun spurgte om hjælp, havde også virket negativ på hende. Forvirringen med de overmalede pile forstærker en negativ oplevelse af Deba. Men jeg tror også, at indtrykket fra en guidebog farver ens møde med en en by og dens indbyggere. Måske møder vi dem ikke ligeså åbent og venligt, fordi vi allerede har en negativ forventning om, at de ikke kan lide os?

Vi fortsætter lige ud og kommer til en kirke, hvor vi slapper af i en kølig svalegang ved kirken. Udsigten over bakkerne og havet er vidunderlig. Et opslag beder os om ikke at spise og drikke ved kirken. Men en tår vand og en bid chokolade går vel?

Herberget i Anedo/Izarbide Aterpetxea ligger længere væk, end min guide skriver. Men endelig når vi frem. En lade i bølgeblik er bygget om til herberg. Men overraskende komfortabelt og velfungerende i forhold til rammerne. Vi bliver budt velkommen med hjemmebrygget cider. Der er god plads, og vi er kun fire personer, som overnatter her. En stor have med udsigt over havet og en cafe med flydemøbler giver stemningen af en strandbar. Her er kitch med gamle møbler og indiske pudder.

Nicola og jeg bestiller aftenens menu og får en gigantisk salat og derefter kylling og til dessert hjemmelavet yoghurt. Vinen er selvfølgelig også hjemmebrygget. Om aftenen sidder vi udenfor til kl 23. Luften er lun, og himlens stjerner stråler. Træernes blade er endnu ikke foldet helt ud, og grenene tegner mørke silhuetter på den lysende stjernehimmel. Egentlig har vi ikke lyst til at sove, vil bare nyde magien.

Der er mange heste i Nordspanien, og jeg hilser på dem

En lang optur og en lige så lang nedtur. Det er dagens rute gennem skov, bittesmå landsbyer og forbi enkelte huse. Dagens lektie: Lyt til kroppen, når den beder om en pause. Kroppens svar: En vabel.

Tirsdag den 14. april 2015

Dagen før havde vi aftalt morgenmad kl 7:30, men vi kommer til at vente mere end en time. Som sædvanlig er jeg den sidste, der går. Jeg er allerede overhalet af vandrere, der har overnattet i Deba.

Det går opad bakke gennem skoven. Heldigvis er der ikke problemer med pilene nu. Jeg er bedst til opture, så jeg overhaler flere pilgrimme. Da det på et tidspunkt går nedad, har jeg en tysk kvinde lige i hælene. Hun zigzagger ned ad bakke med små hurtige skridt, der bliver understreget af klikket fra vandrestave. Lyden af de hurtige skridt lyder absurd og en smule stressende.

Landsbyen i dalen er omgivet af mørk skov og lave bjerge

I bunden af dalen ligger en lille landsby i en lysning i skoven. Her ligger rutens eneste cafe.

Oppe igen går vi langs en bjergkam med udsigt, da de gamle træer er blevet fældet. Det er varmt, solen bager, og inde i skoven er der også fugtigt, så det er en svedig dag.

En landsby har bevaret sit gamle overdækkede vaskehus, hvor en kilde forsyner det store bassin med vand. Jeg kan huske, da jeg tidligere vandrede i Spanien og Portugal for næsten tyve år siden. Dengang vaskede kvinderne stadig i disse vaskehuse. Nu bliver de brugt af vandrere som jeg, der kan sidde i skyggen og få frisk koldt vand til frokosten. Nicola sidder her allerede. Min frokost er seranoskinke, en godt lagret ost, som har været med helt fra San Sebastian og mandler. Jeg glemte at tage brød med fra morgenmaden.

Ren idyl på en solskinsdag

En turist kommer kørende i bil, og han stopper en cyklist og spørger cyklisten, om han kan tage et foto. Det bliver til rigtigt mange fotos, hvor billisten poserer foran vandreskiltene. Jeg får ondt af den stakkels cyklist, der skal tage fotos med al sin opbakning på. Og synes det er komisk, at en bilist vil posere og spille rollen som energisk vandringsmand, når han i virkeligheden kører i bil.

Jeg har svært ved at vurdere afstande efter beskrivelsen i guidebogen og de mikroskopiske kort, som tydeligvis hverken er opdaterede eller i samme størrelsesforhold. Jeg ved fra Nicolas tyske guide, at der er to nedture. Begge stejle, men den ene endnu værre end den anden. Nicola gik forud allerede ved frokosten, så der er ingen, jeg kan spørge. Langt om længe begynder nedturen. Der er ikke noget valg mellem ruter, så jeg vurderer, at det må være den ”letteste” nedtur, jeg står overfor. To tyske kvinder holder pause i græsset lidt længere fremme, og det burde jeg også have gjort. Men i det øjeblik vil jeg bare have nedturen overstået. Det fornuftige ville være at tage støvlerne af, så fødder og sokker kunne tørre, inden jeg gik ned.

