Underjordiske vandreserver er nødvendige, når brønde og små søer i dogon i Mali tørrer ud i den lange periode uden regn mellem september og juli
Af freelancejournalist Lise BlomMit mod svigter. Under mig er stenene stablet som en smal stejl trappe, der forsvinder ned i en klippespalte i bjergene. Der er ingenting at støtte sig til, og der er risiko for, at nogle af stenene vipper. Jeg bliver svimmel, når jeg ser ned i den mørke afgrund. Under os ligger et vandreservoir, hvor der altid er vand.
Mine tre lokale ledsagere tager skoene af for at kunne stå ordentlig fast. For mig er det en fysisk udfordring, jeg ikke tør risikere. For de lokale indbyggere er det i perioder en daglig nødvendighed. En ældre mand klatrer uden tøven ned for at fylde sin dunk med vand fra det underjordiske vandreservoir.
I de ødelæggende tørker i 1970’erne og 1980’erne måtte landsbyerne i området klatre turen flere gange dagligt for at hente vand til dem selv og deres dyr. Selv om der ikke har været ligeså slemme tørker siden, er vandreservoiret stadig uundværligt. Når vandstanden i brøndene står lavt i maj og juni, inden regntiden begynder, er det her, kvinderne henter vand til at vaske tøj.
Da mit mod svigter, tager Ounde mit kamera med ned i dybet for at tage billeder. Bagefter opdager jeg, at blitzen er slået fra, så hans klatretur har været forgæves.
Blitzen slår jeg fra, lige inden vi bevæger os ned i dybet. I en åben hule får jeg udpeget konturerne af gamle symboler på hulens lave loft. Landsbyboerne kan ikke tolke symbolerne. De ligner ikke noget fra deres egen mytologiske fortid, derfor må de være meget gamle – fra en kultur før deres.
Jeg fotograferer symbolerne og slår blitzen fra for, at tegningerne ikke drukner i lys. Hulens loft er for lavt til, at man kan stå under det, og det er for højt til, at man kan ligge under tegningerne og se dem ordentligt. Det er også svært at se, hvilken vej de skal vende. Måske er det stjernetegn, måske stiliserede dyr.