Dagens lektion: Husk at tjekke togtider, inden du satser på at køre med tog. En dag med overdådig arkitektur, indsigt i migration og hvor underlige huller i jorden brøler lavmælt.

Fredag den 24. april 2015

Kun to togafgange om dagen! Det opdager jeg først, da jeg står på stationen med min bagage og er klar til at tage toget til Pendueles. Da jeg tidligere tog toget i Santander, gik toget flere gange i timen, og det forestillede jeg mig var normen for lokalbanen langs kysten. Men jeg burde have noteret mig, at området i Nordspanien er tyndt befolket og byerne små. Bedre ser køreplanen på busstationen ikke ud. Jeg har udsigt til næsten fem timers venten på en kedsommelig hovedgade i Unquera. Jeg sætter mig nedtrykt på en bænk uden ryglæn, da det begynder at regne.

Inden da var jeg i godt humør. En indbagt empanada med ost til morgenmad og rigtig te på en lille cafe. Jeg havde stillet min bagage på hotellet og gik til Colombres oppe på bakken. Her ligger Quinta Guadalupe, et palads bygget i 1906 af en lokal migrant.

Klik på fotos for at se dem uden beskæring i fuld størrelse

Som kun 14-årig rejser Inigo Noriega Laso til Mexico for at begynde et nyt liv som migrant. Det går ham godt. Ikke bare tjener han en formue, han bliver også venner med magthaverne. Da han har bygget paladser i sit nye hjemland Mexico, bygger han som mange andre emigranter fra Asturias  et lille palads i hjembyen. Det er tilegnet hans hustru Guadalupe, men han dør, inden paladset står færdigt.

Hundredetusinderne emigrerede fra Asturias til især Mexico, Argentina og USA i slutningen af 1800-tallet. Mange gik det godt for, og de opførte huse og paladser i deres oprindelige hjembyer. Emigranter bliver kaldet ”Indianos” og deres bygningsværker ”Indianosarkitektur”. Husene er farvestrålende og rigt dekorerede og kan kendes på endnu en detalje – en palme. En palme symboliserer det nye liv i varmere lande i Sydamerika.

Quinta Guadalupe er museum og arkiv for migration. De fleste besøger museet for at se den flotte bygning. Men selve museet er også tankevækkende, og man kan selv sætte historien om vores europæiske migration til Amerika i relation til den nutidige migration fra Afrika og Asien til Europa.

Museet viser, hvor organiseret migrationen var med skibe og modtagelsescentre i Nord- og Sydamerika. Hvordan migranter fra Asturia dannede deres egne samfund i modtagerlandene med egne ID-kort, hospitaler, sportsklubber og enorme feriecentre. Lokalregeringen i Asturias har stadig en afdeling for sin diaspora og medier, som bringer nyheder fra og om folk fra Asturias ude i verden. Mange migranter klarede sig som Inigo Noriega Laso godt og var iværksættere i både det nye land og i hjemlandet.

Efter museet går jeg tilbage til Unquera for at hente bagagen og komme videre. Jeg har planlagt at tage toget, da guidebogen beretter om en kedelig vandrerute langs en befærdet landevej. Men da jeg ikke havde tjekket køreplanen, har jeg nu valget mellem at tilbringe mange timer i en by eller at fortsætte vandringen langs vejen i regn.

I det samme får jeg øje på en taxa parkeret på vejen overfor mig. Jeg spørger taxamanden hvad 11 kilometer til Pendueles koster. 13 euro er svaret. Jublende henter jeg min bagage og fryder mig over, at hjælpen er nær, hver gang det ser allermest sort ud.

Taxaen passerer regnslagsklædte pilgrimme langs landevejen, og jeg bliver sat af ved en cafe i Pendueles. Her serverer en venlig kvinde hjemmelavet toast med olivenolie og skinke og tortilla med friskpresset juice til frokost. Bagefter er regnen holdt op, og vandreruten begynder lige overfor cafeen. Udenfor cafeen hører jeg en hidsig ringlen af bjælder. En familie er ved at drive flokken af køer gennem landsbyen, og de galopperer klodset forbi mig. Fra Pendueles er det muligt at dreje fra caminoen og følge vandreruten E9 i stedet.