Cementvejen er stejl, uendelig stejl og med krat i kanterne, så ingen pausemuligheder. Jeg kan mærke en vabel, som pludselig vokser. Nogle gange går der kun få minutter med en irritation på fugtig hud, så er den der. Min første vabel på lilletåen.

Da jeg når bunden og udkanten af Markina, hænger reklamer for byens herberger. Ved Albergue Intxauspe står der et telefonnummer og tilbuddet om, at de kan hente en. Ingen betænkningstid! I min guide er herbergerne ikke tegnet ind på et kort, så jeg ved ikke, hvilken retning jeg skal gå for at finde dem. I den tyske guide er der et lille kort, så man kan finde gennem byerne og se, hvor herbergerne er placeret. På Nordruten er der bare et herberg i det fleste byer og pile, så det er normalt ikke noget problem at finde det. Men i Markina er der flere herberger.

Efter et øjeblik dukker værten op i sin bil og bringer mig til herberget. Her er allerede en del. Jeg får en underkøje og vasker tøj. Derefter snakker vi på terrassen. Her er 12 personer fordelt på amerikanere, tyskere, italienere, spaniere og franskmænd, så der er flere sprog i spil for en gang skyld.

En franskmand har vandret tidligere og fortæller, at han på en vandring har mødt verdens sødeste menneske. Det var en dansker ved navn Erik Rasmussen. En tandlæge. Han havde mistet kontakten til ham og ville gerne have forbindelse igen. Så hvis nogen kender Erik Rasmussen, så bed ham kontakte Jean Luc!

Nogle amerikanere diskuterer, hvor langt vi er fra havet. De mener, at der må være mindst 100 kilometer til vandet. Og ganske rigtigt har byen en isoleret bjergstemning over sig. Men jeg minder dem på, at de samme dag har gået langs vandet. Og selv om det nogen gange føles som om, man går meget langt, er det denne dag kun omkring 25 kilometer.

Desværre er Nicola her ikke, så jeg får ikke sagt farvel. En tanke er nemlig vokset. En bus til Bilbao. Og da det viser sig, at der er direkte busforbindelse fra byen hver time, beslutter jeg mig for at slappe lidt af og give vablen til at hele. Egentlig ville jeg gå til Gernika og tage toget derfra for at undgå de store indfaldsveje til Bilbao. I guidebogen står ordet monoton i beskrivelse af ruten til Gernika. En smule monoton. Det ord gør min beslutning let. Jeg er ikke til monotoni Nu springer jeg to en halv dags vandring over med bussen.

Vi spiser i hold. Først pasta med rigeligt hvidløg. Uhm, endelig hvidløg. Derefter bastant føde med kød og spejlæg og pommes frites. Til dessert tryller værten friske jordbær med flødeskum frem.

Banegården i Bilbao

En time i bus bringer mig til Bilbao, som imponerer med smuk arkitektur og delikat mad. Jeg er på opdagelse og har ikke planlagt andet end at gå i byens gader.

Onsdag den 15. april 2015

Om natten begynder det at blæse, og da jeg ligger i et hjørne er der gennemtræk mellem to vinduer på hver side af min seng. Vinduet klaprer, men ikke hele tiden. Jeg gider ikke at stå op og lukke det ene vindue og tænker hver gang, det er roligt, at nu har vinden sikkert lagt sig. Men nej. Til sidst må jeg stå op og lukke det.

Vablen er der stadig, og for første gang i it liv punkterer jeg sådan en. Selv om jeg har købt Compeed, vælger jeg et almindeligt plaster, fordi jeg ikke skal gå så langt. Jeg klipper plastret så stort, at det rækker lidt ud over storetåen.

To amerikanske mænd vil også tage bussen til Bilbao. De er overraskede over, hvor fysisk hård turen er og havde valgt ruten, fordi den så kortest ud på et landkort. Men de er endnu langsommere med at tage sig sammen end jeg, så jeg venter ikke på dem.

Herbergs-fatteren forklarer mig turen til busstoppestedet og opfordrer mig til at spørge, når jeg kommer til kirken. God ide. Jeg tror nemlig, at jeg har fået øje på busstoppestedet, men da jeg kommer derhen, er det et halvtag med indkøbsvogne. Så jeg husker rådet: Spørg om vej! Det varer et par tålmodige øjeblikke i den tomme gade, før en mand kan udpege stoppestedet for mig. Her er en lillebitte informationskiosk, hvor den ansatte forklarer, at der kommer to busser til Bilbao næsten samtidigt. Den første kører på de små veje og stopper ved alle landsbyer. Den anden kører direkte. Jeg får vekslet en seddel, så jeg kan betale i bussen uden at skulle have byttepenge. Turen tager knap en time og erstatter to lange dages vandring.

I Bilbao står jeg af ved busterminalen. Jeg kan ikke finde et bykort og ved ikke, hvor centrum ligger. Jeg begynder at kikke efter et pensionat. På telefonens kort kan jeg kun finde dyre hoteller, og området ser ikke specielt hyggeligt ud. På en cafe drikker jeg friskpresset juice og finder ud af, at jeg skal over på den anden side af floden for at finde byens gamle centrum Casco Viejo. Jeg kan også se, at Guggenheim-museet ikke ligger i det gamle centrum.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Det føles lidt, som da jeg rejste i 1980’erne. Bare at ankomme til en by uden at vide noget om den. Før  guidebøger og hjemmesider fortalte en, hvor man skulle spise og sove, og hvad man kunne opleve. For første gang i mange år er jeg klar til at møde en by og dens mennesker. Men denne gang er jeg bundet af et tidspres og har besluttet kun at have to overnatninger i Bilbao. Jeg finder en metro, der kører mig til den gamle by på et øjeblik. Da jeg igen stiger op til jordens overflade, er jeg ankommet til en hel anden verden af smalle gader, smukke huse og hoteller og pensioner i alle prisklasser.

Pension Mendez har pensionat på 1. sal for de magelige og 4. sal for os, der vil spare penge. Der er højt til loftet i gamle spanske bylejligheder, så kondien bliver holdt ved lige på den lange trappe. Mit værelse ligner lidt en klostercelle. Senere på dagen kommer de to tyskere Lisa og Peter. Deres dobbeltværelse vender ud mod gaden, og det har rigtige møbler.

Jeg bor i c/ Santa Maria, og her finder jeg også tapasbaren Irrintzi. Fantastisk frokost! Deres tapas har hentet ingredienser og smagssammensætninger fra det japanske køkken. Traditionelle baskiske tapas hedder pintxos og er ofte tynget at store mængder mayonnaise. Deres tapas er ikke ligeså høje som de traditionelle, til gengæld passer smagene sammen. Alle tapas bliver serveret på små stykker brød. De står placeret i en montre langs bardisken. Man får udleveret en tallerken og tager dem, man har lyst til at smage. I denne tapasbar beskriver en lille tekst, hvad der er i den enkelte tapas.

En sprødstegt skive æble med and i jordnøddesovs, tempurastegte grøntsager med soja, aubergine med skinke og pate og shitakesvampe med falafel. Fire tapas passer fint til en frokost.

Jeg går langs floden og bliver begejstret over den fine Art Deco arkitektur. Især banegården er flot. Desværre kun udenpå. Turen går til Guggenheim-museet, der imponerer som forventet. Ud mod floden går jeg mellem benene på en edderkop – skulpturen Mama af Louise Bourgeois. En intens duft af blomster pirrer næsen. Det er Jeff Koons gigantiske hund modelleret i potteplanter. På denne årstid blomstrer stedmoderblomsterne. På pladsen ved museet  finder jeg også et turistkontor og dermed et kort over byen og dens tilbud.

Næste projekt er at finde et konditori. Sjovt nok er Bilbao ikke en by med konditorier ligesom San Sebatian. I hvert fald ikke konditorier, hvor man kan sidde og nyde en kage. En original gammel cafe i art deco-stil er piftet op som sportscafe og ud over fodboldtørklæder var alle tekstiler skotskternede. I stedet for konditorier har Bilbao iscafeer, så jeg ender med hasselnøddeis.

Til aftenmad finder jeg en restaurant med et spændende spisekort. Til forret vårsalat med grillet gedeost og syltet appelsin og dadel. Hovedretten er en blækspruttearm med ris og muslinger. Maden er god, med hovedvægten lagt på æstetik fremfor smag, og jeg spiser for 32 euro uden dessert.

Vablen er faldet til ro efter en dag i sandaler og generer ikke.

Guggenheim i Bilbao

Tiden går hurtigt i Bilbao. Efter et besøg på en internetcafe, ser jeg på kunst på Guggenheim og smager på byens delikatesser.