Nu følger jeg de rød-hvide markeringer, som fører mig mellem ko-marker og små skove ned til klipperne ved havet. Her oplever jeg et geologisk fænomen ved navn buffones. Det er huller i klippen med forbindelse til havet. Man kan ikke se bunden af hullerne. I stormvejr sprøjter vandet op fra hullerne. I dag er vejret stille, så de nøjes med at brøle. Lyden er næsten menneskelig, som en dyb rumlen fra en træt heavy-metalsanger. Jeg er ikke forberedt på lyden og bliver en smule rystet, da hullet pludselig giver lyd fra sig. I min fantasi forestiller jeg mig, hvordan folk i gamle dage før geologiske forklaringer, må have oplevet lyden som djævle eller trolde i dybet. Jeg var blevet meget forskrækket over lyden, hvis en tavle ikke havde forklaret mig om buffones.

I landsbyen Andrin protesterer bannere i gaderne over kommunens planer om at bygge et ferieområde. Landsbyen vil gerne fortsætte med at være et lille samfund. Jeg holder pause i en bar, hvor en gruppe spanske vandrere på en organiseret tur har spist. Da vi igen skal fortsætte turen, kan de ikke finde stien, hvor de drejer fra. Jeg fortsætter ligeud og finder den. Men de er sikre på, at der må være en sti tidligere. Oppefra kan jeg se, at skråningen er meget stejl, og de er kommet så langt bagefter, at jeg ikke ser dem igen.

Øverst på en klippe kan jeg igen vælge mellem caminoen og E9. Jeg vælger igen den alternative vandrerute, der følger et højdedrag. I det fjerne kan jeg se Llanes, og efterhånden som jeg går, kommer jeg længere og længere ind i landet og dermed længere væk fra byen. Man skal gå langt, før man kommer ned fra højderyggen og kan komme ind til Llanes.

I Llanes er der skilte, men skiltene er ikke konsekvente. Jeg vil sove på et herberg ved banegården og følger skiltene. Men ved ikke, hvor jeg skal dreje. Til sidst må jeg finde turistkontoret for at få et kort. Damen i kontoret siger, at kontoret er lukket. Da jeg ikke gør mine til at forlade hendes kontor og brokker mig over den inkonsekvente skiltning i byen, finder hun til sidst et bykort, krydser herberget af og forklarer mig retningen.

På jernbaneherberget kan man leje et håndklæde og få morgenmad. Tilsammen koster det 15 euro. Jeg deler værelse med en fransk kvinde, der går turen i små bider. Hun er netop ankommet til Llanes for at gå endnu ti dage af Camino del Norte. Som flere andre franskmænd jeg møder, stammer hendes familie fra Spanien og forlod landet under diktatoren Franco. På værelset overfor bor engelske Tim. Han er udkørt efter 34 kilometer, og han har ikke valgt den smukke E9.

Herberget anbefaler restaurant Canene med en aftensmenu til 10 euro. De seneste mange dage har min aftensmad kostet omkring 30 euro, fordi der ikke har været menuer. På restauranten spiser både tyskerne og franskmændene. Kvinden fra Luxemburg er ikke gået med, da hun fik maveproblemer i Santillana del Mar og nu hviler sig hos en ven i Spanien.

På opfordring af Peter smager jeg Navajas – knivmuslinger. De smager udmærket, men ser løjerlige ud, som om de består af en lang tarm med knuder på.

Tilbage på herberget står et lokomotiv og pruster. Værelset ligger ud til banen, og jeg forbander spanske jernbaner langt væk. Hvorfor kører togene sent om aftenen og ikke om dagen? Hele huset ryster, og jeg lukker vinduet for udstødningen. Endelig omkring midnat kommer endnu et tog, og lidt senere kører de begge.