Torsdag den 16. april 2015

Endelig kan jeg læse til sent om aftenen og sove længe. Jeg vil gerne dele mine oplevelser på turen via min hjemmeside, men da det for mig er en udfordring at ramme bogstaverne i en kort SMS, orker jeg ikke at opdatere min hjemmeside på mobiltelefonen. Derfor finder jeg en internetcafe. Turistkontoret har sat et kryds på kortet. Internetcafeer er der nemlig blevet langt imellem de seneste år.

Det tager tid at finde cafeen. Udefra ligner det bare en lille støvet elektronikforretning med antikveret udstyr. Indenfor er cafeen lidt større, og først på dagen er her kun en medarbejder.

På tre timer får jeg skrevet fem indlæg, men jeg må opgive at uploade fotos. Senere viser det sig, at WordPress, som jeg bruger til at redigere min hjemmeside, er blokeret. Så efter besøget på internetcafeen kan jeg ikke længere opdatere min hjemmeside.

En stille regn er begyndt, og jeg går i sandaler med strømper. Min vabel er næsten helet og fødderne er glade for at slippe for støvlerne.

Edderkoppe-skulpturen Maman (mor) af Louise Bourgeois foran Guggenheim

Bilbao bugner af restauranter, og Baskerlandet er i det hele taget kendt for et fantastisk køkken og restauranter med Michelin-stjerner. Til middag kan man købe dagens menu for mellem 9 og 15 Euro. Prisen inkluderer tre retter mad, drikkevarer og brød. Egentlig vidste jeg godt, at det er om dagen, man skal spise sit store måltid i Spanien. De færreste restauranter har en menu om aftenen, og en enkelt ret a la carte koster ofte mere end en hel menu om dagen.

Jeg vil gerne have fisk og skal finde en restaurant, hvor både forret og hovedret vækker min nysgerrighed. Muligheden for asparges til forret og fisken Dorado til hovedret lokker mig indenfor. Jeg bliver vist op på første sal og træder ind i gammel verden med tunge duge og muzak. Stærkt sminkede kvinder serverer, og den yngste bærer et diadem.

I Danmark bliver vi hele foråret forsynet med friske asparges fra Spanien, men i selve Spanien serverer de oftest asparges fra glas. Heldigvis af den gode slags. Fisken er stegt med masser af hvidløg, og jeg husker ikke længere desserten.

Tiden skrider, så jeg må opgive at besøge markedet, der skulle være Europas største overdækkede marked. I stedet er det tid til en tur på Guggenheim. Særudstillingen er af den kvindelige franske kunster Niki Saint Phalle, en udstilling jeg så i Nice for nogle år siden.
De nyeste værker er kæmpestore, flotte, men ikke nogen, som griber mig om hjertet.

Der er de sædvanlige værker af Warhol, Beuys og Rauschenberg, som om et moderne kunstmuseum anskaffer sig en grundpakke. Godt at kunstnerne har været så produktive, men eksisterer der et museum for moderne kunst uden værker af de herrer? Jeg savnede flere spanske kunstnere, når vi nu er i Spanien.

Bedst kan jeg lide Anselm Kiefers billeder og et videoværk af den koreanske kunstner Kimsooja – Thread routes. Videoerne handler om tråd og tekstiler fra forskellige egne af verden. Det glædede en gammel håndarbejdslærerinde.

På et tidspunkt går man sukkerkold på et museum og bliver tørstig. Men Guggenheim har ingen cafe i selve museet, så jeg måtte nøjes med Läkeroler, inden jeg havde set det hele og kunne besøge en italiensk is-cafe.

Pintxos i Bilbao

Om aftenen besøger jeg igen Irrintzi for deres geniale tapas. Jeg spiser mig mæt i fem tapas, nogle af de samme fra i går og suppleret med feta med grøntsager og fuglereder. Tilbage på værelset har jeg ikke lyst til at sove. Dagen efter skal jeg for første gang gå over 30 kilometer. Alle de første dage har jeg taget den med ro, da jeg ikke havde trænet hjemmefra og derfor ikke var i form. Nu begynder min camino med længere vandringer. Landskabet er samtidig blevet fladere og mindre fysisk udfordrende.

Træerne vidner om, at det nogle gange stormer fra vest ved Biscaya-bugten

Der er heldigvis lyspunkter på en lang regnvejrsdag med alt for mange strækninger på asfalt. En trafikeret hovedvej og turen gennem rundkørsler ved motorvejen er slemme, så det er rart at nå frem til en smuk by ved havet.

Fredag den 17. april 2015

Der er lovet let regn, men jeg kan heldigvis gå i tørvejr til metroen. Jeg gider ikke at gå gennem Bilbaos industri-kvarterer og forstæder, derfor tager jeg metro til byen Portugalete. Selv om metro-turen er kort, møder jeg en helt anden vejrsituation, da jeg igen når gadeniveau.

Regnen siler, og jeg må finde mit regnslag og folder det ud for første gang.

Fra metroen går man direkte ud på caminoen. Man skal gå opad og vælge højre side af vejen for at finde pilene og den gangbro, der leder en hen over motorvejen, når man er ude af byen.

En asfalteret kombineret gang- og cykelsti går langs motorvejen og er afskærmet af en rød lydmur. Begejstringen er begrænset. Indelukket under hætte og regnslag med trafikstøj fra den våde vej. Cykelstien har rastepladser med bænke og borde, og der er vandposter hele vejen til Kobaron. Desværre ingen overdækkede bænke og heller ingen toiletter.

Sådan går 7 – 8 kilometer, før jeg er ude i noget, der minder mere om natur. Her er mange heste på markerne. Samtidig stilner regner en smule af. Jeg finder ud af, at jeg kunne have taget et tog helt herud og sluppet for den kedeligste del af turen.

Klik på billederne for at se dem uden beskæring og i fuld størrelse

Jeg når kysten ved Playa de Arena og går langs stranden til Pobena. Jeg går op i landsbyen på udkik efter en restaurant og vælger den længst til venstre. Her er masser af fisk, og på en tavle kan man se dagens fangst og kilopriser på fiskene. Jeg vælger dagens menu til 15 Euro og bliver vist ind i restauranten. Her jeg den eneste gæst, og personalet kikker medfølende på mig. Så jeg tager noget af det våde tøj og støvlerne af.

Forretten er en kartoffelstuvning med blæksprutte. Den smager fantastisk, og jeg tror aldrig, jeg har spist så mange kartofler på en gang. Hovedretten er havaborre – Lubina med sprødstegte hvidløg. Til dessert vælger jeg risbudding. I mellemtiden er restauranten næsten blevet fuld af pæne familier og venner på udflugt. Jeg ser deres pæne tøj og føler mig lidt malplaceret i strømpefødder og lag på lag af tøj, der endelig er nogenlunde tørt.

Turen går op ad en lang, lang trappe, hvor jeg kan mærke og næsten smage den megen mad, jeg har spist. Området langs kysten har været gennemgravet af jernminer, og nu er området gennemkrydset af pædagogiske vandreture. Plancher forklarer alt om geologi, flora, havet og selvfølgelig selve minedriften. Ruten er flot, men den er desværre asfalteret, så det er hårdt for fødderne.

Senere kommer jeg ud på selve hovedvejen, og da den går langs en motorvej, zigzagger ruten mellem motorvejsafkørsler. Heldigvis er regnen hørt helt op, men jeg finder den del af turen afskyelig. Udsigten er smuk over havet. Men bilisterne kører ikke pænt, når de lige er kommet af motorvejen. På et tidspunkt kommer en bil alt for tæt på, da den overhaler og dermed kommer bagfra i den vognbane, hvor jeg går.

Der er kun få cafeer undervejs, og jeg nyder et glas friskpresset appelsinjuice med udsigt over havet. Endelig drejer en grusvej ned til vandet. Resten af turen går på stier og små veje langs kysten. I det fjerne ligger Castro Urdiales og kommer kun langsomt nærmere.

Helt tæt på byen forsvinder de gule pile. Der er masser af nybyggeri. Jeg forbander min guidebog, som skulle være en opdateret udgave fra 2015. Men kortene i bogen er oldgamle, og teksten er kun opdateret få steder. Men jeg finder vej og kan konstatere, at Castro Urdiales er en meget meget lang by, bygget langs kysten. På strandpromenaden prøver jeg at finde et hotel på telefonen. Men de få, der er, ser dyre ud.

Langsomt nærmer jeg mig centrum og følger mig udslidt. Ved et bykort møder jeg en fransk-canadier, jeg sidst så i Zumaia. Han har været et smut i Frankrig, da hans datter skulle flyve hjem derfra, og så har han taget bussen hertil. Han tager mig med til et pensionat, som ligger ud til promenaden og havnen. Der står et telefonnummer, og en kvinde kommer og giver mig det sidste værelse. Prisen er 20 euro med fælles bad og toilet.

Jeg spreder mit tøj, så det kan tørre helt. Efter at jeg har hvilet benene en smule, går jeg ud for at spise. Det er weekend, og de fleste er stadig på tapasbarene. Jeg vil sidde ned og vælger restauranten i stueetagen. Her kommer både en hel flaske vand og vin på bordet, og jeg spiser mig gennem endnu en tre retters menu. Forretten er linser med lidt kød, og det mætter og varmer min trætte krop. Til aften er det blevet koldt.